Kære konfirmander

Så kom til jeres store dag, som I har været spændte på og glædet jer til. I sidder her i jeres nye tøj og ser så smukke ud som foråret derude! Unge og forhåbningsfulde for dagen og fremtiden, for livet er godt!

Sådan var også fra begyndelsen: Og Gud så, at det var godt, står der i skabelsesberetningen, som vi hørte først.

Og de ord tyder på, at der er vis lettelse for ham i at være færdig med arbejdet med at skabe os. Han puster glad ud efter, at han har skabt en livsramme for os med verdens mangfoldighed.

Sådan som festdagen i dag også rummer en vis lettelse over at være færdig med alle forberedelserne, inden det går løs. Nu kan jeres forældre sidde stille lidt her i kirken og glæde sig med jer og over jer.

For de har jo som de to første mennesker Adam og Eva givet livet videre til jer, ja skabt jer og jeg tror, at de sidder og føler en vis lettelse over, at det er gået godt, når de ser jer her i dag.

At I er søde og rare, for det er I, det indtryk har jeg fået den korte tid, som vi har haft sammen og det er det vigtigste i livet; at kunne give og modtage kærlighed! Det præger én for altid.

Men jeres forældre føler sig nok også som alle forældre lidt vemodige over at tænke tilbage på jer som børn; og tænke på at I snart er voksne, skønt konfirmationen ikke længere markerer, at man nu er voksen som i meget gamle dage.

Så er I jo alligevel på vej til at blive flyvefærdige unger i reden, som snart spreder vingerne og flyver ud i voksenlivet, det kan man godt se komme en dag som i dag!

Det vemod mærkede man også på forældrene i TV programmet Mit livs konfirmation, som nogle af jer måske har set med blandt andre Isak fra sidste års konfirmandhold her ved kirken. Her blev forældrene så rørte på selve konfirmationsdagen.

I Mit livs konfirmation skulle de kommende konfirmander formulere lidt om deres overvejelser om tro i forhold til at ville konfirmeres og man lagde mærke til, hvor svært det faktisk er at sige meget om det.

Det er noget med tradition og bekræftelse af dåben og et valg, som man har selv truffet. Men det er mit indtryk gennem årene som præst, at konfirmation også har meget med tillid og taknemlighed at gøre…

Tillid til livet og taknemlighed for sin familie og sin barndom og opvækst-  ikke som noget rosenrødt eventyr, men mere en følelse af at have fået del i livet og at det er godt!

Man kan mærke i sig selv, at man har fået noget forærende, som man er taknemlig for. Man kan se muligheder og håbe på, at Gud er med én i livet også hvis der er modgang!

Hvis vi tænker på historien om den kanaanæiske kvinde, som vi hørte før, så kommer hun til Jesus med sit syge barn. Først afviser han hende med et ordsprog om, at man ikke tager brødet fra børnene, der sidder og spiser ved bordet, for at kaste det hen til hundene, som er nede på gulvet.

Børnene er de ”privilegerede”, de kommer først, siger Jesus og mener jøderne; men denne ikke- jødiske mor svarer ham igen og siger til ham: at hundene jo dog lever af de krummer, der falder ned til dem fra bordet. Hun giver ikke op og hun overbeviser Jesus!

På dialogen i fortællingen, kan vi høre, at hun kæmper lige så meget for at få helbredt sin syge datter, som forældrene i reklamerne for Ronald MacDonald huset ved Rigshospitalet.

De forældre er dér nær hospitalet hele tiden og kæmper for deres syge børn, ja lige så meget som forældre i det hele taget kæmper for deres børns liv. For at give dem kærlighed og opbakning i håbet om, at de må få en fremtid. Og de gør det af kærlighed..

Så når Jesus siger til denne kanaanæiske ulykkelige desperate mor, at hendes tro er stor, ja så det den kærlighed til datteren, som han taler om.

For hvis man ikke har kærlighed, er det svært at tro på noget som helst!  Og når man kæmper for sine børns liv, ja så får de del i den kærlighed, som de selv skal give videre.

Gud skabte os og gav os livet og han markerer i dåben, at vi også får hans kærlighed, som er den fineste gave i livet at få.

Og vi får den kærlighed gennem vore forældre og familie blandt andet. De kommer med jer børn til dåben og Guds kærlighed følger med ud i livet og fletter sig sammen med deres.

Og han er med os hele vejen, som vi har sunget om i salmen lige før, han åbner også døren gennem døden og derfor skal vi se hinanden gennem hans kærlige øjne!  

Det føles måske ikke altid lige let, når man har nogle infights i skolen eller på hjemmefronten om ”hvorfor jeg siger sådan”? og ”hvorfor du ikke gør det her”?

Nogle af de bønner, som I har skrevet til i dag, handler om, at tingene ikke altid er så lette, som de ser ud, men at de ting man fortryder, at man har gjort, også har givet én nogle livserfaringer, som man kan tage med sig.

Mange af jer hæfter sig ved, at tro ikke er noget, som man bare har, men noget man kan bede om og det fortæller vel, at tro er noget, som vokser i os uden at vi helt selv er herrer over det ligesom kærlighed.

Og hvis man som jeres bønner viser, føler taknemlighed og tillid til livet, så har man også kærlighed og dermed også tro!

Og den gave kan man dele med andre og det bedste ved det er, at så vokser kærligheden, der bliver mere af den jo mere man giver!

Det er da noget at fejre med familie og venner og jeg ønsker for jer at I får en uforglemmelig dag! Rigtig hjertelig tillykke med konfirmationen! Amen