Prædiken til 2.søndag efter påske 2018

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang. Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: »Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.« Jesus svarede dem: »Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét.« Joh 10,22-30

Når jeg hører evangeliet til i dag 2.søndag efter påske, kommer jeg altid uvilkårligt til at gyse lidt. Og sådan er det med tekster/litteratur, de indvirker på ens følelser og det er jo det fantastiske ved at læse eller få læst højt. At det påvirker os og gør det til en indre oplevelse, som lever videre i os.

Man kan tænke tilbage på mange gode oplevelser med fortælling; om det nu er den levende fortælling, når en ældre person fortæller om fortiden som gamle dage eller det er højtlæsningsminder fra barndommen.

Selv har jeg og min yngste søster en oplevelse sammen, som vi aldrig har glemt, nemlig Astrid Lindgrens fortælling om Brødrene Løvehjerte som radioroman. Vi lå som børn gennem mange uger hver søndag morgen under dynen i hendes seng og lyttede til den fortælling og lærte at gyse. Det var herligt!

Og det bedste er næsten, at man kan genkalde sig nogle af følelserne fra dengang, som lever videre i én mange år senere. Det kan være gode følelser for det meste, men også nogle mindre gode!

Sådan kalder dagens fortælling nogle følelser frem i mig fra skoletiden, når jeg hører om, hvordan jøderne slår ring om Jesus. Salomons søjlegang i tempelområdet minder mig altid om skolegården, hvor jeg følte mig som på Herrens mark.

Forstået på den måde at man havde bevidstheden om, at her kunne alt ske også det ubehagelige gruppe pres; altså at nogle ville komme hen og slå ring rundt om én, så man ikke kunne flygte! Hvorefter de ville sige eller gøre noget ubehageligt, som her hvor jøderne optræder sådan overfor Jesus.

Jeg skylder at sige, at jeg ikke kan huske selv at have oplevet det, men i de mindre klasser læste vi en novelle af forfatteren Cecil Bødker, som hed Døvens dør. En fortælling om Christoffer, som er halt og som derfor bliver mobbet af de andre i skolen.

En dag bliver han netop omringet på vej hjem fra skole lige uden for et gammelt hus, som kaldes Døvens hus, fordi børnene er bange for den gamle døve dame, som bor derinde! Ingen har rigtig set hende, men netop derfor bliver hun uhyggelig i deres fantasi.

Novellen ender med, at Christoffer flygter ind af Døvens dør, fordi de andre drenge trækker hans bukser ned for rigtig at se hans skæve skikkelse. Sådan kan gruppedynamikken virke gysende; at man holder sammen mod nogle andre, for hvad nu hvis man selv bliver det næste offer. Der er jo ikke noget, som styrker sammenholdet, som en fælles fjende!

 Og det er umiddelbart sådan en gruppedynamik, som vi hører dagens fortælling om Jesus og jøderne; at de er hans modstandere og optræder aggressivt overfor ham. Sådan er det beskrevet flere steder gennem Det nye Testamente og kulminerer i beretningen om hans korsfæstelse, som er orkestreret af de ledende jøder.

Det er dem, som sender ham fra ypperstepræsten til den romerske statholder Pilatus, som har magten til at dødsdømme! Pilatus forsøger at redde Jesu fra døden ved at sende ham hen til den jødiske kong Herodes. Men da Herodes sender Jesus tilbage til Pilatus, tvinges denne på en vis måde til at dømme Jesus til døden.

Deraf udtrykket at rende fra Herodes til Pilatus som en betegnelse for ansvarsforflygtigelse; altså at man ikke kan få sin sag afgjort! Da Pilatus endnu engang forsøger at redde Jesus, som i hans øjne er uskyldig, bliver han forhindret;

Blandt andet ved at ledende jøder ophidser folkemængden til at råbe det hadefulde: Korsfæst ham! Korsfæst! Folkets domstol, som i dag af og til optræder i medierne, er måske ikke altid rationelt styret og derfor også nogle gange uretfærdig.

Jesus bliver altså offer for nogle religiøse ledere af sit eget folk og deres modvilje mod hans magt og indflydelse. Det har skabt en modvilje mod jøder i eftertiden, tænk bare på udtrykket farisæer, som på gammelt dansk er et skældsord for hykler.

Et godt eksempel er fra TV serien Matador, hvor Mads Skjern og Ingeborg har et opgør om deres homoseksuelle søn Daniel. Mads har opdaget hans homoseksualitet og sendt ham væk fra hjemmet med sin mandlige ven og Ingeborg råber i sin ophidsede vrede: ”Du er en farisæer”... underforstået en hykler, som ser andres fejl, men som ikke kan se sine egne fejl og overtrædelser.

