2. Påskedag 2019

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Samme dag var to af disciplene på vej til en landsby, som ligger tres stadier fra Jerusalem og hedder Emmaus; de talte med hinanden om alt det, som var sket. Og det skete, mens de gik og talte sammen og drøftede det indbyrdes, kom Jesus selv og slog følge med dem. Men deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham. Han spurgte dem: »Hvad er det, I går og drøfter med hinanden?« De standsede og så bedrøvede ud, og den ene af dem, Kleofas hed han, svarede: »Er du den eneste tilrejsende i Jerusalem, der ikke ved, hvad der er sket i byen i disse dage?« »Hvad da?« spurgte han. De svarede: »Det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning og ord over for Gud og hele folket – hvordan vore ypperstepræster og rådsherrer har udleveret ham til dødsstraf og korsfæstet ham. Og vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel. Men til alt dette kommer, at det i dag er tredje dag, siden det skete. Og nu har nogle af kvinderne iblandt os forfærdet os; de var tidligt i morges ude ved graven, men fandt ikke hans legeme og kom tilbage og fortalte, at de i et syn havde set engle, som sagde, at han lever. Nogle af dem, der er sammen med os, gik så ud til graven og fandt det sådan, som kvinderne havde sagt, men ham selv så de ikke.« Da sagde han til dem: »I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt. Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?« Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne. De var næsten fremme ved den landsby, de var på vej til, og Jesus lod, som om han ville gå videre. Men de holdt ham tilbage og sagde: »Bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld.« Så gik han med ind for at blive hos dem. Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem. De sagde til hinanden: »Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?« Og de brød op med det samme og vendte tilbage til Jerusalem, hvor de fandt de elleve og alle de andre forsamlet, som sagde: »Herren er virkelig opstået, og han er set af Simon.« Selv fortalte de, hvad der var sket på vejen, og hvordan de havde genkendt ham, da han brød brødet. Lukasevangeliet 24,13-35

På Danmarks Radios P1 er der et program, som hedder Bagklog. Det er et program, hvor man ser tilbage, deraf navnet Bagklog. Man ser ikke tilbage af nostalgi, men man kigger bagud som en analyse af den nære fortid.

Man taler simpelthen om den forgangne uges nyheder og begivenheder – ofte set i et satirisk eller humoristisk lys. Det er ikke helt som satireprogrammet Ugen der gak – men måske alligevel lidt i den retning.

Begrebet bagklog har måske også en negativ klang – ”Det er altid nemt at være bagklog”! siger man eller ”i bagklogskabens ulideligt klare lys kan man se”; men i virkeligheden er al refleksion jo et udtryk for bagklogskab/eftertanke.. Man kan undre sig over, at ordet eftertanke har en positiv klang, ligesom det er godt at være eftertænksom eller tænke efter.

Men i begge udtryk bagklog og eftertanke ligger der, at man tænker tilbage og reflekterer for bedre at få rede på det, som man har oplevet, eller det som er sket. Vi tænker efter for at forstå livet og det tildragelser bedre og lægge dem til vores livserfaring.

Men så er der de situationer, hvor livserfaringen ikke slår til – som nu denne fortælling om de to disciple på vejen mod Emmaus efter Jesu død og opstandelse! De er oprevet, forståeligt nok og derfor prøver de at tale med hinanden for at forstå det, som er sket.

Både korsfæstelsen og opstandelsen er blevet noget næsten naturligt for os. Vi har maleriet af Jesus på korset hægende her i kirkens kor år ud og år ind og på den måde er hele den dramatiske historie også blevet hverdag for os; som en del af vores sprog, som vi ikke selv har oplevet.

Men vist kan det også blive langfredag i vore liv, så vi forstår godt følelsen af oprør over det, som de to disciple har oplevet; og vi kan også forholde os til, at de gør det rigtige, når de taler med hinanden om den forfærdelige retssag og korsfæstelse/ og senere den fantastiske tomme grav, som de har oplevet.

Sorg og glæde, død og opstandelse blander sig i deres oprørte indre og en måde at håndtere den slags på er at tale med hinanden om det. De fleste af os har oplevet, at svære samtaler kan være lettere at tage, når man går en tur eller kører i bil sammen.

Somme tider har jeg overvejet, at det har at gøre med, at man bogstaveligt talt bevæger sig i samme retning, frem for når man sidder og taler overfor hinanden, måske med hver sit udgangspunkt. Dette med at man ikke hele tiden ser den andens mimik, som med sine udtryk og reaktioner kan forstyrre ens tanker, kan af og til være gavnligt for samtalen.

Men her kommer der så også en tredje mand, Jesus, ind i samtalen, som de to disciple på vejen opfatter som en tilfældig fremmed. Og det er just meningen med det hele, for han vil have dem til at fortælle det hele forfra; fordi han ved, at vi mennesker, når vi fortæller, får ordnet vore følelser lidt og får erkendt en sammenhæng eller rækkefølge i voldsomme begivenheder.

