Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Den tredje dag var der bryllup i Kana i Galilæa, og dér var Jesu mor med; også Jesus og hans disciple var indbudt til brylluppet. Men vinen slap op, og Jesu mor sagde til ham: »De har ikke mere vin.« Jesus sagde til hende: »“Hvad vil du mig, kvinde? Min time er endnu ikke kommet.« Hans mor sagde til tjenerne: »Gør, hvad som helst han siger til jer.« Der var dér seks vandkar af sten; de stod der efter jødernes regler for renselse og rummede hver to til tre spande. Jesus sagde til dem: »Fyld karrene med vand.« Og de fyldte dem helt op. Og han sagde til dem: »Øs nu op og bær det hen til skafferen.« Det gjorde de så. Men da skafferen havde smagt på vandet, der var blevet til vin – han vidste ikke, hvor den kom fra, men det vidste de tjenere, som havde øst vandet op – kaldte han på brudgommen og sagde til ham: »Man sætter ellers den gode vin frem først, og når folk har drukket godt, så den ringere. Du har gemt den gode vin til nu.« Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham. Johannes 2,1-11 

Da jeg stod op i fredags, var der iskrystaller på mine vinduer. Og som solen brød frem og skinnede på dem, kunne man rigtig se dem som fantastiske isblomster. Skønheden i naturen kan gøre os glade. Og alt efter hvordan vores forståelse af tilværelsen er, kan vi se isblomsterne som en overskudshandling fra Skaberen, som en af Guds mange forunderlige gaver til jorden: at det skabte er smukt helt ind i de mindste detaljer. Eller vi kan forklare, hvordan iskrystallerne opstår som en naturlig følge af frost og vand på ruden. Måske endda forklare hvorfor mønsteret opstår – selv om det umiddelbart ikke ser ud til at følge nogle regler.

Det er øjnene der ser der afgør om noget er smukt eller underfuldt. Det er vores intellekt der fortolker det vi ser – ud fra den tilgang vi har til at forstå verden og det der sker i den.

Vi mennesker vil gerne forstå hvad der foregår: naturen, samfundet osv. Vi er nysgerrige og det har givet os en stor viden om alle mulige ting. Gennem mange år har forskning og viden og tal fyldt vores hverdag og været grundlag for beslutninger – i lige så høj grad som vores overbevisninger har det. Gennem min opvækst og ungdom har tal og fakta været med til at forme min forståelse af historie, naturens udvikling og opfattelse af politiske forhold.

Men i de senere år er mængden af viden og tal blevet meget kompleks og tal og viden bliver ikke mere betragtet som fakta. Der er mange der bestrider hvad andre betragter som fakta. Og på den måde føler jeg at vi mere ligner samfundet og mennesker i renæssancens tid end mennesker i det 21. århundrede. For i renæssancen gjorde man opdagelser der rokkede ved det verdensbillede som den tids kristendom havde. Dengang var det blandt andre den katolske kirkes ledere der ikke ville acceptere de nye opdagelser fordi det var svært at passe ind i deres opfattelse.

I dag er der også mange der af religiøse årsager ikke kan få naturvidenskab til at hænge sammen med en bogstavtro læsning af biblen. Men der er også mange der ikke vil acceptere fakta pga. følelser. Så der opstår strid om hvilken kilde til fakta vi kan stole på. På den måde begynder vi igen at træffe beslutninger udelukkende baseret på vore egne erfaringer eller følelser og verdenssyn.

Men hvad har det her med fortællingen om hvordan Jesus ved et bryllup hjælper den stakkels vært, da han er løbet tør for vin?

Gæsterne ved brylluppet ser og smager den vin de får sidst på aftenen og bliver forargede over at de får den bedste vin til sidst. De ser det der er foran dem og fortolker det ud fra normen om at man servere den gode vin først.

Kun Jesus, hans mor Maria og tjenerne der har fyldt kæmpekar med vand, de ved at der er sket et under. Jesus har – på forunderlig vis – lavet vin af vand.

Det er øjnene der ser – der fortolker det der sker.

Mange mennesker har det svært med de undere Jesus gør. Det er forståeligt – for undere kan ikke forklares

Undere kan tros – eller afvises. Undere er for os der accepterer at virkeligheden er mere end hvad jeg selv kan erfare og se. Undere er når vi ser vand frosset til is og ser det som et tegn på noget andet – på Guds skaberhånd. Selv om jeg kan forklare hvordan iskrystaller opstår, er deres skønhed forunderlig. Også dét at ikke to af dem er ens.

Det underfulde i naturen kan ses som et udtryk for at der er en Skabermagt bag ved: en mening om man vil.

Vores Gud er større end alle de billeder og fortællinger vi mennesker har om ham. Han siger til Moses: et menneske kan ikke se min herlighed ansigt til ansigt uden at dø. Og vi hørte hvordan Gud alligevel gerne vil give Moses et glimt af sig, af sin styrke, magt og herlighed og derfor ber Moses om at sætte sig bag en klippesten og se stråleglansen af Gud, mens han går forbi. Gud selv holder hånden frem for at beskytte Moses.

Det er denne overjordiske Gud, så stærk og mægtig at vi ikke kan se hans ansigt uden at blive overvældede og dø – det er den Gud der vælger at træde ind i et menneskes skikkelse og lade sig føde, at blive Jesus. Alene den tanke er svimlende hvis man forsøger at forstå den.

I stedet for at forstå det, må vi lytte til det med hjertet. Hvad vi ikke kan tænke os til, kan vi vælge at tro med hjertet. Gud er den levende Gud, den Gud der forandrer sig og kan tage et menneskes skikkelse.

