Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Seks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og hans bror Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var alene. Og han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset. Og se, Moses og Elias kom til syne for dem og talte med ham. Så udbrød Peter og sagde til Jesus: »Herre, det er godt, at vi er her. Hvis du vil, bygger jeg tre hytter her, én til dig og én til Moses og én til Elias.« Mens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende sky dem, og der lød en røst fra skyen: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!« Da disciplene hørte det, faldt de ned på deres ansigt og blev grebet af stor frygt. Men Jesus gik hen og rørte ved dem og sagde: »Rejs jer, og frygt ikke!« Og da de løftede deres blik, kunne de kun se Jesus alene. Mens de gik ned fra bjerget, befalede Jesus dem: »Fortæl ikke nogen om dette syn, før Menneskesønnen er opstået fra de døde.« Matthæus 17,1-9 

Det er en vidunderlig oplevelse de 3 disciple har sammen med Jesus på det høje bjerg hvor de er alene. De skal opleve noget særligt. Ja, de bliver helt høje af at være der på bjerget sammen, og vi forstår udmærket Peter når han udbryder ”her er godt at være”. Og ønsket om at kunne blive der i længere tid, i de tre hytter han foreslår at de skal bygge. Lidt komisk lyder det, men nogle gange kan ønsket om at fastholde et øjeblikstilstand blive så stærk. Vi kender godt denne fornemmelse at ønske at kunne forlænge en lykkestund i al evighed. Slippe for at tage stilling til noget og bare være. I stedet for at være noget!

De er højt oppe ikke bare målt med bjergets højde, men også i deres sind bliver de udsat for en stærk oplevelse. I dag vil vi kalde det en spirituel oplevelse. En åndelig erfaring hvor virkeligheden nu mødes af en anden og åndelig virkelighed. Bjerget er med til at understrege det åndelige ved at det foregår på toppen, tæt på himlen, og langt væk fra jorden. Svævende kunne vi sige er de mellem himmel og jord. Også i sindet svævende, løftet væk fra hverdagen og dens gøremål.

At det som sker bryder med virkeligheden, kan vi se, fordi Jesus gennemgå en forvandling, en metamorfose, ved at hans ansigt og tøj bliver lysende som solen. Vi er et andet sted. Og det bliver blot endnu stærkere af, at to kendte og for længst døde personer fra Det gamle Testamente Moses og Elias er sammen med ham. En sky dækker dem og Guds stemme lyder fra himlen. Det er meget underligt det hele, men også meget smukt og bevægende som vi fornemmer det i disciplenes reaktion. Kan vi dog ikke blive her! – i al evighed.

Skepsis er den måde vi normalt vil møde sådan en oplevelse som vi hører om her. En sådan himmelflugt lyder da interessant, at kunne blive løftet op over jorden og hverdagens liv og blive taget med ind i en forvandling. Der er også noget dybt irriterende ved mennesker, som har set lyset. De skiller sig ud og vil gerne skille sig ud og være særlige. De viser gerne hvad de har oplevet, men vil helst ikke have os andre for tæt på.

Det er ligesom med nyforelskede. De er meget charmerende, men pludselig også meget naive og derfor uudholdelige at være sammen med. Verden ser pludselig helt anderledes ud, er større og smukkere end nogensinde. Til gengæld er det kun den forelskede eller den ny omvendte, der kan se denne forklarede verden. Vi venter tålmodigt på, at vedkommende skal falde ned igen. 

Når man kommer op i højden, om det nu er fysisk som på en bjergtop eller en følelsesmæssig begejstring som en forelskelse der løfter én op, så sker der noget med én. Så forsvinder for ens blik alt det, der er hernede på jorden.

Der er en afstand til alt det hernede når man er på en bjergtop, men psykologisk sker der også det, at vi ikke har lyst til at vende tilbage til hverdagen. Disciplene følte sig helt ovenpå, de havde en strålende dag på toppen, og ønskede bare at blive dér.

Man behøver ikke være på toppen af et bjerg for at føle sådan. Det kan være den erfaring mange af os sikkert kender til, at vi været ude at rejse og mærker en modstand i os selv ved at skulle tilbage til dagligdagen. Der er så meget der er lettere når vi er væk fra dagligdagen. Det er derfor det er så skønt at være på ferie.

