Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig. Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt. Retfærdige fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig; og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.« Joh 17,20-26

Som sidste søndag lytter vi igen til brudstykker af Jesu sidste bøn. Johannes skriver i sit evangelium om den sidste tid i Jesu liv. Dagene før lidelsen begynder og Jesus, ved hvad der skal ske. Derfor denne sidste bøn, som vi kunne kalde for hans afskedsord til sine nærmeste og med verden.

Jesus beder denne sidste aften før langfredag, at kærligheden må blive når han går bort. Han taler som det menneske der ved at døden snart kommer, og som vil adskille ham fra sine kære og verden. Døden er afsked og adskillelse. I sin bøn taler han op mod døden. Ordene søger at komme til rette med det uafvendelige ved livet, at døden skiller os fra hinanden. Hvordan kan vi blive ved med at være sammen? – at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os.

Hvad er det som forener når døden skiller mennesker fra hinanden? I sin bøn til Gud beder Jesus om at de alle må være ét. Et menneske skal dø og vi skal ikke ses mere og det vil for altid være et nyt vilkår. Bønnen beder om at kærligheden må være stærkere end døden. Kærligheden lever videre mellem os og de døde, fordi vi har den enestående mulighed at vi kan huske vores døde. Erindringen om livet sammen udslettes ikke fuldstændigt.

I bønnen til Gud er det også hvad Jesus beder om Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt.

Her åbenbarer Jesus det inderste af sig selv for disciplene. Han taler op imod døden som den endelige adskillelse. Bønnen fortæller også at vi ikke kan leve uden den anden. Med disse ord af Jesus er vi inde i det rum, hvor et menneske ved at det skal dø, men ønsker at livet sammen med de efterladte må vare ved. Jesus beder netop Gud om, at den kærlighed Gud har haft til verden før den blev skabt, må vare ved. Uendeligt.

Vi ved at livet er skrøbeligt og begrænset. Derfor er det vi spørger efter livet mening. Spørgsmålet stilles af den skal dø, fordi det for den døende trænger sig på. Den der ikke har lang tid igen at leve, vil mange gange tænke over meningen med livet. Fordi livets mening er forbundet med at have en fremtid. Fremtiden rummer alt det som betyder noget for et menneske. Og til den fremtid kan der høre mange ting. Men ét vigtigt vilkår for at have en fremtid og at et menneske føler at livet har mening er, at uden den anden som liv og skæbne, ingen forståelse.

Den sidste bøn som Jesus beder til Gud, er en bøn der er koncentreret om, at være forenet i kærlighed med den anden. Det er dem han elsker, og han beder om at de fortsat kan være forbundet i kærlighed med hinanden på trods af dødens adskillelse.

Døden opløser meningen, fordi fremtiden forsvinder. Døden træder i fremtidens sted. Den som skal dø og de efterladte er forbundet i det fælles vilkår, at de begge skal miste. Det er det fælles mellem den døende og de efterladte: at miste. Det er fordi til livet hører at der er nogle andre end mig. Når vi lever med adskillelsens vilkår, er det også naturligt at vi spørger efter meningen med livet. For kan vi tale om at livet har mening, når vi alligevel skal adskilles?

Her vil jeg gerne citere for jer fra en prædikensamling som jeg gennem alle mine år som præst har læst og været inspireret af. Det er en prædikensamling af Helge Elbek som var valgmenighedspræst i Vrå i 1950’erne og 60’erne. Samlingen har fået den ejendommelige titel ”Troens glemsel”. Til denne søndags tekst hvor Jesus beder sin sidste bøn inden han skal lide og dø, men beder om at kærligheden mellem ham og dem- hans disciple og andre og os – må forene dem på trods af dødens adskillelse. Om denne kærlighedens gerning skriver Elbek: Kærligheden gør ikke mennesker rige, den gør dem ikke store eller stærke, den gør dem måske ikke engang lykkelige, men den gør to mennesker til ét, og derved betegner kærligheden den stærkeste og mest direkte modsætning til døden. Kærligheden forener, døden skiller.

Vi er efterladt med det spørgsmål som døden altid stiller os: hvordan være sammen, når den jeg gerne vil være sammen med, ikke er her mere. Der er én der for altid skal sige farvel, og der er nogle som må blive tilbage. Hvordan få livet tilbage, når alt er mistet.

