³¹Jesus trak de 12 disciple til side og sagde: »Nu tager vi til Jerusalem. Alt det, profeterne har sagt om Menneskesønnen, kommer til at gå i opfyldelse. ³²Jeg bliver udleveret til romerne. De vil håne og mishandle mig og spytte på mig. ³³De vil piske mig og slå mig ihjel. Men efter tre dage vil jeg stå op fra de døde.« ³⁴Disciplene forstod ikke et ord af, hvad han sagde. Det gav slet ingen mening for dem.

³⁵Da Jesus nærmede sig Jeriko, sad der en blind tigger i vejkanten. ³⁶Han hørte, at der kom mange mennesker forbi, og spurgte, hvad der foregik. ³⁷»Det er Jesus fra Nazaret, der er på vej,« lød svaret. ³⁸»Hjælp mig, Jesus, jødernes kongesøn!« begyndte tiggeren at råbe. ³⁹De forreste i mængden blev vrede og sagde, at han skulle holde sin mund, men han råbte bare endnu højere: »Kongesøn! Hjælp mig!« ^40-41Jesus standsede og forlangte at få tiggeren ført hen til sig. »Hvad vil du gerne have mig til at gøre?« spurgte Jesus, da han kom derhen. »Giv mig synet igen, Herre,« svarede tiggeren. ⁴²»Luk dine øjne op og se!« sagde Jesus. »Din tro har reddet dig.« ⁴³Og i samme øjeblik kunne manden se. Han hyldede Gud og sluttede sig til Jesus, og alle dem, der havde overværet det, takkede Gud. Lukas 18,31-43

¹Hvis jeg talte alle sprog, både menneskers og engles, men ikke kunne elske andre, så var jeg som skingrende klokker og larmende trommer.

Det er de kendte ord om kærligheden skrevet af Paulus. Vi lyttede til dem før. Vi må begynde her!  

Denne tekst om kærligheden er et litterært og indholdsmæssigt højdepunkt i Bibelen. Paulus vier et helt kapitel til at hylde kærligheden, fortælle om den, beskrive den. Kærligheden når den viser sit sande ansigt, men han taler også om kærlighedens negative kendetegn.

Han bevæger sig rundt om kærligheden i sin skildring og overvejelser, men det fører ikke frem til at til slut siger – kærligheden er sådan og sådan. Han slutter smukt, og uden berøringsangst med at sige: Det er tro, håb og kærlighed, det handler om, og af de tre er kærligheden størst.

Vi lever af at der er nogen der giver os kærlighed. Kærlighed bærer vores liv.

Det er den gammel kloge Peter Plys heller ikke i tvivl i en samtale med sine gode ven Grisling – ”Hvordan staver man til kærlighed”, spurgte Grisling. ”Man staver det ikke ….. man føler det” svarede Peter Plys.

Kærligheden er en følelse som viser sig i handlinger.

 Manden der sidder ved vejen den dag Jesus kommer forbi har intet syn. Talen har han ikke mistet. Han kan ikke se den verden han hele tiden kan høre lyden af. Kærligheden har han tilsyneladende heller ikke lukket ned for. Han rækker ud mod andre, mod enhver som kommer forbi, og Jesus har han hørt om. Han vil gerne ses og få muligheden for at se. Kærlighed har noget at gøre med synet. Kærlighed udgør en særlig måde af se på.  

Et sårbart menneske, ramt af livet, siddende ved vejen, forsvarsløs. Tålmodigt ventende på at noget skal ske, sikkert omgivet af en masse pæne, forstående og hjælpsomme mennesker. Bortset fra disciplene som helst ser ham hen hvor peberet gror.

Hørt af mange, set af få.

Hvis ikke vi bliver set er vi ingenting. Den som ikke bliver set i sin barndom får svært ved at blive til et helt menneske. Den som ingen ser hen til og taler med, går til grunde som menneske. Det menneske som bliver set ned på, eller bliver mødt af kulden i et blik, går langsomt i stykker.

Kærligheden gør sig synlig gennem den måde, hvorpå vi ser på hinanden. Ser man på det andet menneske med mistro, ser man dette menneske mindre, end det er. Ser man på det andet menneske med kærlighed, ser man det større, end det er. Kærlighed er således at se på det andet menneske på en bestemt måde. Det gør noget med den anden og ved én selv.

Se til mig, beder den blinde, som også var det mest afgørende da vi var små, at der var kærlige øjne som så os. Kærligheden der ikke søger sit eget, men ser og viser omsorg for den anden. Ikke fordi vi har de og de gode egenskaber, men bare fordi vi er til.

