Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer. Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre. Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt. Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det. Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple. Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed. Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed. Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen.« Johannesevangeliet 15,1-11

Sommetider går jeg lidt rundt i frugthaven ved mit hus, som er indhegnet af hensyn til råvildtet. Jeg ved ikke, om det er frugttræerne eller hegnet, der gør det, men jeg kommer altid til at føle mig lidt som Vor Herre, der går rundt i sit paradis for at nyde sit værk.

Og det skønt haven ikke er min, men menighedens og til trods for, at jeg langt fra er et havemenneske! Det er gartnerne på kirkegården, der har anlagt frugthaven, plantet træerne og bygget vildthegnet omkring den.

Og selv om der hverken findes et livets træ eller et kundskabens træ, ja så bliver jeg ikke desto mindre lidt højstemt sindet, når jeg vandrer rundt i haven og har det som jorddyrkeren, der forbundet med sin jord.

Kort sagt jeg føler mig på en særlig måde forbundet med træerne, der stadig er på højde med en vinstok og den frugt de sætter, skønt den ikke giver en særlig stor høst fra de unge træer, hvis æbler er på størrelse med druer på grund af tørken.

Selv om det ikke er mig, der beskærer og renser træerne, ja så oplever jeg et intimt fællesskab med dem og med skaberen. Et organisk fællesskab, som er levende og som vokser, uden vi kan se det andet end år for år, eller helt forstå hvordan de bliver større af sig selv.

Derfor forstår man godt billedet af vingården som et intimt fællesskab. Når noget er intimt, taler vi om blodets bånd og vinen er rød som blod og det er just pointen i Vorherres billede af sig selv som et vintræ. Han bandt os til sig i et kærlighedsfællesskab, som han giver væksten ved at ofre sig selv og udgyde sit blod, som vi hører i nadveren.

Derfor bruges billedet af træet også som symbol på slægten, som rækker livet og blodet videre til nye skud på stammen, som bliver til nye grene og generationer og det kan der også være noget forsonligt i.

Som digteren Søren Ulrik Thomsen har skrevet: ”Træerne vokser ikke ind i himlen. Men de vokser ud i luften, som vi ånder og ned i jorden til de døde, som vi savner. Og det er alt nok”.

Der er altså en relation og en omsorg i billedet af træet, som går begge veje gennem døden og efter gudstjenesten i dag højtideligholder vi den relation, når vi lægger en krans på Bruns familiegravsted.

Vi gør det i taknemlighed mod dem, som i 1868 skænkede jorden til at bygge denne kirke og ikke mindst den smukke paradisiske kirkegårdshave, der rummer både levende og døde indenfor sine mure.

Fortid og nutid mødes her, men ikke kun i form af slægtskaber, også gennem venskaber. For det er Jesus venner, som han taler til om vintræet, inden han tager afsked med dem. De (disciplene) er et organisk fællesskab som nadveren, ja som ethvert måltid er det og det handler om relationer.

Det er et kærlighedsfælleskab, som han grundlægger, hvor man har omsorg for hinanden som venner. Jeg har tænkt over det med venskaber: Man får nye venner hele livet, men det er alligevel som om, at dem man har kendt, fra man var barn og ung og som man har prøvet en del sammen med, udviklet sig med, at de betyder meget. Eller deres betydning ændres ikke, skønt man måske ikke ser dem så tit.

En gang hver sommer mødes jeg med nogle gamle gymnasievenner. Og selv om vi kun mødes denne sjældne gang og følger op på hinandens liv i samtalen, ja så er det alligevel, som det altid har været. Vi oplever, at vi gennemspiller de samme roller som dengang på Statsskolen for 35 år siden, skønt vi ikke længere er helt de samme som dengang..

