Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »Elsker I mig, så hold mine bud; og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve. Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer. Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.« Joh 14,15-21

Pinse! Ordet sætter gang i ny udsprungne bøgetræer, sol der varmer og danser, blomstrende frugttræer – alt det skønne der sker lige nu omkring os.

Hvis der er noget tilbage af den vilde begejstring i vores pinsedag, er det måske for de af jer – om nogen – der pinsemorgen, har kigget efter den dansende sol på vej op ad vandet. Har mærket solens stråler i al sin glans, som små ildstråler varme deres kroppe. Selv når vi synger salmen I al sin glans nu stråler solen, kan vi føle at alt det også sker for os, mens vi synger – nu kom vor pinselilje-tid,//nu har vi sommer skær og blid,//nu spår os mer end englerøst//i Jesu navn en gylden høst 

For et par tusind år siden var der pinsefest i Jerusalem (Apostlenes Gerninger kap. 2). Et kraftigt vindstød fylder huset hvor alle mulige mennesker er forsamlet. Ikke en gruppe tilfældige mennesker der bare lige var i Jerusalem den dag. Mennesker som er samlet dér af én grund; mange af disciplene men også flere andre, alle bekymret og oplivet af at de har set Jesus farer til himmels. Eller i hvert fald er de berørt af hans fravær og har brug for andre at være sammen med. Alle er optaget af, hvad skal vi nu!

Pinsefesten i Jerusalem slutter i den vilde oplevelse, som vi kunne kalde kommunikationens under, eller forståelsens mirakel. Den dansende pinsesol som vi er nogen der måske har oplevet det denne morgen, som afslutningen på en god fest under indflydelse af ånden i naturen, i maden, vinen og det fællesskab man har været i – og man føler sig som ét med alle og livet er vidunderligt.

De blev alle fyldt af Helligånden. Ånden greb dem, ja, vel nærmest besatte dem, og de begyndte at tale på andre sprog. Ånden udsletter den mest markante forskel mellem mennesker og det er, at vi taler forskellige sprog. Vi ved hvordan sprog og ord gør det svært at tale sammen, og få med hinanden at gøre. Selv dagens prædikentekst af Johannes er svær tilgængelig og vi har brug for at ånden kommer os til hjælp.

Det handler om at Jesu nu endegyldigt er et andet sted end her. Jesus siger det så det ikke er til at tage fejl af i Johannes evangeliets beretning: endnu en kort tid og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve.

Jesus forlod verden i himmelfarten og taler direkte til os i teksten til i dag om at han ikke vil efterlade os faderløse. Ånden tager bolig hos mennesker og fortsætter med at holde liv i Jesus.

Det er jo hvad ånd kan. Ånd kan bevæge sig på tværs af tid og sted, og er ikke afhængigt af et bestemt menneske lever, der kan ånden lever videre. Vi siger det jo selv om et menneske vi har mistet og savner, og vi tænker på det menneske og hvad det betød, og vi siger: det var i mors eller fars ånd at gøre det på denne måde. Ånden fra mor eller far er i det øjeblik den levende person, som igen træder frem og vi mærker et helt særligt nærvær.

Det som ånd betyder, er, at magten er i os, men den er ikke vores, og den gør os duelige til at være tjenere for den nye tilstand. Ånd er vel først og fremmest magt, og det kan ikke fortælles mere tydeligt at det er sådan det er med ånden, en magt. Den besætter folkene i Jerusalem, som tunger af ild sætter den sig på hver enkelt af dem.

Her er vi fantastisk heldige med det danske sprog, fordi ånd og ånde er samme ord. Alligevel er det så lidt konkret som den hellige ånd, der fyldte alle de mange mennesker på pinsedagen. For hvad var det der fyldte dem? Når vi ånder ved vi at vore lunger fyldes med ilt, og vi ånder ud, og blodet ruller i vore årer mens ilten bæres rundt, og vi lever. Vores åndedræt kan hjælpe os i troen på Gud Helligånd. For vi har brug for hjælp til at forstå denne del af kristendommen. Troen på Helligånden har mange det vanskeligt med. Helligånden er en mere luftig størrelse end Jesus, som man kan forholde sig til som person. Evangelisten Johannes sammenligner et andet sted ånden med vinden, som man kun kan høre suse, men man ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Helligånden kan komme over os, vi kan være i den, og den kan bo i os. Den kan være alle vegne.

