Apostlene kom også i strid om, hvem af dem der skulle regnes for den største. Da sagde han til dem: »Folkenes konger hersker over dem, og de, som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere. Sådan skal I ikke være; men den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener. For hvem er størst: den, der sidder til bords, eller den, der tjener? Er det ikke den, der sidder til bords? Men jeg er iblandt jer som den, der tjener. Jer er det, der er blevet hos mig under mine prøvelser, og ligesom min fader har overdraget mig Riget, overdrager jeg det til jer, for at I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige, og I skal sidde på troner og dømme Israels tolv stammer. Simon, Simon! Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede; men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte. Og når du engang vender om, så styrk dine brødre.« Lukasevangeliet 22,24-32

Et skænderi om hvem der var den mest betydningsfulde …. Ja, også dengang på Jesu tid var der konkurrence om at være størst. Vi er på vej mod påske. Jesus har forud for skænderiet spist påskemåltidet, det sidste måltid, sammen med disciplene. Og vi husker at ved det måltid blev Judas sendt uden for døren og mens Jesus delte brødet og vinen med dem, fortalte dem at det var hans sidste måltid i denne tid.

Et ledelses vakuum ville opstå når lederen ikke er her mere, og det har måske sat gang i snakken blandt disciplene, om hvem der var den mest betydningsfulde og nu skulle sidde for bordenden.

I et samfund som er indrettet med forskellige samfundsklasser vil der nødvendigvis undertiden opstå gniderier mellem de forskellige lag i samfundet. Konger hersker over deres folk og magthavere kalder sig for folkets beskyttere. Presset udefra og indefra kan stimulere sammenlignings lysten og vi havner i en diskussion som den vi er vidner til hos Lukas.

En verden hvor alle vil være større, vil frem– hvordan kommer den til at se ud!

Hvad der sker med den der vil være større har Bibelen sit eget mytologiske svar på. Det er fortællingen vi lyttede til før, om de 2 brødre Abel og Kain. Sønner af Adam og Eva som for ikke så længe siden er blevet smidt ud af Paradisets have, netop af den grund at de ville være større end Gud. Gud som ellers havde givet dem friheden til at nyde det Paradis de var sat i, men træet til kundskab og godt og ondt blev for fristende. For tænk nu om de kunne få viden som Gud, så ville de blive ligeså store som Gud. De 2 brødre er blevet smittet af forældrenes oprør og længsel efter at blive store. I hvert fald kan Kain ikke leve med at Abels offer bliver modtaget af Gud, og hans eget offer bliver forkastet. Broderkærligheden står det sløjt til med. Kain føler sig krænket af, at Abel har større betydning end ham, og ender med at slå ham ihjel.

Misundelse æder sjæle op og det er hvad fortællingen om Kain og Abel vil fortælle, at det er vi ikke sluppet fri af.

Kain sprang en meget vigtig mellemregning over i den relation vi står i til hinanden. Den fortæller at vi ikke er konkurrenter her i livet om hvem der er størst, men er sat i forpligtende relationer til hinanden. Det er derfor Gud spørger Kain: Hvor er din bor Abel? Kain svarer, skal jeg da passe på ham? Det retoriske spørgsmål viser allerede at Kain forsøger at slippe for ansvaret for sin bror.

Gud spørger hvad mennesket har gjort ved sin bror, Guds ejendom, en del af Gud selv. Vi ser her et særkende ved Bibelens fortællinger, den giver sprog til den ringe, offeret, den tavse. Kains svar er kynisk og afslører en ligegyldighed over for den anden, og det rammer Gud lige i ansigtet. Vi skal huske på at mennesket blev skabt i Guds billede, som betyder af ethvert menneske tilhører Gud, og det er en viden vi også har med os når vi står vi står over for et andet menneske. At være ved sig selv i den anden. Så tæt er vi forbundne og forpligtet på hinanden.

Jesus bliver i sin tale til disciplene talerør for Guds stemme som sagde til Kain ”hvor er din bror”. Han svarer som han tit gør det med et hverdagsbillede, hvordan de skal være over for hinanden.

Når vi sidder omkring et bord og spiser på en restaurant får vi maden serveret af en tjener. Tjeneren gør noget for os, vi tager i mod, og udefra kan det godt se ud som at den der sidder ved bordet er den største og den der tjener gør hvad de forlanger. Da er det at Jesus peger på en løsning eller en vej ud af det problem som kan ødelægge alt, at verden skræmmer os når der sker frygtelige ting eller at nogen bruger deres magt til at styre andre. ”når jeg er sammen med jer, er det mig, der er jeres tjener” er Jesu svar.

