Her i anledning af min fødselsdag den 12. maj, modtog jeg alle de lykønskninger fra nær og fjern, som man jo kan på Facebook. Det fantastiske ved det, er jo den bredde, der er i udvalget af lykønskninger, som går tilbage til ja snart sagt alle dele af et langt liv med venner og familie og bekendte.

Således også en hilsen fra hver af mine to barndomsveninder, som jeg kender tilbage fra børnehaven i Randers, hvor vi voksede op. Den ene nu bosat i det sydlige Frankrig, den anden et sted i Århus, men vi har nu kun kontakt via Facebook.

Og hvert år minder det mig som regel også om den smertelige historie, at den første veninde valgte mig fra som sin bedste veninde omkring 4. /5. klasse og at jeg aldrig helt forstod præcis hvorfor..

Så blev jeg bedste veninder med den anden resten af folkeskoletiden, men hun afsluttede vores venskab efter 9. klasse, da hun fortalte mig, hvor utrolig glad hun var for, at hun ikke længere skulle gå i klasse med mig! Nu kunne hun få en ny start med nogle andre!

Det er klart, at jeg for længst har opgivet at finde forklaringen på nogle af de hændelser, for det kan man jo ikke! Man kan ikke se tilbage på fortiden i erindringen og så få et helt sandfærdigt billede af den a la: ”Hvad var det egentlig helt præcist du ikke længere kunne holde ud osv.? ”

Det er følelser og jo længere de ligger tilbage, jo sværere er det at forklare eller rede ud.. ja måske er der efter al sandsynlighed ingen forklaring i deres erindring på, hvorfor de blev trætte af mig.. Måske husker de det slet ikke sådan, som jeg gør.

Fortidens hændelser er svære at begribe! Så når evangelisten Johannes her lader Jesus se tilbage på det, som er sket i påsken, ja så må han have Helligånden til hjælp til at forklare disciplene om det ubærlige katastrofale nederlag, ”hans egen død og opstandelse”, at det i virkeligheden er en sejr frem for et nederlag. Det er i al fald svært at forstå!

Imidlertid endte mit sidste folkeskolevenskab alligevel også med en slags oprejsning i form af en fællesrejse på Nordrail rundt i Norge, Sverige og Finland i  sommerferien efter 1. g. Den tur gik udmærket og min gamle veninde og jeg mødte selvfølgelig også andre unge, som rejste rundt her blandt andre to unge tyske mænd med en masse whisky. Tyskerne havde tænkt på finnernes ry for at drikke og derfor på færgen indkøbt våde varer til at sælge undervejs på turen. Men som tyskerne lakonisk sagde til os: ”Finnerne ved nøjagtig, hvad en whisky på færgen koster og de vil ikke give en krone mere for den”!

Altså hjalp vi tyskerne med at drikke den whisky og under en af disse seancer røbede de en forkærlighed for en tysk middelalderhelt, som vi havde læst om i skolen: Till Eulenspiegel! Ham findes der en række fortællinger om, som forskellige har nedskrevet over tid!

Og nu har en nulevende berømt tysk forfatter Daniel Kehlmann udgivet en hel roman, som er opkaldt efter ham og hedder Tyll. Romanen omhandler middelalderen i Europa, 30 års krigen blandt andet, hvor alt gik i opløsning og ingen rigtig havde andet end forskellige uklare religiøse og politiske og økonomiske alliancer på kryds og tværs af Europa, men ikke desto mindre førte blodig krig mod hinanden.

Det blev en grusom krig, som ingen ende ville tage og som reducerede den tyske befolkning til 1/3 på grund af volden og ikke mindst sult og sygdoms hærgen, en hærgen og fornedrelse, der også skildres tidløst af den tyske forfatter Bertol Brecht i hans teaterstykke Mutter Courage og hendes børn.

Jeg har tænkt en del over, hvad forfatteren Daniel Kehlmann vil med sin 350 siders roman Tyll, for den er svær lige at begribe både i opbygningen og emner: Er den ganske enkelt en skildring af et politisk magtspil? Eller er den en personskildring af en middelalderlig sagnfigur og helt, Tyll Eulen/Ulenspiegel?

Eller er bogen et storstilet forsøg på at forklare historiske sammenhænge i menneskers liv med hinanden; en skildring af hvordan vi prøver at forstå disse sammenhænge og aflæse virkeligheden gennem historien?

