Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen. Sådan har jeg talt til jer i billeder; der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men ligeud forkynde for jer om Faderen. Den dag skal I bede i mit navn, og jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer, for Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen. Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden; jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen.« Johannesevangeliet 16,23b-28

Når vi beder til Gud, hvem er det så vi beder til? Det kunne da være interessant at undersøge og forsøge at gøre sig nogle tanker om.

Jesus siger til disciplene noget om dette. Hvis de beder Faderen om noget i Jesu navn, så vil Faderen give dem det. Men så siger han straks efter: Sådan har jeg talt til jer i billeder.Alt hvad vi siger om Gud er billedtale. Mennesket beder til Gud, og vi må selvfølgelig også prøve at sige noget om, hvad det er at bede og hvad vi forventer når vi beder.

 At vi taler om Gud i billeder, giver Gud en frihed til at være Gud for os. Låser vi Gud til et bestemt billede så har billedet overtaget pladsen for Gud. Gud tager farve, form og indhold af hvad det er jeg har brug for at Gud skal være for mig i bestemte situationer i livet.

Når jeg taler om Gud med mine konfirmander, lægger jeg 55 kort ud på bordet med forskellige billeder og beder dem om at vælge 2 billeder som for dem siger noget om Gud. Det er vidt forskellige billeder som stritter i alle retninger. Lige fra en høne, ild, en mor, blomst, pottemager, lys, mørke.

Gud er en mangfoldighed. Luther kaldte denne mangfoldige for den allestedsnærværende skabergud, der virker alt i alle. I sine diskussioner med humanisten Erasmus, der ville placere Gud alene i en fjern himmel, sagde Luther, at Gud er nærværende i ”skarnbassehullet, i kloakken, ja, i latrinkulen”.

Luthers Guds forståelse bringer Gud helt ned på jorden. Men han gør ikke Gud til én bestemt ting, og selvom Gud er i alle ting, er det væsentlige ved Gud at fastholde, at han er ubegribelig. Gud er i alle disse billeder jeg lægger frem for konfirmanderne, men er på én gang for lille og for stor til at kunne indfanges i vores begreber.

Hvad igen fortæller at livet har vi ikke i vores egen magt. I den store glæde i livet har vi brug for at række en tak til mennesker, men også i nogle tilfælde takke Gud som en erkendelse af, at livet rummer langt mere end vi kan se og håbe. Og det gælder også for den ondskab og grusomhed livet kan møde os med. Det kan føres tilbage til menneskers ondskab. Nogle gange hvor ondskaben rammer mennesker, er det som om en skæbne, et tilfælde, en skyld, rammer os. Ondskaben ryster os så meget at vi har endnu mere brug for en Gud, at holde os til, midt i al det som vi ellers har at støtte os til, svigter.

Det er det som ligger i bønnen fra Fader Vor ”ske din vilje”. Vi kan genkende det i stykket jeg læste før om Jakobs kamp ( 1. Mosebog kap. 32) med den fremmede. Jakob kæmper alt hvad han kan natten igennem lige til det bliver lyst, men må ret hurtigt at erkende at han op mod stærke kræfter. Han er underlagt en andens vilje, som Jakob beder om at sætte sig igennem, men det sker jo ikke på hans vilje, men på den andens. Den Jakob kæmper giver sig ikke til kende, men Jakob ved at han har set Gud ansigt til ansigt. Gud bevarer sin frihed, den frihed som Gud må have, hvis han skal være Gud for mennesker, og vi kan fortsætte med at bede ”ske din vilje”.

Ved alvorlige dødsfald hører man tit familien spørge efter Guds mening. Er det også Guds vilje, må vi spørge? For vi tænker selvfølgelig, at Gud ikke vil den slags.

Jeg har i april måned deltaget i et sorgkursus hvor en præst en underviste. Denne præst har selv mistet et barn pludseligt og har kæmpet med om Gud havde en mening med hendes søns død. Præsten sagde som det første, at Gud ikke ønsker at mennesker skal dø. Hun spurgte, om det var en trøst at sige, at det aldrig kunne være Guds vilje? Det er det vi spørger efter når døden så pludseligt, som det skete for præsten og hendes familie, at finde deres barn død. Hvis vilje er det så? Præsten var blevet til en Jakob der ikke ville give op i sin kamp. Hun kæmpede med Gud i sin sorg over sønnen. Ikke den gode Gud, for han kan ikke gøre for det, men det er den Gud som Jakob kæmpede med for til slut at få både et slag på hoften der mærkede ham for livet, men også en velsignelse. Præsten sagde til slut til os kursister: jeg håber at Gud har en mening med denne død – jeg kan ikke se den – men det er en trøst at tro, at Gud har en mening med det.

Ske din vilje er den bøn vi beder til Gud, fordi vi ikke har magt over tilværelsen.

