Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Engang var Jesus ved at uddrive en dæmon, som var stum. Da dæmonen var faret ud, begyndte den stumme at tale, og folkeskarerne undrede sig. Men nogle af dem sagde: »Det er ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne.« Andre ville sætte ham på prøve og krævede et tegn fra himlen af ham. Men da Jesus kendte deres tanker, sagde han til dem: »Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og hus falder over hus. Hvis nu også Satan er kommet i splid med sig selv, hvordan kan hans rige så bestå? I siger jo, at jeg uddriver dæmonerne ved Beelzebul. Men hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så? Derfor skal de være jeres dommere. Men hvis det er ved Guds finger, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer. Når en stærk mand fuldt bevæbnet vogter sin gård, kan hans ejendele være i fred. Men kommer der en, der er stærkere, og overvinder ham, tager han straks alle de våben, som den anden havde sat sin lid til, og fordeler byttet. Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder. Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men uden at finde den. Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.« Mens han sagde det, var der en kvinde i skaren, der råbte: »Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede!« Men han svarede: »Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!« Lukasevangeliet 11,14-28

  De seneste uger har mange været optagede af, eller er i hvert fald blevet gjort opmærksomme på Radio 24syv’s interview med skuespilleren Ghita Nørby. En yngre kvindelig journalist, Iben Zeuthen, som skulle lave et portræt af den folkekære skuespiller, som Nørby selv betegnede sig, kom i clinch med den 84 årige kvinde under seancen.

Vi kunne alle i avisen læse om, hvordan den gode Ghita var temmelig outspoken, eller bramfri i sin tilgang til journalisten personligt. Ja, at hun ligefrem havde været grovkornet, eller diabolsk i sin tiltale af Iben Zeuthen. Diabolske er vi, når vi gør modparten til noget andet, end de er – såsom ingenting!

Jeg må indrømme, at jeg først tænkte, at det nok forholdt sådan, som nyheden blev fremstillet i den skrevne presse, at Ghita Nørby (måske undervejs mod demens) havde optrådt uhensigtsmæssigt og gjort den unge journalist til et offer.

Folk fortalte mig jo, hvor groft hun havde talt til den yngre Iben og ligefrem givet dem ondt i maven, mens de hørte interviewet; og jeg var ærlig talt ikke specielt interesseret i selv at høre interviewet af samme grund.

Imidlertid hørte jeg så alligevel det berømte interview lidt mod min vilje og det er jeg glad for nu, for det ændrede faktisk min opfattelse af hele situationen. Min sympati svingede mere over mod Ghita Nørby, som nok var grovkornet, men også havde nogle relevante pointer i forhold til intervieweren og hendes facon.

Og jeg fik faktisk fornemmelsen af, at Ghita Nørby langt fra er på vej mod demens, men tværtimod har en hel del dyrekøbt livserfaring; en livserfaring, som er båret frem i stærke og livskloge meninger undervejs i den samtale, som aldrig rigtig bliver en samtale, men mere en tiltale. At samtalen udebliver i det båndede materiale, mener jeg ikke, at man alene kan klandre Ghita Nørby for.

Hun er nok diabolsk undervejs, men siden er det kommet frem, at hele interviewet måske var planlagt til, at hun skulle blive det. I hvert fald har jeg set et foto af en whiteboardtavle fra redaktionslokalet med oplægget til seancen, hvor der står lille Iben og store Ghita.

Så noget tyder på, at det interview på forhånd var lagt til rette til at skabe den furore i offentligheden, som der har været. En furore, som skulle give radiokanalen masser af medieomtale og det lykkedes i hvert fald til fulde!

Som Michael Bertelsen, som er programchef på radio 24syv sagde i en paneldebat på TV: ”Jeg kommer selv til at tænke på Den lille rødhætte, som tror hun skal besøge bedstemor, men som kommer ind til ulven”!

Det eventyr rummer jo det diabolske i en meget høj grad, for det handler om, hvor tæt det gode og det onde ligger på hinanden, ja næsten smelter sammen, da ulven æder bedstemoderen hel. Eventyret skildrer, at man tror man ved, hvem der er den gode, men hvor hurtigt det kan svinge frem og tilbage med, om det er det gode eller det onde, der vinder.

Der kommer vores skepsis ind i billedet eller i tankerne. Og den har vi brug for, for vi bliver i stigende grad præsenteret for forskellige versioner af sandheden, altså det som kaldes i nogen sammenhænge kaldes fake news. Vi udfordres af vores egen skepsis, om vi nu kan stole på medierne, politikerne, eksperterne!

Og hele den stemning med at tænke skeptisk om hinanden, med at udnævne nogen til den onde, er det diabolske, som evangeliet til i dag handler om. Hvad er det egentlig den anden person vil og hvilke gode/onde intentioner har vedkommende?

Skal jeg tænke, at ham Jesus gør mirakler med hjælp fra det gode, som er Gud? Eller skal jeg tænke ilde derom. Man bliver svingende i sin bedømmelse – deri ligger det diabolske, som larmer så meget, at det overdøver vores egen dømmekraft. Diabolsk betyder faktisk at larme eller forstyrre meningen eller dømmekraften, at få os til at se anderledes, så hvem er skurken egentlig her?

