13. søndag efter trinitatis

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Så vendte Jesus sig til disciplene og sagde til dem alene: »Salige er de øjne, som ser det, I ser. For jeg siger jer: Mange profeter og konger har ønsket at se det, I ser, og fik det ikke at se, og at høre det, I hører, og fik det ikke at høre.« Da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham: »Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?« Han sagde til ham: »Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?« Manden svarede: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.« Jesus sagde: »Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.« Men han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus: »Hvem er så min næste?« Jesus svarede og sagde: »En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød. Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi. Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage. Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?« Den lovkyndige svarede: »Han, som viste ham barmhjertighed.« Og Jesus sagde: »Gå du hen og gør ligeså!« Lukasevangeliet 10,23-37

I dag hører vi Jesus fortælle lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Den lignelse er ligesom lignelsen om den fortabte søn, som rejser ud i verden og forliser hele sin arv i et vildt ungdomsliv med fest og ballade, blandt de bedst kendte Jesus fortællinger over hele verden.

Lignelsen om den barmhjertige samaritaner var den første evangelietekst, jeg prøvede at prædike over, før jeg var færdig med teologistudiet. Jeg har ikke den prædiken længere, det før computerens tid, men den har muligvis været meget teologisk, akkurat som Paulus brev til menigheden i Galatien, som vi hørte først.

I hvert fald husker jeg ikke, noget som helst af, hvad jeg sagde, men kun at vi bagefter diskuterede Søren Kierkegaard og hele hans opfattelse af kristendommen i min familie. Og dette at ingen af os kan huske noget om det, tyder på, at det ikke har været en speciel god prædiken!

Den bedste prædiken, som jeg nogensinde selv har hørt om den barmhjertige samaritaner, er en prædiken med den sorte borgerretsforkæmper og præst Martin Luther King jr. Den tager kun fem minutter og man kan finde den på Utube, men jeg har lyst til at genfortælle den for jer i dag.

Martin Luther King begynder med at sige: En dag kom en mand hen til Jesus, han ville rejse nogle spørgsmål om vigtige ting her i livet! og MLK fortsætter: Selvfølgelig ville manden lokke Jesus i en fælde og vise ham, at han vidste lidt mere end Jesus, så han kunne slå ham af pinden .. (baseball)

Denne mands spørgsmål kunne let være endt i en filosofisk og teologisk debat, men Jesus tog øjeblikkeligt dette vigtige spørgsmål og placerede det i et farligt sving på vejen mellem Jerusalem og Jeriko.

Og han talte om en bestemt mand, som faldt i hænderne på røvere og I husker, at en præst og en levit kom samme vej uden at stoppe for at hjælpe ham. Til sidst kom en mand af en anden race forbi (samaritaneren);

og denne tredje person stoppede op og stod ned fra sit ridedyr og var besluttet på ikke kun at vise medlidenhed på skrømt, men han hjalp rent faktisk den sårede med førstehjælp og bragte ham til et herberg.

Jesus ender sin fortælling med at sige, at dette er den rigtige mand; samaritaneren, som alle så ned på, var den store mand, fordi han havde kapacitet eller evne til at se det høje i det lave, til at få øje på idealet i virkeligheden og at have medfølelse med sin næste, som han hjalp.

Vi, som er præster, siger Martin Luther King, har brugt megen tid på at overveje, hvorfor de to første præsten og levitten gik forbi manden, der lå på vejen? Nogle gange forklarer vi det med, at de havde travlt! De var på vej til et kirkeligt møde eller en kirkelig forsamling og ikke kunne komme for sent til begravelsen eller hvad det nu var..

Andre gange spekulerer vi i, at der måske på Jesu tid var en religiøs lov, der sagde, at man ikke måtte røre ved et såret blødende menneske 24 timer før, at man skulle forrette en religiøs ceremoni og derfor gik de forbi - helt legitimt forstås!

Man kunne også begynde at forestille sig, at de måske skulle ned for at være med til at lave en generel sikkerhedsforbedring på vejen fra Jerusalem til Jeriko. At de syntes, at det var bedre at løse problemet med den farlige vej på den måde, så det hjalp nogle flere af de overfaldne, frem for at hjælpe blot en mand med kun en individuel effekt.

