Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Judas, ikke Iskariot, sagde til Jesus: »Herre, hvordan kan det være, at du vil give dig til kende for os, men ikke for verden?« Jesus svarede ham: »Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham. Den, der ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord. Og det ord, I hører, er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig. Sådan har jeg talt til jer, mens jeg endnu var hos jer. Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer. Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst! I har hørt, at jeg har sagt til jer: Jeg går bort, og jeg kommer til jer. Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over, at jeg går til Faderen, for Faderen er større end jeg. Nu har jeg sagt det til jer, før det sker, for at I skal tro, når det sker. Jeg skal ikke tale meget med jer mere, for verdens fyrste kommer; og mig kan han intet gøre, men det sker, for at verden skal forstå, at jeg elsker Faderen og gør sådan, som Faderen har påbudt mig. Rejs jer, lad os gå herfra!« Johannesevangeliet 14,22-31

Engang hørte jeg Central Park i New York omtalt som en hængende have. Antagelig af den enkle grund, at denne store grønne park ligger midt mellem skyskrabere og således giver indtryk af at hænge fast på dem eller mellem dem, når man ser den.

Den allerførste gang jeg selv var inde i Central Park, oplevede jeg også noget andet, som forvirrede mig. Det var et par, en mand og en kvinde, som cyklede rundt i parken på deres supersmarte nye cykler og med det nyeste cykeludstyr; hjelm, albuebeskyttere, cykelsko osv.

Hele tiden mens de cyklede, skældte manden ud og var tilsyneladende meget vred og ophidset og utilfreds over noget; sådan omtrent helt uden pause talte han højt og råbte, mens de kørte ved siden af hinanden derud af; kvinden var tavs på sin cykel ved siden af hans.

Parret kom forbi os flere gange og det var svært at afgøre, hvordan kvinden havde det med mandens raseri. På et tidspunkt var de stoppet op og stod stille på stien med cyklerne, mens han stadig skældte og smældte og folk, der kom forbi dem rystede på lidt hovedet. En tilfældigt forbipasserende mand lo ligefrem højt af hele scenariet og råbte næsten fornøjet: Ohh man, this is so typical New York! This is just NY City!

Jeg kom til at tænke på den historie på grund af historien om babelstårnet; Babel kan nemlig også betyde at skabe forvirring. Måske betyder det ”skabe forvirrin” på grund af historien om dengang Gud selv kom ned til jorden på byggeinspektion! Alle folkene i den daværende verden havde jo lagt en fælles plan om at bygge et tårn, der skulle gå helt op til himlen. Babelstårnet ville de kalde det, fordi det lå i byen Babylon.

Imidlertid brød Gud sig ikke om byggeprojektet med himmeltårnet og derfor gav han dem ikke nogen byggetilladelse! Men han gjorde det på den smarte måde, at han gav alle folkene hver sit sprog, så de ikke længere kunne arbejde sammen om at bygge tårnet og byen færdigt. Så det projekt, som skulle have været en verdensbegivenhed på linje med det senere Eiffeltårn i Paris, i stedet for blev til en stor forvirring!

På en eller anden måde er det jo også en arketypisk historie; eller man kunne næsten sige en myte, som man har hørt før og som sikkert gentager sig gennem historien; altså dette med at mennesker kan lægge store planer, men når de ikke længere taler samme sprog, så falder det hele til jorden.

Man kan jo tænke på det netop overståede valg til folketinget! Man kan tænke, at for politikere og beslutningstagere, ja for ethvert ægtepar og andre grupper gælder det om at blive ved med at tale samme sprog! Man skal kunne forstå hinanden ellers bliver projekterne ikke rigtig til noget; så bliver der ikke andet end spredte tiltag, råben og skælden ud med skønne spildte kræfter!

Med mindre altså at de forskellige folk beslutter sig for at lære at tale sammen og oversætte hinandens sprog. For modhistorien til Babylon er jo pinsedagen, hvor folkene fra forskellige steder pludselig får en fælles Ånd, en Helligånd, som lader dem tale sammen og forstå hinandens sprog.

Pinsedag hører de forskellige forsamlede grupper af folk i Jerusalem alle om Guds storværker på hver sit sprog! Det blev så ikke til noget tårn, der når op til himlen; nej det blev i stedet en Ånd, der skaber kærlighed og forståelse blandt dem på jorden; og det er jo egentlig både meget større og bedre!

 Altså historien om, at der kan tændes en kærlighedens ild i de forskellige i forsamlingen, som vi kan se det på billedet fra oldtiden med de små flammer på hovederne. Således at de mennesker, som er opflammede af den samme ild, kan arbejde med på de samme ideer, selv om de kommer vidt forskellige steder fra!

Da sprogbarrieren først er nedbrudt, kan de begynde at skabe noget i fællesskab og til glæde for fællesskabet i stedet for forvirring og vrede og mislykkede projekter. Det er jo også derfor, at man går meget op i, at folk her i landet skal lære dansk.

For de mislykkede projekter, hvor man ikke forstår hinanden, har det med at nedbryde fællesskaber, ja ikke bare fællesskaber, men også det enkelte menneske. Man kan måske ikke lade være med at have en lille smule ondt af nogle af de politikere, som tabte valget forledden og som nu må tage konsekvenserne af det og finde på nogle andre projekter.

De skal ud og overbevise nogle andre mennesker om nogle nye storværker, som de kan skabe sammen. De politikere, som tabte valget, skal til at opbygge nye fællesskaber, hvor de taler samme sprog og kan bygge noget andet op sammen.