Den blinde mand viser os menneskers sårbarhed. Vores behov for at blive elsket og holdt af. Uden sårbarheden bliver vi umenneskelige. Sårbarheden er et menneskeligt vilkår. Det menneske som ikke vil acceptere sin egen sårbarhed, må værne sig mod andre mennesker og forskanse sig mod relationerne til dem.

Sårbarheden er knyttet sammen med at være udleveret til andre, og at være udleveret til livet. Jesus viser sin sårbarhed når han taler om det onde, han ved han skal møde i Jerusalem som han er på vej til.   

Der springer en appel om medmenneskelighed, når vi tør vise vores sårbarhed.

Sårbarheden hører med til det at være kastet ind i livet. Vil vi leve livet kan vi ikke værne os fuldstændigt imod, at blive såret eller at såre andre. Vi kan som disciplene gøre et ihærdigt forsøg på, at kontrollere situationen. Ikke vise følelser. De vil have den blinde mand væk, lukke munden på ham, for vi er på vej til Jerusalem. Til påskefest.

Disciplene udstiller vores lyst til at have kontrol. De er nok ikke så fjerne fra os, som vi måske gerne vil have de skal være. Med kontrol ønsker vi at have overblik og få livet til at makke ret som vi synes. 

Vi lukker af for livets sårbarhed. Sårbarheden hos den blinde mand og sårbarheden i os selv ved at møde menneskers smerte. Sårbarheden er med til at gøre os til en del af menneskers fællesskab. Af angst og frygt for at blive involveret i et andet menneskes liv kan vi have lyst til at skærme os over for omverden. For hvad kan der dog ikke ske hvis jeg skal forholde mig til et andets menneskes nød og elendighed?

Jesus har for længst indset at i livet kan vi mennesker ikke få som vi vil have det. Han stopper op, kalder manden til sig, ser dette menneske og føler sårbarheden i den blinde og i sig selv. Det er et menneske i nød, et helt menneske.

Kærlighedens syn ser den anden som et helt menneske. Jesus er netop ikke optaget af om mandens liv er mislykket eller ej, harmonisk eller ej. Over for den anden drejer det sig om at suspendere vurderingen. For når den anden er et helt menneske er det unddraget mit greb.  

Det handler om menneskesyn. Det er hvad vi forstår ved et menneske eller ved det at være menneske. Den, der har et menneskesyn, har for sig selv tænkt over, hvad det vil sige at være menneske.

Der er noget vidunderligt ved denne scene, den blinde som kalder på Jesus, og Jesus der beder nogen om at føre ham hen til sig selv. Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig? Spørger Jesus.

Sådan spørger Gud sit menneske. Ser til det i sin nåde, inden det lyder at troen har frelst dette menneske.

Det er jo en gåde og en nåde, hvad det er der sker mellem spørgsmålet og tilsagnet om frelsen ved troen. Det rum fyldes af en nåde så stor og varm. Den kærlige i dette tilfælde, Jesus, opbygger den blinde mand, ved at forudsætte at kærligheden allerede bor i ham.

Størst af alt er kærligheden – ja, det synes vi alle at det er. Med kærligheden kan vi gribe langt ind i et andet menneskes liv og give dette menneske mod til at være sig selv. Søren Kierkegaard taler klart om hvad det er kærligheden skal: enhver gerning skulle være en kærlighedens gerning; da kærlighed opbygger, skulle enhver gerning bygge op.

Disciplene havde travlt med i det sociale rum at skille ud og laver grænser mellem dem og ham. Hvem kan vi lide og hvem synes vi ikke om.  De var optaget af deres eget, som man nemt kan blive det.

Det rum der etableres mellem Jesus og den blinde synes vi er et urealistisk rum. Det er en drøm, som ikke lader sig gøre. For Jesus var der ikke ingen forskel på de urene spedalske, på tolderen som var korrupt og stjal fra de fattige og horerne som følte sig uværdige og udstødte af samfundet.

Han mødte alle med kærlighed og overskred alle sociale skel. Det kan ikke lade sig gøre i virkeligheden ville vi sige. Det er en guddommelig handling. Måske er det hvad forfatteren Jens Smærup Sørensen mener med at sige: Hvis ikke vi havde et eller andet i os ud over at være individualister og konkurrenter, var verden gået under for længe siden.

I mine år som præst er jeg blevet mere og mere glad for, at der en gang imellem etablerer sig et guddommeligt rum mellem mennesker af stor givende og grænseløs kærlighed.

Troen som frelser er at fortrøste sig til denne kærlighed. Guds kærlighed der ikke ser til hvem du er, og hvad du har gjort, men elsker dig ud over al rimelighed. Amen