Apostlene kom også i strid om, hvem af dem der skulle regnes for den største. Da sagde han til dem: »Folkenes konger hersker over dem, og de, som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere. Sådan skal I ikke være; men den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener. For hvem er størst: den, der sidder til bords, eller den, der tjener? Er det ikke den, der sidder til bords? Men jeg er iblandt jer som den, der tjener. Jer er det, der er blevet hos mig under mine prøvelser, og ligesom min fader har overdraget mig Riget, overdrager jeg det til jer, for at I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige, og I skal sidde på troner og dømme Israels tolv stammer. Simon, Simon! Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede; men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte. Og når du engang vender om, så styrk dine brødre.« Luk 22,24-32

Jesus sidder til bords sammen med sine disciple. Det bord hvor han indleder med at sige til dem »Jeg har længtes meget efter at spise dette påskemåltid sammen med jer, før jeg skal lide, for jeg siger jer: Jeg skal aldrig mere spise det, før det fuldendes i Guds rige.«

Bordet som senere blev til nadverbordet, hvor vi kan samles senere i gudstjenesten.

Bordet hvor mennesker samles i deres hjem og som dagligt er anledning til at mennesker spiser sammen. I hvert hjem står der et bord – ja der kan også stå flere – men i hvert fald ét bord, som fortæller om fællesskab mellem nogle mennesker. Her spises, samtales, skændes, her hviler man, læser måske.

Et bord fortæller om liv der leves, mennesker som samles, om fællesskab. Det kan være harmonisk livet omkring bordet, men det kan også føre til strid.

Megen af Jesu virke og lære foregik omkring et bord. Farisæerne nogle af hans værste modstandere kritiserede ham ofte for at spise sammen med skatteopkrævere og syndere. At gøre det betød en accept af disse mennesker, der almindeligvis af mange ikke blev anset at være gode nok at spise sammen med.

Særlig for Jesus når han sad til bords med andre var hans vilje til at se bort fra hvordan samfundet opdelte mennesker i grupper, hvor nogle var ude og andre inde. Og i det hele taget så Jesus ikke på hvad han kunne få ud af at spise sammen med mennesker af alle slags. Ved bordet ophæves alle skel mellem mennesker. Vi er alle lige, lige meget værd, i Jesu øjne, der som det siges i nadverbønnen inden vi rejser os: du, som selv er til stede iblandt os, med al din kærligheds rigdom. Kærligheden er varm og givende ved nadverbordet.

  Jesus tager kvindens rolle på sig, hvis vi ser det ud fra de normer i det samfund han levede i. At tjene ved bordet var kvindens opgave. Det i sig selv har været en provokation for mange. Han sætter sig selv til side for dem som sidder til bords. Den, som sidder til bords, er større end den, som varter op. Det er den siddende der er herre over situationen og har magten over ham som tjener.

Det er den strid vi er havnet midt i i dagens prædiken tekst. Disciplene diskuterer, ja, strides står der, mens de sidder om bordet, om hvem af dem, der skulle regnes for den største. Hvem kan med rette kaldes den største? Det er en titel, som ikke kan deles, og derfor strides disciplene om den – det er verdens visdom, at den største er den, som hersker over andre. Eller som Johannes Møllehave siger når han spidder tidens magthavere og samtidig sagt hvad det egentlig vil sige at tjene: Hvem er stor? Det er den som tjener. Hvem er størst? Det er den, som tjener mest.

  Det er magtens diametrale modsætning, magtens dementi, som Jesus sætter igennem, når han siger: For hvem er størst: den, der sidder til bords, eller den, der tjener? Er det ikke den, der sidder til bords? Men jeg er iblandt jer som den, der tjener.

  Jeg hører disse ord af Jesus som et ekko fra tidernes morgen og den mytologiske fortælling om de 2 brødre Kain og Abel ( 1.Mosebog kap.4). Kain og Abel gik rundt og passede mark og får. Da Abel er død, og Gud taler til Kain, dukker ideen om at tjene op: hvor er din bror Abel?

Kains verdenssyn havde ikke plads for nogen hverken Gud eller menneske. Landet som han ejede og dyrkede og kornet han høstede var hans alene. Abels syn på livet var meget anderledes. Jorden tilhørte Gud, ikke Abel, og hans offer bekræfter det. Han gav af sit småkvægs førstefødte. Kain gav blot en offergave af jordens afgrøde. Kain kunne ikke leve med Abels syn på verden og hans tro på at alt tilhører Gud. Som mange magthavere i historien siden dengang, kunne Kain kun håndtere modstand ved enten at dominere eller eliminere. Abel var en trussel mod Kains magt ønsker.   Derfor slog han sin bror ihjel, kun for at finde ud af ideer er langt sværere at slå ihjel end mennesker. For Gud spørger ham »Hvor er din bror Abel?« Kain svarede: »Det ved jeg ikke. Skal jeg vogte min bror?«

Abel tænkte at hvad han gav Gud var Guds, og Abel var blot den der skulle passe på det. Abel nærmede sig Gud som den der tjener i beskedenhed. Kains syn er herskerens, den der vil bestemme, og det fører kun til ensretning og vold.

