Da Jesus var i Betania i Simon den Spedalskes hus og sad til bords, kom der en kvinde med en alabastkrukke fuld af ægte, meget kostbar nardusolie. Hun brød krukken og hældte olien ud over hans hoved. Men nogle blev vrede og sagde til hinanden: »Hvorfor ødsle sådan med olien? Denne olie kunne jo være solgt for over tre hundrede denarer og givet til de fattige.« Og de overfusede hende. Men Jesus sagde: »Lad hende være! Hvorfor gør I det svært for hende? Hun har gjort en god gerning mod mig. De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid. Hun har gjort, hvad hun kunne. Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen. Sandelig siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende.« Markusevangeliet 14,3-9

Kvinden der hælder sin kostbare olie ud over Jesus, er virkelig et fantastisk billede. Et smukt billede på en ødsel handling, som nogle af dem der er tilstede kalder overflod og spild, men som Jesus vælger at tolke ud fra det sindelag hvormed den er gjort. Der er ingen i rummet den dag hos Simon der holder på sit eget. Lige bortset fra dem i rummet der ikke billiger kvindens ødselhed. De fornuftige som tænker økonomisk og for hvem salget af olien kunne have hjulpet de fattige. De vil også gerne det gode for nogle andre.

Kvinden med alabastkrukken og Jesus som modtager af den gode nardusolie kalder på en anden holdning til tilværelsen. Ud fra den lille scene hos Simon kan vi sige, at her foregår en kamp mellem jeget og så os selv som en større del af livet.

Teologisk vil vi sige at her foregår en kamp mellem synden og skabelsen.

Dem der blev vrede den dag over kvindens handling ser den som en syndig handling, fordi olien kunne have tjent et højere samfundsmæssigt forhold. Skabelsen folder sig ud i kvindens handling og i Jesu modtagelse af den. Hendes handling skaber glæde og giver os et blik for tilfældets mulighed. Tænker vi alene om livet ud fra tanken om at vi skal lykkes i livet, så går vi nogle gange glip af det vi kommer ud for. Lykken er ikke, at det lykkes, men det, vi kommer ud for.

Vi indleder påskeugen med denne smukke beretning om en overvældende ødselhed af kærlighed.

Denne søndag indleder vi påskeugen, som også fortæller om en stor ødselhed af kærlighed. Kvinden med krukken sætter sit aftryk i Jesus, at Markus som forfatteren har behov for at sige, at denne kvindens handling aldrig vil blive glemt. Hun vil blive husket.

En kærlighed der ender med at give sig helt og fuldt.  Det er den kærlighed påsken taler om, kærligheden der går med os ind i døden, og ud af den igen. Kærligheden der er så ødsel og overvældende, at døden langfredag heller ikke kunne stoppe den.

Det er den kærlighed vi ser genfortalt i kvinden, der bryder ind i Simons hus, mens Jesus er på besøg, og ikke lade sig stoppe, men hælder sin dyrebare olie ud over ham.

Kærligheden er altid i overflod, den gives aldrig i afmålte portioner, aldrig dråbe for dråbe. Kærlighed er i den forstand ikke et projekt vi kan beslutte os for at føre ud i livet. Kærligheden bryder ind hvor og når den vil, og i klæder sig de mærkeligste skikkelser. Kærligheden er større end vore beslutninger og kalkulationer.

Kærligheden er ikke noget vi beslutter os for, og dog, findes der steder hvor kærligheden er en pligt. Jeg tænker på den kærlighed vi møder i sundhedsvæsenet når vi syge. Her er kærligheden gjort til en almen pligt. Her er kærligheden en del af den lægefaglige gerning, når en patient er syg og skal behandles. Vi kunne kalde det en besluttet eller villet kærlighedshandling.

Kvinden viser den anden side af kærligheden, den spontane kærlighed, der er suveræn i forhold til vores beslutninger. Og det virker på den måde, at den så at sige løber af med os, og er derfor ikke er en del af et projekt, men noget vi ikke kan lade være med.

Et par af Jesu disciple, som også sidder i huset den dag, reagerer ligeså spontant på denne ødselhed fra kvindens side. De ser ikke kærligheden i handlingen, men har alene deres øjne og tanke rettet mod spildet af den kostbare olie.

