Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!« Lukasevangeliet 2,1-14 

Og det skete i de dage …..

”De dage” er nogle årtusinder siden. De dage Lukas skriver om ligger nogle generationer bagud i tid. Han skriver altså mange år efter det han taler om. År 0 sætter vi fødslen til. Det blev først en vane i 4-5. århundrede.

”Det skete…” - sådan kan vi også tale om ting som sker i vore egne liv og i den store verden. Hvert øjeblik sker der noget. For det meste er det hændelser i tidens almindelig gang. Hverdagen har sin rytme og gøremål. Ligeledes har verden sin rytme. Solen står op, sol går ned, fortæller om universets faste rytme, som vi er indlejret i.

Tiden er noget, som mennesker har beskæftiget sig med, lige så længe de har tænkt over tilværelsen og vore vilkår. Tiden går for os alle. Hos en af de tidligste græske filosoffer, Heraklit, møder vi udsagnet, at alting flyder. Dengang fik han ideen fra floden der strømmer med vand, og hver gang han gik ud i floden, var det aldrig den samme flod han stod i. Sådan også med tiden.

Tiden er en strøm, en lang række af hændelser, begivenheder. Tiden er det vi hele tiden forlader. Juleaften forsvinder og i morgen er i dag allerede til i et andet lys. Tidens bestemmelse er, at alt forlades, at intet varer ved.

Lige nu hvor vi er samlet her, er tiden fyldt af glæde og varme over julen.

Juletiden er en god tid for mange mennesker. En tid hvor vi gerne vil hinanden, og forbereder os gennem hele december til at fejre jul. For mig selv er det også en aften hvor erindringen og minder står stærkere. Minder fra andre jul og erindringer om mennesker jeg var sammen med, og som ikke er med længere. Tiden opløses ikke helt, fordi mennesket har den forunderlige evne at huske og erindre.

Julen har også fremtiden med. Ikke kalender fremtiden hvor vi tænker på aftaler og opgaver. Jeg tænker på fremtiden som vore håb og drømme, vore forventninger eller bekymringer, vores angst. 

Julen stopper tiden, det er hvad budskabet om Jesu fødsel vil fortælle. Det skete som jeg nævnte meget bogstaveligt mange århundreder efter. De første ord i Lukas beretning om Jesu fødsel og det skete i de dage… placerer denne fødsel i rækken af hændelser i tidens strøm.

Vi kan selv tale med om det skete i vore liv. Det gælder for det meste vi oplever, at det forløber i kendte vaner. Og så sker det at noget nyt og ukendt bryder ind. Det kan være glædeligt eller sørgeligt, og tiden løfter sig på en måde over hverdagens velkendte det-skete-tid.

Og det skete den nat i Betlehem. Engle-sangen fortæller os allerede om det nye som bryder ind i verden. En fred fortælles det, som barnet i krybben vil bringe. Den fred kan kejser Augustus ikke opfylde. Indsprængt i virkeligheden bryder noget andet ind. En etage over hverdagens liv må vi, hvis vi vil, åbne os for.

Vi oplever det når vi lytter til musik. Også salmerne i aften er helt åbne for at noget sker. Brorson skriver i salmen vi skal synge om lidt om at åbne hjerte, sjæl og sind med tusind længselssukke. – Sukke af længsel, hvem kender ikke til det! Når vi hører overvældende smuk musik, så kan vi for en tid helt glemme livets endelighed og alle bekymringer. En blanding af rørthed og glæde er der tale om. Englenes sang kan vi næsten føle i hjertet. Barnet i krybben, liggende i høet, i nattemørket under stjernehimmelen, rører tårekanalerne. Det er et rørende og smukt øjeblik. Ikke underligt har kunstnere indenfor musik og billedkunst gennem historien været optaget af denne fødsel.

Når vi røres af musik, et maleri, en tekst som fortællingen om Jesu fødsel, havde man i middelalderen et ord for det. Det er ordet compunctio. Det er et medicinsk begreb, der fortæller om en fysisk smerte, men særligt når det handler om det vi taler nu, en sjælelig eller åndelig pine. Compunctio er den smerte, mennesket føler, fordi det længes efter paradis, som det ikke mere lever i; det er hjemvé.

Det er erindringen og mindet af noget som ikke er her mere. Det er anelsen af noget som vi føler vi har mistet, men længes efter.

Hvad det er, kan være svært at forstå, fordi vi har affortryllet verden. Vi møder livet med vores fornuft. Videnskaben kan forklare os alt, hvad vi har brug for. Magien er forsvundet fra verden. Vi har mistet evnen til at undres. Min yndlings digter er svenske Tomas Tranströmer, som døde for nogle år siden. Der er ingen som ham, der enkelt kan tale om det at undres. Fortællingen om fødslen vil fortælle os, at der er noget mere i denne verden vi lever i end den aktuelle samfundsindretning.

