Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes 

Jesus svarede disciplene: »Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv.

Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære. Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time?

Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time. Fader, herliggør dit navn!« Da lød der en røst fra himlen: »Jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.« Folkeskaren, som stod der og hørte det, sagde, at det var torden. Andre sagde: »En engel talte til ham.« Jesus sagde til dem: »Den røst lød ikke for min skyld, men for jeres skyld. Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud. Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.« Det sagde han og betegnede dermed, hvordan han skulle dø. AMEN 

PRÆDIKEN 

Måske er I blevet træt af at høre om kongehuset. Ingen har kunnet undgå at bemærke, at TV, aviser og andre medier har været optaget af kongehuset siden nytårsaften. Det kulminerede (som bekendt) for en uge siden, da dronningen abdicerede og vi fik en konge. Da dette er den første søndag i vores nye konges regeringstid, så vil jeg dvæle lidt mere ved kongehuset…

Medierne har skrevet op og ned ad stolper om denne historiske begivenhed i Danmarks historien. Kongens valgsprog som lyder: Forbundne, forpligtet, for kongeriget Danmark, er blevet analyseret og kommenteret fra mange sider, fordi det ikke nævner Gud. Det har givet anledning til spekulationer og diskussioner om hvorvidt vores nye konge er troende og hvad det kan komme til at betyde for kirken 

Der er i perioden fra nytår og til nu blevet set tilbage på det, der har været med dronning Margrethe som regent og der er set frem på det, der skal komme med kong Frederik som regent. Det nye, der afløser det gamle…

Selvom dronningen træder tilbage ved abdikation og ikke ved sin død (som der er tradition for) og måske også derfor, så er der en lighed mellem hvedekornet, som vi hører om i dagens evangelium og dronningens livssyn og livsindstilling…

I evangelieteksten hører vi om, hvordan hvedekornet falder i jorden og dør. Hvedekornets hårde skal brister og slipper, så nyt live igen kan spire og vokse frem fra det ene korn…

Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold, siger Jesus…

Det er måske gådefuld tale, men Jesus fortæller om hvedekornet, fordi han vil sige noget om sit eget liv og om vores eget – og dronningens eller kongens. Hvedekornet er eksemplet på, hvordan vi skal leve livet…

Vi kan nemt se hvedekornet for os, hvordan det falder i jorden og spire frem med nye strå og mange aks. Det er naturens vekslen mellem liv og død. Og sådan som det er for planter og hvedekorn, sådan er det også for os mennesker. Det er det, Jesus vil minde os om med billedet af hvedekornet. Der er en rytme i vores liv, som ligner plantens eller kornets. 

Vi kan ikke spire, gro og blomstre som mennesker uden, at der er noget, vi skal give afkald på. Noget vi må give slip på, noget vi må lægge fra os eller lægge i jorden. At livet er sådan, kan være en dyrt købt erfaring. Hver især kan vi sidde her og tænke på noget, der er hændt os i vores liv. En sorg, et sammenbrud, en livskrise. Noget, der gjorde så ondt og ødelagde så meget for os, at mørket for en tid lå helt tæt omkring vores sind…

Ligesom en vinter, der lægger sig koldt, mørkt og tungt om os, og som bare ser ud til uge efter uge, måned efter måned at fortsætte. Det er den vinterstilhed, der beskrives i Sarvigs salme, som vi skal synge om lidt. En venten på det, der skal komme. Nu, hvor vinteren har sat sig dybt i kroppen...

De, der har mistet alt, som I,

dem vil jeg tage bolig i,

usynlig for alverdens sind,

og bie dér på sommervind…

Salmen rummer en indre tro på, at Kristus tager bolig i os: Som en kim af håb, som det nye træ, der vokser frem af hjerteroden. Det er som om opstandelsesbilledet fra dagens tekst i johannesevangeliet klinger med i salmen med formuleringer som:

Faldet som frøet ned i jordens mørke evighed.

Salmen rummer liv, død, opstandelse og håb: En bevægelse fra død til liv. Det er ligesom hvedekornet, der billedliggøre en hemmelighed for os: Guds hemmelighed, som er udfoldet i Jesu liv, død og opstandelse.

Jesus gik med al Guds kærlighed i sig i døden for at være dér som liv for os. Han er hvedekornets hemmelighed, som også gælder for os. Det kan være svært at tro, at livet er stærkere end døden. At der vil vokse noget nyt liv frem der, hvor alt er dødt. Nogle gange endda et bedre liv end det gamle.

Og det kan være svært at lade Gud få plads til at fylde os – tage bolig i os. Det kræver, at vi lader vores hjerte være åbne overfor Gud og vores medmennesker. Det kræver ind i mellem at der er noget, vi må give afkald på eller give slip på for at det kan ske…

Jeg læste om dronningen i forbindelse med abdikationen, at hun som ung havde svært ved at håndtere tanken om, at hun skulle være dronning. Det var grusomt, for det betød jo, at hun skulle miste sin far – at han ville være død, hvis hun blev dronning.

Da det skete, indtog hun pladsen med en suveræn styrke og sikkerhed. Hvor kom den fra? Måske fra Gud. Det er sådan vi må forstå det, når vi læser hendes beretning om det, der skete i januardagene i 1972.

Det begyndte med, at jeg pludselig stod i den situation, at ansvaret blev lagt på mig ved fars død, ja hele ansvaret, den del af ansvaret som tilkommer kongen. Og så følte jeg, at der var jeg nok alligevel ikke alene, selvom jeg ikke ville have troet før, at det var sådan. Det føltes meget, meget stærkt, at man ikke stod alene, og så voksede det frem, og jeg blev klar over, hvad det var.

Det var en realitet og ikke noget teoretisk, for jeg havde før betragtet religionen som en teoretisk side af tilværelsen, og nu blev den pludselig for mig ikke en religion, men – en levende virkelighed! En fuldkommen lyslevende virkelighed! Lige så levende som regnvejr og solskin, lige så realistisk, lige så konkret! 

Jeg tror, at det først er i selvhengivelsen, når vi slipper livet, at vi finder det på ny. Og fordi Jesus gav sig selv hen som hvedekornet, kan vi tro, at han vil så sit liv i os…

Vores fælles liv får næring, når vi giver slip, og vi ikke hver især holder på vores eget. Når vi oplever os forbundne og forpligtet på hinanden – når vi involverer os i hinandens liv uden at vide, hvor vi føres hen…

Det er hvedekornets visdom: At give sig hen og gå til grunde og tro, at heri er livet. Ikke bare ved livets afslutning, men hver dag give os hen til dette vidunderlige og forunderlige - ja til tider smertefulde liv. Hvor vi bevarer vores liv ved at miste det.  

AMEN