Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker. I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.« Matthæusevangeliet 5,13-16

”I er jorden salt”! siger Jesus, og her rører han ved noget fundamentalt. For salt er det, som ikke kan undværes – ikke blot på den tid, da herren selv gik på jorden, men også i dag. Salt var dengang på Jesus tid meget dyrt, har jeg læst, fordi det var svært at producere og derfor var det rigtigt ærgerligt, når det mistede sin kraft og måtte smides ud. I

I dag er salt blevet billigere for os at købe, men det er stadig fundamentalt i enhver husholdning. Tænk bare på sådan et saltkar, som hang på væggen i min farmors køkken. Og når min far en sjælden gang sagde om nogen: ”De har ikke salt til et æg”, så vidste man, at det måtte stå slemt til.

Digteren Benny Andersen vender talemåden på hovedet, som han så tit gjorde og skrev: ”Jeg har salt til min æg, men ikke noget æg til min salt”. Skønt salt er blevet noget alle har råd til, så har det stadig sin status af noget vigtigt. Det kender vi fra udtrykket livets salt, som også findes på fransk Sel de vie, som der står på nogle krukker..

Livets salt kan være mange ting, men mon ikke mange af os føler, at det ofte er vore medmennesker, som udgør livets salt. Nogen, som har haft eller stadig har en central betydning for os; nogle som vi føler, at vi kan takke for dem, vi er blevet, for det liv vi har fået!

Og det salt kan godt have kraft, skønt de ikke længere er i verden. Et andet sted sagde Benny Andersen, som selv døde i år, at hans døde venner somme tider føltes mere levende end de levende venner. Dermed mente han, at de døde venner, skønt de ikke længere var i verden, bibeholdt deres betydning for ham.

Jeg tror ikke, at han på den måde ville undsige de levende venner; for det er selvfølgelig godt, at de stadig er en del af nutiden og vore liv; at vi kan udveksle synspunkter og vennetjenester, at vi kan dele måltider og minder og tale om fremtiden sammen.

Men det interessante er, at man ikke nødvendigvis mister betydningen, fordi man dør. Vi kan alle tænke tilbage på nogle her i dag, som udgør en eller anden kraft i vore liv og selvforståelse; nogle der, som saltet fremhæver, alle andre tings smag, ja nogle som stadig giver vore livsoplevelser mere smag;

En bedsteforældre, som man måske endda ikke husker så tydeligt, men hvis livsglæde lever i en i mindet om muntert samvær og latter. En af mine egne tidligste erindringer er, at jeg sidder på gulvet og leger med klodser med min morfar med de lysegrå krøller og selerne på den hvide skjorte.

Han sidder i skrædderstilling og bygger klodserne til et højt tårn og jeg vælter dem og hver gang, jeg gør det, råber han: ”Bomkarl”! og kaster nakken tilbage i latter! Han lever videre i mig som én person, der gav mange gaver men ikke kun i form af materielle ting; også i livslysten til at opleve verden og livet.

Det behøver ikke at være tilbageskuende at mindes vore døde, vi kan sagtens bære dem med os videre i livet og i tanken udveksle meninger med dem, som Benny Andersen antyder.

Det behøver jo heller ikke altid være nogen, som vi kender eller har et personligt venskab med, som udgør saltet i livet, det kan også være en begivenhed. Noget som blev en uforglemmelig oplevelse med andre;

Selv var jeg som ganske ung til fredsdemonstration på Rådhuspladsen i Kbh under den kolde krig; der var forskellige taler om oprustningen i øst og vest, men til sidst fik vi at vide, at nu skulle vi alle se op på Politikkens lysavis, for der kom teksten til Nordahl Griegs fantastiske sang: Kringsat af fjender og min sjæl løftede sig under de mange tusinde sangstemmer og ånden i oplevelsen tog bolig i mig for altid.

Eller tag et møde med en forfatter eller kunstner eller Jesus selv i tekst eller lyd eller billeder. Nogle oplevelser, som har præget vores måde at tænke og opfatte livet på. Bøger, musik eller kunstværker eller lignelser, der gjorde et underfuldt indtryk på os.

Luk engang øjnene og tænk på en eller flere begivenheder eller et møde i virkeligheden eller i en bog eller en film, som har gjort en forskel for jer; eller på en eller flere personligheder, som har påvirket jeres liv, som er blevet en del af livets salt for jer.

Livet handler om relationer ifølge kristendommen. Vores forhold til Gud, vore forhold til os selv og hinanden og til livet og døden. Det stiller krav til os og i dag hører vi, at vi ikke alene som disciplene skal være salt i hinandens liv og fremhæve hinandens kvaliteter, som saltet fremhæver smagen;

Vi skal også lyse for hinanden, så vi kan finde vej og vise andre vej til det gode liv. Mange af os har kendt sådanne lys, som så fremad og havde visioner på samfundets vegne. Politikere som blev statsmænd i eftertiden som Kennedy eller Nelson Mandela, eller ledere af folkelige bevægelser som Martin Luther King eller Gandhi.

Men også lærere eller pædagoger fra skoletiden, som så os og støttede dem, vi var og er og som inspirerede til at gå vore egne veje eller i deres fodspor. Nogle der blev en slags mentorer for os i vore valg og livsveje. Nogle der pegede ud over sig selv..

Som Niels Jensen og Mads Lidegaard, som begge var lærere på Krogerup højskole, da jeg var elev; og som opfordrede mig til at læse teologi, trods mine egne betænkeligheder; et valg som har betydet virkelig meget for mig og været afgørende i mit liv, også sådan at jeg kom tilbage hertil som præst.

Relationer kan pege ud over os selv, så vi kan se og opleve livet i større og evigt perspektiv. Jesus ville i sine relationer fortælle noget om sin far i himlen, men også om det vigtige i livet som at give og tilgive, at lyse for andre, at gøre noget godt for verden, at elske næsten som os selv.

På den måde lever vore døde videre i os som de levende; de er med til at lyse for os på livsvejen og de kan altid være saltet i vore liv med hinanden. Vi har en relation, som rækker ud over døden og det har vi, fordi Kristus overvandt døden og skabte sit rige.

Som vi hørte i Johannes åbenbaring:

Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet.« Og han, der sidder på tronen, sagde: »Se, jeg gør alting nyt!«

Det rige kaldes også Det ny Jerusalem som en by, der ligger på et bjerg og ikke kan skjules. Vi kan se lysene om natten og husene om dagen og det hele skal minde os om de kære, vi har mistet; at de har det godt hos Gud, hvor de er nu.

Men vi bliver også mindet om, at kærligheden er stærkere end døden og at vi derfor stadig kan være sammen i Guds store kærlighedsfællesskab. Det markerer vi her om lidt ved hans nadverbord, hvor vi de levende sidder på den ene side og med dem, vi har mistet usynligt på den anden.

I midten sidder Guds egen søn, som husker alle både dem, som er før os og dem, som kommer efter og forsikrer os om, at alt det, som nu piner og nager os, er tilgivet  med Guds nåde. Amen