Påskedag 2018

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne. »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.« Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det. Matt 28,1-8

Evangelisten Matthæus’ påskeevangelium er meget dramatisk, synes jeg. Der er jordskælv, da Herrens engel med et udseende som lynild og snehvide klæder stiger ned fra himlen og vælter stenen fra. Og de soldater, som har holdt vagt ved graven, dør omtrent af skræk ved synet. Kvinderne, som kom til graven, bliver også bange, men englen beroliger dem!  

Og man kan tænke over, hvordan det dramatiske i historien om Jesus er med til at tydeliggøre budskabet og betydningen for omverdenen, akkurat som den nuværende amerikanske præsident Donald Trump ofte bruger det dramatiske for at gøre sit budskab tydeligere.

Trump vil gerne fremstå som den stærke handlingsorienterede mand og det er vel lidt det samme indtryk vi sidder med, når vi har hørt Matthæus beretning om Jesu opstandelse! Her er en stærk mand, Guds søn, som overvandt selv døden, skønt han blev korsfæstet som en forbryder.

Det dramatiske går helt tilbage til antikken og hvis vi ser på kirkerummet her, så har man overtaget dramatiske elementer fra eksempelvis den romerske byggestil; således den lange smalle midtergang, som vi kommer op ad, som vi gjorde med Villads og hans familie ved gudstjenestens begyndelse.

Den lange gang er med til at gøre den, der kommer ind synlig i vor midte og når vi rejser os op, så er det jo for at understrege, at vores opmærksomhed er rettet mod dåbsfamilien, som kommer ind.

I den romerske bygning sad den magtfulde hovedperson, kejseren eller præfekten, eller statholderen Pontius Pilatus for enden af gangen, ligesom vi har Herrens bord, alteret for enden af gangen.  Underforstået: Her sker noget vigtigt.

I dag foregår alt det vigtige her oppe i kirkerummet; nadveren, prædiken og dåben, men i fortiden stod døbefonten ofte nede ved indgangen til kirken for at understrege, at dette fællesskab var for de døbte og således kan dramatikken ændre sig over tid.

Men dramaet er ikke kun noget, som vi selv kan skabe, det ligger på sæt og vis allerede i skabelsen. Tag alle de territoriale kampe, som vi overværer derude i naturen og særligt i denne tid, mellem skaderne, kragerne, musvitter og blåmejser, ja alle de forskellige dyr opfører deres egne territoriale dramaer, for parring, for redebyggeri, for at skabe nyt liv.

De territoriale kampe med positioneringer og dramatisering foregår måske i virkeligheden hele året rundt, således f. eks på arbejdspladser; ikke bare lige nu, hvor der lægges arm om lønforhandlingerne og man positionerer sig gennem pressen i befolkningens og politikernes øjne;

Nej det foregår jo også i de enkelte kontorer eller afdelinger, hvor man opfører sine egne dramaer om magten. Hvem har ikke hørt en chef rose sine medarbejdere overfor de andre chefer, så de kan få indtryk af, hvilken dygtig leder vedkommende er; eller hvis man kritiserer andre kontorers medarbejdere bare for at positionere medarbejderne i ens eget kontor til tillæg eller forfremmelser.

De territoriale kampe ligger omtrent i alt levendes DNA, det optræder i familier livet igennem. Man kan se en film som instruktøren Hella Joof’s seneste, der hedder All Inclusive om en charter ferie, som to voksne døtre har inviteret deres fraskilte mor på; og man ved snart ikke, om man skal le eller græde over de territoriale spil, som foregår mellem dem. De er ikke onde, de er bare almindelige mennesker, som positionerer sig i forhold til hinanden.

Dramaet er kommet for at blive og både virkelighedens drama og fiktionens bliver analyseret og anmeldt på TV. Både Mogensen og Christiansen, og Jersild analyserer politikken og politikkerne på Christiansborg og X-factor dommerne kalkulerer deltagerne i sangkonkurrencen og værterne i filmselskabet bedømmer nye film; de vel er på en vis måde alle dramaanmeldere af profession.

Så er det man må spørge sig, om ikke det samme gælder for påskens drama? Det ville være det letteste og mest oplagte at svare jo, vi anmelder det som noget af det drama, som vi allerede kender! Men faktisk er påskens drama en ophævelse af de territoriale kampe blandt os.

Disciplene opfatter i første omgang dramaet i påsken, som vi kender det her på jorden. De fortolker dette, at Jesus bliver dømt til at korsfæstes, som om slaget er tabt en gang for alle!

De gemmer sig hjemme af skræk for, at den samme voldsomme korsdød skal overgå dem selv og de sørger, fordi de troede, at det var Jesus, som skulle forløse Israel, som de siger til hinanden og andre.

Men så kommer vendepunktet, nemlig da de hører kvinderne fortælle om den tomme grav og englen, som de har set og hvad englen har gjort og sagt om, at Jesus er opstået fra de døde! Sorg bliver vendt til glæde, skuffelse til håb, tvivl til tro..

For nu kan de og vi se hele dramaet i et nyt og andet lys, nemlig som et opgør med alle magtkampene og de territoriale tankebaner og positionelle infights! Fordi døden det mest sikre i vores menneskelige tilværelse, kunne overvindes, så åbnes et helt nyt og evigt perspektiv, som er kærlighedens. Og her skifter magten karakter.

Ja faktisk er korset blevet som en stor fed pæl igennem den gamle voldelige magtanvendelse. For pludselig handler det ikke kun om strike back, som opskriften på, hvordan man klarer sig i sin tilværelse; nej pludselig forlyder det, at hvis nogen slår dig på den ene kind, så vend den anden til..

Nogle vil tænke, at det er naivt at tro på, at det med at vende den anden kind til i en overført betydning, at det vil næppe gøre verden til et bedre sted at leve! Men måske handler det mest om os selv, at vi får det bedre med os selv og vores omverden ved at vende den anden kind til.

I familien og arbejdspladsen kan det praktiseres, ja faktisk råder nogen coaches chefer på arbejdsmarkedet til at omfavne dem, som ikke bryder sig om dem, i en overført betydning forstås; der er nemlig ikke noget så afvæbnende som at bekæmpe det onde med det gode! Og man kan i al fald føle mindre skyld med den metode.

Man kunne også sige, at man forsøger at bryde det adfærdsmønster, som ligger i skabelsen og dens territoriale kampe. At Guds sidste drama på jorden, korsfæstelsen af han søn, gjorde dem indholdsløse ved at lade det gode overvinde døden og det onde.

Derved får korset en ny betydning for os, som en pæl gennem det onde og en ny forbindelse mellem Gud i himlen og os her på jorden. En forbindelse, der er sønnens åbne favnende arme mod verden som et tegn på hans evige kærlighed.

For kærligheden overvandt døden for ham påskemorgen og det gør den også for os. Det symboliseres i dåben, som Villads og hans familie har modtaget i dag, at Guds kærlighedsfællesskab, som de i dag er trådt i ind, aldrig ophæves, men omfavner os til evig tid. Det er påskens budskab til alle! Amen.