Jeg tænker mig at denne kvinde fint bliver fortalt i det svar Jesus giver på kritikken af hende: hvorfor generer I hende, når hun har gjort noget godt for mig? - Der er stor omsorg i de ord. Omsorg for et menneske, der med samfundets øjne, ikke var én man kunne forvente det store af. Kritikerne som står den dag og ser til, er hurtige med deres fordømmelse af hende. De er forargede. De ser hendes handling og alligevel ser de den ikke, for de forstår den ikke. De misforstår den og ser ikke et menneske, der gør noget godt, og hvorfor kvinden gør som hun gør. Straks tænker de, hvad hun i stedet skulle have gjort, og ikke hvad hun gjorde, og ligger under for den menneskelige brist, at vi altid ved bedre, hvad andre skal gøre.

De ser hende egentlig ikke, de ser kun, hvad de synes hun skulle have gjort med olien. De er tilskuere travlt optaget af, at rette verden til med deres målestokke for, hvordan mennesker skal være og gøre.

Men hun har gjort noget godt. Det er jo egentlig en meget smuk beskrivelse af hendes handling. I de ord ligger der en stor accept og anerkendelse af hende som et menneske, der har gjort det smukkeste og bedste man kan som menneske, ødsle sit liv bort i kærlighed.

Der er stor nåde i de ord. En nåde for os at vide, at det kan måske se ud af lidt det vi gør. Men gør vi hvad vi kan, og har hjertet med i det vi gør, så behøver vi ikke stræbe efter mere.

Det giver os mulighed for, at vi alle kan gøre noget. Ethvert menneske kan gøre noget, med de evner og muligheder det har. Der er kærlighed nok til alle, og det fører det syn på mennesker med sig, at i ethvert menneske må vi aldrig glemme at forudsætte, at kærligheden er tilstede.

Derfor er det Jesus ikke ser på al det olie kvinden spilder ud over ham selv, men ser hendes handling som udtryk for en stor varm kærlighed. Han ser ikke handlingen først og så mennesket bagved, han ser et menneske der ødsler med sin kærlighed.

Han har på forhånd suspenderet vurderingen om denne kvinde nu kan tillade sig at handle på denne måde eller ikke. Sådan ikke med disciplene, for de synes at hun skulle have tænkt sig om, og gået hen på markedet og solgt olien. Og brugt pengene på de fattige.

Modsat Jesus ser de ikke kvinden og hvad hun vil fortælle med sin handling, de har fra begyndelsen stirret sig blind på det olie hun spilder til ingen verdens nytte. Hendes kærlige ødselhed er en fortælling til os om, hvad der venter os i påsken. En ligeså stor kærlig ødselhed, som vi møder den i kvinder der frådser løs med sin olie.

Det er hvad Gud møder os med i påskens dage.

I dag begynder festen med at Jesus kommer til Jerusalem for at fejre påskefest. For hver dag der går i påsken ser vi et menneske der giver sig mere og mere hen i kærlighed. Han lader sig ikke stoppe af magelige hensyn, men giver sig som kvinden med krukken hen til livet i kærligheden. Hans død på korset langfredag og hans opstandelse påskemorgen er begge billeder på Guds kærlige ødselhed.

Også Jesus gjorde hvad han kunne. Han blev ligesom et menneske og lignede os siger Paulus i Filipperhymnen (Filipperbrevet kap. 2,5-11) vi lyttede til før.

Kvinden med krukken og Jesus der tager imod bliver smukke billeder på at livet overøser os med livsmuligheder, og det forlanges af os at modtage det i taknemmelighed. Vi er skyldnere ved at modtage vort liv.

Det går på ingen måde af sig selv. Det har sikkert også krævet mod og styrke af kvinden at gå blandt alle de mænd som var samlet den dag hos Simon. Vi overøses ikke bare med glædeligt, for vi ved om nogen i denne tid at vi er sat i truslernes og dødens verden.

Vi skal gøre det gode som kvinden.

Nogen gange lykkes vi med at gøre det helt store, og andre gange må vi glæde os over, at vi gør det så godt vi kan. Amen