Prædiken 2. påskedag v. Hans-Henrik Ross

Prædiken 2. påskedag v. Hans-Henrik Ross

Prædiken 2. påskedag v. Hans-Henrik Ross

# Prædikener

Prædiken 2. påskedag v. Hans-Henrik Ross

Gudstjenesten sker i samarbejde med Fredensborg Provstis Børnekor

Den første dag i ugen, tidligt om morgenen, mens det endnu var mørkt, kom Maria Magdalene ud til graven, og hun så, at stenen var flyttet fra graven. Så løber hun hen til Simon Peter og til den anden discipel, ham som Jesus elskede, og siger til dem: »De har flyttet Herren fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham.« Så kom Peter og den anden discipel og ville ud til graven. De løb begge to, men den anden discipel løb foran, hurtigere end Peter, og nåede først til graven; han bøjede sig ind og så linnedklæderne ligge der, men han gik ikke ind. Simon Peter, som fulgte efter ham, nåede nu også frem; han går lige ind i graven og ser linnedklæderne ligge der og klædet, som Jesus havde haft over hovedet; det lå ikke sammen med linnedklæderne, men rullet sammen på et sted for sig selv. Da gik også den anden discipel derind, han som var kommet først til graven, og han så og troede. Indtil da havde de nemlig ikke forstået Skriftens ord om, at han skulle opstå fra de døde. Disciplene gik så hjem igen. Men Maria stod udenfor ved graven og græd. Som hun nu stod der og græd, bøjer hun sig ind i graven og ser to engle i hvide klæder sidde dér, hvor Jesu legeme havde ligget, én ved hovedet og én ved fødderne. De sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du?« Hun svarede: »De har flyttet min Herre, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.« Da hun havde sagt det, vendte hun sig om, og hun så Jesus stå der; men hun vidste ikke, at det var Jesus. Jesus sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?« Hun mente, det var havemanden, og sagde til ham: »Herre, hvis det er dig, der har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham.« Jesus sagde til hende: »Maria!« Hun vendte sig om og sagde til ham på hebraisk: »Rabbuni!« – det betyder Mester. Jesus sagde til hende: »Hold mig ikke tilbage, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud.« Maria Magdalene gik hen og fortalte disciplene: »Jeg har set Herren,« og at han havde sagt dette til hende. Joh 20,1-18

”Jeg har set herren” siger Maria Magdalene da hun står ude ved Jesu grav. Graven er tom, og hun græder. Men ham hun savner, har hun set.   

Hvad hun går igennem, er hvad vi alle erfarer når vi har mistet et menneske vi har kendt. Det er tomt, den anden er væk, og vi græder, fordi vi ikke skal ses mere.  Kort tid efter hun er kommet ud til graven, møder Maria Jesus, hun tror det er havemanden, men på stemmen og hans kalden, kender hun ham igen. Da hun vender tilbage til disciplene, er det hun siger disse ord: Jeg har set herren.

Hvad det er for et syn Maria har hører vi ikke nærmere om. At se nævnes flere gange i Johannes beretning. Hun har set Jesus, som vi ser hinanden lige nu. Inden hun har den forunderlige oplevelse og samtale med Jesus hører vi hvordan hun kommer ud til haven, ser at stenen er væltet fra graven. Lidt senere hører vi hvordan de to disciple kommer til graven og ser linnedklæderne som Jesus har været pakket ind i ligge tomme for sig selv. Igen læser vi hvordan Maria står ved graven og græder og ser to engle sidde inde i gravhulen. Hun træder ud af graven og ser Jesus stå der, og vender tilbage til disciplene og siger til dem: Jeg har set Herren.

Synet spiller en stor rolle for hvad de to disciple og Maria oplever ved graven. Om den ene discipel hører vi kort, at han gik ind i graven – og han så og troede skriver Johannes. Vi ved jo at han ingenting ser, for Jesus er der ikke, graven er tom, men han troede.

Hvad var det han troede? Ja, han troede at selvom Jesus ikke lå i graven, var han alligevel til stede. Levende på en anden måde, end han var da han gik rundt på jorden. Dog levende. Det er ikke mere underligt end hvad vi selv oplever når vi mister forældre, en god ven, den elskede, måske også et barn – hvad er der tilbage i sådanne grufulde tab? At miste det menneske som ikke kan erstattes.  

For Maria Magdalene og disciplene var Jesus uerstattelig. Der var kun én af ham. Ligesom nære personer er det for os. Den uerstattelige er den, i hvis sted ingen andre kan stille sig. Kærligheden er beviset på det. Når vi om et menneske siger at det er uerstatteligt, erkender vi også, at den anden kan mistes. Et menneske der kan mistes er sårbart og skrøbeligt, og behøver vores omsorg og hensyn.

Maria og disciplene er meget optaget af tabet selvfølgeligt, men også af at vise Jesus omsorg. Vi går på kirkegården for at besøge et gravsted, og vise omsorg for den vi savner. Det sker fordi den døde stadig hører med til livet hos de levende.

Vi glemmer ikke vores døde, fordi vi har den enestående mulighed, at erindre dem vi har mistet. Maria og de to disciplene er gået ud til den grav hvor Jesus er lagt, fordi de ikke kan glemme ham, og savner ham. Livet går ikke fuldstændig i stykker ved at et menneske dør. Der er en forunderlig skaberkraft i mindet om et menneske der er mistet. Vi ikke bare kan se den døde for os, men det uerstattelige ved det menneske bliver tilbage og skaber en samhørighed som døden ikke kan gøre til intet. Det fortæller blot at vi ikke kan undvære hinanden, og at vi i vores liv sammen bliver bundet til hinanden med stærke bånd. Vi kan ikke se den døde, ham eller hende vi har mistet, men vi kan tro at det menneske stadig er med hos os.

