Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Det var før påskefesten, og Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen; han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste. Og mens de holdt måltid – Djævelen havde allerede sat sig for, at Judas, Simon Iskariots søn, skulle forråde ham; og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud – så rejser Jesus sig fra bordet og lægger sin kjortel, tager et klæde og binder det om sig. Derefter hælder han vand op i et fad og giver sig til at vaske disciplenes fødder og tørre dem med klædet, som han havde bundet om sig. Han kom så til Simon Peter, og Peter sagde til ham: »Herre, vasker du mine fødder?« Jesus svarede ham: »Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det.« Peter sagde: »Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder.« Jesus svarede: »Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig.« Simon Peter sagde til ham: »Herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet!« Jesus sagde til ham: »Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele. Og I er rene; dog ikke alle.« Han vidste nemlig, hvem der skulle forråde ham; derfor sagde han: I er ikke alle rene. Da han nu havde vasket deres fødder og taget sin kjortel på og sat sig til bords igen, sagde han til dem: »Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer? I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.« Joh 13,1-15

Vi vil begynde med et gammelt citat: ” Hvad er det, som købes dyrt, uddeles gratis, men som sjældent modtages? – erfaringen!” Citatet har jeg fra en lille bog, som jeg brugte i min ungdom til at lade forskellige mennesker skrive en hilsen i.

Således er der hilsener fra mange forskellige mennesker og steder, tilfældige møder på rejser, fra gymnasievenner og lærere; blandt andre det nævnte citat som er skrevet af Niels Jensen, filmlærer på Krogerup højskole og en gammel ven.

Han skrev citatet på hjemrejsedagen under en gulvvask i den store sal sammen med læreren Mads Lidegaard, som også skrev i bogen. Nedenunder står der: med kærlig hilsen KB og Niels Jensen. Og jeg husker tydeligt, at han tilføjede, mens han gik videre med gulvvasken: ”K B står for Karen Blixen”, og jeg svarede:” At det var godt, at han sagde det, ellers kunne jeg måske have troet, at han mente K B Andersen.” Så lo han sin karakteristiske høje latter!

Der er flere grunde til at begynde med dette citat i aften; en af dem er, at afskeden også spiller en rolle i evangeliet om fodvaskningen, som vi netop har hørt. Og fordi det er afsked, ja så ved Jesus, at disciplene efterfølgende vil huske det, som han har gjort og sagt her under deres sidste måltid sammen; ligesom jeg husker gulvvasken under hvilken Karen Blixencitatet, som jeg selvfølgelig kan udenad, er med i her i aften.

I vil sikkert også kunne tænke tilbage på situationer eller måltider gennem tiden, som står i et særligt lys for jer; som er tydelige i erindringen, fordi det var sidste gang.. Og som netop det uigenkaldelige sidste gang giver en særlig betydning. Man vil som disciplene kunne se tilbage og erkende det betydningsfulde på en anden erfaringsbaggrund end, da det rent faktisk foregik.

Og Karen Blixen har jo ret i, at det er svært for ikke at sige umuligt at overtage andres dyrekøbte erfaringer! Vi gør det som deltagere i det samfund og den historie, som vi er en del af, men på samme tid må vi alle gøre vore egne erfaringer og nogle gange købe dem dyrt, fordi vi ikke kan eller ikke vil overtage andres, som de gerne vil dele ud af.

En anden grund til at tænke tilbage på Karens Blixens citat om livserfaringen er, at hun brugte den livserfaring til at skrive sine fantastiske historier og noveller og en af dem er tæt forbundet med Jesus sidste måltid, nemlig Babettes gæstebud.

Ikke alene har vi lige spist påskelammet på Bolettes gæstebud, som er opkaldt efter fortællingen, vi kan også forstå, at Karen Blixen har tænkt sin fortælling i forlængelse af det sidste måltid, som Jesus havde med sine disciple skærtorsdag aften.

Tag nu bare dette med, at de intetanende disciple forundres over deres Herres ord og gerninger under måltidet denne aften; det har Karen Blixen gengivet i gæstebuddet i den lille norske menighed, som ikke forstår eller som lader som om, at de ikke forstår, hvad der foregår omkring dem.

De tænker, at de fejrer den længst afdøde provsts fødselsdag, som grundlagde deres menighed, MEN de inddrages på forunderlig vis på samme tid i et andet menneskes livsfortælling med alle dens erfaringer.

