Dette hellige evangelium til 5. søndag efter påske skriver evangelisten Johannes 

Da Jesus var færdig med at tale, så han op mod himlen og sagde: »Far, nu er min tid kommet. Vis, hvor magtfuld din søn er, så han kan vise, hvor magtfuld du er. ²Du har givet mig magt over alle mennesker, for at jeg kan give evigt liv til alle dem, som du har givet mig. ³Det evige liv er at kende dig, den eneste sande Gud, og mig, Jesus Kristus, som du har udsendt. ⁴Jeg har vist menneskene din styrke ved at gøre det arbejde, du har pålagt mig. ⁵Far, giv mig nu den guddommelige plads tilbage, som jeg havde hos dig, før verden blev skabt.

⁶Jeg har gjort dit navn kendt for dem, som du har taget fra verden og overladt til mig. De tilhørte dig, men du har givet dem til mig, og de har gjort, hvad du har sagt. ⁷Nu forstår de, at alt, hvad jeg har fået, kommer fra dig. ⁸Det, du har sagt til mig, har jeg sagt til dem, og de har taget imod det. Derfor ved de, det er sandt, at jeg kommer fra dig, og de tror på, at det er dig, der har sendt mig.

⁹Det er mine disciple, jeg beder for – ikke for verden, men for dem, som tilhører dig, og som du har givet til mig.

¹⁰Alt mit er dit, og dit er mit. Gennem dem er min guddommelighed blevet synlig. ¹¹Jeg kommer tilbage til dig og er ikke længere i verden, men det er de. Hellige far, sørg for, at de holder fast ved dig, sådan som jeg har lært dem. Så bliver de en enhed, ligesom vi er.

Prædiken 

Hvorfor vil I gerne have jeres barn døbt? Det spørgsmål berører jeg på en eller anden måde altid i dåbssamtalerne. Det er jo ikke fordi, det skal være et forhør eller at der er et rigtigt og forkert svar, der skal leveres eller præsteres som en adgangsbillet til dåben søndag formiddag…

Men jeg stiller det, fordi der altid er noget vigtigt på spil, når forældre kommer for at få deres børn døbt. Der er noget vigtigt på spil i de svar, som dåbsforældrene giver. Der er altid et ord, en sætning, der beriger vores samtaler om dåben og som sætter ord på det menneskeliv, vi er fælles om at leve…

For mange handler dåben om tradition. Og det gode ved traditioner er, at dem behøver vi egentlig ikke at begrunde. Dem har vi og dem vedligeholder vi, fordi vi altid har gjort det. Måske finder vi dåbsservietten frem, som andre i familien har fået tørret dåbsvandet af med eller vi finder dåbskjolen frem, som andre i familien har haft på før os…

Dåben handler om fællesskab om at få identitet og få historie. Ja, om at høre sammen, om at høre til og om at blive til. Når vi samles her i kirken og døber Niels og Klara, så ser vi vores liv i et særligt lys – i Guds lys. Det sker også til konfirmationer, vielser og bisættelser, gudstjenester og det sker ved dåben…

Her ser vi på en særlig måde, at vores liv er båret oppe af familie, af venner, af et kristent fællesskab – her i Humlebæk og ud over hele jorden…

Vi bliver opmærksomme på, at vi er bundet sammen med hinanden. Vi er bundet sammen i et fællesskab. Det er en forbundethed med et helt særligt bindeled, nemlig Jesus. Ja, vi kan måske kalde ham bindevævet. Han er den, der holder sammen på Gud og mennesker og enheden mellem mennesker…

Når vi samles om døbefonten, så ser vi at vores liv er bundet sammen og båret af andet end vi selv magter. Og lige netop det, taler vi også tit om i dåbssamtalerne…

For når vi får et nyfødte barn i vores hænder, så mærker vi meget intenst, at vi ikke har livet i vores egne hænder. Midt i glæden og taknemmeligheden mærker vi også bekymringen og frygten…

Vi er ikke herre over liv og død. Her er der meget, vi ikke magter. Vi er ikke herre over, hvordan det vil gå dem/børnene her i livet. Vi kan følge dem et stykke af vejen, imens de er små og de tager de første skridt. Men vi ved godt, at vi ikke kan følge dem skridt for skridt hele livet…

Når vores børn rejser ud i verden, så kan vi bekymre os om, hvordan det går dem dér på den anden side af jorden. Adskillelsen og afstanden kan være svær og fylde os med savn og længsel.

