Dette hellige evangelium til 3. søndag i advent skriver evangelisten Lukas 

Johannes' far, Zakarias, blev fyldt med Helligånden og profeterede: »Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk. Han har oprejst os frelsens horn i sin tjener Davids hus, sådan som han fra gammel tid har forkyndt ved sine hellige profeters mund: at frelse os fra vore fjender og fra alle dem, som hader os, at vise barmhjertighed mod vore fædre og huske på sin hellige pagt, den ed, han tilsvor vor fader Abraham: at fri os fra vore fjenders hånd og give os at tjene ham uden frygt i fromhed og retfærdighed for hans åsyn alle vore dage. Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse, takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej.« Drengen voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag, da han skulle træde frem for Israel. AMEN

Prædiken 

Dagen er fyldt med poesi både i Zakarias lovsang i evangelieteksten og i adventssalmerne. Vi kan godt ærgre os lidt over, at der kun er 3 søndage i advent i år, fordi juleaften falder på den 4. søndag i advent. Det giver os færre søndage til at synge alle de smukke adventssalmer…

Adventssalmerne styrker håbet og troen i os. De løfter os ud af os selv, så vi kan se længere end vi aner. Vi får mod til at leve i verden, hvor mørk den end kan være. Det har mennesket til alle tider haft brug og det har vi ikke mindre brug for i den tid, vi lever. Lovsangen i evangelieteksten og adventssalmer viser nye muligheder for os og åbner fremtiden for os.

At forholde sig forventende til det Godes Mulighed er at håbe, siger Søren Kierkegaard (Kjerlighedens Gerninger)…

At håbe er en helt særlig måde at forholde sig til fremtiden på. Den, der håber, forholder sig nemlig positivt til fremtiden – forventer det godes mulighed…

Vi kunne sagtens forholde os anderledes til fremtiden. Vi kan frygte fremtiden, frygte for alt det, vi ikke kender, alt det forfærdelige, der muligvis kan ske…

I håbet er det anderledes. I håbet TROR vi på det godes mulighed og derfor bliver fremtiden åben for os. Frygten derimod frygter fremtiden og muligheden og lukker sig derfor inde med sig selv…  

Når vi ikke tør håbe på noget, hvis vi ikke tør tro på fremtiden, så fryser muligheden fast. Vi spærrer den inde eller spærrer os selv inde. Det er frygten som ryster vores gang på jorden og som kan lamme os og gøre os stumme.

Zakarias (som vi hørte om i teksten) turde ikke tro på ærkeenglen Gabriels ord om, at hans livs inderste drøm ville gå i opfyldelse: At han og hans kone, Elisabeth, ville få en søn. Men Zakarias forstod det ikke, for de var jo gamle. Da hans livs største ønske skulle til at gå i opfyldelse, turde han ikke tro det. Og han blev stum af ikke at turde tro det …

Det kan være svært at turde tro, det kan være svært at bevare håbet. Det er ikke fordi, der ikke er meget, vi kunne håbe på var anderledes i denne verden. Terror og krig formørker verden og lægger livet i ruiner. Det rører os alle dybt og fylder os med frygt.  

Vi vil gerne, at det kunne være anderledes. Vi vil så gerne, at det vi håber og tror på. Det vi glæder os til, også indfinder sig, men hvad nu, hvis det ikke gør? Tør vi tro det? Måske har erfaringen lært os, at det er klogest at lade være med at tro eller håbe – for så undgår vi at blive skuffede…

Søren Kierkegaard ville sige, at vi fører os selv bag lyset, fordi vi ikke tør tro på det godes mulighed, men forsøger at sikre os ved at forsøge at sandsynlighedsberegne alting. Frygten findes og forventningen findes.

Forventningen om, at der indtræffer det glædelige, som river os ud af en mørk og trøstesløs situation i verden eller i vores liv. Forventningen om at vi ikke er henvist til os selv for at skabe glæde, men der sker noget, der griber os og gør alting anderledes.

Forventningen om at vores små liv overstråles af noget andet og mere, noget som vi ikke selv er ophav til. Vi nærer måske forventninger og forhåbninger om at …

… solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for os, der sidder i mørke og dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej…

… sådan synger Zakarias i dagens evangelium i den lovsang, der vælter ud af ham, da han står med sin søn i armene og igen får mund og mæle. I lovsangen forudsiger Zakarias, hvad sønnens opgave er.

Johannes er født til at bane vejen for den, der skal komme, altså Jesus.

Johannes er som morgenrøden, der varsler at solen er på vej. For Jesus sammenlignes med lysets komme. Lyset er et billede på Jesus. Han er solen, der bryder igennem mørket og giver os håbet om, at mørket aldrig mere vil få overtaget i verden…

I adventstiden venter vi med samme forventning på lysets komme. Vi står i morgenrøden og venter på, at lyset skal komme og trænge mørket tilbage. Ikke kun det mørke, der gør dagene kortere, men også mørket i verden og i os…

Forventningen og håb er knyttet tæt sammen og er helt central i kristendommen. Forventningen om det gode udtrykker håbet om noget, der er større end os selv. Noget vi sætter vores lid til, vil os det godt. I håbet lægger vi fremtiden i Guds hænder…

Nogen vil måske indvende, at det at leve enten i erindringen eller i forventningen slet ikke er at leve – at livet er i nuet. Men vi kan ikke forstå os selv uden at forholde os til det, der var, det, der er og det, der kommer. I håbet forholder vi os til det forgangne og det nærværende ud fra det kommende…

At forholde sig forventende til det Godes Mulighed er at håbe, siger Søren Kierkegaard (Kjerlighedens Gerninger)…

Forventningen ændrer hele vores liv. Livforventningen den indgydes vi, fordi den, der kommer, siger til os, at alting er godt. Forventning og håb er knyttet tæt sammen. Håbet kan tage fremtiden på forskud og glædes ved det, der endnu ikke er her.

Det er derfor, det giver mening at tale om forventningens glæde og især til advent, hvor vi håber og venter. I adventstidens lever ventetiden op til den store glæde. Den glæde, der er sket: At Guds søn kom ind i verden. At han blev født som et barn. At glæden blev født i verden…

Gud lod sin søn føde julenat ind i vores virkelighed, som en ny begyndelse, som fred og som glæde. Ikke bare den glæde, der kommer fra os selv. Der findes jo mange glæder: Vi kan finde glæde i kunst, musik, sport og julehygge og alt muligt andet godt.

Men glæden i alle glæder er at have del i Guds glæde. Og vores glæde er altid en genklang af Guds glæde. Den glæde, der er lig med tro, håb og kærlig. Af alle forventninger er forventningens glæde den største. Den kan ingen oplevelse tage fra os. Den kan slet ikke holdes tilbage.

Den synger i os, åbner himmelen over o og styrker håbet i os. AMEN