Denne hellige lektie står skrevet i Paulus brev til romerne: 1,16-20 og 2,13-15

”For jeg skammer mig ikke ved evangeliet, det er Guds kraft til frelse for enhver som tror, både for jøde først og for græker. For i det åbenbares Guds retfærdighed af tro til tro som der står skrevet: den retfærdige skal leve af tro.

… Det man kan vide om Gud ligger nemlig åbent for dem; Gud har jo åbenbaret det for dem. For hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses fra verdens skabelse og kendes på hans gerninger. De har altså ingen undskyldning. For de kendte Gud, og alligevel takkede og ærede de ham ikke som Gud; men deres tanker endte i tomhed og de blev formørket i deres uforstandige hjerte.

For det er ikke dem som hører loven som er retfærdige for Gud, men de, som gør loven vil blive retfærdige. For når hedningene som ikke har loven, af naturen gør, hvad loven siger, så er de, uden af have en lov, deres egen lov. De viser at de har den gerning som loven kræver, skrevet i deres hjerte, og deres samvittighed optræder som vidne, og deres tanker anklager eller forsvarer hinanden.”

I morgen begynder et nyt år. Og det er anledningen til at tænke tilbage på året der er gået og samtidig tænke over om der er noget vi godt kunne tænke os, bliver anderledes til næste år. Der er noget ved at stå på tærsklen til noget nyt – ligesom et stykke hvidt ubeskrevet papir – og forestille sig at alt kan ske. Det kan det jo … og så alligevel ikke…

For vi mennesker er trygge ved vaner og det kendte og derfor skal der ofte meget til før vi virkelig ønsker forandring…

 Der er mange der laver nytårsforsæt om et eller andet… Det handler ofte om at blive et sundere menneske: derfor handler det om at lægge kost vaner om, eller tabe sig eller komme i bedre form. Det er altid nogle gode fortsæt… Men det viser sig ofte at være ret svært at ændre de vaner man har fået … Det kan der være flere grunde til: en er at vi måske ikke virkelig mente det… en anden kan være at vi lagde for hårdt ud og stillede målet så højt, at vi ikke kunne leve op til det og derfor gav op…

 Paulus er et menneske der ikke var kendt for at gøre noget halvt. Han var troende jøde, da han hørte om Jesus og han blev vred over at et menneske kunne finde på at tale om Gud på den måde Jesus talte om Gud. Han forfulgte de kristne med stor beslutsomhed, indtil den dag Gud griber ind og viser sig for ham på en støvet vej uden for Damaskus. Jesus viser sig for ham og taler til ham og slår ham med en blindhed der varer nogen tid, så han selv bliver sårbar og afhængig af hjælp. Det er en voldsom begivenhed, der forandrer Paulus liv.

 Men det forandrer ikke hans personlighed, og hvor han tidligere brugte al sin tid på at forfølge de kristne, fordi han opfyldt af den retfærdige jødes iver, så giver han sig nu til til - med lige så stor iver at udbrede kendskabet til Jesus Kristus.

Hvordan kan mennesker kende Gud? Det er det han taler om i sit brev til menigheden i Rom. Og skal man leve som jøde for at kunne følge Jesus?

Men først: Er mennesket nødt til at vide hvem Gud er for at de kan erkende at Gud findes?

 Paulus siger at alle mennesker kan erkende at Gud eksisterer gennem naturen – gennem skaberværket – ja gennem selve det at vi er mennesker.

 For Gud viser sig gennem sin usynlige kraft og sine gerninger i skabelsen. Derfor har mennesker ingen undskyldning for ikke at tro på Gud og gøre det Gud ønsker sig af os.

 Løgstrup har sagt noget lignende: der findes nogle universelle livsytringer der sætter sig igennem i os på trods af hvad vi mennesker vil.

Løgstrup siger at de suveræne livsytringer er: tillid, barmhjertighed og oprigtighed.

Tillid er grundlaget for al menneskelig omgang med hinanden. Uden at vi mennesker gør os det klart, har vi en fælles erkendelse af at livet er en gave og at vi bærer den andens lykke i vore hænder.

 Måske er det også det Paulus mener med at vi mennesker af naturen, i vores hjerte, godt ved hvad der er det rigtige at gøre. Vi har en samvittighed der fortæller os det.

 Det er først når vi ikke viser hinanden tillid og godhed at vi bliver mødt med kravet om at vi skal behandle andre som vi ønsker selv at blive behandlet. Jesus stiller buddet om næstekærlighed op som det vigtigste af alle bud, fordi vi ikke altid af os selv kan leve op til det.

Men – siger Paulus – det er ikke fordi vi ikke inderst inde godt ved at det er sådan vi skulle leve med hinanden.

 Selv mennesker der ikke har hørt om Gud, har loven skrevet i deres hjerter, siger Paulus. Denne naturlige gudserkendelse betyder at de har lyst til at gøre det som Gud ønsker alle mennesker skal: leve i tillid til hinanden og være barmhjertige overfor hinanden. ”De har den handling som loven kræver, skrevet i deres hjertet og deres samvittighed optræder som vidne”

Når vi som mennesker instinktivt hjælper den der har brug for hjælp, så er det et udtryk for det Paulus taler om. Vores samvittighed ved godt, hvad der er det rigtige at gøre.