Vi skal ikke lade os skræmme og tro at enhver er overladt til sig selv i en verden, hvor vi på darwinistisk vis må kæmpe med de andre for at overleve. Vi ved godt at vi er afhængige af hinanden. Siri Hustvedt, den amerikanske forfatterinde, siger det så fint: når vi fødes, og når vi bliver gamle, er vi jo afhængige af hjælp, men også helt jordnært: Se dig omkring: Hvordan kommer varer ind på hylderne, hvordan kommer der vand i hanerne, asfalt på vejene? Listen er uendelig, men det er, som om vi på et tidspunkt blev blinde for, hvor tæt vi hænger sammen i samfundet.

Vi hører politikere og meningsdannere tale om sammenhængskraften i samfundet. Ordet dukker op i krisetider hvor der viser sig tegn på splittelse mellem grupper i samfundet. Vi bevæger os væk fra hinanden og føler os i mindre grad forpligtet på det fælles. Bagved ligger tanken at vi ikke kan undvære hinanden, og vi må tænke over hvad er det som binder os sammen.

Siri Hustvedt er inde på det samme Jeg håber virkelig, at fantasien om dig og mig som enestående, selvberoende skabninger, der kan klare alting selv, snart lægges i graven. Vi er intet uden de andre.

Vi tror som kristne at der ligger en blivende sandhed i, at Gud i stor ydmyghed kommer os i møde for at tjene os. Det er hvad Jesus vil have sine disciple til at forstå, når han om sig selv siger, at jeg er kommet for at tjene jer. Kristus viser os hvad det vil sige at tjene. Ved at tjene lærer vi Kristus at kende.

Og de har lige forladt nadverbordet og set og hørt Jesus taler om sig selv i brødet og vinen, som de har spist og drukket. Han er tjeneren som giver sig selv til dem i ydmyghed, og det står i skærende kontrast til deres skænderi om hvem der skal regnes for den største i blandt dem.

Tjeneste for den anden kræver ydmyghed, og ydmyghed er at åbne sig i kærlighed for den anden. Det er at tro og vide at til det at være menneske hører den anden med. Uden tjeneste for den anden havde vores verden næppe bestået indtil dette øjeblik. For det meste går det af sig selv. Vi går nemlig ud fra at vi ikke kan undvære hinanden.  

I nadveren bliver det tydeligt hvad denne tjeneste Jesus taler om går ud på, når det i bønnen før nadveren fortælles om Jesus ”du som selv er tilstede i blandt os…..” I nadveren bliver vi givet hans legeme og blod, som er hans tilgivelse og fællesskab med os. Derfor ligger vi på knæ ved siden af hinanden som perler på en snor, som bliver et tydeligt tegn på at ingen er større end andre, men at vi alle er i samme båd.

Det er fællesskabet som skal hjælpe os med at klare os igennem livet. Både når den store verden truer os og når livet herhjemme hos os selv føles tungt. Nadveren viser at Jesus er iblandt os som den der, der tjener, og vi skal gøre det samme over for hinanden. Hans kærlighed som bliver synlig og sanselig i nadveren, er erkendelsen af, at en anden end én selv er virkelig. I nadveren bliver vi løftet ud af vores eget og brødet og vinen som vi modtager forener os i en fælles krop. Vi er alle lemmer på den krop, og lider et med-lem på kroppen og har brug for hjælp, påvirker det resten af kroppen.

Den danske teolog Løgstrup har en gang sagt Vort liv er større end vort jeg. Vort jeg er stort, men der er noget der større! For Kain forholdt det sig nærmest omvendt. Hans jeg var større end det liv han delte sammen med sin bror Abel. Han så på det som skilte dem fra hinanden, blev misundelig og kiggede væk når han mødte andre.

Hvis vi kan blive enige om, at livet er større end vort jeg, så behøver vi ikke længere strides om, hvem der er den største. Så står vi alle over for det mirakel vi hver dag vågner op til: livet! Så er der nok af liv og muligheder til alle, og så kan vi begynde på en mere frugtbar samtale, om hvordan vi bedst tjener hinanden. At give til hinanden af det liv vi har fået givet at leve. Kristus har vist os hvad tjeneste er.

Ved at tjene som Jesus opfordrer os til, slipper vi ud af den selvkredsen, som skriver livet ned til at handle om alene min overlevelse. Ikke at gå til i misundelsens selvædende kræfter, bevæge sig ud i frugtesløse skænderier, men opleve hvor meget større jeg egentlig selv bliver ved at kunne gøre noget for andre. Amen