F. eks er en af romanens hovedpersoner en møller fuldstændig levende optaget af, hvornår en dynge korn bliver en dynge korn? Hvor mange stykker korn, spørger den møller sig selv, skal der lægges til for, at der bliver tale om en dynge og hvornår er det ikke længere en dynge korn, der er tale om?

Denne møller er vel en slags datidens naturvidenskabsmand og han udsættes for den kirkelige inkvisitions forhør og tortur og dømmes til døden for sine eksperimenter med verden og magien, som ikke stemmer overens med kirkens lære.

For mølleren er det gådefuldt, hvordan verden overhovedet kan hænge sammen; hvorfor har symboler f. eks den kraft man tillægger dem? Korset for eksempel er det symbolet på retfærdighed? På at Jesus ofrede sig for vores skyld og gik til faderen?

Forfatteren Kehlmann synes optaget af at skildre den store synd og angst og vold i det daværende middelalderlige samfund, angst overfor alle de farer og tegn, som man ikke forstår eller kan forudse eller stille noget op med? Hvad er sandheden og sandhedens ånd?

Der er flere spørgsmål end svar i verden og derfor bliver det hele usikkert og de stakkels mennesker ved ikke, hvad de skal tro? Skal de tro, at synden kan overvindes af retfærdigheden ved Guds søn? Og skal verden gå under og noget nyt opstå som kun findes hos Gud. Og hvornår skal dette ske?

Jeg hælder selv mest til den forklaring, at forfatteren Daniel Kehlmann bruger middelalderen som et spejl for os til at skildre vores egen tid og historie. At der er opbrud i alle de traditionelle tanker og forestillinger i vores samfund; at der opstår nye politiske partier og alliancer i disse år; de gule veste, klimaforkæmperne, religiøse fundamentalister.

De finder nye veje at kommunikere på!  De leder efter nye måder at forstå verdens sammenhænge på og forklare dem til os andre. Nogle interesserer sig for at gå andre veje, når de kommunikerer, som når man bruger internettet med de sociale medier som Facebook; og de vælger nye talsmænd og andre metoder, når de mobiliserer samfundets politiske kræfter og magt.

De ser måske verden som opdelt i modsætninger; og er du ikke ligesom os, ja så hører du måske ikke til hos os! Vi vil værne om de rige samfund, som vi har selv skabt og hvis ikke du bidrager, kan du ikke være med.

Denne verdens fyrste er dømt, og nu kommer der en ny sandhedens ånd. Han skal ikke tale af sig selv, men fortælle, hvad han hører! ”Han skal tage af mit og forkynde det for jer”! siger Jesus. Det vil sige: Han skal tage fra Faderen og forkynde det for jer, fordi alt det faderen har, er mit!

Men hvad er så alt det, som Faderen og Sønnen har sammen? Nu spørger jeg jer? Hvad er det, som Faderen og Sønnen har fælles? Vi har lige sunget om det i salmen her før, Gud Helligånd! O kom med klarhed fra det høje! Om kærligheden og nådestolen ikke bare som sandhed, men som sandheden!

Klarheden handler om Guds rige! Det rige, som er kærlighedens og som skal gøre alting nyt og klart, det vil sige gennemskueligt. Akkurat lige så nyt og klart som verden virker nu her ved forårets komme og altings forvandling fra døden, vinter og mørke til liv, sommer og lys!

Den forvandling, som foregår derude lige nu for øjnene af os, er også en forvandling af os fra døden til livet, som vi kan mærke indeni! Forvandlingen fra vinter til sommer er en kraft, som fornyr hele skabelsen og skænker os tilgivelsen.

Tilgivelsen er nemlig også en fornyelse af livet selv, fordi vi kan begynde på ny.. på en frisk! Vi bliver vandet, så vi kan vokse, vi bliver vasket (døbt) så vi kan se klart, vi bliver herliggjort af Guds kærlighed, som får alting til at vokse og leve. Det er den forvandling, som vi synger om i dag og det er den forvandling, vi længes efter!

Talsmanden/Helligånden kommer med den forvandling til os og gør os nye. Han skal herliggøre os! På samme måde som hele verden derude lige nu herliggøres i en overflod af liv og skønhed.

At være herliggjort er, at vi føler os opløftede i mødet med Guds herlighed i naturen derude, som smitter af i vort indre! At være herliggjort vil sige at mødes i det kærlighedsfællesskab, som vi er en del af siden dåben og som vi aldrig falder ud af, heller ikke når vi dør.

At være herliggjort er at føle sig båret og opløftet af Guds kærlighedsfællesskab, som samles her ved bordet om lidt, men som rækker ud over hele jorden! Amen.