I det hele taget skal vi ikke være så afvisende overfor sådanne erfaringer, som den disciplene gør på bjerget; vi har brug for sådanne oplevelser. Vi længes efter dem vil jeg sige. Det fortæller os nemlig at livet er dynamisk. Ting forbliver ikke det samme for altid, men ændrer sig. Nogle gange til bedre, andre gange til det der er værre. Vi bliver som Jesu forvandlet ved at møde en sådan erfaring. Åndelige erfaringer har gennem historien haft stor betydning for mennesker. Når vi taler om sådanne oplevelser som den disciplene ha, plejer vi at tale om, at der er mere mellem himmel og jord. Vi udtrykker på den måde at livet ikke er statisk, men at det kan ændre sig og i det ligger at vi altid har et håb at holde os til. Håbet er jo at noget kan blive til noget andet!

Tilstanden på bjerget kan ikke overraskende varer ved. Det er et glimt af noget andet i det vante. En åndelig erfaring er et glimt af kortere varighed. En mulighed for at stoppe op, tid til ro og mærke sig selv og livet på ny. Guds stemme der taler er vigtig at lytte til. Den vidner om hvad det er denne oplevelse betyder. Et menneske møder Gud og får at vide, at det er Guds elskede barn. Det er selvet, menneskets kerne, hvem det er, som Gud siger god for. Vi kan alle komme i tvivl om hvem vi er. Er vi gode nok. Er jeg noget værd. Nu er det Jesus der af Gud bliver stadfæstet som hans søn. Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Vi kan alle have brug for at Guds stemme taler til os, og fortæller og at vi er uerstattelige og jeg ikke skal tvivle på hvem jeg er. For jeg er altid noget for Gud!

Det har den allerstørste betydning for den hverdag som venter nedenfor bjerget.

Lad os være ærlige. Vi kan jo ikke være på ferie hele tiden, her indfinder sig også en dagligdag. Selvfølgelig kan vi som de 3 disciple ønske at et lykkeligt øjeblik må vare ved. Det er urealistisk at ville fastholde et sådant øjeblik for altid, men undvære sådanne øjeblikke kan vi heller ikke. De er vigtige fordi de giver os kræfter og mod. Hver af os har fået et liv, et sted hvor vi skal leve, nogle mennesker at leve sammen med, noget vi skal i livet – arbejde, mennesker vi må tage hensyn til, ja som vi plejer at sige er der et ansvar. Der er noget vi ikke kan løbe væk fra.

Der er altid et eller andet i vore liv som vi føler er uoverkommeligt. Vi skal tage os sammen for at få det gjort. Nogen har det sådan hver dag, at de skal hive sig selv op ved håret for at komme i gang. Hele tiden mens vi gør det vi synes er så uoverkommeligt, så går vi og længes efter at tingene var anderledes.

 Derfor er det ikke underligt at man gerne vil ud af den klemme, som hverdagen sætter os i. Om det så bare er for en kort tid, en enkelt dag, et øjeblik. Giv mig fri, lad mig slippe ud af dette, og kunne jeg blot være et andet sted, måske ligefrem være en anden. Undergå en metamorfose. Lysten til at slippe væk fra det hele, og måske blot opleve et glimt af saligheden, af lykken, og hvad det så er ved vi ikke altid. Måske er det bare noget andet end det som er nu.

Peter og de andre disciple er ikke bedre vi er. Det vil fastholde øjeblikket, gøre det evigt, eje det for altid, væk fra verdens larm dernede og fra alle de andre. Ned af bjerget går det. Jesus tager disciplene med sig ned af bjerget. Når det er gået op, kan vi være sikre på at det på et eller andet tidspunkt går nedad igen. Det er hernede livet leves.

Jesus svarede overhovedet ikke på deres tilbud om hytterne. En tåbelighed tænkte han vel. Livet leves ikke her, men dernede for foden. Vigtigt at det have godt med hverdagene, for dem er der flest af. Højtidsstunder som den på bjerget, ved en smuk solopgang af havet, ved en gudstjeneste, ja, de er uundværlige, fordi de kan tilfører mig ny åndelig energi til min hverdag.

At blive deroppe på toppen er det samme som glemme virkeligheden og overlade verden og mennesker til sig selv. Hvis vi overhovedet skal forbinde noget med Gud, og er der noget der hedder Gud, så må det handle om dette liv. Vi har ikke brug for en Gud der holder sig væk fra dette liv på toppen af et bjerg.

Jesus blev født i en stald på denne jord for at være blandt mennesker og tale om Gud som det der sker her imellem os. Jesus måtte være med i det her, hvor livet leves, tage del i livet og i døden, i alt det vi kommer ud for i livet. Han må være, hvor vi er. Amen