5. søndag efter trinitatis 2018

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da Jesus kom til området ved Cæsarea Filippi, spurgte han sine disciple: »Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?« De svarede: »Nogle siger Johannes Døber, andre Elias, og andre igen Jeremias eller en anden af profeterne.« Så spurgte han dem: »Men I, hvem siger I, at jeg er?« Simon Peter svarede: »Du er Kristus, den levende Guds søn.« Og Jesus sagde til ham: »Salig er du, Simon, Jonas' søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene. Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.« Da forbød han strengt sine disciple at sige til nogen, at han var Kristus. Fra da af begyndte Jesus at lade sine disciple vide, at han skulle gå op til Jerusalem og lide meget ondt af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå på den tredje dag. Da tog Peter ham til side og begyndte at gå i rette med ham og sagde: »Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!« Men Jesus vendte sig om og sagde til Peter: »Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.« Da sagde Jesus til sine disciple: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det. For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv? Eller hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv?«

 Matthæusevangeliet 16,13-26

Den allerførste gang jeg prædikede over denne tekst til 5. søndag efter trinitatis, var i 1994 til indsættelsen i mit første embede på Østerbro i København. Gudstjenesten blev anmeldt i den lokale Østerbro Avis et par dage senere, hvor journalisten havde skrevet noget i retning af, at her var noget at lytte til for Østerbros borgere, for den nye præsts prædiken var god og krystalklar og handlede om dette med For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv? 

Her fik den nye præst røde ører, for journalisten satte fingeren på et centralt sted i evangelieteksten og så var det faktisk ikke noget, som jeg syntes, at jeg havde været inde på i min prædiken. Jeg har dog netop genlæst den og det står nævnt i den allersidste sætning i prædikenen fra dengang og måske var det derfor journalisten bed mærke i det..

Det er jo sådan et af Vorherres prægnante udsagn, som man husker bagefter; men der er ikke meget at forklare; for det handler om, at livet er noget, der skænkes os og vi kan ikke gøre os fortjent til det; vi kan ikke betale for det, vi kan kun gå ind på tanken om at give det i en større sags tjeneste! Men er vi parate til det?

Disciplen Peter er jo et glimrende eksempel på det menneskelige selvmodsigende i os alle: På den ene side hans iver for at erklære Jesus for Guds søn og frelser, på den anden hans iver for at hindre Jesus i at give sit liv i en større sags tjeneste.  Men er det ikke ofte sådan, at vore bedste menneskelige egenskaber også er vores akilleshæl?

Peters umiddelbarhed og iver er både hans stærkeste kort på hånden, men også det som bliver hans svaghed, da han f. eks med sit sværd slår øret af en af dem, der vil arrestere Jesus i Gethsemane have; et øre som Jesus så lige sætter på igen midt i sin egen nød. 

Men det er også iveren, som driver Peter efter soldaterne med den tilfangetagne Jesus helt ind i ypperstepræstens gård, hvor afhøringen af ham begynder og nogle genkender Peter som Jesu ven og discipel, men hvor han fornægter Jesus hele tre gange.

Det er jo ikke særlig klippeagtigt, skønt vi i dag hører, at der spilles på hans navn i den retning. Imidlertid er navnet Peter et tilnavn, for han hed oprindelig Simon og havde en bror, der hed Andreas og de var begge Jesu disciple og fiskere ved Galilæasøen som deres far.

Man ved ikke, hvorfor netop han fik tilnavnet, som er oversat fra Aramæisk, hvor det hedder Kefas, som betyder klippe, mens det græske Petros betyder sten. Men det er antageligt for at give ham en ledende rolle i den første menighed, hvor han har rejst rundt i middelhavsverdenen sammen med sin kone for at missionere.

I evangelierne er billedet af Peter som allerede nævnt ikke kun positivt og hensigten har måske været at gøre Peter lettere for os at identificere os med; at lade ham være en figur, som vi kunne spejle os i og lære noget af.

I hvert fald er det jo i nogen grad den funktion, som han har haft i eftertiden, hvor vi både har brugt udtrykket en dummepeter eller en væltepeter, men også har kendt til Peter som en positiv figur med en særlig status som tæt på Jesus. Han var med samen med Jesus og de to Zebedæussønner på udvalgte steder, som forklarelsen på bjerget, hvor det blev slået fast for dem, at Jesus var Guds søn.

Man kan vel sige om Peter, at til trods for at vi ikke ved så meget om ham, så ved vi mere end vi ved om de andre disciple; og man kan også sige, at han i mødet med Jesus fik en rolle i livet, som lå langt fra den, han ellers ville have haft. Der er pænt stykke fra at være fisker til at blive menneskefisker..