Det er ikke fordi, at vi betror hinanden alt – slet ikke – der er mange andre, som man er langt mere fortrolig med og oftere ser. Og dog har man et bånd i de gamle relationer, som man føler, aldrig kan brydes. Som om tiden har gjort sit til, at dette venskab skal bestå og være grundfæstet og overfladisk på en gang.

Så er der de dybe venskaber, som kan have alle aldre, som opstår gennem hele livet dér, hvor man nu er; men som er meget personlige og vedholdende, fordi man til stadighed har hyppig kontakt og fortrolighed; det er venskaber med vedholdende udveksling af erfaringer og interesser, hvor der er diskussioner og samtaler om alt mellem himmel og jord.

Begge type venskaber er forpligtende og man kan spørge sig, hvilken slags venskab der var mellem Jesus og hans disciple? Han kalder det selv et kærlighedsfællesskab og det lyder som et dybt venskab, men på samme tid varer deres relation i første omgang kun nogle få år, inden Jesus selv bliver korsfæstet og farer til himmels.

Lige her står vi i dagens evangelium, som er en del af Jesus lange afskedstale med og til disciplene, en enetale hvor han opsummerer sin egen betydning for eftertiden, som er vores tid.

Jeg vil sige, at venskabet mellem Jesus og disciplene er et ungdomsvenskab, som kun er lidt længere end en realeksamens tid eller studentertid. Og skønt han her lægger op til, at kontakten skal være livslang, ja evig, så er relationen alligevel ændret ved, at han er Guds søn og faret til himmels.

Men han forsøger at give relationen en evig karakter, som er et kærlighedsfælleskab: Bliv i min kærlighed! siger han. I billedet af vintræet og grenenes forbundenhed bliver relationen ved med at strømme gennem kærlighedens røde saft eller blod. Træet er en organisme, som har sit eget liv.

Et evigt guddommeligt kærlighedsfællesskab, som består af os og faderen og sønnen, som Johannes beskriver i sit første brev.  For man saver ikke den gren over, som man selv sidder på, siger et gammelt ord. Vi har brug for den livgivende kærlighed, der strømmer gennem organismen, vi har brug for at Gud bliver i os og vi i ham.

Og nu hvor bladene falder af træerne, ja så kan vi blive vemodige, men vi kan også bedre se, hvordan de hænger sammen som et billede på kærlighedsfællesskabet som skal overvintre.

Hvis vi skal overvintre i en verden, som hele tiden forandres, så skal vi holde fast i udgangspunktet, som er kærlighedsfællesskabet. Det skal holdes levende og da det er os, som er grenene på det, er det os, som skal give den kærlighed videre.

Fordi meningen med livet ifølge kristendommen er, at elske Gud og næsten, som vel at mærke ikke behøver være en del af det kristne kærlighedsfællesskab. Kun med det udgangspunkt kan vi skabe noget, som lever videre efter os. Det vi huskes for, behøver ikke være storebygningsværker, kunst eller kapital, men dette at give livet videre i næstekærlighed og derved plante sit eget vintræ.

Man kunne også sige, at vintræet er et billede på nadveren, hvor vi sidder til bords sammen med frelseren, som giver os sit legeme og blod ved at give sit liv for vores skyld. Her ved dette bord sidder vi som venner, skønt vi måske dårligt kender hinanden.

Alligevel har vi et kærlighedsfællesskab, fordi kærligheden strømmer fra Gud til hans søn og til os og når vi går ud herfra, bærer vi den med os og kan dele den med hinanden og med andre.

Jeg læste, at politikeren Martin Lidegaard, som er født og opvokset på Krogerup højskole, som er brunslægtens gamle sted, sagde til Kristeligt Dagblad om dagens evangelium: ”Når jeg har turdet give kærlighed, har mit liv båret mest frugt..”

Det er er smukt sagt og sandt, for når vi elsker, så skaber vi ikke kun noget i andre, så de kan bære frugt; men vi skaber på samme tid noget, som bærer frugt i os selv og det er meningen med os og vore liv. Amen.