Ja i virkeligheden er de sat i lidt den samme situation, som de mennesker, der er kommet rejsende her til Danmark med deres egen historie og et helt andet sprog! De skal først lære sproget og så til at bygge et nyt liv op. Det kræver noget, som ikke er let!

Hvis I ser på det sidste billede/foto på arket, så er det nogle minikonfirmander fra en del år tilbage. De gik i 3. klasse dengang, så de er sikkert allerede konfirmerede i dag og videre med deres egne liv. Her kan vi se, at de sidder og tænker over noget, måske nogle spørgsmål, som vi præster har stillet til dem eller planer om noget, som vi ville have dem til at skabe sammen.

Pigerne sidder lige dér ved alteret, hvor vi gentager Jesu sidste måltid hver søndag, sådan som evangelisten Johannes genfortæller det i dag. De sidder med ved bordet, hvor disciplene sad eller lå, som man gjorde dengang;

Vi er lige dér, da Judas begynder at udspørge Jesus; det er ikke forræderen Judas Iskariot, for han tog siden sit eget liv, da det gik op for ham, at hans projekt var helt misforstået; Han havde gjort noget utilgiveligt, syntes han og så gik han ud og hængte sig;

Men en anden discipel, som også hed Judas, begynder at udspørge Jesus om det kærlighedsfællesskab, som Jesus vil grundlægge med sin egen død på korset! Det er en trist samtale, for man fornemmer, at fremtiden ikke tegner lys for disciplene heller. Hvorfor vil Jesus ikke give sig til kende for verden? spørger Judas.

Jesus prøver at forberede dem på det uhyggelige ved korsfæstelsen han skal gennemgå. Han vil gerne indgyde dem mod og følelsen af fred i forhold til sin egen ulykkelige død på korset; Han prøver at sige, at han er Guds søn og at det hele nok skal gå trods det, at han selv dør og tager bolig hos sin fader Gud i himlen.

Jesus gør alt, hvad han kan for at overbevise vennerne om, at det er bedst sådan! At det han gør, skal blive godt, men disciplene er svære at overbevise og hvem ved måske er vi også svære at overbevise!

Jesus udlægger selv sin kommende død sådan, at det er meningen med ham og hans liv at dø for dem, ja for alle menneskers skyld; Han fortolker det sådan, at det betyder, at Gud er stærkere og bedre end ham selv og fra nu af er det Gud, den himmelske far, der styrer.

Paradiset er ikke længere en fjernt hængende have mos øst, men et levende kærlighedsfællesskab mellem os mennesker her på jorden. Her mens vi lever, vil Gud tænde et lys i os alle, så vi kan brænde for det gode og tale sammen og opbygge hinanden.

Jesus og hans far vil have os til at skabe noget sammen: Ikke nødvendigvis store berømte bygningsværker eller parker, men mere et fællesskab med rummelighed og skaberkraft. Et sted, hvor vi kan komme og hente livskraft og deles om tingene, et sted hvor vi mødes og fyldes af nyt livsmod som her ved bordet i kirken.

Her tager vi imod Guds kærlighed, her deler vi brødet, som skal give os næring både fysisk og åndeligt. Her drikker vi vin som hans blod for at bekræfte, at der er en fremtid for kærligheden. Hans rige, som lille Matthæus er blevet medlem af ved dåben i dag, er evigt og det rummer os alle i Guds uendelige evige kærlighedsfællesskab!

Det rige er et ideal og nogle gange er vore menneskelige fællesskaber i samfundet måske kommet for langt væk fra det ideal, som kærlighedsfællesskabet er. Man møder som præst mange, der bliver skilt, eller mister nogle af dem, som de holder af; man træffer andre, som føler sig ensomme og frygtelig overladt til sig selv og det er jo noget, som altid har eksisteret iblandt mennesker!

Jeg er ved at læse en roman om det 20. århundrede, der hedder Om hundrede år. Den handler om mennesker på landet i Sønderjylland. Her i dette landbrugssamfund er der mange af personerne i romanen, der føler sig udenfor eller falder ved siden af samfundsnormen. Alligevel var der måske i tidligere samfund som dette i romanen mere rum til, at de mennesker, som ikke gjorde som flertallet, at de som faldt ved siden af normen, alligevel kunne være en del af fællesskabet.

Nuvel, så blev man ikke gift, men så blev man boende på den fædrene gård og hjalp til; eller man rejste ud til Amerika og begyndte en forretning dér. Så fik man ikke lige nogle børn selv, men så passede man sine søskendes børn, som de måske var døde fra i barselseng osv. Jeg tænker, at vi i dag skulle blive bedre til at skabe rum for dem, der føler sig udenfor og ved siden af.

Hvis naboens kone ikke rigtig gider sejle på deres båd, jamen hvorfor så ikke invitere naboen med på sejltur hos én selv? Måske ikke hver weekend, men engang imellem? Hvis en af vennerne er blevet skilt, kunne de så ikke komme med os på skiferie, så det blev mindre ensomt?

Kunne barnet ikke komme et timer ind til naboen i opgangen efter skole? Skulle vi spise et fælles måltid om måneden i vores opgang eller lave en årlig cykeltur for alle på villavejen? Det her er alt sammen ideer, som jeg har hørt om her i byen.

Men hvorfor alt det her? spørger nogle måske sig selv. Af en fantastisk grund, som slet ikke handler om Jesus eller idealer – men som er den enkle, at den, der glæder andre, selv bliver gladere..

Det er en dyb sandhed, som Jesus erkendte, at den, der elsker sin næste, selv føler sig løftet af varmen fra det andet menneske. Det er Guds levende kærlighedsfællesskab, som vi møder det her om lidt ved hans bord, men som vi bærer med os ud af kirken til verden derude. Og at det er meningen med det hele. Amen.