Kæmpe med Gud. Det gør vi, så længe vi lever, både med Gud og med os selv. Vi gør det ved at tale med ham, råbe og skrige til ham når livet gør ondt. Et menneske der kæmper med Gud, er Gud nærmere end de frommes bønner. Luther siger at de ugudeliges forbandelser lyder mere velbehagelige i Guds øren end de frommes Halleluja. Jakob er måske det bedste eksempel vi har på en ugudelig fyr der kæmper med Gud. Han begyndte med at klæde sig ud som sin storebror Esau og gik ind til sin gamle og halvblinde far og stjal den velsignelse hans bror rettelig skulle have haft. Senere hen flygtede han efter at have lokket førstefødselsretten fra sin bror Esau. Han endte hos farbror Laban hvor han giftede sig med to kvinder og fik børn. Kampen vi har hørt om i dag sker dagen før han skal møde sin bror Esau og se om hans bror vil tilgive ham.

Derfor er al tale om Gud billedtale. Fordi det er forskellige sider af Gud vi møder og har behov for. Og fordi Gud er den skjulte, som afslører sig i gåder, giver sig til kende i tavshed, som pludselig møder os. Ikke kun den Gud som er malet i gode billeder, men også den Gud som er mørk og til tider grusom. Livet er en vedvarende samtale med Gud. Gud som vi ikke kan undvære, og dog ikke altid kan forstå. Vi er ikke Herre over vort eget liv, vi er nødt til at stole på dig, bede til dig. Vi beder om livet og lykken, der ikke er i vores hånd. Vi vil som Jakob gerne være lykkelige, få det til at blive til et liv, men det der skal til er ikke alt sammen i vores hånd.

Ligesom vi kun kan tale om Gud i billedtale, er vores bøn til Gud også en billedlig holdning. Vi beder til Gud fordi der er noget i vores liv vi ikke kan klare selv eller har behov for at sige tak for. Jesus har jo ret i at sige, at når vi beder til Gud i Jesu navn, vil Gud give os det. At få noget kan hurtigt komme til at dreje sig om noget materielt. Jeg vil hellere sige at når vi beder, taler vi til tavsheden. Men bønnen er ligesom Gud ligeså nødvendig for menneskets liv.

Det handler ikke om at få noget når vi beder.

Den salme vi skal synge efter prædiken af den norske salmedigter Svein Ellingsen er fint eksempel på at bønnens holdning er ikke opfyldelsen, men i min mangel, som kan være en smerte og en sorg, rækker jeg ud mod Gud. I 1969 blev SE 6 årige datter Margrethe dræbt af en bil da hun løb over vejen. I mange af sine salmer kæmper SE med at komme til at leve med det som skete. Salmen vi skal synge er skrevet 10 år efter, men vi kan godt mærke at det er tabet af Magrethe som ligger bag hans ord: Midt i al det meningsløse, som vi møder her på jorden, bliver hjertets skrig til bøn. Gud, vi råber: Om du findes, find os, red os, når vi synker i vort eget tomhedsmørke.

Bønnen giver trøst, fordi den henvender sig til Gud, som vi håber findes, selvom alt måske taler imod det. Bønnen er en tale til tavsheden. Bønnen er ikke at alt bliver godt igen. Det jeg beder om bliver måske til at leve med, fordi jeg kan dele det i mit forhold til Gud. Opfyldelsen når vi beder ligger ikke i at vi får det vi beder om. Det er selve det at vi beder, som i sig selv er opfyldelse. Bønnen fylder én med ro, ikke nødvendigvis fordi vi fik noget, men fordi bønnen i sig selv er opfyldelse. Smukkere kan det ikke siges hvad bøn er med den engelske forfatter C.S. Lewis: ”jeg beder, fordi jeg er nødt til det. Ikke fordi bønnen ændrer Gud, men fordi bønnen ændrer mig.”

Vi skal lægge mærke til hvad Jesus siger: indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Det har der ikke været nogen grund til, fordi de havde Jesus hos sig. Han står nu i teksten til i dag i den situation, at han må tage afsked med sine disciple. Hans død venter snart på ham. I sit fravær fortæller han dem om bønnen. Når han ikke er mere, bliver bøn en bøn til den fraværende Gud. For nu har de ikke længere Jesus hos sig. Hvad vi heller ikke har.

Jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen, siger han til dem – det er vor bøns håb, selvom det er tavsheden der svarer, ved vi, at den altomfattende kærlighed Jesus viste mennesker på jorden, det er den kærlighed vi beder til i vor bøn.

Derfor kan vi med sindsro bede sker din vilje, fordi vi har tillid til at den bøn, som er dækkende for alle vore bønner, er af en kærlighed, der er dyb, varm og god. Amen