En fortryllet verden kunne vi kalde det, som TT sætter sine poetiske ord på. Som i dette digt Schubertiana, et digt om Schuberts strygekvintetter som åbner dørene mod det hellige: Og ham der opfanger signalerne fra et helt liv i nogle ganske almindelige akkorder af fem strygere/……/Så meget vi må stole på for at kunne leve vor daglige dag uden at synke gennem jorden! Stole på snemasserne der klamrer sig fast til bjergskråningen oven over landsbyen. Stole på tavshedsløfterne og det forestående smil, stole på at ulykkestelegrammerne ikke gælder os og at det pludselige øksehug indefra ikke kommer/……./ Men intet af det der fortjener i grunden vores tillid. De fem strygere siger at vi kan stole på noget andet. På hvad? På noget andet, og de følger os et stykke på vej dertil. Som når lyset på trappen går ud og hånden – tillidsfuldt – følger det blinde gelænder der finder vej i mørket.

 Vi har brug for at genfortrylle verden. Vi er holdt op med at undre os, og vi må prøve igen som TT skriver, at række hånden ud i mørket, og håbe at der er noget derude.

Vi skal lære på ny at blive lidt mere porøse og ikke så polstret. Det polstrede liv er det liv som gerne vil have kontrol med alt hvad som sker. Et mere mekanisk univers kunne vi sige. Det porøse liv har mere sin grund i tro og tillid. Fordi de porøse liv stiller de spørgsmål i livet, som der ikke umiddelbart er klare svar på: Hvad længes vi efter? Hvad frygter vi? Hvad glæder os? Hvad bekymrer os?

Genfortrylle verden lyder måske som en stor opgave. Skal vi nu gå rundt og føle alt muligt, tænker nogen måske. Ikke føle alt muligt, men åbne os for at verden er mere end det vi ser.

Vi kan finde trøst hos den uudgrundelige Anden, det vi kalder Gud, som ikke har nøjes med at udlevere mennesket til vemod og gætterier, men har vist julenat hvem han er. Det er egentlig ikke så indviklet som det måske lyder. Det handler om vores følsomhed eller ufølsomhed over for, hvordan vi lever i verden. Det handler om at være i verden og ikke trække sig fra den. Gud er forelsket i verden. I mennesker. Guds kærlighed går kun én vej. To der er forelsket vender sig mod hinanden. Men sådan er det ikke med Guds kærlighed. Guds kærlighed kan du ikke kun dyrke alene med Gud. Gud vender sig mod os og verden. Jesus er Guds kærlighed og det vi kan lære af ham er, at vi skal vende os ud mod verden. Ja, forelske os som Gud i verden.

At der er brug for føle og undres er tidens optagethed af klimaet et bevis på. Vores tekniske fornuft strækker ikke til at redde klimaet alene. Vi taler meget klima i disse år. Med god grund må vi sige. Jeg blev rørt da fornyelig jeg så en reportage fra Arktis. Her forsvinder isen i en rasende fart. En isbjørn svømmer rundt forladt i et kæmpe hav, fordi isen er væk. Den kan ikke leve uden isen.

Det har skabt en ny følsomhed over for den jord vi lever på. Vores jord som vi indtil nu bare har troet var en omgivelse og ressource. Jorden er til, og det vil den altid være. Til vores brug. Det viser sig at jorden er vores ophav, dér vi kommer fra. Isbjørnen mærker det, for isen er væk.

Det er med til at give os en sensibilitet for alt liv. At livet er større os, og vi ikke regne med, at videnskaben klarer alt for os. Vi må genfortrylle verden og vores syn på den, som når englene synger julenat om freden der er kommet til jord i dette barn Jesus Kristus. Hvad det kan gøre ved os? Det behøver ikke være så svært.

Skuespilleren og filminstruktøren Hella Joof taler om hvad der er det gode liv for hende – så enkelt kan det være: Sige tak for alt det gode, vi har. Og prioritere kærligheden og samværet med de mennesker, der giver os energi. Lad os behandle dyr og mennesker med den kærlighed, vi selv ønsker at få, men ikke tror, vi har fortjent, fordi vi jo bare er nogle små knoldede lorte. Det er vi også. Især hvis vi spiser for få fibre. Men vi er også Guds børn og mirakler.

Gud kom til verden, fordi han ønskede at slå følge med os på vejen gennem livet, forelsket i livet, … Det er julens store mysterium, der fortsat trøster og opmuntrer os: Vi er ikke alene! Glædelig Jul