De er med i fortællingen af et kvindeliv, en skæbne, som Karen Blixen kaldte det. Hun havde tanken om, at mennesket kunne/ skulle opfylde sin skæbne, hvorved man fik retning og mening med sin tilværelse.

Mennesket har et telos, et slags mål eller formål med sit liv, som alt i skabningen har det. Begrebets indhold stammer tilbage fra antikken, hvor Aristoteles har arvet telos begrebet fra Platon og Sokrates – og kendes også på dansk som formålsårsag. Aristotles' logik bygger altså på, at alt i tilværelsen har et givet formål og hvis vi kan afsløre dette 'formål' er vi nærmere på sandheden.

Således opfatter den franske mesterkok Babette, at formålet med hendes liv er bestemt af maden. Hun er af tilværelsens forunderlige veje og på flugten fra den franske revolution i Paris endt her hos to søstre i en lille norsk landsby, hvor hun har kogt øllebrød og andre spartanske retter; således føler Babette, at hun må lave sit sidste franske måltid, da hun pludselig får muligheden ved en stor lotterigevindst på 10.000 frank.

Og med den samme ydmyghed overfor skæbnens sidste opgave som Jesus, giver Babette alt, hvad hun har i sig selv denne aften, før hun dør næste dag. Således har hun ifølge Karen Blixen følt, at hun har opfyldt sin skæbne, fordi det nu engang var tilværelsens mening med hende at lave skøn mad.

Hun ejer den samme ydmyghed i det, som hun gør for andre, som Kristus viste ved at vaske sine disciples fødder og lægge dem på sinde, at meningen med menneskelivet er at gøre noget for andre.

Og hans ordveksling med disciplen Peter om fodvaskningen afslører jo netop, at dette forstår Peter ikke lige nu, men først senere skal du forstå det, svarer Jesus ham.

Og ligesom Babettes sidste måltid er et, der fremkalder kærligheden i menighedens stridbare medlemmer og gør dem forsonlige, således er Jesu sidste måltid et kærlighedsmåltid, hvor han viser sine disciple, hvordan kærligheden skal deles med andre.

Babettes kærlighedsmåltid skildres af den alvidende fortæller KB, men fortælles også gennem General Løwenhielm, der som evangelisten Johannes ser og oplever det, som foregår blandt de intetanende gæster rundt om bordet.

(Et måltid kan være en åndsoplevelse, jeg har selv prøvet det engang, hvor maden og vinen fremkaldte følelsen i mig af at sidde oppe under restaurationsloftet i en lykkelig forsonende rus).

I søndags da vi opførte Jesu sidste måltid med minikonfirmanderne fra 3. klasse, sagde en af dem, som spillede Judas; at man kunne jo ikke se forskel på hende og de andre disciple..

og jeg måtte svare: ”Nej det er sandt, men det er også pointen, at det lige så godt kunne have været en af de andre, der som Judas var skuffet over Jesus og havde forrådt ham til hans modstandere”.

I kærlighedens historie og væsen indgår jo også forræderiet, misundelsen, begæret og jalousien. Og ofte er det jo netop først bagefter i tilbageblikket, at man kan se det hele i bagklogskabens ulideligt klare lys.

Som vi har sunget i den første salme: Betragter månens bue, den kun er halv at skue, og er dog hel og rund; så er vel flere sager, som nu vort hjerte vrager, fordi vi halvt dem skuer kun.

Vi stolte Adams slægter kun såre lidet mægter, og meget ved vi ej; vi efter skygger jager og mangen kunst opdager og kommer længer fra vor vej. Det er først i tilbageblikket, at vi kan se klart og afgøre, hvad der er det vigtige i vore liv og det prøver Jesus at fortælle os med fodvaskningen; at det vigtigste er tjenesten for medmennesket, for det er også en tjeneste for Gud.

”Når nu jeg har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder” At tjene andre er et tegn på hans kærlighed, kunne vi tilføje på samme måde som brødet og vinen er tegn på hans legeme og blod, som han gav for vores utilstrækkelighed.

I mødet med Guds kærlighed bliver der ligeværdighed, det følte den norske menighed i deres indre under Babettes gæstebud og sådan kan vi også opleve det, når Gud om lidt indbyder os til sit kærlighedsmåltid, som blev indstiftet denne aften. Amen.