Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve: »Mester, hvad er det største bud i loven?« Han sagde til ham: » ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ På de to bud hviler hele loven og profeterne.« Mens farisæerne var forsamlet, spurgte Jesus dem: »Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?« De svarede: »Davids.« Han sagde til dem: »Hvordan kan David så ved Ånden kalde ham herre og sige: ›Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender under dine fødder?‹ Når David altså kalder ham herre, hvordan kan han så være hans søn?« Ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag turde heller ingen længere spørge ham om noget. Matthæusevangeliet 22,34-46 

Er det ikke rart at vide at der er noget vi skal? Vi hører hvordan nogle af Jesu egen tids kloge hoveder ud i troen kommer til ham og beder han svare på, hvad der er det største bud i loven. Jeg må lige indskyde at loven på den tid bestod af en opdeling i 613 bud, nemlig 248 påbud og 365 forbud. Alle bud selvfølgelig givet af Gud.

Det må have været et dagligt hyr med at holde sig alle disse bud for øje. For et hvert et skridt og handling overveje om det man nu var i gang med brød med budene.

 Jesu svar koger det hele ned til en fin lille bouillon terning, som mennesket kan leve på. Jesus svarer først: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ Det er det største og det første bud. Og derefter lyder det: Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.

 I moderne tid har det mest lydt fra mennesker og fra tidens kulturelle strømninger: jeg vil! Det er mennesket som individ der selv vil frem i verden, helst have sine ønsker og drømme om lykken opfyldt. Individet er det som skiller sig ud fra de andre og vil livet for sin egen skyld. Vi vil alle gerne leve det særlige liv som skiller sig uf fra de andre. Og det er det vi forsøger med vores krav til bolig, rejser, krop, arbejde, partner og oplevelser. 

 Det lille barn råber jeg vil, hvad er forståeligt nok, da det som nyt lille menneske handler om at tage verden i besiddelse. Der er så meget et lille nyt mennesker gerne vil. Livskraften stråler fra det nyfødte barn, som er viljen til liv. Der kan små børn tit umådelige optaget af sig selv – jeg vil ha’, giv mig – indtil de lærer, og, det skal de have hjælp til, at blive formet og dannet til at være i verden sammen med andre mennesker. I verden går det jo ikke bare at råbe ”jeg vil”, dér bliver det vigtigt at forholde sig til et ”du skal”.

Jeg husker et meget morsom episode fra den berømte film ”Life og Brian” af den engelske komikergruppe Monty Python. Der er den scene i filmen hvor Brian taler til sine følgere, der fejlagtigt anser ham fro at være frelseren, med ordene: ”Gå nu hjem og tænk selv, I er jo alle sammen individer”. Og mængden svarer med det samme med én stemme: ”Ja, vi er alle sammen individer!”

Det er en meget morsom scene, fordi den fint beskriver, hvor umuligt det er at skille sig ud og være unik, når netop dét bliver projektet for alle mennesker. Jeg vil være noget særligt, men når alle vil det, ligner vi blot hinanden.

Det er kun Dennis i filmen som bryder med denne ensartethed, at de alle ligner hinanden, da han forsigtigt rækker fingeren op og siger: ”ikke jeg!”.

Det er kun den, der ikke tror, han er noget særligt, der virkelig er det. Netop fordi alle de andre tror, at de er noget særligt.

De to svar Jesus giver er selvfølgelig formuleret som befalinger, fordi det er hvad et bud, en lov skal. Et bud åbner ikke for muligheden at vælge om det nu passer mig, om jeg har lyst og kan lide det.

De to bud om at elske Gud og næsten sætter to vigtige instanser ind i menneskets liv.

For det forholder sig sådan at intet menneske kan handle, uden at han eller hun i sine handlinger forholder sig til en instans af en eller anden art.

Hvad jeg mener med instans er det som forpligter et menneske i en aktuel situation. Det bliver også det menneskes ansvar.

Martin Luther siger det så klart i sin Store Katekismus når han taler om Gud som instansen i hans liv: Jeg slår ikke min lid til nogen anden skabning i himmel eller på jord. Jeg slår min lid alene til den usynlige, ubegribelige, ene Gud, der har skabt himmel og jord og alene er over alle skabninger.  

