Prædiken til 2. søndag i fasten 2018

I faderens og Sønnens og Helligåndens navn.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Da Jesus og Peter og Jakob og Johannes kom ned til disciplene, så de en stor skare omkring dem og nogle skriftkloge, som diskuterede med dem. Hele skaren blev grebet af ærefrygt, straks de fik øje på Jesus, og løb hen for at hilse på ham. Han spurgte dem: »Hvad er det, I diskuterer med dem?« Og en fra skaren svarede ham: »Mester, jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som gør ham stum. Hvor som helst den overvælder ham, kaster den ham til jorden, og han fråder og skærer tænder og bliver helt stiv. Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de ikke.« Da udbrød Jesus: »Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen med ham!« Så bragte de ham hen til Jesus. Men da ånden så ham, rev og sled den straks i drengen, så han faldt om på jorden og lå og frådede og vred sig. Jesus spurgte hans far: »Hvor længe har han haft det sådan?« Han svarede: »Fra han var barn. Og den har mange gange kastet ham både i ild og vand for at gøre det af med ham. Men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os.« Jesus sagde til ham: »Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror.« Straks råbte drengens far: »Jeg tror, hjælp min vantro!« Da Jesus så, at en skare stimlede sammen, truede han ad den urene ånd og sagde til den: »Du stumme og døve ånd, jeg befaler dig: Far ud af ham, og far aldrig mere ind i ham!« Da skreg den og rev og sled i ham og fór ud; og han blev som død, så alle sagde: »Han er død.« Men Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op. Da Jesus var kommet inden døre og var alene med sine disciple, spurgte de ham: »Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?« Han svarede dem: »Den slags kan kun drives ud ved bøn.« Mark 9,14-29

Her i vinterferien læste jeg polarforskeren Knud Rasmussens Den store slæderejse, hvor han beskriver en 3½ års lang forskningsekspedition opkaldt efter Thule i Grønland. Det er den længste rejse, der nogensinde er foretaget på hundeslæde hele vejen fra Hudson Bay over det arktiske Nordamerika til Beringstrædet over mod Rusland.

Knud Rasmussens ambition var at sammenligne de mange vidt spredte eskimoiske samfund og hans undersøgelser fortæller ham, at forskellene mellem dem bygger på lokale forhold, som f. eks om det er land eller vandeeskimoer, altså færdes de hele tiden inde i landet eller ude ved havet.

Lighederne er derimod i nogen grad deres fysiognomi, det mørke hår, de særlige ansigtstræk, deres store udholdenhed og mentalitet; men det er særlig sproget, hvor Knud Rasmussen på imponerende vis kan gøre sig fuld forståelig på grønlandsk over dette enorme geografiske område; og hvor han i indsamlingen af gamle mytiske fortællinger støder på de samme forestillinger og historier trods de enorme geografiske og tidsmæssige afstande!

Det sidste overbeviser ham om, at alle eskimoer nedstammer fra det samme folk, som er vandret ind i det arktiske område i fordums tid. Og historiernes alder røbes ved deres særlige forestillinger om ånder, som kan besætte mennesker eller samfund og bringe sygdom, sult og ulykke.

Knud Rasmussen taler med såkaldte åndemagere under hele rejsen og han må vinde deres tillid før, at de vil fortælle ham om deres virke med at besværge det onde med amuletter og forskellige ritualer. Og det bringer os frem til dagens 2000 år gamle fortælling om den urene ånd, der har besat en dreng, som i vore moderne ører lyder til at lide af en form for epilepsi.

Og måske hører vi også i vores moderne afstand til tanken om onde ånders besættelse af mennesker, en vis form for afstand i Jesu holdning til sig selv som åndeuddriver, når han træt udbryder: Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud?

Som ville han pege på, at det ikke er det sensationelle i hans magiske åndemagerevner, vi skal lægge vægten på, men snarere hans budskab til os som Guds egen søn om at tro på det gode, som er Guds rige..

Det rige, som lille Emil og Josephine er trådt ind i ved dåben idag! Et rige som er et kærlighedsfællesskab mellem Gud og mennesker, som er evigt og som man derfor aldrig falder ud af, heller ikke når man dør! Dermed rækker det fællesskab ud over alle generationer fra Jesus tid til i dag og fremad..

