Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus for at høre ham, og farisæerne og de skriftkloge gav ondt af sig og sagde: »Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem.« Men han fortalte dem denne lignelse: »Hvis en af jer har hundrede får og mister et af dem, lader han så ikke de nioghalvfems blive i ødemarken og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det? Og når han har fundet det, lægger han det glad på sine skuldre, og når han kommer hjem, kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem: Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet. Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse. Eller hvis en kvinde har ti drakmer og taber én af dem, tænder hun så ikke et lys og fejer i huset og leder ivrigt, lige til hun finder den? Og når hun har fundet den, kalder hun sine veninder og nabokoner sammen og siger: Glæd jer med mig, for jeg har fundet den drakme, jeg havde tabt. Sådan, siger jeg jer, bliver der glæde hos Guds engle over én synder, som omvender sig.« Lukas 15,1-10 

Hvad vil Jesus dog fortælle os med denne lignelse om hyrden der forlader de 99 får i ødemarken og går ud for at finde det får han har mistet? Eller eksemplet med kvinden der taber én af sine mønter og leder ihærdigt efter den tabte mønt? Hvorfor gøre så meget ud af så lidt?

Det svarer fint med hvad vi først hører Jesu gøre i dagens evangelium. Han spiser sammen syndere i stedet for at hygge sig med farisæerne og de skriftkloge. Han er sammen med de mennesker som står udenfor, ja, ikke bare står de, de føler sig også udenfor. De fortabte overfor vinderne.

Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet siger hyrden da han finder det mistede får ­– det er vigtige ord i teksten, nok de vigtigste. At finde det man har mistet bringer glæde. Fordi det mistede har en værdi. Endnu mere når det gælder et menneske.

Jeg glemmer ikke en oplevelse i min familie havde, da vores børn var små og vi var på ferie i det smukke Provence i Sydfrankrig. En dag var vi taget til en by for at kigge på den. Vi slentrede rundt og gik ind i en forretning og da vi kommer ud igen er vores mindste væk. Jeg tænker at hun nok er inde i forretningen, men nej, men så er hun nok lige udenfor, hvis jeg ser ordentlig efter, nej heller ikke det. Det var en varm dag og jeg mærker en underlig angstens varme brede sig i min krop. Anderledes end den varme som kommer fra solen. En panisk varme i kroppen og en hektisk bevægen sig rundt, øjnene springende i en retning og en anden, pulsen bankende hurtigt, hvor er hun den lille, kigger rundt blandt alle mennesker, en stille råben hendes navn, og så dukker hun pludselig frem i mængden af mennesker. Forskræmt var hendes blik, og lykkelig da vores øjne mødte hinanden. Tabt og fundet. Glæd jeg med mig, jeg fandt hende jeg havde mistet.

Jeg tror mange forældre har oplevet noget lignende.

Blive væk kan man blive på man andre måder. Jeg fortalte om hvordan det er opdage at ens barn pludselig er væk. Vi kan blive væk fra os selv og føler os fortabte, fordi livet går os imod. Vi kan ikke klare at være til, og det føles som om at være mistet. At lade sig finde er omvendelsen som Lukas taler om. Er man blevet væk og bliver fundet, er jo rigtignok som om verden bliver vendt om. Fra at være væk og de følelser af ensomhed og usikkerhed som følger, er det en overvældende oplevelse at nogen kommer og leder efter mig. At blive fundet er noget der gøres med en. Et menneske rækker mig hånden og siger: kom med mig.

Erfaringen af at blive væk og fundet fortæller Jesus om i en lignelse. Hvorfor nu det må vi spørge?

Lignelsen var en særlig fortælleform som Jesus benyttede sig når der var vigtige ting på spil. Lignelsen bruger han, når han vil sige hvem Gud er. Og for at vi skal kunne spejle vore liv i noget der ligner. Jo mere Jesus talte i lignelser, så kan vi være ret sikre på at det er Gud han vil tale om.

Der er altid mennesker der vil holde nogen udenfor. Et typisk og ikke særligt tiltrækkende egenskab ved mennesket, er dets lyst til at ville lukke ude og ekskludere. For at inkludere andre. Jesus blev gang på gang ofre for kritikken, at han spiste sammen syndere som vi hører i teksten, og tit bliver de nævnt sammen med toldere.

Lukke ude og lukke ind. Det er noget som forgå hele tiden hvor mennesker er sammen. En mekanisme som vi møder stadig overalt hvor mennesker mødes og indgå i relationer med hinanden.Lignelsen vil gerne have til at se hvad det er vi gør og hvad det betyder at blive glemt og ladt alene tilbage. Vi kan derfor også høre lignelsen som en opfordring til os om at gå ud, søg og find dem som er forladt og udstødt.

Jeg tror det er et godt gæt, at det får som er mistet i ødemarken er udstødt af de andre 99. De 99 retfærdige bliver de omtalt som. Den sidste må være den som ikke er retfærdig. Som farisæere og skriftkloge på Jesu tid var gode til at støde syndere og toldere ud, som dem de ikke ville lege med. Vi skal huske at de står og lytter på mens Jesus spiser sammen med syndere samtidig med at han fortæller lignelsen.

 At tænke at der er nogen der leder efter os hvis vi bliver forladt af nogen eller føler os fortabte. Og at vi selv går ud og finder og med hyrden kan sige: glæd jer med mig.   

Jeg sagde før at lignelsen for Jesus er en måde at tale om Guds verden på. Vi kan have vores grunde for at lukke og inde, som sikkert har noget at gøre med vores lyst til kontrol. Farisæere og skriftkloge står selvretfærdige og ser på Jesus og er et spejl for denne kontrol. Kontrollen fortæller mig at verden helst skal indrette sig efter mit hoved. At få livet til at makke ret, ja, vi vil så gerne have at det er sådan, og vi er sikre på at kunne styre tingene i den retning vi synes det skal.

Men vi mister jo hele tiden noget der gør os trygge. Verden er hele tiden i forandring og den kan vi aldrig vide os sikre på. Det bedste er nok at erkende og leve med at til livet høre tilfældighed og vilkårlighed.

Træder vi ind i lignelsens univers skal vi vælge at møde dette underlige univers med at ydmyge os under Guds stærke hånd, som vi hørte det i læsningen fra epistlen. Vi skal kaste vores bekymring på Gud, for på den måde kan vi også føle hans omsorg for os.Lignelsen fortæller om Gud som den der er anderledes. Som bryder med hvordan vi oplever verden, og vi ved at Jesu lignelser ofte blev set som provokationer.

Lignelsen i dag om fåret og mønten som mistes fortæller dels om Guds anderledeshed, dels hans virkelighed. Gud er anderledes end vi og vores verden er. Guds kærlighed i denne lignelse er en kærlighed som skaber det den elsker. Menneskers kærlighed, bliver til ved det den elsker. Og vores kærlighed har det med at vælge ud hvad den synes der er værd at elske.

At det er Gud der er tale om i lignelsen er der ingen tvivl om. For hvilken landmand vil gå ud at lede efter den ene procent? Hvorfor ikke acceptere et tab på 1 pct.? Hvilken landmand eller fårehyrde er ikke parat til det. Men Gud er ikke. Lignelsen gør ikke forskel på syndere, toldere eller hvad vi nu tænker os selv som. Der lægges vægt på den enkelte, som mistes, opsøges, bringes med hjem, ikke på grund af nogen speciel værdi, men alene af kærlighed.

Gud er den magt der holder vor verden oppe og forhindrer den og os i at synke tilbage i intethed. Amen