Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes

Jesus sagde til dem: »Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig. Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen. Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke. Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke? Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud.« Jøderne sagde til ham: »Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?« Jesus svarede: »Jeg er ikke besat af en dæmon, jeg ærer derimod min fader, men I vanærer mig. Jeg søger ikke min egen ære; der er en, der søger den, og han dømmer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.«  Johannesevangeliet 8,42-51

Prædiken 3. søndag i fasten (II)

Der er altid mere at sige…

Kender I det at stå foran et stort kunstværk – et maleri. Vi får hurtigt et førstehåndsindtryk: Det kan være wauv, hvor er det smukt eller nøje, hvor er det grimt. Det er kedeligt eller det er spændende… 

Og så studerer vi måske maleriet lidt nærmere, vi går lidt tættere på eller vi går lidt længere væk og betragter det på afstand. Pludselig falder lyset på en ny måde på maleriet, og vi ser det i andet lys…

Vi ser bagom eller ind i maleriet, og vi får øje på dybderne i det.

Det gør et nyt indtryk på os. Det får en ny betydning. Vi skulle give maleriet lidt mere af vores tid. Vi skulle opholde os ved maleriet lidt længere for at se dybdedimensionen i det…

Og hvad der gælder, når vi står og betragter et maleri, gælder også når vi står overfor et menneske – og ser på det. Vi kan være hurtige til at dømme det andet menneske på dets ydre, det vi lige umiddelbart ser. 

(Vi kan også være hurtige til at dømme os selv…)

Men der er altid mere i ethvert menneske – du og jeg – end vi kan forstå om os selv eller kan se i den anden. Nogle gange kan vi bare ikke se det og andre gange vil vi måske bare ikke se det…

Hvordan er det med tekster? Er der også mere at sige om en tekst, hvis vi dvæler ved den, ser bagom og opholder os lidt længere ved den? Er der en sandhed i teksten, som vi ikke umiddelbart hører, forstå eller ser…

Ja, det er der. Det er der tit, og det er der i hvert fald i evangelieteksten, som vi hører i dag. Den er faktisk farlig, hvis den ikke bliver fortolket. I går i Kristeligt Dagblad blev det diskuteret, om teksten skal fjernes fra alterbogen, så farlig er den.

Det tvivler jeg på, at Jesus havde vidst eller forudset, at den skulle blive. Nu har Jesus ikke selv skrevet en linje i Bibelen, men der er skrevet meget om ham…

I Dagens tekst er der opstod uenighed om Gud, om hvad der er løgn og hvad der er sandhed. Det er ikke så ualmindeligt, at der opstår konflikter af den art mellem mennesker. Det er gældende til alle tider…

Jesus taler til jøde som ham selv, når han siger: I har Djævelen til far, og han er en løgner og en morder. Lige præcis det her sted er blevet brugt til at sprede antisemitisme.

I Tyskland kunne man under anden verdenskrig læse på flere byskilte ind til tyske byer: Her har jøder ingen adgang. Og nu står jeg her i dag og læser samme ord ind i en tid, hvor antisemitismen igen er blusset op over hele verden og hvor Israel-Gaza konflikten har fået voldsomme følelser til at blusse op.

Ord er farlige! De er farlige, når de kommer til at stå som hugget i sten. Stendøde. Som om de ikke kommer fra et liv bagved og ikke har en sammenhæng eller en konkret situation at høre til i. Når vi har en tekst i hånden, kan alting ske.

Tænk på en besked på SMS eller mail sendt i vrede, som vi fortryder, fordi vi ikke kan regne med, at læseren ser mere end det, der står – sort på hvidt. Har vi sat ord i verden, er vi prisgivet andres nåde.

Det gælder også Jesus – han var og er også prisgivet andres nåde. Det døde han som bekendt af. Men på korset tilgav han sine bødler. For sådan var han. Et menneske, der altid så bagom og så mere i det andet menneske...

Han bad for dem alle sammen, da han hang på korset - både sine dommere og sine bødler og alle der så passivt til og alle der så den anden vej.

Han bad med ordene: Fader, tilgiv dem – for de ved ikke, hvad de gør.

Sådan var han. For ham var der ikke forskel på jøder eller græker eller kvinde eller mand eller slave eller herre – der var bare mennesker.

Mennesker med en historie, en skæbne, en ulykke, en sorg og en vej i livet, der både var et resultat af deres egne valg – men også af tilfældigheder, tildragelser og vilkår.

Han tog imod alle, han så, han trøstede, han rejste dem i livet, der hvor de var faldet - og det er derfor, vi har tillid til Gud. Fordi Jesus pegede på en Gud, der skænker os værdighed og for hvem vi altid er mere, end vi selv forstår og ser ud til at være.

Og tager man et citat fra dette kærlighedsfyldte menneske, Jesus og bruger det til at legitimere racehad og vold, så er det måske lige præcis det, der menes med at have djævlen eller løgnen til fader.

Som om Djævelen, hvis vi skal blive i det mytiske sprog, nogensinde er gået efter et særligt folkeslag eller etnisk gruppe. Eller efter køn eller seksualitet.

Ordret betyder Djævelen, Diabolos, bagtaler eller løgner – og er i evangelierne den, der farer med løgn. Den, der nedbryder, opløser, sår tvivl, forvansker. Djævelen er således egentlig ikke noget i sig selv, men er som en parasit, en snylter, som æder sig ind på det gode i tilværelsen.

Djævelen vil underminere vores tillid til hinanden, vores frygtløshed og mod. Han vil stække os og gøre mennesket til noget meget mindre end Gud havde tænkt mennesket til at være…

Det findes der mange historier om, lige fra slangen i Paradisets have, til de historier vi kan fortælle hver især. Når Djævelen råder, så er der ingen virkelig glæde, ingen kærlighed der gør ondt, og intet der for alvor brænder i os. Så er der ikke mere noget det er værd at kæmpe for...

Og livet ender med at blive tomt og dødt – ligesom guldkalven israelitterne gjorde til deres Gud – og som ikke magtede noget, fordi den var lavet af menneskehænder…

Vi må ikke læse Bibelens til tider konfliktfyldte tekster, som var bogstaverne mejslet i sten. Vi tror ikke på det døde ord, men på den levende Gud, der blæser livsånde i os og gør os til det levende stykke ler, der kan formes, omformes og forandres. Underfuldt, gådefuldt – som et kunstværk af Guds hænder…

Vi er i Guds hånd, og derfor tørrer vi aldrig ind til en uformelig klump uden fremtid og muligheder, hverken i livet eller i døden.

Vi tror, at den levende Gud, der elsker sine mennesker og opretholder sin klode, sine planeter og stjerner, gemmer sig inde bag alle de mange ord og sætninger og fortællinger, der er i Bibelen.

Og vi tror på Jesus Kristus, som på vores vegne og med livet som indsats tog kampen op mod Djævelen – eller hvad vi nu skal kalde det onde.

For Jesus så altid bagved. Han så det mere, der altid er – og det mere, der er i os. Det mere der er i livet og det mere der er at sige om døden…

Han peger hen på den ene usynlige, ubegribelige, almægtige Gud som vores himmelske far. I hans uudgrundelige kærlighed er vi blevet til, og vi er skabt til at leve for hinanden i den.

Det er fra den (skjulte) sandhed, der kun kan ses med troen blik, at verden og livet bliver beåndet. Og vi lever og er… AMEN