”Men ved I hvad jeg tror”, siger Martin Luther King, ”jeg tror, at de to var bange, for vejen er en farlig vej. Jeg har selv kørt den tur i en lejet bil med min kone og den tog 20 min og man kørte i sving hele vejen fra Jerusalem, som ligger 1200 fod over havet til Jeriko, som ligger 2200 fod under havets overflade”.

”Og jeg sagde til min kone på vejen, nu forstår jeg, hvorfor Jesus brugte den vej i lignelsen om samaritaneren, den er så oplagt til røveriske overfald og på Jesu tid blev den vej kaldt den blodige sti..”

Men fortsætter han: ”Det er også muligt, at præsten og levitten kiggede over på den sårede mand og overvejede, om røverne stadig var i nærheden? De har tænkt, at det kunne være en slags fælde, hvor manden lod som om, han var blevet overfaldet, og så, når de nærmede sig ham for at hjælpe, ville de selv blive overfaldet”..

Præsten og levitten stillede sig følgende spørgsmål: ”Hvis jeg hjælper denne mand, hvad sker der så med mig”? Men så kom den barmhjertige samaritaner forbi og han vendte spørgsmålet om: ”Hvis jeg ikke hjælper denne mand, hvad sker der så med ham”? Dette er spørgsmålet til os her!

Spørgsmålet er ikke: ”Hvis jeg stopper for at hjælpe denne ulykkesramte mand, hvad sker der så med mig”? Nej spørgsmålet er: ”Hvis jeg ikke stopper for at hjælpe, hvad sker så med ham”?

Her slutter klippet med Martin Luther King, som desværre har for dårlig en lydkvalitet til, at jeg kunne afspille prædikenen for jer. Så må I undvære Kings karakteristiske messende syngende stemme..

Og I må undvære hans sidste ord, hvor han flytter lignelsen ind i sin egen samtid, hvor han spørger om, hvorfor man skal hjælpe sorte sanitetsarbejdere, som udkæmpede en arbejdskonflikt kamp.. sikkert om lige løn til sorte og hvide.

Det sidste viser jo også, at lignelsen og ja hele begrebet om den barmhjertige samaritaner er blevet et billede på en etik i forhold til vore medmennesker. En eviggyldig etik om næstekærlighed, som er lige så svær for vores generation at efterleve som for Kings generation og for folk på Jesus tid.

Jesus indleder med at sige til sine tilhørere, at de er salige. Det betyder, at de er heldige, at de kan nyde det, de ser og hører, for det er ikke alle, der får den chance. Mange har ønsket det, siger Jesus, men det lykkedes ikke for dem, det lykkes kun for disciplene. De er de udvalgte og det forpligter naturligvis! De skal være bedre end andre..

Den drøm om at være bedre og heldigere end andre, den lever stadig væk, selv om den er kommet til at handle om noget andet end på Jesus tid. Man kan netop nu på kunstmuseet Louisiana se en fotoudstilling, som hedder Generation Wealth, som betyder den velhavende generation.

Den amerikanske fotograf Laureen Greenfield har taget en række fotoserier af meget velhavende mennesker i USA og andre steder i verden som Rusland og Kina og Schweiz. Fotografen mener, ”at vi er blevet besat af rigdom og at få mere af det hele, vi er suget ind af grådighed, men ikke lykkeligere eller mere salige af den grund”.

Udstillingen har temaer som ”Jeg shopper, altså er jeg” og ”Bling dynasti”, som er en rystende dokumentation af dem/ os, som har alt, men drømmer om mere. ”Der er sket et skred i vores selvopfattelse, så vi ser os selv gennem skærmen og er tættere på dem, som vi ser her end på vores virkelige naboer”, siger Laureen Greenfield.

Den kultur, hvor det, som vi ser, betyder alt, hvor alt er signal til vores omverden og overfladen glitrer og skinner, har overskygget det væsentlige, som vi har indeni. Næstekærlighed, barmhjertighed, som er det, som skal give mening i vore liv med hinanden.

Men livet skal ikke kun handle om os, men lige så meget om næsten og dem, der som samaritaneren umiddelbart ikke ligner os selv. Vi skal rette vores blik op fra skærmen og os selv og hen mod det andet menneske, som vi måske ikke kender, men som har brug for os, det giver mening med livet. Amen