Så kan vi finde trøst, opmuntring eller livsmod ved at bede Gud om at være med dem i hvert et skridt eller i hvert et øjeblik…

Det er et menneskelig vilkår, at vores liv er fyldt med fællesskab, glæde og taknemmeligheder (som i dag) og samtidig også afsked, adskillelse, sorg og savn.

Det vilkår har mennesket til alle tider gjort sig tanker om, fordi det vilkår skræmmer os. Og helt til rette med at vi skal skilles fra hinanden og fra livet en dag – det kommer vi nok aldrig…  

Vi synes, at vi hører sammen med hinanden og med livet. Vi hører sammen med familie, venner og livsvidner – mennesker i de nære relationer og lokalt og på den anden side af jorden. At denne forbundethed er selve livets indhold…

På samme måde som disciplene syntes, at de hørte sammen med Jesus. At han var selve livets indhold. Sorgen over adskillelsen med Jesus kom disciplene sig aldrig helt over…

Teksterne i tiden efter påske berører derfor også spørgsmålet: Hvordan det vil være muligt at opretholde et fællesskab med Jesus, når han ikke længere er til stede? Hvordan kunne livet opretholdes lige så intenst og givende, som da han selv var lyslevende iblandt dem?

I evangelieteksten, som jeg lige har læst, befinder vi os aftenen før korsfæstelsen. Det er adskillelsens nat. Teksten er uddrag af den bøn, som Jesus beder den aften. Jesus beder for sine disciple og for alle os, der skulle komme efter…

Han fortæller os, at vi alle rummes i Guds bøn. At være rummet i Guds bøn er det samme som at være omsluttet af Guds kærlighed. Det er den kærlighed, der er i grunden. Den kærlighed der kommer før alt andet. Hos ham og i ham er kærligheden før alt andet. Ja, den er en forudsætning. I den kærlighed hører du og jeg sammen med ham – altid.

Det er en skjult sammenhæng – en enhed mellem Gud og menneske og mellem mennesker. Og det er netop den sammenhæng, vi er føjet ind i ved dåben med løftet om, at Gud er med os indtil verdens ende uanset hvordan det går…

Uanset hvad du selv formår og hvad du magter. Ja, så er du Guds elskede barn. Det er i det lys, vi ser vores liv, når vi står omkring døbefonten. Her ser vi i et øjeblik, at Guds kærlighed råder…

Det er ikke en garanti for, at lidelsen ikke kan ramme os. Det ændrer ikke på det menneskelige vilkår, vi deler med hinanden, at vores liv også rummer afsked, adskillelse, sorg…  

Enheden mellem Gud og mennesker og mellem mennesker bliver bestandigt udfordret af forhold i verden, der splitter os og nedbryder fællesskaber og adskiller os – både fra Gud og fra hinanden. Vi kan bare se ud i verden. Der er nok af eksempler at tage af og der er sikkert også eksempler i det helt nære i vores eget liv – dit og mit…  

Når glæden kommer til kort, fordi alting igen og igen falder fra hinanden, så står det ikke i første omgang til dig at forsøge at få klinket skårene, tingene og verden og dig selv sammen igen til en enhed.

Så må vi finde tilbage til den dybere sammenhæng, at du og jeg er med i Jesu egen bøn – for alle sine kære, hvortil også vi hører…

Jesus er et forbillede for alle os forvirrede og rodløse mennesker i verden. Ved at forbundet med ham og følge ham kommer vi tilbage til det, der er meningen med os, så kan han fortsætte, hvad han har begyndt, så kan Guds herlighed fortsat være til stede i verden som nyt liv, nye livsmuligheder (en opstandelse), når alt er faldet fra hinanden…  

Det giver os nyt håb og nyt livsmod. For i ethvert nu er kristenlivet, der skal begynde og til det liv hører den opgave, vi har fælles med disciplene: At Gud har udsendt os til verden for at vi kan sprede den velsignelse, at Gud, da han oprejste Jesus fra de døde, lovede, at intet selv ikke døden skal skille os fra Guds kærlighed. I ham er der liv og evighed for enhver…

AMEN