Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: 

Jesus sagde: »Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden; han sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan. Af sig selv giver jorden afgrøde, først strå, så aks, så fuld kerne i akset. Men når kornet er modent, går han straks i gang med seglen, for høsten er inde.« Og han sagde: »Hvad skal vi sammenligne Guds rige med? Hvilken lignelse skal vi bruge om det? Det er ligesom et sennepsfrø: Når det kommer i jorden, er det mindre end alle andre frø på jorden, men når det er sået, vokser det op og bliver større end alle andre planter og får store grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge.« Mark 4,26-32

Prædiken 

Vi får et glimt ind i Guds verden, når vi hører Jesu lignelser. Jesus bruger klare, enkle og erfaringsnære billeder fra vores helt almindelige menneskeliv, når han skal fortælle om gudsriget…

Jeg tror ikke, at vi behøver at være opvokset på landet for at forstå billedet af manden, der går ud og sår sin mark. Han sover og står op, dag bliver til nat og nat bliver til dag. Kornet spirer og vokser, uden han gør noget. Ja, faktisk sker det, imens han sover…  

Og det er heller ikke svært at leve sig ind i lignelsen, som vi hørte sidste søndag, om de 3 tjenere, der hver fik nogle talenter/mønter. De to tjenere fik talenterne til at gro og vokse og meget blev til endnu mere, imens den sidste tjener gravede sin talent/mønt ned, så lidt blev til mindre…

Sidste søndag var opfordringen: Se nu at komme i gang. Dit liv kræver dig! Grib dine livsmuligheder og kast dig ud i livet med tro og tillid. Gør vi ingenting med alt det liv, vi har fået givet som en gave fra Gud. Eller gemmer vi os som tjeneren, der gemte sin talent ved at grave det ned i jorden, så vil vi en dag opdage, at det er for sent…

Jesu lignelser er klare og enkle og samtidig rummer de en spænding mellem handlekraft og hvilen eller tålmodig venten. Enkelt og svært på samme tid som et udtryk for menneskelivets kompleksitet…

Det vil jeg vende tilbage til. Og begynde med hvad lignelserne har til fælles, nemlig vækst. Vækst ved vi en hel masse om i den tid, vi lever. Politikkerne taler tit om, at vi skal vækste os ud af alting. Det er som om væksten er blevet svaret på samfundets udfordringer og verdens kriser både i forhold til økonomi, forbrug og mange andre områder af samfundet. Som om vi alle havde Guds magt til at skabe vækst i det uendelige…

Den tyske sociolog Hartmut Rosa er kendt for sin kritisk af vækstsamfundet eller accelerationssamfundet som han kalder det… og dets indflydelse på almindelige menneskers liv. Samfund kan kun opretholdes og stabiliseres gennem konstant vækst, acceleration og innovation – den logik har vi mennesker indoptaget i vores hverdag.

 Han siger: »Vækstsamfundet tvinger os til at løbe hurtigere og hurtigere for at beholde de ressourcer, vi har opbygget. (…) Derfor er der så mange ulykkelige og udbrændte i dag. Der er brug for nye visioner om det gode liv for at ’få verden til at tale til os’ igen«.

Ifølge Rosa er det på tide, at vi gentænker vores forståelse af det gode liv for at finde modgiften til det moderne menneskes fremmedgørelse. Men det er ikke så enkelt (og slet ikke for den enkelte) at stille noget op over for vækstmaskineriet? Og at pege på lignelsen om manden, der går ud for at så sin mark, som løsningen på alle samfundets udfordringer og verdens kriser, det forestiller jeg mig ikke rækker hele vejen…

Der er naturligvis forskel på økonomisk vækst og den vækst, som Jesus taler om i lignelserne om Guds rige. I Jesu lignelser gælder det, at det er Gud, der får det til at gro. Det i sig selv er en aflastende tanke for det travle menneske.

Evangeliet har noget vigtigt at sige om vores relation til Gud og til hinanden, om komplekse menneskeliv vi deler og lever med hinanden i vækstens vold. 

Vi er tilbøjelige til at tro, at alting afhænger af os selv. At vi selv kan eller skal få det hele til at ske. Vi kunne måske beskrive det med, at vi er vokset ind i os selv og dermed væk fra Gud og fra hans bestemmelse med os…

Men dagens lignelse fortæller, hvem vi er, og hvordan vi er stillede over for Gud og hinanden. Og det gode budskab er, at væksten ikke kommer fra os selv, men fra Gud. Når vi erkender, at det er Gud, der giver vækst, folder vi os ud af os selv og ind i Guds bestemmelse med os…

Ligesom kornet vokser, imens vi sover, vokser vi, når vi hviler, tøver og venter.  

Det kommer til udtryk i den salme, vi sang indledningsvis: Her vil ties, her vil bies. Ja, her i det jordiske menneskeliv ventes tålmodigt. Brorsons salme hører til denne tid: februar, vinter og alligevel snart et spirende forår. 

Der er også tradition for at synge denne salme i trange tider. ”Tunge tider langsomt skrider” og trange tider, problematiske, svære tider, er vi i, selvom solen skinner og frosten glimter i luften og på markerne…

Det kan næsten virke provokerende at opfordre til tålmodigt at vente på at alt skal blive godt uden at gøre noget for det…

Og det er her, jeg gerne vil vende tilbage til det, jeg indledte med, nemlig, at Jesu lignelser er klare og enkle og samtidig rummer de en dobbelthed eller en spænding mellem handlekraft og hvilen eller tålmodig venten i det liv, vi lever. Begge dele hører med…

Ligesom Gud har givet os et liv og betroet os at tage vare på det - ansvarsfuldt og handlekraftigt, skal vi også kunne hengive os til livet i stille venten og i tillid til Gud…

Vi er af natur skabt til rytmisk at bevæge os mellem nat og dag, hvile og aktivitet, at ånde ind og ånde ud. Vi kan ikke forstå vores liv uden sådan en rytme…

Mother Teresa har engang sagt: Vi kan ikke udrette store ting. Kun små ting med stor kærlighed (…) Og små ting gjort med stor kærlighed, vil kunne forvandle verden.  

Vi råder ikke over verdens gang. Der er meget, vi ikke kan gøre noget ved, og som vi må overlade til Gud. Nogle gange er vores fornemmeste opgave at hvile, tøve og vente i tillid til, at det sker. At det vokser af sig selv, ligesom kornet på marken...

Og så kan vi bruge vores handlekraft, vores talenter, vores betroede liv dér, hvor vi kan. Hver kan vi elske og give os selv, dér hvor vi er. Et menneske vi lytter til, et arbejde vi gør. En sag vi involverer os i. Det kan synes af så lidt, men uden at vi kan gøre rede for det, kan det vokse og blive til noget vidunderligt og stort. Som det mindste frø, sennepsfrøet, der når det sås i jorden, kan vokse op og blive til et træ med store grene, som himlens fugle kan bygge reder i og som mennesker kan krybe i ly og læ under…

Gudsriget er - udover hvad og hvor det i øvrigt måtte være - dér hvor sandt menneskelig finder sted. Det har en hel del at gøre med det liv, vi lever allerede nu. Det viser sig i stærke glimt allerede nu i vores liv med hinanden. g efter stille venten vil det vokse frem og stå i fuldt flor og forvandle verden…

AMEN