Se og tro! Det kender vi godt til fra vore liv. I mange situationer i livet er vi nød til at stole på det vi ser. Og nogle gange er der som de tre oplevede ved Jesu grav tomt, intet at se, og alligevel tror vi på trods af det vi ser. Eller vi skulle snarere sige ikke ser. For Maria og de to disciple ser jo ingenting da de kigger ind i graven. Men de tror!

Det fortæller noget om hvad påske handler om. Se, nu vidste jeg jo godt at Børnekoret sammen med korleder Henrik skulle komme på besøg i dag. Ligesom I var her ved juletid. Selvom jeg har vidst længe, at I skulle komme, kunne jeg ikke se jer før nu. Men jeg kan huske den glæde I spredte ved juletid med jeres sang. En glæde så gav tro. Så jeg måtte jo tro på at sådan ville det sikkert også blive i dag, men sikker kunne jeg selvfølgelig ikke være.

Vi kan heller ikke vide os sikre på at foråret kommer, men vi længes efter det. Vi håber. Om lidt vil I synge Albertes fine sang Lyse nætter, som fortæller om menneskets længsel efter foråret. Hun siger Du om foråret, og det giver mulighed for at det også er en savnet person hun ser komme tilbage:

Nu kommer fuglene igen//Og lyset vælter pludselig ind det kommer gennem alle sprækker, lyse nætter er tilbage//alt hvad der rørte sig blev gemt//da du var rejst var det så nemt//men hjertet ved godt hvad det ønsker sig, at pynte sig for dig//du er tilbage, du er hos mig du er tilbage, med varme dage, du er hos mig

Alberte synger netop om foråret som vi går og venter på. Måske er det Du hun taler til, et menneske hun har mistet, som jeg sagde før. Svært at tro at det skal blive forår med den kulde vi har haft i mange uger. Selvom vi ikke kan se det, tror vi det kommer, og når I synger om lidt, er jeg helt sikker på at vi tror det endnu mere.

Vinterens kulde mærker vi som en tomhed, naturen står nøgen, træernes grene er bare og vi føler stadig vi er i den mørke tid. Ligesom Maria græd over den tomme mørke grav og den hun savnede. Vi ved at foråret er på vej, men vi er også nød til at tro det. I år kunne man let komme i tvivl, fordi kulden hele tiden er vendt tilbage lige hvor vi troede at foråret ville bryde frem. Det er rart at vi ikke altid behøver at vide alt for at være sikre. Nogle gange er det bare godt at se og tro. Ikke altid at skulle have beviser og sikkerhed, og selvom det måske ikke giver mening, at tro.

Påsken fortæller os, som vi hører det hos evangelisten Johannes, at vi skal tro, selvom det vi ser ikke giver os mange grunde til at tro. Tværtimod vil nogen sige. Paulus siger det så smukt og enkelt i læsningen fra før, hvad påske-tro drejer sig om; uden Jesu opstandelse ville troen være forgæves, og de kristne de ynkværdigste af alle mennesker.

Jeg mistede min mor sidste forår, hun var syg af cancer og kunne ikke leve mere. Hendes liv og betydning for mig mærker jeg stadig. Når jeg tænker på hende og taler med min søskende om hende. Kigger på fotos hvor hun smiler eller leger med børnebørnene. Ja, så føler jeg at hun opstår på ny fra død til liv. Hun har ikke kun levet én gang. Hun opstår hele tiden i mig. Jeg husker hvordan hun var og hvad vi havde sammen. Lige fra jeg var barn til nu lever hun i mig. Hendes spor i livet kan døden ikke slette fuldstændig bort.

Sådan også med fortællingen om Jesu opstandelse. Johannes kan skrive sin fortælling om hvad Maria og de to disciple så ude ved graven, fordi han ved at Jesus er opstået og stadig lever. Jesus siger til Maria, at han stiger op til sin fader – og jeres fader – til min Gud – og jeres Gud. Han forlader dem ikke, og Gud forlader dem ikke, for Gud er også deres Gud. I troen på Gud, som vi ikke kan se, kan vi have tillid til opstandelsen som Guds skabermagt, som holder de døde levende for os.  

Påsken er alligevel for mange mennesker en provokation og noget de føler er svært at forstå. Den giver os et glimt af kærlighedens paradoks. Fortæller os at livets inderste hemmelighed er en jublende glæde. Den tomme grav som Maria og disciplene møder markerer en ny begyndelse. Vi fornemmer på de tre at det er en meget stærk oplevelse de er udsat for. Opstandelsens dag bliver gjort til den første dag i ugen. Dagen ligger bag os, for det var jo i går. I dag er anden dagen for os, hvor vi lever i opstandelsens nye lys.

Hver søndag er fra da af en påskedag som skal hjælpe os til at vende graven ryggen. Døden er ikke kommet for at blive. Jo, vi skal selvfølgelig dø, men nu ved vi at vi også skal opstå. I påsken fejrer kirken Jesu opstandelse. Påske kommer af hebraisk og betyder passage eller gå forbi. Noget springer forbi os. Det er ikke døden, for den er jo virkelig nok. Det er netop som det fortælles om disciplen han så og troede eller Marias ord jeg har set Herren. Disciplen kiggede ind i den tomme grav og troede. Hvad han troede kommer for dagen i Marias erfaring, da hun fortæller at hun har set Jesus.

Når vi tror passerer vi fra tomheden til erfaringen af, at Guds magt gør de døde levende igen. Amen

 

 

 

 

 

 

 

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed