Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: De bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: »Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.« Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem. Markus 10,13-16 

Måske tænker I, at det stykke tekst af Markus har vi da lige hørt. Rigtignok lyttede vi før ved dåben af Holger til Jesus der taler om alle børn bare skal komme til ham.

Det lyder så sødt at alle børnene skal komme til Jesus og svarer vel meget godt til folks syn på kirken, at den skal kunne rumme alle os forskellige mennesker. Forældres larmende børn – og børn ved vi kan være meget støjende – de er jo bare børn, kan jo nogle gange være forstyrrende, ja selv Jesu disciple synes det samme. De vil gerne have børnene sendt væk, beskytte Jesus mod de kvinder der ønsker at han skal velsigne deres små poder, så de kan være sammen med Jesus i fred og ro.

Jeg har lagt mærke til i mit liv som præst når jeg enkelte gange har bedt forældre gå ud med deres børn fordi de forstyrrede gudstjenesten, at så er der næsten altid en forældre der efter gudstjenesten skal vise at han eller hun kan sin bibel: præst, sagde Jesus ikke, at de små børn skulle komme til ham!

Teksten af Markus og at vi for et øjeblik siden døbte lille Holger giver anledning til, at gøre sig nogle tanker om dåb.

Jeg tænker dåb i relation til hvem vi er. Altså vores identitet. For det er netop i identiteten at dåb tilfører mennesket noget nyt. Der tales meget om identitet i dag. De som om mennesker i dag hele tiden er i gang med at skabe deres identitet. Fornyelig var der en masse polemik om højskolesangen ”den danske sang er en ung blond pige” da den blev sunget på CBS og en kvindelig brun forsker følte sig ikke inkluderet. Det er jo langt fra alle piger der er blonde, og mange i vores land er ganske mørke. Og hvad så med dem og denne sang!

Blandt alle de børn åbner sine arme har der da helt sikkert været en masse små mørke unger, og måske én enkelt lys. Vi skal huske på at Romerriget var besættelsesmagt i Palæstina på Jesu tid og havde været det i mange år. Hvem ved om ikke en romersk kvinde lod sit barn løbe hen til jesus.

Inden jeg vender tilbage til dåben som 75-80 % af danske forældre benytter sig af, lad os gøre al den stigende snak om identitet færdig.

Det er noget underligt noget med identitet. Ikke at det ikke er vigtigt. Det fortæller jo hvem jeg er. Men hvem er jeg egentlig når det kommer til stykket? Vi har alle sammen flere identiteter. Vi er født et bestemt sted, måske opvokset et andet sted, vi har gået i den ene eller anden skole, taget den ene eller anden (eller ingen) uddannelse, vi har den ene eller anden familie, vi bevæger os i det ene eller andet miljø, vi er fans af den ene – og ikke af den anden! – fodboldklub, nogle er kødspisere andre veganere, og så videre og så videre.

Klogt sagde forfatteren og professoren Per Øhrgaard fornyelig om identitet, som i øvrigt også er formand for danske PEN der er sat til at forsvarer ytringsfriheden: Vi bestemmer allerhøjst, hvem vi tror, vi er, og hvordan vi gerne vil opleves. Hvem vi i virkeligheden er, bestemmes af vort stofskifte med omgivelserne. De andre er altid med til at definere mig, såvel som jeg er med til at definere de andre.

Identitet bliver hele tiden til i mødet med omverden. Vi skal tilbage til de små børn som Jesus så gladeligt tager imod.   Alle de små børn blev ikke hindret i at komme til Jesus. Selvom disciplene helst havde sendt dem væk. Jesus åbnede sine arme og sit sind for disse små som blev båret frem af deres mødre.

De må I ikke hindre dem i er hans svar.

Nu er de ikke kommet for at blive døbt af Jesus. Evangelierne beretter kun om Jesu egen dåb af Johannes i Jordan, intet om at Jesus selv døbte. Med hensyn til dåben og hvor den har sin begrundelse, er den knyttede til Jesus ord efter hans død, og han taler til sine disciple: ”gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet i døber dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.

De ord lyttede vi også til før som en del af dåbsritualet. 

