Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: »Fred være med jer!« Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem: »Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.« Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: »Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.« Thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom. De andre disciple sagde til ham: »Vi har set Herren.« Men Thomas sagde til dem: »Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.« Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: »Fred være med jer!« Derpå sagde han til Thomas: »Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.« Thomas svarede: »Min Herre og min Gud!« Jesus sagde til ham: »Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.« Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.

Johannesevangeliet 20,19-31

 Har vi det ikke som Thomas, der ønsker tegn til at finde ro for sin tvivl?

Vi lever i en tid der siden naturvidenskabens store opdagelser i 15-1600 tallet har været vænnet til at betvivle alt. Det er selve drivkraften i naturvidenskaben at undersøge om tingene kunne være anderledes. Hvor den troende har afgivet sin afmagt til Gud. Kopernikus den store naturvidenskabsmand der i sine astronomiske studier kom frem til en ny teori om universets opbygning: Solen bevæger sig ikke rundt om den ubevægelige Jord, tværtimod er Solen Universets faste midtpunkt, hvorom planeterne drejer. Guds skaberværk som vi læser om det i skabelsesberetningen var ikke længere det centrum hvorom alt roterede. Jorden var blot en planet blandt andre planeter i rotation omkring solen.

Den franske Descartes udtrykte denne tvivl på baggrund at naturvidenskabens opdagelser og centrale stilling med denne sætning på latin dubito ergo sum - Jeg tvivler altså er jeg.

Vi lever siden dengang i en verden hvor tvivl og undersøgelser erstattede tro og overgivelse til Gud. Vi har lært ikke at tro hvad vi ser og hører, og det er en lektie som vi har lært rigtig godt. Den er svær at give slip på.

 Vi ønsker beviser. At se og gerne føle for at vi kan tro.

Tænk hvilket umenneskeligt projekt altid at tvivle og stille spørgsmål til ting som sker omkring mig. Ikke at kunne hvile i en sandhed. Ja, en dyb tro, eller bare en tro, som giver ro for hele tiden at skulle forlange beviser for det vi ser og hører.

Det er det vi oplever hos disciplen Thomas i denne søndags evangelium. Det er aften. Den første dag i ugen, altså søndag. Disciplene holder sig inden døre fordi de frygter at den skæbne som overgik Jesus også skal ramme dem. De er urolige for det nogen af dem har oplevet da de var ude ved graven, og fandt den tom. Og nu havde de lukket dørene af frygt. Jesus møder dem denne aften med de trøstende ord ”Fred være med jer.” Ikke et opgør, ikke en fordømmelse, men det stik modsatte, fred for det plagede menneske, tilgivelse. Fred tog kirken hurtigt som sin hilsen til menigheden. Hver søndags gentages dette fredsønske til os i gudstjenesten.

Det skabte dog ikke fred i Thomas sind og slet ikke i den fornuft han forsøgsvis prøver at komme til rette med det faktum at Jesus som var død nu taler til ham.Som Thomas vil vi gerne sætte vores finger i hans naglemærker og hånden i hans side. Ikke i stand til at tro det vi hører eller hvad vi ser, derfor har vi brug for at røre det som vi frygter er er en illusion.

Tillid er lige præcis hvad det her handler om. Det gør det ikke bare når det handler om en død der viser sig, hvor man måske godt kunne forstå at det mødes med skepsis og mistillid. I mange andre situationer i livet må vi bero os på tillid til at det nok skal gå. Mistillid er jo resultatet af vores fornemmelse af, at vi er overladt til en andens dagsorden.

Når det handler om Gud tror vi, at Gud udsætter os for ting vi ikke kan komme til bunds i. Det skaber den usikkerhed i os som bliver til tvivlen om jeg selv har styr på livet.  

Jesus invitation til Thomas om at røre hans sår er den imødekommenhed som for altid skal afslutte vores forestilling om at vi kan styre Gud. Det er Jesus som sjælesørger vi ser møde disciplene. Han møder dem med fred og giver dem en opgave: Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer. Vi skal huske på at alle disciplene svigtede ham i de mest afgørende øjeblikke i hans liv. Han viser disciplene den største tillid da han kommer til dem igen. Blæser sin ånde ind i dem, som er hans fred. Som om han satte sin mund for deres og fyldte deres tomme og sørgelige kroppe med ny energi. De bygges op igen, som man jo bliver når man bliver anerkendt som det menneske man er.