Netop dette spænd mellem det, som man ved, var hans udgangspunkt og så den betydning han fik for eftertiden, uden at vi rigtig kender ham, det fik mig til at tænke en dansk personlighed nemlig forhenværende statsminister og nu afdøde Jens Otto Krag.

Jens Otto Krag var født i 1914 og kom fra et godt hjem, som tilhørte mellemstanden, som han selv har skrevet. Men indtægterne hos hans far cigarhandleren var meget knappe og det gav hans søn, som var velbegavet, en start på livet, hvor han blev pinligt bevidst om klasseforskellene i samfundet og derved får Jens Otto grundlagt sit politiske engagement.

Han har selv forklaret, at det var både læsningen, men også mødet med steder som Randers statsskole, gymnasiet som var forbeholdt det bedre borgerskabs velhavende børn, som gav ham ideen til at samfundet kunne ændres ad politisk vej og åbne disse muligheder for mange flere borgere. Og det får ham til at melde sig ind i socialdemokratisk ungdom, hvor han bliver en apostel i partiet, som både skriver og taler for at påvirke udviklingen.

Efter gymnasiet flyttede Krag til hovedstaden, hvor han læste til cand. polit. og han tog sin eksamen i 1940. Arbejdslivet er allerede i gang for hans vedkommende, der som mange andre har måttet arbejde en hel del ved siden af studierne, men nu tjener han bedre, skønt pengene aldrig kommer til at slå godt til hos ham.

Imidlertid fylder det politiske også en del i hans liv og han fik betydelig indflydelse på socialdemokratiets efterkrigsprogram Fremtidens Danmark og indtræder som handelsminister i Hedtofts regering. Ja hvis vi i dag tænker på studenter, så kommer de fra et langt bredere udsnit af den danske befolkning end i Krags studentertid, så hans vision er lykkes på den front og sikkert også på andre.

Det politiske liv går bedre end privatlivet, som ikke er megen plads eller tid til, og han kan ikke som apostlen Peter få sin kone med på de mange rejser, hvilket som bekendt resulterede i forliste ægteskaber. Han bestred flere forskellige ministerposter, inden han sluttede som statsminister.

Mens apostlen Peters liv formodentlig sluttede med korsfæstelsen i Rom som var en martyrdød, så sluttede Krags politiske karriere og offentlige liv med, at han næsten selv søgte martyrdøden ved at smide håndklædet i ringen, det som alle husker som overraskelsen efter sejren ved EF valget i 1972, på toppen af sin politiske karriere.

 At det på en vis måde også blev slutningen på hans menneskelige karriere, fortælles i historien om ham; han som ville være noget andet end den politiker, han var ved at skrive bøger og male, begyndte en menneskelig nedtur i sit sommerhus i Skiveren.

Det dilemma som Krag havde fælles med apostlen Peter var, at de begge fik en kompleks rolle, som var langt fra det udgangspunkt, som de havde i livet til at begynde med både socialt og indholdsmæssigt. De delte også erfaringen af, at de kunne bestride den rolle, som de fik med stor dygtighed og iver og at de hver især fik udrettet meget og fik et eftermæle i historien.

Deres bedste egenskaber blev måske også deres akilleshæl, som sendte dem fra en ledende rolle i et folk til en tidlig død. De egenskaber, som de havde fået med sig fra deres egen baggrund og som havde været en del af deres drive på vejen gennem livet, blev måske også det, som førte dem derhen til sidst, hvor de måtte sande: Hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv?

For sandheden er vel, at ingen kan bære ansvaret for nøglerne til himmeriget, om det nu er kirkens rige eller samfundets. Man kan have visionerne om at forbedre verden omkring sig, at åbne dørene for mange menneskers liv og lykke, og muligheder, men man kan ikke ændre sin personlighed og blive en anden end den man er. Man kan ikke løbe fra sin opvækst og historie, som har gjort én til den, som man er, så går man i stykker som menneske.

Man kan selvfølgelig altid prøve at forbedre sig og det kan netop ske ved at gøre noget for andre og være optaget af det, man kan fornægte sig selv på den måde, som Jesus siger, men man kan ikke give noget som vederlag lag for sit liv, fordi livet er større end os selv.

Men giver man sit liv i en større sags tjeneste, ja så kan døden godt være meningsfuld. Og mindet om det man har betydet kan leve videre, som det skete for Peter og Jens Otto. Her afhænger det nemlig ikke af, hvem de inderst inde var, her handler det om det, som de har gjort for andre. Det er deres livs vederlag, som vi andre kan få glæde af. Amen.