Du skal elske Gud betyder ikke kun er jeg er forpligtet på noget, men at Gud også holder fast i mig, ved netop at sige, at jeg er din Gud, og du kan du trygt stole på.

Instanser siger selv, at den kan der være mange i menneskers liv. For der er meget i verden som kan optage os, kræve vores energi, og på den måde blive en gud for os. Men disse guder vi kan vælge at dyrke og knytte os til, er aldrig usynlige. De er endda meget synlige og der hvor det kommer til at handle om prestige og succes kan vi ikke falde til ro på den måde Luther skriver. Luther hviler i Gud og ved at fra Gud lyder kun et ”du skal”. For succes og prestige kræver hele tiden noget af mig, at jeg vil være på, forfølge mine mål og drømme og måske ende med at slide mig selv til døde.

Ordet ”skal” er et meget nærværende og konkret ord. Ordet ”vil” skal jeg på helt anden måde selv stå for og finde ud af. Det kommer helt sikkert også til spænde for ”du skal”, for skal jeg noget, kan vi være sikre på at det på nogle områder forhindrer mig i det jeg vil.

Skal griber i menneskets tilværelse på en afgørende måde og gør det nu.

Tænk dig den arbejdsplads hvor hver medarbejder arbejdede ud fra ”jeg vil”. Jeg vil kun det her i dag, og hvis hver medarbejder tænker sådan, er det tvivlsomt om vi længere kan tale om en fælles arbejdsplads. Den arbejdsplads hvor der lyder et ”du skal”, ved hver medarbejder hvad opgaven og målet er, og egentlig er det af kærlighed dette ”du skal” lyder. Du er noget værd, uerstattelig for det fællesskab vi har sammen. For det er i fællesskab at vi løser opgaver, og ikke ved at holde fast på at jeg kun vil det jeg selv vil.

Derfor hører vi Jesus meget hurtigt efter at talt om at du skal Gud, i sammen åndedrag siger, du skal elske din næste.

De hører sammen fordi de i Jesu mund, som taler på Guds vegne, fortæller os, at Gud ikke har sluppet og opgivet os endnu.

 Du skal giver os fri fra os selv og vores evindelige søgen efter at ville være noget særligt, hvorved vi alligevel ender med at ligne hinanden, efterladt ensomme og forladte.

Du skal griber ind i vores liv og altid nutidig. Du skal Herren din Gud….Du skal elske din næste.

Ikke en moralsk henstilling selvom den bestemt kan have betydning for hvordan jeg vil vælge at leve. Det er en befaling, som ikke lyder kun én gang, men hele tiden ind i hvert et øjeblik. Det går helt ind i stuen og siger: Så er det nu.

Hvis mennesket kun siger ”jeg vil” kommer det kun til at handle om mig. Så får vi den selvrealiserings kultur som vi har nok af, og som sniger sig ind alle steder og med den konsekvens at vi ikke bare fjerner os fra hinanden, men værre endnu at vi kun kan se verden fra vores eget ståsted. Så er de andre altid de forkerte og jeg er alene den som ved, hvad jeg vil.

”Du skal” sætte en ramme om menneskelivet. Det er noget vi i al for høj grad har glemt. Loven i dag er ikke så meget anderledes end de 613 påbud og forbud som var det menneske forholdt sig til på Jesu tid. De har blot fået en moderne skikkelse og formulerer sig meget lidt, om overhovedet, som påbud og forbud, men som tilbud. Lade os sige fristelser der vil fodre menneskets ”jeg-vil-lyst”.

Lovens anklage er ikke alt det jeg forsømmer og ikke får gjort, det er den slidsomme jagt på det jeg vil og ikke har nået endnu. Det er præstationskravet om hele tiden at være den perfekte udgave af sig selv og som igen viser sig i noget så enkelt og uskyldigt som sammenligningslysten. Er vi alene dem som skaber vore egne liv, sætter dagsorden, jeg vil, fyldes denne verden meget hurtigt af en masse erstatnings guder.

Du skal elske Gud og næsten siger det menneske, Jesus Kristus, som er denne befalings opfyldelse. Du skal er Guds ord, der sætter os på plads i livet og velsigner livet for os.

Hele vort liv lægges af dette ord ”du skal” ind under Guds gode og kærlige vilje. Amen