Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da kommer Jesus fra Galilæa til Johannes ved Jordan for at blive døbt af ham. Men Johannes ville hindre ham i det og sagde: »Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?« Men Jesus svarede ham: »Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.« Så føjede han ham. Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig; og der lød en røst fra himlene: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!« Matthæus 3,13-17 

Dåb er lige så fantastisk og overvældende en begivenhed som vi hørte det beskrevet før med Jesu egen dåb i Jordan flodens vand. ”han steg straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham.”Hvis Matthæus ikke selv har været tilstede ved dåben, så er han i hvert fald ikke spor i tvivl om, at ved dåben er der store ting på spil. Symbolsk udtryk ved den åbne himmel.

Dåben åbner mod noget større, hvad svarer meget godt til den store glæde det er at få et barn. Forældrene synes måske ligefrem, at deres barn kom som sendt fra himlen. Alle forældre kan skrive under på, at en fødsel erfares som bærer af en betydning, der rækker langt ud i både tid og rum. De giver heller ikke deres kærlighed til den nyfødte i små rationer. Barnet får al den kærlighed som verden kan rumme.

Hvis vi tager alle dåbens store ord, for hvad de udsiger, så sker her for alvor noget nyt.Livet får i dåben en ny rytme. Vi skal ikke søge mod det himmelske, himlen kommer herned og åbner sig over den døbte.

Johannes siger til Jesus ”jeg trænger til at blive døbt af dig” den dag de mødtes i Jordan flodens vand. Og selvfølgelig må det være omvendt som Jesus selv siger det, skal det gå ordentligt til, er det selvfølgelig ham der skal døbes af Johannes. Han skal døbes med den dåb vi døber med. Jesus er ikke for fin til at modtage den dåb, han selv senere sender sine disciple ud i verden for at døbe med. Så det kan godt være at Johannes, da han så Jesus komme ned til vandet, følte at nu var tiden kommet for ham. Den messianske tid, fredstiden, som Johannes og mange med ham levede i en forventning om ville komme. Derfor var der er en trang i Johannes til at blive døbt af Jesus selv, for nu kom han gående dér, ned ad stien til vandet, og Johannes kunne ikke lade være med at tænke, at nu var han hér, ham han havde talt om skulle komme.

 Dåben begynder med det der skete den dag ved Jordan flodens vand. Mange år er gået siden da, og vi døber stadig. Flest spædbørn, i går blev 3 konfirmander døbt og der er også nogle få voksne som senere i livet tager den beslutning at ville døbes. Så på en måde kan vi sige, at der stadig er en trang til at blive døbt. Ikke en tvang, selvom om der i kirkens historie er eksempler på at mennesker er blevet tvangs døbte. Men en trang som er en lyst og en længsel, der igen er forbundet med et håb om, at jeg i dåben får noget.

Hvad får jeg ud af det? Sådan kunne der spørges til dåben i dag. Også Luther har blik for, at sådan må vi spørge til dåbens virkning. For hvad betyder det at blive dyppet med lidt vand på hovedet. Hvad giver eller gavner dåben mig, som Luther skrev i sin Lille Katekismus og selv svarer han: ”dens virkning er syndernes forladelse, den befrier fra døden og Djævelen og giver alle der tror, den evige salighed.” Ord der nok ikke lige siger os noget i dag.

Jesus stiger op ad vandet og høre Gud tale til sig: ”det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag”. Vandet renser og vi bliver rene, så vi føler os friske og som født på ny, som når vi har været i bad. Vandet slår sammen over barnets hoved som et billede på den kærlighed, der omfavner os i dåben. Som et barn der bliver kærtegnet og kysset af sin mor og far. Det er som at blive elsket. Det har noget rensende over sig. Moderen frotterer barnet med et håndklæde. Pakker det ind og barnet mærket hvor vidunderligt det er at være holdt og favnet af varme og kærlige hænder. I dåben bliver vi pakket ind, holdt om og kan trygt stole på at vi, som vi hørte i læsningen fra 1. Petersbrev, har en god samvittighedspagt med Gud.

Vi må tale lidt mere om at dåben udvirker syndernes forladelse. For vi tænker selvsagt, et uskyldigt barn, hvordan kan det have behov for sine synderes forladelse. Og de voksne tænker, at det med synden er noget tungt og alvorligt noget. Kommer vi da aldrig fri af den? Det er måske det Jesus tænker på, da han siger til Johannes at han også skal døbes, for at opfylde al retfærdighed. Hvor i ligger denne retfærdighed?

