Jesus sagde til dem: »Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig. Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen. Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke. Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke? Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud.« Jøderne sagde til ham: »Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?« Jesus svarede: »Jeg er ikke besat af en dæmon, jeg ærer derimod min fader, men I vanærer mig. Jeg søger ikke min egen ære; der er en, der søger den, og han dømmer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.« Joh 8,42-51

Det er nogle ret voldsomme tekster vi har lyttet til i dag. Der er spark i teksterne. Historier om modgang og kamp mellem gode og onde kræfter. Guds vrede. Det gode og det onde som altid i menneskehedens historie har kæmpet med hinanden. Og gør det stadig. Tænk hvad det onde rundt omkring i verden ikke skaber af lidelse, ødelæggelse, lemlæstelse og død for mange tusinder af mennesker. Det onde må vi endelig ikke glemme, er ikke magt som er uafhængig af menneskelig vilje og beslutning. Ondskaben bliver for det meste til fordi nogle mennesker vil det.

Det gode og det onde kæmper som magter i menneskers liv. Det gode kan vi forholde til. Vi stiller ikke spørgsmål ved det gode. Glæder os over når livet går godt og betragter det vel nærmest som en rettighed. En selvfølge. Det er det onde som skaber udfordringerne og spørgsmålene.

Gud og Djævelen var de to store ord man brugte i gamle dage for det gode og det onde. Det er Johannes tekstens 2 centrale modpoler. Jesus taler fra Guds side, taler om at han kommer fra Gud. Han taler til nogen, der er er på djævelens side.

 Gud er vred i fortællingen fra det det GT ( 2.Mos.32,7-10,30-32). Moses er gået op på bjerget for at tale med Gud. Det er mens de er deroppe over skyen, Gud skynder på Moses, at han skal se at gå ned, for folket har i hans fravær lavet en kold kalv af guld. I evangelie fortællingen af Johannes hører vi Jesus anklage sin modpart for at have Djævelen til far.

Nogle har Gud som far andre djævelen. Det er det storslåede ved bibelen, at den ved at tale om Gud og djævel har indoptaget tilværelsens tvetydighed i sig. Gud og djævel side om side. Det fortæller igen at teologien, tænkningen over den kristne tro, fortæller os, at der er ting i livet vi ikke har styr på.

Scenen med dagens tekster er sat for menneskelivets vedvarende drama, som er det skisma at livet er godt og ondt på samme tid. Der findes ikke noget ingenmandsland. Livet er en valplads hvor de to magter, godt og ondt, Gud og djævel, slås med hinanden.

I trosbekendelsen forsager vi djævelen som det første, og bekender derefter troen på Gud. Vi vedkender os med denne bekendelse at virkeligheden er en kampplads mellem godt og ondt. Vi udstøder ikke det onde, men anerkender dets destruktive magt. Kampen sker ikke kun inde i os selv og mellem mennesker indbyrdes. Det er også en kamp mellem Gud som skaberen og de destruktive kræfter, der står for opløsning og meningsløshed.

 Vi bruger ordet Djævelen om det onde for at sige at det onde er en magt. En magt som næsten ligner en gud, og derfor giver vi det navn. Når vi i bekendelsen ved dåben siger ”Vi forsager djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen” og straks efter bekender troen på Gud den almægtige, er det for tale om den kamp som finder sted i livet. I forsagelsen af djævelen og bekendelsen til Gud viser vi, at vi godt kender til den kamp vi hele tiden er stillet i mellem det gode og det onde. Vi undsiger djævelen, det onde, fordi vi vil det gode, livet og dets ret. Vi råber til Gud om at det gode vil sejre over djævlens magt, som er det onde.

Vi taler om det onde og det gode som magter udenfor os selv. På den måde viser vi at livet ikke er vores, men er større end os, og at livet kan tage både gode og onde veje, som vi ikke kan stilles til ansvar for.

Samtidig ved vi godt at vi både kan gøre det gode og det onde. Større magter er det gode og onde ikke, at vi ikke også selv har muligheden for at vise det gode og det onde i livet. Det onde kender vi både som en magt udenfor os selv og inden i os selv på én gang. I gamle talte man om at et menneske kunne blive besat af djævelen. Alle gør vi erfaringer med det onde. Det onde møder os som modgang fra den verden vi lever i. Men det onde sidder også inde i os alle sammen.

Vi kender alle til at det onde kan gribe os og at vi ikke kan kontrollere det. Det kan vise sig i noget vi siger eller gør. Tænk på onde følelser som had, misundelse og jalousi. Det onde kan også besætte os som en mørk livsstemning, der kan overmande os. Blive til et sortsyn, som tømmer os for lyst og mod og håb. Det onde kan under de rette omstændigheder få mennesker til at gøre de uhyrligste ting.

