Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon. Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.« Matthæus 6,24-34 

I dag fejrer vi høstgudstjeneste. Kirken er pyntet op og vi kan da ikke være et smukkere sted end her i kapellet hvor naturen står anderledes tydeligt frem end omkring Humlebæk kirke. Vi synes godt nok vi har landets smukkeste kirkegård, men Strandvejen som skærer sig ned langs kysten minder os om at naturen altid har måtte underordne sig menneskets planlægning.

I Noas tid var det Gud som fik vandet til at stige, i dag er det os der får havene til at stige. Den sidste rapport fra verdens klimaforskere som blev offentliggjort i denne uge fortæller om tilstanden på de kolde poler og i Grønland, at isen smelter og at havene stiger og vil fortsætte med det i hastigt tempo. Ja, for nu at tage ordene fra Matthæus evangeliet til os, er der nok at bekymre sig om.

Vi må kæmpe videre og det er der mange fornuftige, begavede og bekymrede mennesker som gør.

Vi holder høstgudstjeneste i dag for at minde hinanden om at naturen på alle mulige måder af stor betydning vores liv. Føden henter vi fra naturen, naturen er et levende skaberværk, et skatkammer, der oplader vores sind og humør med de skiftende årstider, farver, vindens blæsen, dyreliv, frugter, en bølgende kornmark…

 Naturen er vores omgivelse, som er lige derude for vinduet. En selvfølge tænker vi …. Ja, sådan har det været, og er stadig, men det er også en forestilling der er truet i vor tid. Jorden er 13 milliarder år gammel og hver ny tidsperiode har geologer givet navn efter hvordan naturen ændrede sig. Naturen var den kraft som formede jorden. Det han ændret sig. Geologer kalder den tid vi lever i nu for den antropocæne tid. Antropos er det græske ord for menneske. Mennesket er nu blevet en planetomdannende naturkraft på linje med jordskælv og vulkanudbrud. Vi er blevet en geologisk faktor.

Naturen som omgiver os alle er ikke kun vores omgivelse, den er vores ophav. Det er fra naturen vi kommer.

Teksten vi lige har hørt er jo ikke skrevet ind i vor tids kontekst, og alligevel er den slet ikke uaktuel. Vi har stadig brug for de basale livs fornødenheder. Til psyke og soma – til sjæl og legeme. Mad til livet og tøj på kroppen. På Jesu tid i antikken var det de daglige fornødenheder i livet. Det et menneske som et minimum havde brug for at overleve. Det har ikke ændret sig. Vores behov vil vi helt sikkert udtrække til at rumme mere end maden og tøjet. Der er er kommet en hel verden af tekniske hjælpemidler til, som vi i dag betragter som uundværlige i vores daglige liv.

Bekymringen må vi ligeledes sige er højaktuel. Alle bekymrer vi os. Bekymring er angsten for i morgen. Ikke kun med tanke på de ulykker som kan ske, men angsten for, hvordan jeg skal klare denne kommende dag. Leve op til og svare til dens krav. Også bekymring for mennesker vi lever sammen med.

Vi lever i bekymring fordi vi ikke kan tænke i morgen væk. Bekymring handler både om nu og ikke mindst om fremtiden. Den tid vi alle er spændt ud mod, men som vi ikke kender til. Vi skal ikke tænke bekymring for fremtiden som noget der kun er tungt og trist. Vi planlægger vores tid, har ønsker og gør os forestillinger om hvad vi gerne vil med vores liv. Det er udtryk for vores frihed og vores ansvar.

Jesus nævner himlens fugle og markens liljer som eksempler på nogle skabninger, som ikke gør noget med henblik på at sikre sig for i morgen. de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden…. Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. 

 Bekymringen er et vilkår for det at være menneske. Vi har et fortrin i forhold til fuglene og liljerne. Vi deler vilkår med naturen så langt, at vi er blevet til på et tidspunkt og skal siden hen dø som alt andet levende. Vores fortrin er at vi kan tænke over livet. At kunne det giver os glæden ved livet, men selvfølgelig også den uro som hører til det at bekymre sig. Til den bekymring hører der nogle grundvilkår for menneskets liv på jorden. Det er at vi skal dø, og vi ved det, at vi i afgørende øjeblikke er alene, meningsløsheden og at vi har frihed til at vælge vores liv. 

