Dette hellige evangelium til trinitatis søndag skriver evangelisten Matthæus 

Men de elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne.  Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede.  Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden.  Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn,  og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende. AMEN 

PRÆDIKEN 

Har vi en fornemmelse af, at vi lever i en tid, der er ved at være forbi? Altså en overgangstid (kan vi kalde det det?), hvor noget er forbi og noget nyt er på vej? Har vi en oplevelse af at stå overfor en fremtid, der er (mere end den plejer at være) ny og ukendt?

Ja, det vil mange (nok) mene. Vi står i hvert fald i en tid, der er præget af krige og kriser (energikrise, klimakrise og katastrofer, jeg tror ikke, at jeg behøver at nævne flere eksempler).

En tid, hvor alt konstant er til forhandling og hvor alt konstant er i forandring, og hvor vi kan få indtryk af, at det er op til det enkelte individ at orientere sig og finde mening og retning…   

Og hvordan forholder vi os så (som mennesker) til sådan en ny og ukendt fremtid? Gør vi det med tro, tillid og håb eller med frygt, tvivl?

Jesus har (i dagens tekst) sat disciplene stævne på et bjerg i Galilæa. Og da disciplene ser Jesus, tilbeder de ham, men nogle tvivlede, står der i teksten…

Vi befinder os efter påsken – efter Jesu korsfæstelse og opstandelse. Og disciplene må også have haft en oplevelse af at stå i en overgangstid mellem det, der har været (livet sammen med Jesus) og nu en ny og ukendt fremtid, hvor de har fået en meget stor opgave at gå ud i verden med…

For Jesus giver dem opgaven: At de skal gå ud i verden og gøre alle folkeslagene til hans disciple ved at døbe dem i faderens, sønnens og helligåndens navn. Han siger det til dem alle sammen også dem, der tvivlede…

Tvivlen er tit beskrevet som noget meget fint og positivt, som en nådegave – tvivlens nådegave. For tvivlen bliver ofte set som et værn mod fundamentalisme eller radikalisering.

Tro uden tvivl kan være (som en stivnet verden) alt for skræmmende skråsikker på alle de forhold i livet som vi jo gang på gang må sande, at vi ikke kan vide meget om…

Tro uden tvivl kan være skræmmende, men omvendt kan tvivl uden tro være forfærdeligt. Tvivlen kan æde tilliden op i os, som en orm i et æble. Ja, ligesom slangen i paradisets have fik Evas sind til at tvivle om Guds intentioner eller hele hans væsen…

Det var også tvivlen på, om Gud er en nådig og kærlig Gud, der bragte Martin Luther ud i så voldsom en sjælekamp, at han var ved at bryde sammen og miste det hele…

På den måde kan tvivlen være forfærdelig. Hvis vi tvivler på, om opstandelsen findes og vi aldrig kan slippe tanken om, at det måske bare er noget, nogen har fundet på, fordi alt andet ikke var til at bære…

Er Gud så kun en, der var engang og er vores fremtid så virkelig åben? Et liv uden tro på en åben fremtid er et liv, der blot findes, men det lever ikke. Det er ikke et levende liv….

For liv er social og fuld af bevægelse. Jeg er ikke dig, men jeg er heller ikke uden dig, for uden dig vil jeg være verdensløs – jeg vil være uden nogen, der holder mig oppe. Hvis vi ikke har nogen at forbinde os med, ingen for hvem vi betyder noget, så vil vi vel blot findes uden åben fremtid…

Jeg tror, at mange mennesker i den (overgangstid), vi lever i, søger en oplevelse af være en del af en større sammenhæng, forbundet med naturen, med andre mennesker eller med Gud.

En sammenhæng der giver en dybde og en mening i tilværelsen i en verden, hvor alt er til forhandling og i forandring. For i sådan en verden kan vi komme i tvivl om det meste…

Vi ved ikke hvem af disciplene, der tvivlede. Men vi ved, at Jesus ord også gælder dem, der tvivlede. De sendes også ud i verden ikke kun med den helt store opgave at gøre alle folkeslagene til Jesu disciple ved at døbe dem, men først og fremmest med løftet om at den korsfæstede og opstande er med dem alle dage indtil verden ende...

Det løfte gælder også dem, der tvivlede - og det gælder os. Det er det ord, disciplene og vi på trods af vores tvivl går ud i verden på. For den tvivl der her er tale om, må være den opbyggelige tvivl, som har troen som forudsætning…

Det er troen på, at i det svære liv, som venter os, vil han være med os, som det ubegribelige nærvær og som den bevægende kraft…

En kraft, der forbinder os med mennesker og verdener, vi ikke kender til. Den kraft, der opfylder håb, vi ikke vidste, vi nærede.

Ånden åbner fremtiden, og vi træder ud af skyggernes rige?

Dens konkrete kraft er stærkere end enhver magt (Niels Grønkjær).

Ånden oprejser mennesket og vækker til liv og sætter en stivnet verden i skred. Gud er i alt, hvad der er til. Guds nærvær og magt som ingen kan gribe, men som vi alligevel kan tro.

Gud som på én gang er overalt og intet sted. Gud som er livet inde i livet, den bevægende kraft i vores glæde og latter og i vores klage og gråd. Gud som bevæger os og får os til med alle sanser at mærke livet og hinanden, og hvad det vil sige at være til.

Der folder Guds fremtid sig ud for os og i os og vores fortid ændres og farves tilgivelsessolgul og forsoningsmild. Det er gådefuldt. Og den gåde må vi leve i…

Guds usynlige virkelighed er lige så virkelig som den usynlige blide sommervind. Han er den større sammenhæng, som giver vores liv dybde og mening, og som vi føjes ind i og forbindes med i dåben. Det bærer vores liv oppe…

Dåb er ikke løsninger på de gåder, bekymringer, sorger og lidelser, der hører med til at være et virkeligt menneske. Men det er løftet om aldrig at være forladt af Gud – heller ikke i den mørkeste time…

Guds muligheder er aldrig brugt op. Det er ikke sikkert, at verden forandrer sig og bliver bedre. Men vi forandres. Vi forvandles i mødet med den treenige Gud, så vi ser og orienterer os i verden på en ny måde. Og vi går ud i verden på ordene

Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende…

AMEN