Noget tyder på, at det diabolske aldrig bliver umoderne, skønt nogen sommetider tror, at det kun fandtes i meget gamle dage som på Jesu tid. For her står der rundt om Jesus nogle, som måske har en særlig intention om at mistænkeliggøre Jesus og den magt, som han her viser til at uddrive det onde af et menneske. Ligesom man kunne få indtryk af, at der lå intentioner om at mistænkeliggøre eller bagvaske bag interviewet med Ghita Nørby..

I hvert fald udtrykker de vidner, som ser Jesus uddrive dæmonen, i deres indre tanker en tvivl og undren om, med hvilken magt han gør det? Det kender man jo godt fra sig selv, når man er vidne til noget fantastisk/mirakuløst, eller når man oplever noget usædvanligt, ja så svinger man som menneske let over i en form for skepsis.

Man får alle de her indre reservationer i forhold til sin omverden. Hvordan skal jeg egentlig opfatte det, som jeg her er vidne til? Skal jeg opfatte, at den gode er den unge nye profet, der står frem her som den ydmyge interviewer? Eller skal jeg hellere holde mig til den gode gamle skuespiller, jeg kender i forvejen eller ingen af dem?

Skal jeg opfatte uddrivelsen af ånder således, at det onde bekæmper den onde dæmon? Man har en jo en gammel dansk talemåde, der siger med ondt, skal ondt fordrives, men det passer ikke ifølge Jesus, for han fordriver det onde med det gode!

Man kan sige, at Jesus, da han læser de andres tanker, selv spiller ud med den tvetydige skepsis, som man kan føle i mødet med spørgsmålet om godt og ondt. Han taler om at være i splid med sig selv og prøver at sige, at dæmonfyrsten Beelzebul ikke ville kunne bestå, hvis han selv kunne fordrive ondt med det onde! Mens der vil være tale om et mirakel, hvis Jesus driver det onde ud ved Guds finger!

Man kan også læse den lignelse, som Jesus fortæller om den stærke mand og hans våbensamling til at forsvare sig selv og sin ejendom som et udtryk for dette tvetydige ved våbenmagt, nemlig ved at våbnene kan vendes mod ham selv, hvis der kommer en stærkere spiller og overtager magten. Eller som dæmonen, der vender frygteligt tilbage til sit tomme hus og gør det værre for det menneske end før.

Overfor den skepsis, som nogle af Jesu tilhørere her udtrykker, står den anonyme kvinderøst fra skaren, som pludselig lidt umotiveret råber: Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede! Det er næsten som en tilfældig spinkel troens stemme, der blander sig her ved at anerkende, at den magt Jesus har, er en god magt, som hans mor måtte være stolt af.

Han svarer hende, at det ikke drejer sig om ham som god, men at det i virkeligheden handler om dem, som hører Guds ord og holder fast ved det gode, som skal blive salige! Det er ikke altid nu og her, at det salige, Guds rige, træder frem og det kan også udfordre vores tro på kærligheden og det godes sejr over det onde. Der ligger jo altid muligheden for at være lidt skeptisk. Heri har det diabolske stadig en rolle, at det i afgørelsen af ondt og godt, rigtig og forkert kan svinge 180 grader rundt.

Det kan Brorson tale med om i den salme, som vi sang først, Her vil ties, her vil bies. Han henter billedsproget i salmen fra Højsangen, som man kan se nedenunder salmen i salmebogen. Så Brorson bruger tilbage i 1765 bibelens store kærlighedsdigt Højsangens billedsprog til at hjælpe sig selv mod sin egen sjælelige skepsis i mødet med verden og mødet mellem det gode og det onde.

Salmen er som højsangsdigtet udformet som en dialog mellem sjælen, som længes efter kærligheden og det gode midt i vinterens diabolske mørke; og så på den anden side den elskede Herre, som skal komme og udfri sjælen fra den omskiftelige verden. En længsel, som skaber en skepsis i det indre hos sjælen, men på samme tid er en kraft vendt mod det gode, som skal komme.

For da sjælen i sin længsel først ser spiren bag gærdet som et tegn på det gode og gudsriges frembrud i forårets komme, ja så kan den bedre holde ud af at vente! For spiren giver livsmod i stedet for skepsis og den diabolske venten. Den ventende og tvivlende sjæl får et umiskendeligt livstegn som Noah i arken, da duen vendte tilbage med et olieblad. Det gode har sejret!

Så her mens vi venter og længes efter forårets komme, bliver vi oplivede og bekræftede af de forårstegn, som spirer frem. Små tegn som peger på det godes magt, som vi kalder Guds kærligheds rige. Jeg så de første anemoner i skovbunden for nylig og følte mig så glad og bekræftet af sommerens komme endnu en gang. Og da besluttede jeg, at vi i dag også skulle synge Kaj Munks anemonesang.

 Et digt, som langt bedre end nogen prædiken forkynder, skaberens og sønnens magt i gudsriges sejr over vinterkulde og den mørke skepsis. Et digt, der skaber håb i det tvivlende sind, som i diabolsk afmagt har svært ved at tro på det gode sejr over det onde! Ja faktisk kan føle, hvordan sindet på diabolsk vis kan svinge fra det ene synspunkt til det andet! Amen