Han kan tale med mennesker og gør det – vi har mange fortællinger om det. Fortællinger som er fortalt igen og igen   af   tro   til   tro   helt tilbage til dem der oplevede det. De er fortalt fordi nogle har oplevet det eller erfaret det.

Vi har kun fortællingerne i dag: om Gud der viser sin skønhed og herlighed i et glimt til Moses. Og underet da Jesus gør vand til vin.

Spørgsmålet til os i dag er ikke kun om vi tør tro det. Spørgsmålet er om vi kan åbne op for vore sanser og for muligheden af selv at se at Gud stadig er levende tilstede i sin verden. Her på jorden – midt iblandt os.

Hvis disse beretninger kun handlede om en historisk begivenhed, ville de ikke have så meget med os at gøre, kan man med nogen ret sige. Dog: fortællingerne om Jesus og de undere han gør, skal vise os, at Jesus er Guds søn. Hele Helligtrekonger tiden handler om at vise – eller åbenbare som vi siger i kirkesprog – at vise at Gud er i Jesus Kristus.

Når vi tror på at Gud er den levende Gud der viste sig for Moses, så er det en tro på at han kan vise sig nu – også for os. Måske ikke så fysisk og direkte som Moses oplevede. Men at han stadig virker i verden og er tilstede med sin Ånd.  

Gud er stadig den levende Gud der viser sig for mennesker. Når vi taler om åbenbaring, taler vi om hvordan Gud blev menneske i Jesus. De mennesker der mødte Jesus, kunne se Gud i ham.

Vi har kun fortællingerne om det. Men det betyder ikke at vi er overladt til en fortidig beretning om Gud. Gud viser sig stadigvæk for den der søger ham. Ikke på kommando, og måske heller ikke første gang man beder ham om det. Men allerede ved at vi åbner op for, at virkeligheden er mere end det vi selv har set og erfaret, så åbner vi for muligheden. Muligheden at vi selv kan tro på den levende Gud, den der viste sig for Moses og den der gik ind på vore vilkår ved at blive menneske.

Vi vælger selv hvilke øjne vi ser med: hvilken fortolkning vi har på det vi oplever og lærer gennem vores gang her i verden.

Så tro på Gud er ikke kun et spørgsmål om at slå intellektet fra, eller selv at have erfaret Guds nærvær i verden. Tro på Gud begynder med at lade intellekt og hjerte mødes. At gå på opdagelse i tilværelsen uden at lukke for det ene eller det andet men i stedet lade alle sanser modtage det vi oplever.

Man har undersøgt, hvordan vi oplever andre mennesker når vi møder dem første gang.

Når vi møder et menneske vi ikke kender, så baserer vi vores vurdering af det andet menneske på meget mere end det vi selv tror, vi vurderer. På mere end hvordan vedkommende er klædt og taler. Masser af studier viser, at vi lægger mærke til menneskers kropssprog og at vi får tillid eller mistillid til andre baseret på om deres kropssprog siger det samme, som de ting de faktisk siger.

Det er ikke noget bevis for at vi opfatter mere end vi er os bevidst. Med det eksempel vil jeg sige at vi bruger flere sanser end vi umiddelbart selv tænker på. Vores hjerner modtager flere indtryk end vores tankeproces er bevidst om. Og vi handler på det samlede billede – altså også på ubevidste indtryk. På den måde har vi stadig meget at lære før vi kan forklare virkeligheden og hvordan vi opfatter den.

Det her kan naturligvis ikke få nogen til at tro på undere og Gud. Men måske kan det få nogle af de mest skeptisk anlagte mennesker til at overveje om virkeligheden er så enkel at forklare eller om vi bør åbne for at der er flere muligheder for forklaringer end en.

Måske forsøger Gud – gennem Jesus – at vise os hvordan vi kan få meget mere glæde og positive oplevelser ud af tilværelsen ved at møde hinanden og omverden med nysgerrighed og åbenhed.

Åbenhed også overfor at der kan ske undere – selv i en verden hvor vi gerne vil forklare alt ud fra en videnskabelig tilgang om årsag og virkning.

Og hvorfor skulle den Gud der skaber liv – ikke kunne lave vand til vin. Eller have fundet på iskrystaller

Det forunderlige ved iskrystaller er at der ikke er to som er identiske. Hvordan kan vi forklare det?

Det er et mysterium … et af naturens mange. Guds skaberkraft overgår al forklaring

Når vi ser og undrer os, når vi lader Ordet om den levende Gud sætte sig fast i os, får vi et særligt blik at se med: De øjne der kan se Gud i skabelsen. Hvis vi kan se Ham og fornemme den kraft der ligger bag, kan vi også tro at han kan ændre vand til vin. At han kan ændre virkeligheden med sit Ord.

Første gang Gud møder Moses, præsenterer han sig for ham som den levende Gud. Og fortæller at hans navn er: Jeg er den jeg er.

Det er der en dybere mening bag. Dermed siger han at Han er levende på en måde som vi endnu ikke forstår – uden for tiden og alligevel i tiden – uden for jorden og i alt levende på jorden. Derfor kan han skabe liv, derfor kan han blive menneske og derfor kan han være en levende skabende kraft gennem sin Ånd også i dag.

Alle de tegn vi hører om i hele Helligtrekonger tiden er tegn der peger på Gud selv. Jesus viser os hvem han er gennem undere. Det er undere som skal forstås med alle vore sanser    mere end med vores forstand.

Når det lykkes for os at åbne op for vore sanser og mærke livets under, så bliver troen levende og Gud levende for os. Da mærker vi glæde, og vi føler os rigtig til stede.

Med salmedigterens ord: vi vil ”Leve livet, ført af livet, som er ét i sjæl og krop. Må vi sanse, må vi danse, glædens ord i spring og håb. Takke Gud med lovsangs lyd i salig fryd. amen