Men det fritager os ikke for at bekymre os om vore børn og deres fremtid og derfor kan vi sagtens leve os ind i den desperation, som den epileptiske drengs far udtrykker: Hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os. Eller hans udbrud: Jeg tror, hjælp min vantro!

Egentlig kan man vel oversætte det med: ”Jeg vil gøre hvad som helst for, at min søn kan blive rask” og jeg mener, at det var Johannes Møllehave, der engang gjorde opmærksom på, at det var enhver forældres desperate råb om hjælp, når det gælder deres børns liv og helbred!

Men man behøver ikke være forældre for kunne at leve sig ind i det! For med til dette at være et menneske hører evnen til at leve sig ind i andre og deres liv. Evnen og viljen til at prøve at forstå dem og deres situation, deres valg og deres livsvej.. Og det er jo sådan set også det, som hele denne historie vil fortælle os, at Guds søn selv var et menneske, som kunne og ville leve sig ind i os og vore liv..

 Man siger af og til, at vi lever kun én gang og da konfirmanderne skulle finde citater om døden på deres mobiltelefoner, ja så var der flere stærke citater om dette. Citater som opfordrede os til at huske på det med at leve, mens man er i live, citater som man med et latinsk ord kalder ”memento mori” og som går helt tilbage til antikken og Jesu tid.

Så rigtig det nu kan være at huske på at bruge tiden, mens man har den og nyde livet, mens man lever med tanke på, at tiden løber ud, så opleves livet jo ikke kun som et forløb fra vugge til grav. Faktisk vil jeg mene, at man som menneske oplever livet mange gange, nemlig ved at iagttage andres liv og leve sig ind i dem.

Når man får børn eller ser andre få børn, ja så tænker man både på sin egen barndom, som man genoplever og på sine egne forældre og hvordan de håndterede det med børm.. Eller man tænker på sine bedsteforældre og deres fortællinger om familiens børn.

Og når man ser en film eller TV serie eller læser en roman, ja så lever man sig ind handlingen. Og man husker selv oplevelser af kærlighed, vrede, skamfølelse og fryd. Årstider og landskaber lader én genopleve stemninger og overvejelser, og man bliver mindet om sin egen indlevelse i fortiden. Ja man kan genopvække eller oprejse noget af det, som man troede, var dødt!

Det med at genoplive noget fra fortiden kan alle gøre og skønt vi ikke kan drive det onde ud af livet, ja så kan vi bede Gud om hjælp og trøst! Og huske på at livsglæden ikke altid følger den, som udadtil har mest grund til at glæde sig..

Det var en anden af Knud Rasmussens oplevelser på slæderejsen, at den dag eskimoerne fangede en hel masse rener, så holdt de en kæmpe fest, hvor man dansede, drak og spiste renkød, så der måske ikke var så meget mere at spise i dagene  efter.. hvor man så måtte suge på lappen igen. Men det gjorde ikke deres livsglæde mindre!

Eskimoerne var som naturfolk vænnet til tilværelsens op og nedture i et barskt klima, og de op og nedture kender vi stadig til her mange år senere i et helt andet samfund. Men om vi er blevet vænnet til livets op og nedture kan diskuteres;

Ligesom Thomas Kingo i 1600 tallet, hvis salme Sorrig og glæde vi skal synge om lidt. Han kan ikke vænne sig til livets opsving og nedture og derfor holder han fast i, at himlen, gudsriget, er det eneste med sikkerhed lykkeligste sted. Det er hans garanti mod tilværelsens omskiftelighed med mange døde børn og ægtefælder i barselseng, med sygdomme som ikke kunne helbredes.

Og selv om vi i dag lever i et samfund, som kan tilbyde mere tryghed end tidligere, ja så er vi måske ikke lykkeligere end eskimoerne eller Kingo. Men vi ved alligevel som dem, at der ligger en grundlæggende lykke i det, som vi kan dele med hinanden. Vi ved fra vores indlevelse i andre, at den gør livet værd at leve. Og vi har en Gud som lever sig ind i os og vore liv. Amen.