Vi hører Jesus tale om Gud som sin far. Med Gud vil han sige, hvad det er for en instans han sætter sin lid og kærlighed til. Vi forholder os alle til en instans af en eller anden art. En instans det er hvad driver os. Journalisten når han skriver en artikel, om han skriver for at vække sensation, manipulere eller informere om baggrund. Vi forholder os alle hver gang vi tænker og handler til en instans. Det der driver os i livet. Vi kalder det også for tro. Troen er ikke noget mennesket tager frem en gang imellem. Troen er mennesket selv i dets helhed med alle de forventninger, det har til tilværelsen, til fremtiden, til sig selv, til andre mennesker. Troen er derfor aldrig uden konsekvenser. Luther indskærpede hvad tro er når han sagde: ”Det hvortil du knytter dit hjerte, og hvorpå du forlader dig, det er dig gud”. Djævelen kan også dyrkes som en gud.

Djævelen er Guds modsætning, Guds modspiller. Jesus siger klart hvad han mener om Djævelen; han er en morder og løgner, ja, løgnens fader. Overfor løgnen står sandheden. Når djævelen er en løgner, kan han ikke tale sandhed. Djævelen er det onde i livet og det onde som kan besætte mennesker. Det onde vil ødelægge det gode; djævelen kæmper mod gud.

Djævlen og det onde, er en døds-magt, som har kun har ét formål i livet: at tilintetgøre liv, drage liv tilbage i ikke at være.

Det onde er altid nr. to efter det gode. Gud skabte livet godt er hvad vi hører efter hver skabelsesdag. Det er da det første menneske bliver fristet til at spise af træet om kundskab til godt og ondt, at det onde kommer ind i livet. 

Gud og Djævel har altid kæmpet om mennesket. Det gode og det onde virker i verden. De mytologiske fortællinger i bibelen om skabelse og syndefald vil netop fortælle, at det gode og det onde hører til livet. Vi taler om det gode og det onde, og magten bag disse kræfter er Gud og Djævelen.

Ondskaben er en virkelighed, som vi ikke må tie om. Vi taler om det onde som djævelen for at tilkendegive at det onde har magt til at ødelægge liv. Vi kan heller ikke tale meningsfuldt om Gud, hvis vi undlader at tale om djævelen.

Det vidste Luther alt om. Hvad salmen vi begyndte med at synge i dag fortæller alt om. Gud var for Luther en borg, en klippe, et billede på Guds vedvarende trofasthed. Om denne sin faste tro på Gud siger han i sin katekismus: jeg slår ikke min lid til nogen skabning i himmel eller på jord. Jeg slår min lid alene til den usynlige, ubegribelige, ene Gud, der har skabt himmel og jord og alene er over alle skabninger. Derfor frygter jeg heller ikke for al ondskab fra Djævelen og hele hans hær, thi min Gud står over dem alle.

Luther vidste godt fra sit eget liv at Gud ind imellem kunne lede ham på vildspor. Men at Gud var der som et meget levende realitet i livet var han ikke i tvivl om. For Luther var Gud nemlig en ambivalent, en tvetydig kraft, en mægtig kraft, overvældende på alle måder, over for hvilket ethvert menneske måtte frygte og bøje sig for.

Djævelen farer med løgn. Ham kan vi ikke stole på. Han er en døds-magt. Men fordi han ingenting kan skabe, er han mindre end Gud. Han er større end os, men mindre end Gud. Gud kan vi have tillid til. Fordi han er tillidsvækkende. Han kan også være frygtindgydende og lægge liv øde, men han lader altid et håb til tilbage. En rest hvorfra livet kan leves. Gud kan vi stole på siger Jesus. Jeg er af Gud siger han. Har mit liv i ham. Djævelen kaster os hulter til bulter, vender op og ned på tilværelsen, og vi ved ikke hvad vi skal sætte vores lid til. Djævelens væsen er mørke, er had, løgn og død, tilintetgørelse for tilintetgørelsens egen skyld.

Gud kan vi stole på som vores instans i livet. Og det kan vi fordi Gud, får en krop, et ansigt og et sprog i Jesus fra Nazaret. Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden siger Jesus som det sidste. I Jesus har Gud vist os hvordan han vil være i sit forhold til mennesker; i ham har Gud åbenbaret sin nåde, sin ubetingede kærlighed, sin vilje til liv med mennesker. En man kan stole på i livet.

Den Gud der i dag gav sit løfte til Louis i dåben: jeg vil bevare din udgang og indgang fra nu af og til evig tid. Det vil sige at Gud i dåben rejser en himmel over dette lille menneskes liv og at Gud følger sit dåbsbarn, mens det lever, og han ikke slipper det, når det dør. Gud er foran og bagved, skønt vi ikke kan se det. Amen