Jeg tænker at Jesus selv ville døbes med den dåb der renser for synd, skyld og skam? At han altså ikke stod udenfor det menneskelige fællesskab, men at han lige præcis er så meget menneske, at vi kan kende os selv i ham, og derfor vil han være sammen med mennesker i dåben. Vi er alle født ind i et liv, som også kender til det ondes magt, og vi fødes med kræfter i os, der kan være destruktive. Det er hvad Bibelen mener, når den taler om synd. At vore liv leves under synden betyder, at godt og ondt, lys og mørke, liv og død kæmper om mennesket. Den kamp kan vi ikke klare alene, vi har brug for at Gud er der, kommer os i møde, og kalder os til sig som sine elskede. Og det gør han i dåben.

Dåben stiller os alle lige. Selvom om vore vilkår som mennesker kan være meget forskellige når vi fødes, så er vi i dåben hver især uerstattelige. Uerstattelige for Gud, hvis elskede børn vi er.

I dåben genfødes vi som det også siges i velsignelsen i dåbsritualet. ”den almægtige Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som nu har genfødt dig ved vand og Helligånden og skænket dig syndernes forladelse, han styrke dig med sin nåde til det evige liv. Han bevare din udgang og din indgang fra nu af og indtil evig tid. Vi genfødes til et levende håb, dvs. et håb, der rækker ud over døden, som vi tænker er grænsen for vore jordiske håb. Vi skal ikke leve noget andet liv end det vi er født til, men i dåben får vi mulighed for at høre at et menneskes liv er skabt, bestemt og elsket af Gud.

Gør det nogen forskel i et menneskes liv? Det er altid dejlig at være elsket, uden kærlighed ville vore liv bliver mørke og tunge. Det er også godt at have en bestemmelse i livet, et mål plejer vi at kalde det. At det tilmed er bestemt på forhånd tror jeg ikke vi skal være så bange for. Der er så meget i dag vi selv skal bestemme og tage stilling til. Vi skal hele tiden have en plan for vort liv og et CV klar der viser hvem vi er og ikke mindst hvad vi kan. Vi er skabt af Gud. Det siger både noget om bestemmelsen og kærligheden, men det fortæller samtidig at mit liv er født til at leves på en bestemt måde. I Jesus gav Gud til kende, hvad der var mening med at skabe mennesker, ikke dømme, tilgive, elske, være barmhjertige.

Det er vores dåbsliv. Udgangen af dåben er ikke til himmelen, vi skal lægge mærke til at det er himlen der falder ned over Jesus i billedet af duen. Jesus gik kort efter sin dåb ud i ørkenen hvor han fastede i 40 dage og nætter. Vi går fra dåben hverdagen hvor du skal give dig selv og dit liv. Det er der Gud ønsker din tilstedeværelse.

Dåbens sakramente, dens betydning som hellig handling, er et rum med plads til at være. Vi er noget og skal ikke tænke på først at blive til noget. I mange andre af de rum vi bevæger os rundt i vores dagligdag, er det slet ikke så selvfølgeligt at vi er noget, men må først tænke på at blive noget. Rum er de steder hvor vi mødes med andre, men hvor rummet kan betyde alt for hvad der forlanges af os. – Rum kan være vores hjem, skolen, arbejdspladsen, samfundet, men tiden vi lever i skaber os sine egne særlige rum i form af krav til mennesker, som opstår af den overflod samfundet tilbyder. I de rum kan det være tøjet du har på, musikken du hører, ja, din stil og dine præferencer, der betyder om du er noget. Lysten til at sammenligne sig med andre er stor og det siger sig selv, at konkurrence om at blive til noget kommer til at fylde meget

I dåbens rum kan vi rummes i kraft af det vi er: vi er dem Gud elsker! Det er min elskede søn, datter. Vi bliver set på, og bliver i det syn til Guds børn.Når det er Gud der elsker er det eneste vi skal gøre, at hengive os – som i ethvert ordentligt forhold hvor det handler om kærlighed.

I dåben handler det om en kærlighed der ser livet under håbets fortegn. Dåben er et levende håb, et håb på noget, vi endnu ikke kan se. Dåben genføder os til et levende håb, som ikke er ensbetydende med et liv uden tvivl og modgang. Dåbens liv er netop at give sig hen i livet, hver dag at forsvinde og se livet opstå til nyt liv. Livet i dåben som er mødet med næsten og den verden vi har omkring os, handler om håb og tro.

I dåben har vi så tilmed fået det løfte, at vor dåb sætter håbet som fortegn for alt hvad vi kommer ud for. I det håb er vi blevet fortalt, at Gud følger sit menneske, mens det lever, og at han ikke slipper det, når det dør. Amen