³²Den, der vil kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min far i himlen. ³³Men den, der ikke vil stå ved, at han kender mig her på jorden, vil jeg heller ikke stå inde for over for min far i himlen. ³⁴Tro ikke, jeg er kommet for at skabe fred på jorden. Jeg kommer ikke med fred, men med sværd. ³⁵Jeg er kommet for at sætte sønnen op mod sin far, datteren mod sin mor og svigerdatteren mod sin svigermor, ³⁶ja, selv tjenestefolkene skal blive deres herres fjender. ³⁷Den, der elsker sin far eller mor, sin søn eller datter i stedet for mig, er ikke god nok til mig. ³⁸Den, der ikke tager sit kors op og er parat til at gå i døden med mig, fortjener mig ikke. ³⁹Den, der forsøger at redde sig selv, vil miste livet. Men den, der mister sit liv på grund af mig, vil redde det.

⁴⁰Den, der tager imod jer, tager imod mig, og den, der tager imod mig, tager imod ham, der har sendt mig. ⁴¹Den, der tager imod en profet, fordi han er profet, vil blive belønnet som en profet. Den, der tager imod et menneske, fordi det menneske gør, hvad Gud vil have, vil få samme belønning som ham. ⁴²Og den, der giver bare en enkelt af jer noget at drikke, fordi I er mine tilhængere, han er sikker på at få sin belønning.« Matthæus 10,32-42

Billede: foto af Sebastian Sagaldo 

Vi må udsætte os for sårbarhed ved at åbne op for andre end os selv. Vi kan ikke tale sandt og troværdigt om et fællesskab med andre mennesker uden at vise opmærksomhed over for det skrøbelige og sårbare liv vi lever. Vi kan ikke give gode råd til det sårbare menneske, hvis ikke vi selv har mærket sårbarheden. J

Der er en sammenhæng mellem at lytte til sin egen sårbarhed og se andres sårbarhed.

Er det ikke hvad Jesus taler om når han siger den, der ikke tager sit kors op og er parat til at gå i døden med mig, fortjener mig ikke? Alt vi læser om Jesus i NT er overskygget af korset. De tidlige kristne vidste, at fordi Jesus døde på et kors, havde deres verden forandret sig. Korset fortæller at livet er en kamp imellem tilværelsens uforenelige modsætninger: liv og død. Korset var på Jesu tid et dødens redskab i menneskers hænder. Den korsfæstede Jesus forvandlede korset til et tegn for Guds sårbarhed og medliden i menneskers liv.

Det er for resten en hård tekst som møder os denne 2. juledag. Hvad er der blevet af julen i Bethlehem med barnet i krybben, engle på himlen og hyrder der kommer for at høre at engle sangen: ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!

Det er slut, og vi springer til noget ganske andet i dag. Dagens farve er rød, blodets farve, som skal huske os på smerten og lidelsen i livet.

Her midt i den skønne juletid, og med vilje siger jeg ikke fredelige, for de ved vi godt den ikke er. Vi søger nok freden i julen, og taler om den som sådan, og vi finder nok også fredelige stunder her i juledagene.

Guds velbehag er jo Guds tilfredshed og velvilje i os. Dem Gud ser velvilligt på ligger også i disse ord. Vi hører dem nok som en kærlighed der gælder os alle. Som bliver os alle til del, alle er vi rummet i den fred som julenat sænker sig over jorden.

Denne smukke julefred som toner julenat herned, er smuk, men ikke så realistisk. Ser vi på verden fra dengang og til nu, har Jesus ret i, at der har været meget sværd og splid. Mellem nationer, mellem mennesker og det rækker helt ind i familien som vi hører idag. Jesus holdt sig ikke tilbage. Han brød med sin familie og skabte med sit kald uro i andre familier.

Og det er ikke fordi kristendomen i historiens løb har holdt sig tilbage når der skulle kæmpes.

Gud til sendte sin fred til jorden, men jeg er ikke kommet for at bringe fred, siger Jesus. Fred er mange ting! Fred som fravær af uro, krig, uenigheder, skænderier yder ikke dette ord sin fulde retfærdighed. Jeg er mere til at forstå den fred Jesus i lyset af salmen vi sang før, som taler om den fred, der skal kæmpes for, og som ikke er en hermetisk lukket tilstand af ro, men altså kun kan forstås som det at kæmpe for noget:

               Julebud under storm og torden

               melder og giver fred på jorden,

               fred til at stride vor strid med mod,

               fred til at vente på ende god,

”Kamp skal der til, skal livet gro”. Engagement og handling er nødvendigt, hvis der skal skabes forandringer. Jesus kom ikke for at forklare lidelsen, men for at fylde den med sit nærvær.

Matthæus er optaget af hvad dette barn kom til at betyde i verden. Barnet Jesus der voksede op i Nazareth og levede et stille liv der med sin familie. Josef og Maria havde nok håbet at han blev i Nazareth og blev tømrer som sin far. Men ingen kan jo tvinge én til at blive sådan, som man er opdraget til, og blive ved med at være det. Jesus havde et kald i livet, og var henvist til sig selv.