I verden er der et herre-sind og et tjener-sind. Herre-sind det er Kain og mange andre som ham, der driver mennesket som en besættelse. Tjener-sindet er, hvad der kan gribe os, som et under i øjeblikket, og som er Gud selv, i Jesu skikkelse. Der er noget vigtigt vi skal huske på: den anden, tjenesten og ikke mindst hvad Jesus tjener os med. Hans store kærlighed der ikke gør sig stor på bekostning af andre, men gang på gang vender om, vender sig imod den anden, som når vi knæler ved nadver-bordet, og hører ordene dette er mit legeme…dette er mit blod.

Jeg er i blandt jer som den der tjener siger Jesus. Han ved om at vi skal passe på hinanden. Gang på gang viste han tjener-sindet i sin omsorg for mennesker og i mange af hans lignelser, er det tjener-sindet han vil fortælle frem, og som skal gøres levende mellem mennesker.

Han siger det til sine disciple om bordet den sidste aften. Vi gentager det ved nadveren, går vi på knæ omkring nadver-bordet og lader os betjene. Det er den samme bevægelse Abel gjorde da han gav Gud af sit køds førstefødte, som når Jesus giver til os sit eget kød og blod. Hvad det betyder?

En omvending af verdensordenen: Gud er ikke længere over os. Guds søn er under os, altid den nederste hånd, altid ringere end os

Jesus tager sine disciple i skole; han fortæller dem om forskellen på at herske og på at tjene, og han bruger sig selv som eksempel på det sidste. Kristus tjener sine venner ved at opgive sig selv helt. Alt hvad han er, og kongedømmet, som han har, det er blevet ham skænket, og han skænker det videre. Han bliver netop ikke stor af at tjene de andre, han bliver til intet for at herliggøre Gud, for at Guds vilje kan ske fyldest. Sådan skal det også være imellem dem, siger han.

 Bordet vi sidder omkring er et symbol på tjener-sindet, som vi kan lære af. Tanken om at give afkald, for at vende sig ud af sig selv. Ved bordet udlignes alle forskelle mellem mennesker. Det runde bord hvor alle kan se hinanden og vi spiser sammen, bliver sammenspiste, og føler at vi er én menneskehed, der har brug for den anden.

Tjener-sindet fortæller at det er større at tjene end at herske. Jesus gør sig igen og igen til den udsatte, den tjenende. Kain og Abel viser tjener-sind i deres ofringer, selvom motivationen og målet skiller dem fra hinanden.

Tjener-sindets teologi om at opgive sig selv for at være hos den anden er et sandt faste tema. Og vi befinder os lige nu i fasten, på vej mod påske. Vi går med Jesus i denne tid, sætter vores fod i hans fodspor og han følger os på vej. Tjener-sindet er mere aktuelt end nogensinde. I en tid med en økonomi og en teknologi der kører på fuld damp og som meget nemt kan friste menneske og herre-sindet blive til en besættelse. Vi kan så meget og derfor tror vi det står i vore hænder at bestemme og forme livet som vi vil have det. I en verden hvor økonomi, præstation og konkurrence er hvad vi måles på, kan tjener-rollen let blive til grin.

Tjener-sindet er et offer hvor jeg giver afkald på noget at mit materielle liv, af mit hverdags liv, af min sikkerhed og venter på, at mit offer modtages. Jesus tjener os for at vi skal tjene hinanden.

Hvordan vi skal gøre det kan vi lære af dåben. Dåben er – som vi også har været vidner til i dag – en optagelse i kirken og en indvielse til en særlig opgave. En tjener-opgave hvor dåbsbarnet forsvinder i vandet for igen at stå op ad det, som Jesus selv steg op ad Jordan flodens vand. Døbt til at gå ud i livet og tjene det. Smukt siges det af den nu for længst afdøde svenske teolog Gustaf Wingren hvad dåben er til for, og hvad den skal bruges til: "man må ikke glemme at kanalen fra dåben ind i verden er hver enkelt kristens forhold til sin egen næste/...../ den, som vil tjene skal falde, som regnen, som hvedekornet - og at falde betyder på en vis måde at forsvinde, at give sig hen/....../

Det var præcis det Jesus vil sige da han gik rundt om bordet den sidste aften og talte til sine disciple og til os om hvad der er vigtigt her i livet: hvem er størst: er det jer her der sidder til bords og er godt i gang med at tale om hvem der skal regnes for den største, eller den, der tjener?/…./ jeg er iblandt jer som den, der tjener. Amen