Så er der lige disciplen Thomas, som vi kan spejle os i. I hvert fald lejlighedsvis, når troen og håbet vakler i os. Vi kan genkende den dobbelthed i os selv, at vi som Thomas har et dybt ønske at kunne have tillid til verden. Samtidig nager en tvivl i ham, og han vil helst han sikre beviser for den fred Jesus kommer med. Den vil han se beviser for, før han vil vælge at tro. Altså se før han kan tro!

Det bliver af Lisbeth Smedegaard Andersen beskrevet så præcist i den salme (nr. 248)vi skal synge efter prædiken: Med thomaskravet står vi her, med tvivlens skæl for øjets skær - langfredags angst i mindet. Du kender, Gud, vor splittethed, vor længsel mod dit lys, din fred og kulden dybt i sindet.

 Vi har alle stået hvor Thomas står. Han har det ikke godt, føler sig alene i sin tvivl, for hvad skal han nu da Jesus ikke er her? Han er i en tilstand af chok og holder sig til det som endnu ikke er faldet sammen for ham, verden uden om ham kan han da i hvert fald mærke. Hans tro og livsmod er væk. Han føler sig udenfor. Til det menneske ville vi i dag sige: du må få troen på dig selv tilbage. Og så er vi sat på Thomas plads der tænker at han selv må finde ud af om den Jesus der taler til ham, er den han har kendt.

Det er en tung byrde at stå med selv at skulle finde troen og livsmodet.Det er i den situation at Jesus kommer til dem som en sjælesørger, der vil trøste og give dem troen tilbage.

Johannes fortæller ikke noget om at Thomas faktisk rørte ved Jesus. I stedet bliver vi fortalt at han bekendte: ”Min Herre og min Gud!” Jesus svarer ham hurtigt: Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror. Thomas har set Jesus, men hans bekendelse viser tydeligt at han har været i stand til at se fordi han nu tror på Jesus er Herre og Gud.

Vi vil helst have syn for det vi skal tro. Der er mange situationer i livet hvor det er nødvendigt at se, før vi kaster ud i en tillid til at det nok skal gå det vi skal i gang med. Den lille røde mand ved fodgængerovergangen er det en god ide at have respekt for og adlyde, for vi kan ikke blindt stole på at vi bare kan gå over og intet vil ske os. Når den lille grønne mand viser sig kan vi have tillid til at det er trygt at gå over gaden.

 Jesus kommer med fred til disciplene og os og det må vi tro. At tro er at blive seende; at se og undersøge gør ikke nødvendigvis troende. Vi må tro det og det kan være med til at åbne en helt ny verden for os. Jesus viste gang på gang hen til troen, som det som kan frelse et menneske. Troen på Gud selvfølgelig.

Til mennesket, der er sat udenfor af skylden, der har fejlet så fundamentalt, at det er uopretteligt, og som derfor er lammet i forhold til sig selv, uden tro, håb og mod, siger Jesus: du må tro på Gud.

Det hele ligger i hans fredsønske Fred være med jer! Jesus var lige blevet korsfæstet og nogle kvinder havde fortalt at de havde mødt en engel ude ved graven, som fortalte at han var opstået fra de døde. Der var kaos i deres liv, og så står Jesus midt iblandt dem med sit Fred være med jer. 3 gange siger han det. Nogle gange må vigtige ting siges flere gange for at blive forstået og følt som sande. Der var jo ikke fred i disciplene. De var urolige og i vildrede. Jeg tænker på den situation mange af os sikkert har oplevet som børn. Vi har været umulige, gjort et eller andet, mor og far ved det godt, og kan mærke det på os. De kalder på os for at give os trøst og ro. Vi stritter imod og mor og far må sige det flere gange. Og så mærker vi pludselig hvordan ordene skaber sin egen virkelighed og vi lader os tage ind i mors og fars tryghed. Vi tror det og mærker at det som var ubegribeligt for os, fordi vi ikke ville give os hen, strittede imod i vores skam og skyld, er sandt.

At sige som Thomas ”min herre og min Gud” er at tro før jeg kan se om det er sandt. Med tro menes ikke at jeg skal acceptere 17 usandsynlige formål. At tro betyder at blive deltagere i et ubegribeligt liv sammen med Jesus. Amen