7. søndag efter trinitatis 2018

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »En discipel står ikke over sin mester, og en tjener ikke over sin herre. Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester, og for en tjener, når det går ham som hans herre. Har de kaldt husbonden Beelzebul, hvor meget snarere da ikke hans husfolk! Frygt derfor ikke for dem. For der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt. Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset, og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene. Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede. Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.« Matthæusevangeliet 10,24-31

Engang for mange år siden på præsternes efteruddannelse kom en kvindelig præst for at holde et foredrag for os nyslåede præster om sjælesorg i begravelsestalen. Jeg husker, at hun indledningsvis fortalte om en mor, der havde haft en række af spontane aborter og at hver gang et af hendes for tidligt fødte børn skulle begraves, havde en anden præst holdt en tale over dagens evangelium om, at ikke en spurv falder til jorden uden, at jeres fader er med den.

Dette havde efterladt denne fortvivlede mor med et indtryk af, at det var Guds vilje, at hendes børn skulle dø og jeg var ganske påvirket over dette valg af tekst til en barnebegravelse, som jeg heldigvis ikke har haft mere end én af i snart 25 år.

Jeg var tæt på at være forarget over dette valg af tekst lige indtil, at jeg læste en artikel om begravelsestaler af min nabopræst på Østerbro Eva Meile. Hun skriver om at bruge dette skriftsted i en begravelsestale:

Der findes ikke i bibelen et stærkere udtryk for den kristne opfattelse af det enkelte menneskes værdi med de ord, som vi lige har hørt. Det lyder jo rigtig nok som en overdrivelse, at Gud skulle kende antallet af hovedhår på ethvert menneske, men det er blot en måde at sige det på, at der ikke er en eneste af os, som er uden for Guds rækkevidde!

For med hjælp fra Eva Meile kyndige blik gik det op for mig, at valget af denne tekst til en barnebegravelse havde været tænkt som en trøst i sorgen over tabet af barnet, at det endnu var omfattet af Guds kærlighed uden, at det skulle opfattes sådan, at det var Gud, som ville lade børnene dø.

Og sådan er det jo med tekster, at de kan fortolkes og opfattes forskelligt afhængigt af hvem og hvordan? Og det er vel egentlig derfor man efterhånden fik ansat præster til at prædike og fortolke evangeliet for at undgå misforståelser. At det så i virkeligheden er dem, altså i form af Jesus disciple og tidligste efterfølgere, der får en slags opsang i dagens evangelium, kan der nok ikke herske tvivl om.

En discipel står ikke over sin mester og en tjener ikke over sin herre, underforstået man skal ikke tro, at man kan undgå at mærke konsekvenserne af sit hverv og måske skulle følge efter sin herre ind i døden. Jesus forbereder dem på, at der er en pris at betale for ham, som gav sit liv, men måske også for dem, som følger ham.

De skal råbe hans budskab fra tagene og ikke frygte for dem, der kan slå dem ihjel for sjælen kan de ikke slå ihjel; det kan vi kun selv ved at være selvtilstrækkelige og ikke at ville ofre os selv for noget større!

Den forhenværende biskop i København Erik Norman Svendsen citerede somme tider højt Grundtvigs salme Har du hånd du lagt på herrens plov, når han var blandt stiftets præster; så næsten råbte han med sit smittende humør: Så fremad da i Jesus navn! Som ville han minde os om den personlige courage, som troen skulle give os i tjenesten for menigheden!

En courage til at se bort fra os selv og vore egne følelser som præster og i stedet tænke på vores næste og menigheder og deres behov. Courage er det franske ord for livsmod og livsmod er det, som evangeliet handler om; at give os alle livsmodet i enhver livssituation.

For livsmod det er på en vis måde noget, som man ikke kan give sig selv, det kommer til én udefra. I går så jeg en portrætfilm om filminstruktøren Ingmar Bergman i anledning af, at han ville være fyldt 100 år i år. Han har jo om nogen lavet film om livsmod eller mangel på samme.