Men hverken mad eller tøj skal være mål i sig selv for vore bekymring og dermed liv. Jesus siger jo: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Vi vil sikkert alle svare ja til at livet er mere end maden og tøjet. Hvem har i øvrigt lyst at til at blive kaldt en hedning. Vi kan nok heller ikke helt frasige os at vi indimellem er hedninge, som er dem der bruger al deres interesse og fantasi til beslutninger, der har med forbrug at gøre. En hedning vil gøre alt for at nå en høj levestandard og forbruge så meget som muligt af verden.

 Vi er altså når vi lytter til Jesus mere værd end himlens fugle og markens liljer, og vi skal gøre mere end hedninge gør. Det svar Jesus giver er ikke overraskende når vi ser det ud fra hvordan han selv levede sit liv. For os kan det være svært at få til at give mening.

Efter at have talt om menneskets bekymringer for livet, talt om fuglene og liljerne og om ikke at leve som hedninge slutter Jesus af med at sige: Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.

Vi må virkelig spørge os selv: Hvorfor skulle det være godt for mig at stræbe efter Guds rige og gøre det til mit højeste ønske? Det er også i det forhold at vi er mere værd end himlens fugle og markens liljer. Fordi ønsker vi har betyder noget for hvem vi er. Menneskets ønsker og vilje kan også være farlige. Er det ikke det som har medført at naturen i dag lider under menneskets udnyttelse af jorden? Jo hvis vi misforstår den opgave som mennesket fik af Gud dengang verden blev skabt. Hvor der står om menneskets skabelse: Gud sagde: »Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.«

Herske har vi taget meget bogstaveligt. Herske i betydningen underlægge, og ikke bevare.

Her får vi også svaret på hvorfor vi er mere værd end fuglen og liljen. For udover at være skrøbelig som natur, er vi også betroet noget. Vi er tilmed tiltroet at kunne udfolde det vi er betroet. Det var derfor at Gud efter at have besluttet at udslette hele sit skaberværk som er jorden, lod Noa, hans familie og dyrene overleve. Fortællingen om Noa er en metafor for det håb vi må knytte til Gud. Vi hører at Gud slutter en pagt med Noa. En pagt er ikke ensidig sådan at forstå at det kun er denne ene af parterne der skal gøre noget. Pagten er gensidig og forlanger noget af begge. Gud slutter pagten. Viljen kommer fra Gud og den kan blive til liv hos os og igennem os. Liljen har jeg svært ved at forestille mig, tænker noget om den lilje som står ved siden af. Rodnet taler sammen har vi hørt om hos træer. Måske gælder det også liljer.   

Guds rige eller bare Gud fjerner bekymringen for i morgen. Når kærligheden fra Guds hjerte vinder over bekymringen i os.

Jesus har ganske ret i at vi meget let kan blive optaget af forbruget. Tænk det så han allerede dengang. I dag har det på mange måder taget overhånd og har en væsentlig bi effekt, at det fjerner os fra nutiden. Og slider på verden.

At søge Guds rige er at slippe bekymringen for i morgen.Det er som Noa at træde ud af arken og vide at det er nu det gælder. Dette liv som er en gave og opgave under Guds bue på himlen.

Når Jesus siger Guds rige betyder det, at Gud har uendeligt spillerum til at forandre verden. Vi skal bruges i den forandring, når vi kaldes af Gud til at vende os mod verden sammen med ham og hende som står ved min side.Vi skal ikke selv klare det ved hjælp af vore bekymringer. Vi bliver rykket bort, kaldet til noget andet, få vendt blikket mod noget andet.

Guds rige er at få skænket noget. Skænket tid kunne vi sige. Tiden hvor vi bekymrer os har det med at æde et menneske op.

Guds rige som du skal søge, søger allerede dig, for at du kan vide at der er mulighed for at slippe bekymringen. Blive en anden, lade sig forandre, og se på verden med nye øjne. Amen