Han lytter, for han er klar over, at her er tale sølv og tavshed guld. Jesus lytter først til de frustrerede disciple og så udlægger han det, som han har hørt for dem i et nyt lys og en ny sammenhæng. Ikke i tragediens lys, men i det frelseshistoriske lys, som man kalder det; at det var meningen, at han skulle korsfæstes og overvinde synden og døden i opstandelsen, det som lyder abstrakt, men egentlig er helt konkret!

Det er uklart, hvor meget de to disciple forstår af det, Jesus fortæller dem, men de føler sig alligevel trøstede og derfor inviterer de ham med indenfor at spise, da de når frem til landsbyen Emmaus. Og da han bryder brødet, genkender de ham, før han forsvinder for øjnene af dem.

Og set i bagklogskabens lys, kan de nu sige til hinanden. ”Var det ikke som om vore hjerter brændte, men han talte til os på vejen”? Og de bliver så glade over at se ham i live, at de skynder sig tilbage til Jerusalem for at fortælle de andre disciple den gode nyhed!

Vi har sikkert alle sammen prøvet at genkende noget fra fortiden, som nogen har gjort; en bestemt bevægelse som at bryde brødet, en talemåde.. Og netop de to ting ordet og gestussen er blevet en fast del af nadveren, som vi bliver indbudt til om lidt. Når vi gør det, som Kristus gjorde, bliver brød og vin til hans legeme og blod, men han selv bliver også nærværende som den, han var og stadig er!

Som ung var jeg en overgang optaget af, hvordan man bliver den, som man er? Er det noget medfødt de egenskaber, som man har med sig eller er det noget, som man lærer, mens man vokser op under påvirkning fra omgivelserne.

Jeg var tilbøjelig til at tænke, at det mest var det sidste, altså den sociale påvirkning, men en ældre kollega fortalte om, at hun kendte en pige, hvis mor døde, da hun var helt spæd baby..

Og senere hvor hun var et større barn på vej til at blive voksen, var det så utrolig tankevækkende, hvor meget hun lignede den mor, som hun aldrig selv havde kendt. Stemmen, bevægelserne, sindet foruden udseendet, som jo kunne forklares ved genetikken.

Så det vi gør, er også med til at minde os om andre, som vi måske har mistet og det er en anden god grund til, at vi stadig fejrer Jesus sidste måltid, at vi ikke må glemme ham! At han stadig er iblandt os og får vore hjerter til at brænde.

Når man selv oplever en stor sorg, når man mister et elsket menneske, så er netop det, at mindet lever videre meget vigtigt for mange. Journalist Esben Kjær, som er vært i radioprogrammet Bagklog oplevede at miste sin syvårige søn Sebastian, som døde af kræft.

Esben Kjær har udgivet en bog om sin store sorg og her fortæller han, hvordan kampen for selv at leve videre var og hvordan mange venner forsvandt ud i periferien, fordi de ikke vidste, hvad de skulle sige og gøre i den situation.  

Der var ingen ro i hele sygdomsforløbet, blot et desperat kapløb med tiden for at slå sygdommen ud og redde barnets liv. I dag spørger Esben Kjær sig selv, om han svigtede sin søn med sit vilde håb om at redde hans liv;

At han som far i stedet skulle have søgt at finde den ro, som det måske kunne have været, at acceptere at der ikke var mere at gøre for barnet ud over bare at være sammen og tale om døden og ikke mindst om kærligheden til sønnen, som ikke ville slutte, som livet gør. Kærligheden er stærkere end døden og det er det, som vi fejrer hver eneste påske!

Tro er kærlighed og derfor er den som en skat, som vi bærer i et lerkar, som Paulus skriver til menigheden i Korinth. For kærligheden er noget, som kommer til os udefra; vi kan ikke elske af os selv, fordi vi beslutter det, men fordi Gud elsker os først som en far!

I det øjeblik de to disciple forstod, at det frygtelige, som de oplevede langfredag, også var kærlighedens overvindelse af døden i opstandelsen ved Kristus, så oplevede de, at kærligheden vitterlig er stærkere end døden og lever videre i os. Vi er lerkaret, men kærligheden går ikke tabt.

Det er en almenmenneskelig erfaring, at kærligheden ikke dør med dem, som vi elsker, men bliver ved med at binde os sammen og derved kan overvinde døden og livs- angsten med sin livsfylde og med Kristus!  Vi er som hans børn mere end død og forgængelighed, fordi vi har del i ham. Vi gøres hele i ham og vores fremtid lægges således i de bedste hænder.

Påskens budskab er, at Gud overvandt døden, så den ikke længere er en straf, som vi må frygte, men en åbning mod hans evige kærlighedsfællesskab som rækker fra himlen til jorden og omslutter os alle. Så her kunne vi altså godt tillade os, ja det er ligefrem meningen, at vi skal være lidt bagkloge og ønske hinanden glædelig påske! Amen.