Jeg hørte engang i USA en amerikansk forsker Lauren Winner, som selv er halv jødisk af fødsel, men kristen af tro, holde foredrag om, hvordan Det nye Testamente har en negativ holdning til jøder generelt.

Hendes eksempler er nogle af dem, som jeg her har nævnt: Forfølgelsen af Jesus og mistilliden til hans forkyndelse. Og jeg er enig med hende i, at vi bør reflektere over den tendens, at det er jødernes skyld! For den let kan føre til antisemitisme, som jo igen er på fremmarch i Europa.

Vi har nok som mennesker indbygget i os en tendens til at få øje for modsætninger. Ja faktisk kan man vel godt tale om, at vi i vid udstrækning forstår ting i modsætninger. Vi lærer som børn om rigtigt og forkert og vi vokser op med at bedømme om noget er pænt eller grimt, klogt eller dumt.

Og nogle gange glemmer vi, at den slags overvejelser er subjektive og derfor ikke nødvendigvis er rigtige eller forkerte. Så prøver vi at finde en lov eller et reglement, som giver os retten på vores side. I stedet skulle vi måske nogle gange tænke over, om det nu også er så vigtigt for alle andre end os og vores egen smag eller mening.

Det gælder måske særligt indenfor kirken, hvor vi har en lang tradition og derfor har svært ved at se på tingene på nye måder. Men hvis vi tænker på Jesus selv, ja så var han ikke særlig fastlåst i sin tankegang overfor andre eller de, som var anderledes.

Et godt eksempel er kvinden, som var grebet i utroskab og som nogle ville stene. Da siger Jesus: ”Den af jer der ikke har syndet, kaster den første sten”! Og da alle andre er gået bort, siger han til kvinden, ”at han heller ikke vil fordømme hende”!

Hun kan gå frit med formaningen om ”ikke at synde mere”! Og enhver kan selv tænke efter, om ikke den oplevelse af tilgivelsen, er den mest effektive måde, at få hende til at overveje det!

Jesus spiste hos tolderen Sakæus, som derefter gav sig til at dele ud af de penge, som han havde opkrævet i skat af andre. Eller tænk på Jesu holdning til de fremmede som den barmhjertige samaritaner í hans lignelse, eller holdningen til de syge, blinde og lamme, besatte, som alle andre undgik, men som han helbredte!

Hvad er det for en mekanisme i os selv, der gør, at vi som hans efterfølgere tænker negativt om andre, som vi opfatter som anderledes; Og det skønt vi netop i Jesus har en erkendelse af det menneskelige som noget fælles for alle mennesker, som noget medmenneskeligt som vi kalder det på dansk!

Som kristne er vi først og fremmest medmennesker i forholdet til omverdenen! Vi bør være nogle, som bærer over med andre og deres forskellighed fra os. Og hvordan er det lykkes for mange af os at opfatte de, som er anderledes som de fremmede og fjendtlige, som vi har ret overfor?

For mit eget vedkommende kan jeg bevidne, at det er en daglig kamp; at hver gang jeg tænker fordømmende eller taler negativt om andre, så at huske mig selv på næstekærligheden og spørge mig selv, om jeg nu også kan være helt sikker i min bedømmelse?

Og dernæst spørge mig selv, om jeg mon har ret til at føle mig bedre eller rigtigere end dem? Svaret er ofte et beskæmmende: NEJ!

Det er vel den overvejelse, som Jesus prøver at få dagens vrede jødiske udspørgere i Salomos søjlegang til at gøre sig? Kan de nu også være helt sikre på, at de har ret i, at han ikke er Guds udvalgte? Og at de selv er Guds udvalgte? De bør overveje om den vrede og usikkerhed, som skinner igennem deres ord nu også er berettiget?

Og så kommer det spørgsmål, som vi glemmer at stille os selv, når vi hører evangeliet: ”Kan vi uden videre regne os selv til de får, som følger hans røst”? Og dernæst kommer spørgsmålet: ”Om vi overhovedet vil være hans får”? For i det billede ligger der jo, at så må vi gøre, som hyrden vil og ikke kun som vi selv vil!

Men vi har den trøst, at uanset hvordan vi tér os, så er han, Jesus Kristus og Faderen i himlen ét og de vil, som han selv siger, ”ikke lade nogle af os rives ud af deres hænder”. Vi får ikke lov at gå fortabt! Amen