Mennesker skilles fra hinanden, det gælder i livet som i døden, og hvordan kommer vi videre med livet. Den endegyldige adskillelse er døden, og hvordan kan vi leve videre, få livet tilbage, når døden har gjort det forbi. Vi kan høre hvordan Jesus taler fra dybet af ethvert menneskes sjæl, når han beder Gud om, at ophæve adskillelsen og fastholde samhørigheden i kærlighed: for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.

Vi hører det menneske tale, som ved om sin forestående død, og gribes af sorg over adskillelsens time. Hvordan kan vi på trods af døden alligevel fastholde et fællesskab med hinanden? At få livet tilbage på trods af døden! At være sammen selv om vi fysisk ikke længere er det. Det er hvad døden først og fremmest viser os, at vi som fysiske væsener adskilles fra hinanden, vore kropslige berøringer er slut, ikke flere blik og smil og kærtegn, men hvordan kan vi alligevel være hos hinanden.

Hvis vi skal tro Paulus i nogle af de stærkeste og smukkeste ord, der nogen sinde er skrevet, så er der intet som kan skille os fra Guds kærlighed (læst i gudstjenesten): For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre (Romerbrevet 8 ) 

Der er en accept i Paulus’ ord om Guds kærlighed, som giver mod til at leve med døden, adskillelsen og de kræfter i livet som vil rive os sønder og sammen. Det som skiller er dødsmærket på alt, hvad vi har at gøre med i livet.

Situationen kan minde om den, vi står i forud for en meget lang rejse. Vi skal skilles fra hinanden og sige farvel til hinanden. Vi ved ikke hvornår vi ses igen. Det behøver ikke være døden der er det, som adskiller os fra hinanden. Det kan være det at skulle sige farvel til et menneske man har været sammen med, selvom det ikke betyder, at man ikke skal mødes igen. Det kan være savnet af et barn, der er langt væk, og man bekymres som far, mor eller ven, og går og venter på et brev eller en telefonopringning. Inden vi siger farvel og god tur slutter vi gerne af med en bøn og et håb i forhold til dem, vi holder af: ”Kom nu ikke galt af sted, pas på hinanden, husk, hvad jeg har sagt til jer”, og som det vigtigste: ”jeg elsker jer”. Enhver adskillelse bærer døden med sig. Det er forvarslet om, at vi en gang skal skilles fra hinanden endegyldigt. Sådan er der lagt mange små adskillelser ind i livet.

Jesu sidste bøn inden han skal skilles fra sine nærmeste og verden fortæller om en tavshed. Tavsheden er en følge af dødens adskillelse, men også den adskillelse som der kan være når et barn forlader sine forældre for en tid for at tage ud at rejse.

Tavsheden tænker jeg ikke som en mangel på ord. For Jesu sidste bøn taler om adskillelsen mellem ham og dem, og han beder til Gud om, at kærligheden mellem ham og dem må holde. Ligesom vi siger farvel til barnet før en lang rejse, og med alle mulige kærlige ord knytter barnet til os på trods af adskillelsen.

Det er det uforståelige at vi skal miste den anden. Tavsheden viser sig i forståelsesløsheden. Selvom vi med ord søger at komme til forståelse og bygge bro til den savnede, er der en tavshed tilbage. Der er en tavshed, midt i de ord vi måske alligevel taler. Tavsheden i alle ordene, taler om det ord ikke kan løse for os, fordi den døde ikke kommer tilbage. I tavsheden ligger savnet og tabet. Her rækker sproget ikke længere til.

Det sprog vi taler i dagligdagen. Tavsheden som fortæller om tabet og adskillelsen når vi mister et menneske, er det vi hører Jesus bede Gud om, at båndet mellem ham og verden ikke rives over: Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig.

Dødens spor kan vi ikke slette ud. At få livet tilbage, når det hele er slut, hvordan det sker, er troens og dermed kristendommens store spørgsmål. Det er den opgave kirken er forpligtet på at sige noget om. Tavsheden i tabet og adskillelsen fortæller, at jeg ikke alene kan løfte verden på mine skuldre. Jesu bøn til Gud er også vores bøn, om at kærligheden på trods af død og adskillelse må blive. At vi alle må være ét – at der er intet som Paulus siger, der kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus.

At få livet tilbage, når det hele er slut, hvordan det sker, er troens og dermed kristendommens store spørgsmål. Det er den opgave kirken er forpligtet på at sige noget om. Det er jo det vi hører Jesus sige som det sidste i sin bøn til Gud: at kærligheden som Gud har elsket ham med, må blive i mennesker. At der ingen adskillelse er, for kærligheden er stærkere end døden. Amen