Dåben er grundlaget for den kristne identitet kunne vi sige. Identitet forstår jeg ikke bare i denne sammenhæng men i mange af de forhold som skaber et menneskes identitet, at her har dåben varig virkning. Det menneske, som er blevet døbt, bliver mere udøbt igen. Så stopper det sikkert også her for de allerfleste mennesker som er blevet døbt; dåben undersøger man ikke nærmere, glemmer måske at man er døbt. Men fundet sted, har det og har dermed en blivende betydning. Om dåben nytter noget kan man jo godt spørge? Hvad denne lille historie kan illustrere. En gammel præst havde været ude og hjemmedøbe et barn. Han var blevet hidkaldt om natten og traskede op på 2. sal. Da han satte sig op på cyklen og ville køre hjem, sagde faderen:

        ”Det skader jo ikke barnet, at det blev døbt!”

        ”Nej, men det gavner heller ikke”, svarede præsten.

Det gavner måske ikke i den forstand at du kan bruge dåben til noget. Men at du er døbt kan du ikke løbe fra.

At noget har blivende betydning går vi ikke så meget op i. Det gælder et teknisk produkt som går i stykker og i stedet for at reparere det, køber vi et nyt. Hvert år leverer de helt store mobiltelefon producenter en ny model på markedet og mange venter på at skifte den ud med den de købte sidste år. Selvom de stort set kan det samme.

Vores relationer til andre mennesker er også blevet mere flydende. Vi knytter os ikke længere i lange og dybe venskaber. Det er som om relationer er blevet erstattet af en optagethed af at se sig selv med de andres øjne. Hvad tænker de andre om mig? Er jeg god nok? Præsterer jeg godt nok til at være noget i andres og verdens øjne. 

I sin fine og kloge nytårstale var det et emne dronningen tog klart stilling til, da hun henvendte sig til ungdommen og sagde: ”Det vigtige er ikke, hvordan du ser ud, eller hvad du har opnået. Men hvem du er, og hvordan du er over for andre – dine venner og kammerater. Hvis man har så travlt med at opnå det bedste for sig selv hele tiden, kan man slet ikke se, hvordan andre har det. Man skal give sig tid til at mærke, om en ven er ked af det. Der skal være tid til at forstå, om man har sagt noget, der sårer en anden, eller man har drillet for meget. Så må man se at få det gjort godt igen.”

Vi kan knytte det sammen med det Jesus siger når han omtaler barnets måde at være til på: den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det. Jesus vil pege på børns selvfølgelig måde at være til på og deres selvfølgelig måde at modtage på. Det hænger igen sammen med afhængigheden at modtage uden at skulle give noget til gengæld. Barnet elsker at blive set af sine forældre og andre, og det sker ikke fordi det er usikker på sig selv og hvem det er, men fordi det godt ved at uden de andre kan det ikke leve. 

Fortællingen om de små som kommer til Jesus og han står der med åbne arme for at tage imod dem, er et spejl for alle forældre til alle tider. Når man får sit første barn, fødes der i én en kærlighed, ømhed og glæde, som er anderledes end alt, hvad man hidtil har kendt.

Emma og Frederik, I ved godt at i med Holger har fået noget dyrebart betroet, og hvis der skete ham noget, ville jeres liv aldrig blive helt igen. Som jeg hørte et forældre en gang sige, da de havde fået deres første barn ”nu skal vi til at lære at være bange”. Det er bagsiden af glæde, ømheden og kærligheden over barnet, frygten for at der skal ske det noget.

Det er den frygt der har fået kvinderne ud til Jesus med deres børn. De har hørt om ham, hans helbredelser, hans kærlighed til alle. Og de bærer børnene til ham, fordi de tror, at han kan beskytte dem. Derfor tror jeg stadig mange forældre ser dåben som en beskyttelse af deres barn. Den døbte tilhører nu ikke mere sig selv, heller ikke kun sine forældre, men er nu også Guds ejendom.

Vi døber vores børn fordi vi har tillid til at Gud vil værne og beskytte dem. Det beder vi om som forældre til et nyfødt barn.

Men Gud og Jesus står der hele livet igennem og tager imod os når vi føler os hjælpeløse. Vi kan også have brug for trøst som voksne, og vi er stadig Guds børn, som bliver taget sig af, taget imod, taget i favn, velsignet. Som jeres dåbsbarn i dag. Amen