Derfor sammenligningen med vores åndedræt. Vi trækker vejret hele tiden. Ånder ind og ud og vi mærker vi lever. Vi er ikke herrer over åndedrættet. Vi kan styre det til en vis grad, holde vejret i en kortere tid inden vi må give slip. Vi kan lære at trække vejret bedre og dybere, men standse det kan vi kun ved at gøre vold på os selv. Åndedrættet ånder i os. Det samme gør Helligånden. Åndedrættet kan vi takke Gud for. Læser vi i den anden skabelsesberetning i 1. Mosebog hører vi, hvordan Gud skaber mennesket ved at forme det af jord og blæse livsånde ind i det. Her er tale om den ånd Gud skabte verden med. Anne Sophie Siedelin som var en af de største genfortællere af Bibelen skriver om den gang Gud skabte himmel og jord: Guds ånd rugede over Vandene. Guds ånd, det er Guds skaberens Åndedrag, den hellige Ånd, som går gennem hele den skabte verden og bevæger den….Og da Gud talte, fór ordene ud i dybet, båret på hans vældige åndedrag, og pustede verden i flammer, så der blev lys.

Ånden gør levende. Uden ånd er vi døde, som når vi siger om vore syge at de ånder ud. De er døde fysisk set ved at drage det sidste åndedrag. Vore dødes ånd kommer igen, det er hvad enhver der har mistet et kært menneske kan opleve. Den dødes ånd vender tilbage ikke for at hjemsøge os, men for at fortælle os, at det vi har haft sammen stadig er levende virkelighed. Vi husker vore kære for det de har betydet for os, alt det vi har delt med hinanden, og det har med den dødes ånd at gøre. Et sted uden ånd er kedeligt og uden liv, en person uden ånd er i en eller anden forstand død. Åndløs!

Ånden er livet, og uden ånd er livet dødt. Vi ånder for livet og livet ånder gennem os, så vi føler at vi lever. Når vi mindes vore døde er det deres ånd som lever videre i os, så vi føler at de stadig er med os, selvom de ikke længere er fysisk tilstede. Men i ånden kan vi fornemme deres nærvær.

Jesus lover ikke at efterlade os faderløse.

Pinse handler om nærvær. Vi er med pinsen ikke længere faderløse, for I pinsen handler det om at generobre forventningen: historien er ikke slut. Det betyder ikke at tingene skal blive som de var en gang. Forandring er mulig. Pinse taler om et nærvær i fraværet. En nærhed til livet og til Gud. En nærvær i forhold til mennesker vi ikke har i blandt os længere eller som vi ikke ser så ofte, men som vi stadig føler os tæt knyttet til.

Det er Guds ånd der gør, at vi slet og ret ikke kan falde ud af Guds hånd. I ånden vender Jesus tilbage til os, og bekræfter det ufattelige nære forhold fra Gud til os. Ånden er livet, det er pulsslaget i livet. Derfor er det vi ser hvordan ånden i pinsen så stærkt knyttes til naturen. I naturen er der liv i disse sommerdage, og vi nyder selv alt det naturen kan give os af. Naturen opliver os med sin varme, dufte og farver, og på samme måde er det ånden kommer til os og får os til at ånde af liv. Åndens pust er ikke bare kirkens pulsslag, det er også livets puls som vi kan mærke den i os selv og i naturen.

Bor Guds ånd i os har vi altid udsigt til en gylden høst. Guds ånd løfter os bogstaveligt op og giver os det løfte, at vi ikke skal være bundet og trængt af alt det, som prøver at ubetydeliggøre et menneskes liv. Jeg tænker på alt det som vil indskrænke det og alle de tanker vi gør os om vor egen ringhed.

Vi tror på den Hellige Ånd fortæller, at vi ikke af egen evne kan komme til tro på Jesus Kristus. Ånden kommer netop til os i vor faderløshed med nyt liv. Det søgende menneske vil betragte det som sin egen opgave at komme til tro. Vi vælger jo så meget her i livet, det er efterhånden ikke mange ting vi ikke lægger vor hånd på og gerne vil styre selv.

Ligesom Gud har blæst sin livsånde i os, er ånden og troen der på, det som vi ikke selv kan beslutte os til. På den måde fejrer vi ikke kun pinse i dag, men det gør vi hver søndag så sandt som det er ånden der kærtegner os ved døbefonten og nadverbordet.

Åndens nærvær i verden er et frisk pust, urovækkende og oprørsk. I pustet fra ånden genkender vi vor egen pusten. Skabelsens ånd holder os i live. Sådan minder pinsen os om den åndelige dimension i livet. Pinse er at blive bevæget og forvandlet af Guds skabende kræfter. Pinse er at tage eksistensen på sig, så man kommer i berøring med alt det skønne og grimme, der hører til livet med hinanden. Amen