Som jeg nævnte før, stod menighederne i en strid om hvorvidt ikke-jøder skulle overholde Moseloven for at være rigtige kristne. Skulle kristne af anden oprindelse end jødedommen omskæres, og holde regler om hvilken mad man må spise og hvordan den skal tilberedes?

Paulus siger nej. Mad og drikke er ikke det vigtigste ved at følge Jesus Kristus. 

Paulus bryder med sin egen jødiske baggrund og vane: han gør det muligt at være kristen uden at være jøde. Han gør det ikke blot fordi han gerne vil sprede budskabet om Jesus ud til alle.

Han gør det i en erkendelse af at Guds åbenbaring og retfærdighed ikke kan være en eksklusiv viden forbeholdt de få.

 Han havde selv mærket Guds kraft. Derfor siger han at budskabet om Jesus er Guds kraft til frelse for enhver som tror. Og det budskab gælder alle – både jøder og græker og romer, slaver og frie, mænd og kvinder.

 Det nye er, at mennesket ikke er overladt til sin egen formåen eller manglende formåen i forhold til at gøre de gode gerninger vi inderst inde godt vil gøre.

 Når vi ikke kan lade være med at sætte os selv først, kommer vi til at træde på andre. Men ved at tro på Jesu ord om at vi er sat fri gennem hans kærlighed til os, kan vi leve ”i retfærdighed”. Det betyder at vi ikke skal skamme os over at være dem vi er. Det betyder at vi skal bruge vores tid på at leve så meget for hinanden som muligt.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på sammenligningen mellem de første kristnes diskussioner om mad og lov, når jeg hører hvordan vi taler om mad. Mad og drikke bliver forbundet med ord som synd og skam: hvis vi spiser for lækker mad, kan det beskrives som syndigt.

Det er næsten som om vi skal skamme os hvis vi ikke følger alle tidens kostråd, som i øvrigt ændrer sig efterhånden som forskningen finder ud af noget nyt.

På den måde kan det virke som en religion, når nogen insisterer på at spise ekstremt fedtfattigt eller på anden måde gør krop og sundhed til et projekt der kommer før alt andet. Også før hensynet til at være sammen med andre mennesker.

 Paulus har en anden pointe til os i dag: vi behøver at følge specifikke kostregler som om det er Guds lov. Synd og skyld handler ikke om hvordan vi spiser.

 Synd og skyld er forbundet med hvordan vi behandler hinanden. Det er derfor Jesus sammenfatter Guds lov i det ene bud: Du skal elske din næste som dig selv.

 Det betyder så i en moderne sammenhæng: du behøver ikke skamme dig over at du ikke spiser sundt hele tiden. Du behøver heller ikke skamme dig over at du ikke går til træning tre gange om ugen. Du behøver i det hele taget ikke skamme dig over noget der har med mad at gøre.

Hvis du selv har lyst til at lave noget mere motion, så gør det – men gør det fordi du vil – ikke fordi der er nogen der synes du er et dårligere menneske hvis du ikke gør det.

Troen på Jesus betyder at du er sat fri – den retfærdige skal leve af tro. Den der tror er ikke-skyldig. Sådan!

Dét er da en nytårsgave: vi har fået Guds kærlighed og nåde. Så vi kan tage det helt roligt. Vi behøver ikke at lade andre pålægge os skyld. Det kan vi såmænd nok sagtens selv finde ud af. Den skyld vi har, kan vi komme til Gud og bede om at få taget fra os igen og igen.

Den egentlige synd – den der ikke har med mad og leveregler at gøre – den kan godt tynge os ned. Men vi går i kirke for at høre det sagt til os, som vi ikke kan sige os selv: Vores tro er den forvisning på at vi har Guds nåde, det er Åndens gave.

 Nu håber jeg ikke at I ikke tør sige at I har et nytårsforsæt! 

Det var ikke det der var meningen – kun at vore nytårsforsæt ikke behøver at være bestemt af hvad andre synes.

Jesus giver os klar besked om hvor vi skal finde vores opgave: at gøre noget godt for hinanden så meget vi formår det. Det kan vi gøre med glæde. For hans ord kan give os ro, og være vores faste anker også i det nye år der kommer. Godt nytår.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud Far, Søn og Helligånd, Du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

Lad os bede:     Kære himmelske far og Gud

Vi takker dig for jorden for alt det skabte

Vi takker dig for livet og alt det vi modtager fra dig dagligt

Giv os tillid til at dele vort liv med hinanden

Giv os modet til at række ud til hinanden og hjælp os med at værne hinandens livsmod og glæde.

Vær med os i de opgaver vi ser frem til og i dem vi ængstes ved

Vejled enhver der har fået magt betroet. Bevar vor Dronning Margrethe og hendes familie og alle familier.

Trøst os når vi er bedrøvede og rådvilde og giv os kræfter til at bære sorgen, når vi mister en, vi elsker. Tilgiv os og kald os tilbage når vi forvilder os ind i mørket, bliver selvoptagne – eller rammes af modløshed.

Vær nær hos dem der er udsat for naturkatastrofer og krig. Lad dem mærke at du er dem nær og deler deres smerte og magtesløshed med dem. Vi beder dig: Lad troen og håbet vokse og modnes i os – lad os være bundet til livet i undren og tak og til vor næste i kærlighed.