Som ganske ung mand forlod han sin familie, blev døbt af Johannes og samlede en gruppe af disciple omkring sig. Og hele Jesus ageren og det han talte om skabte spild. Tænk bare på hans disciple, som han kaldte til sig, og som forlod deres liv, hjem og familie. Jesus siger selv meget ærligt hvad det førte med sig af uro og splid. Disciplenes familier må have oplevet at Jesus satte spild i deres relation til deres mand og far.

De gør det Jesus siger vi skal, tage hans kors op og følge ham.

Altså ikke noget med at finde sig selv, og sidde i fred og ro og tænke på Gud, og slippe verden, fordi der er for uroligt i verden til at jeg kan være til med det Gud vil mig.

I dag får vi ren besked om hvad det var for en fred Gud sendte til jorden. En fred med korset som fortegn. Altså der skal kæmpes for den kærlighed Gud viste os ved at bevæge sig herned i et menneskes skikkelse. Korset lægges på enhver kristen. Det er kaldet til efterfølgelse, som river os løs fra alt det, der binder os til denne verden. Korset er ikke den skrækkelige afslutning på et fromt og lykkeligt liv, men det er hvad vi kaldes til når vi vælger fællesskabet med Jesus.

Romanforfatteren Jens Christian Grøndahl siger det meget præcist og eksistentielt udfordrende hvad det er vi skal: ”Måske er det ikke kærlighedens mål at finde sig selv. Men snarere, og om nødvendigt på dramatisk vis, at blive rykket ud af sig selv, så vi kan finde hinanden”.

Finde hinanden …. Det lyder smukt, men enkelt er det ikke. Forlade sig selv, det trygge rum, som ikke altid er så roligt, det er også en side af korset. Så står vi overfor det andet menneske. Det kan gå godt, vi ved det ikke, for til korset hører også at vi skal være forberedte på at blive forkastet. Når vi først virkelig har glemt os selv, er vi klar til at bære korset.

Korset er selvfølgelig, havde jeg nær sagt, det kors som er kristendommens symbol, og som Jesus hang på til slut i sit korte liv. Korset som vi tegner vi enhver given lejlighed i kirken over barnet i dåben, over konfirmanden, brudeparret, den døde i kisten og enhver gudstjeneste slutter af med korstegnelsen.

Det kors som indgyder ro, fred og styrke, men som også fortæller os, at være kristen består i at bære korset i livet.

Vi skal tage vores kors op og følge ham. Kristi efterfølgelse handler om at gå gennem Bethlehems glæde med toner fra julenat i ørerne over Gethsemanes fornedrende ensomhed og smerte til opstandelsens eufori. ”At vove er at miste fodfæstet for en stund. Ikke at vove er at miste sig selv” skrev Søren Kierekegaard. Det fortæller også en vigtig side af, at tage sit kors op og følge ham.

På den vandring mistes noget, de valg jeg træffer får betydning for mit liv, skaber måske splid, afstand og brud med mennesker jeg er sammen med. Disse stadier er slet ikke så forskelige fra hvad vi selv kan gå igennem i livet: fra glæde til tab og smerte og endelig til oplevelsen af at livet igen åbner sig for mig.

Der er en grundregel i denne vandring, nemlig at noget må tabes for at noget kan vindes: ”Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det.”

Det er ved at glemme og tabe sig selv, at man finder sig selv. Det er måske den sværeste påstand i et samfund som vores, der hylder dette modsatte synspunkt: handler det ikke om netop at arbejde med sig selv og på den måde styrke sit selvværd? Er det ikke hvad vi hele tiden får at vide at vi skal? Være parate på alle mulige måder; omstillingsparate, fleksible, kreative, innovative, mobile, kompetente, pro-aktive – alt dette har ét centrum som Piet Hein morsom får beskrevet i et Gruk-vers: ”at jeg er universets midte, er ingen hasarderet dom. Jeg slutter mig rent faktisk te’det, for resten er jo uden om!”  

Skal vi lytte til Jesus, så siger han altså det modsatte. Du skal ikke arbejde dig ind i dig selv, for at finde dig selv. Du skal slippe al tanke om dit eget selv, ikke hele tiden gå rundt og tage temperatur på dig selv, men tage dit kors op. Det ligger lige dér for fødderne af dig! Først da bliver du måske klar over, at livet vindes ved at tabes.

Livet vindes ikke ved at redde det, og ikke gøre noget. Livet vindes først i det øjeblik, hvor du gør noget. Den, som vil tjene og gøre noget, skal falde, som regnen, som kornet – og at falde betyder at forsvinde, at give sig selv hen.

Det er korsets vej, hver gang vi tager det op, og går i livets retning. Vi kan gøre det til en vane at se Jesus gå der foran. Så fortæller det ikke kun om død og opstandelse, så er det også et spørgsmål om håb og tro hver gang vi giver os hen til livet og mennesker. Amen