Portrætfilmen Bergman? Et år, et liv handlede især om hans store produktivitet, hvor han alene i løbet af året 1957 skabte to spillefilm, Det syvende segl og Ved vejs ende, som på svensk hedder Smultrånstället/ jordbærstedet. Begge film iscenesatte døden, ensomheden og skønheden og livsmodet i undersmukke, sort/hvide billeder, som blev afgørende for en helt ny filmopfattelse og den nye måde at lave film på i hele verden.

Siden satte Bergman samme år Henrik Ibsens dramatiske digt »Peer Gynt« op, som ellers er kendt for at være umuligt at iscenesætte – og fik stor kommerciel og kunstnerisk succes med det. Men det var langtfra det hele, for Bergman stod også bag tre andre teateropsætninger og en TV-film i dette arbejdsraseriets og inspirationens år.  

Gennem studiet af hans værker, som han skabte, som han selv kaldte det, og i samtaler med nogle af dem, som kendte ham; hans ekskone Liv Ullmann blandt andre, som også arbejdede sammen med ham, forsøgte instruktøren af filmen Jane Magnusson at afdække personen Ingmar og det var ikke let og heller ikke altid særlig flatterende ting, der kom frem.

Således var der et hidtil af Bergman hemmeligholdt interview med hans storebror Dag, som kunne fortælle, at det var Ingmar, der var faderens absolutte yndlingssøn, mens det var Dag, hans ældre bror som fik tæv og blev straffet af præstefaderen; altså at Ingmar Bergman havde omdigtet sin fortid i filmen Fanny og Alexander om sin barndom.

Måske blev man lidt klogere på mennesket Ingmar Bergman, som voksede ind i himlen ved sin succes og glemte sine omgivelser for sin egen kunstneriske stræben; blandt andre sine seks børn, hvis fødselsdage han end ikke kunne huske. Men det er alligevel ikke så ligetil at stykke et portræt sammen af de fragmenter, der er efterladt.

Og på en vis måde er det samme sag med Jesus og hvem han var. Faktisk har man jo haft en teori om, at der fandtes en Q -kilde med Jesus citater, som så er blevet sat ind i en sammenhæng af andre siden hen; altså således at forstå at de fire evangelier har tegnet hver sit portræt af Guds søn.

Her i dagens evangelium er det så måske i virkeligheden mest Matthæus ’s situation med forfølgelser af de kristne, der spiller ind i det, der siges. Men ordene er lagt i munden på vorherre selv; for der er intet hemmeligt og skjult, som ikke skal komme frem og blive kendt, skønt de er truet på deres liv, siger en meget konsekvent Jesus.

Men giver det mening, at vi skal ofre os ligesom han gjorde? Var det ikke hele ideen, at han ofrede sig selv for os alle sammen? Og var det ikke netop noget, som han gjorde for vores skyld, det som gav os det værd, som større end manges spurves?

Som man vil kunne høre, har jeg det svært med martyrier af alle slags! Jeg har svært ved at se, at de kan føre noget godt med sig; hvad enten de er selvskabte som Ingmar Bergmans og mange andre menneskers, eller de er konsekvensen af omgivelserne og omstændighederne, som man ofrer sig for.

Jeg synes, at det smager for meget af tanken om noget for noget, som kristendommen i mine øjne gør op med. Det skulle ikke længere være øje og for øje og tand for tand, men Guds tilgivende kærlighed i hans søns offer for vores skyld!

Det betyder ikke, at alt skal være rosenrødt herefter; tilværelsens vilkår er stadig som skildret i prædikens bog, som vi hørte først. Der er en tid til at græde og en tid til at le; en tid til at opsøge, en tid til at miste; en tid til at tie, en tid til at tale.

Men vi skal ikke frygte for, at Gud vil lade os gå fortabt i helvede! For på os er alle hovedhår talt, vi er alle små spurve indenfor Guds rækkevidde og den fortrøstning er det, som skal nære vores livsmod. Amen.