Dette evangelium til sidste søndag i kirkeåret skriver evangelisten Matthæus 

Jesus sagde: »Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre. Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig. Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle. For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig. Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig? Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig! Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.« Matt 25,31-46

Prædiken 

Dommedag er ikke så rar at høre om. Den vil vi faktisk helst ikke høre om. Vi hører måske straks fordømmelse i ordene, selvom det ikke er meningen. Det er måske en af årsagerne til, at vi ikke så gerne berører emnet…

Det er nu ikke fordi, der ikke findes dommedagsfortællinger i dag. Måske tales der efterhånden mere om dommedag uden for kirkerummet end inden for?

De findes i film og litteratur. Og ordet dommedag bruges hyppigt (måske hyppigere og hyppigere) i avisoverskrifter i forbindelse med klimakrise og eller andre kriser og katastrofer rundt om i verden…

Men hvis forestillingerne om dommedag mister det evangeliske budskab (altså det glædelige budskab), så kommer vi til at forbinde dommedag med skrækvisioner. Så kommer vi til at mangle det kristne håb om dommen som lysets dag, nådens dag…

På denne sidste dag i kirkeåret kommer jeg til at dvæle ved emnet. Jeg har forberedt dåbsforældrene på det. Men jeg har også lovet, at min prædiken i dag vil være fyldt med håb om en glædelig udgang på det hele…

Og lige netop det budskab har vi alle sammen brug for at høre…

For det gælder for det at være menneske, at vi er sat i et skæbnefællesskab med hinanden. Vi kan ikke bare være ligeglade med hinanden. 

Teologen K. E. Løgstrup ville sige, at vi altid holder noget af den andens liv i vores hånd. Det kan i visse situationer være meget lidt og i andre ganske meget – forfærdende meget. Så meget at det bliver op til mig eller dig, om det andet menneskes liv lykkes eller ej…

Og på den måde kommer vi jo sådan set alle sammen til kort. Nogle gange gav vi vand til den tørstige uden af vide, at det var afgørende (for nu at blive i evangelietekstens sprogbrug og billedsprog). Andre gange gav vi ikke vand til den tørstige, fordi vi ikke så behovet eller fordi vi af den ene eller anden grund ikke kunne…

Det er Primo Levis beretning i bogen De frelste og de druknede et godt eksempel på. Primo Levi var jøde og var bland de overlevende fra koncentrationslejren i Auschwitz. Han fortæller følgende…

---

Der meget varmt i Auschwitz. En brændende, tropisk vind hvirvlede skyer af støv op fra de bombehærgede bygninger, tørrede sveden af vores hud og gjorde blodet i vores årer tykkere.

Min gruppe var blevet sendt ned i en kælder for at fjerne kalknedfald, og vi led alle af tørst, en ny lidelse, som kom oveni, eller snarere forstærkede den velkendte sult.

Der var hverken drikkevand i lejren eller dér hvor vi arbejdede; i de dage manglede der også vand i vaskerummene, og skønt dette ikke var drikkeligt, ville det have været godt nok til at friske os op og fjerne støvet.

Normalt var aftensuppen, og erstatningskaffen der blev delt rundt klokken ti om formiddagen, tilstrækkeligt til at slukke vores tørst, men ikke engang dét var der nok af længere, og tørsten plagede os (…)

Vandret langs muren løb et to-tommer rør, som endte i en taphane lige over gulvet. Et vandrør? Jeg forsøgte at åbne hanen; jeg var alene, ingen så mig. Den sad fast, men ved at bruge en sten som hammer lykkes det mig at dreje den et par millimeter (…)

Jeg lagde mig på gulvet med munden under hanen, uden at gøre forsøg på at åbne den endnu mere. Vandet var lunkent pga. solen, smagløst, måske destilleret eller kondenseret; under alle omstændigheder en nydelse.

Hvor meget vand kan et to-tommer rør på et par meter indeholde? En liter, måske ikke engang. Jeg kunne drikke det med det samme, det ville have været det sikreste. Eller gemme lidt til dagen efter. Eller dele det med Alberto. Eller røbe hemmeligheden for hele arbejdsholdet.

Jeg valgte en tredje mulighed, egoisme udvidet til den, der står nærmest, noget en af mine venner engang for længe siden kaldte ”os-isme”. Vi drak alt vandet i små glubske slurk, skiftedes til at ligge under hanen, os to alene, i smug.

Men på marchen tilbage til lejren gik jeg ved siden af Daniele; han var helt grå af kalkstøv, hans læber var flækkede og øjnene feberhed, og jeg følte mig skyldig.

Jeg kastede et blik på Alberto, vi forstod straks hinanden og håbede at ingen havde set noget. Men Daniele havde fanget et glimt af os i en besynderlig stilling, liggende på ryggen blandt murbrokkerne tæt ved muren; han havde fået mistanke og siden gættet hvad vi foretog os (…)

Han fortalte mig det bittert, mange måneder senere, i Hviderusland, efter befrielsen: Hvorfor jer to og ikke mig? (…)

Er denne forsinkede skam rimelig eller ej? Jeg vidste det ikke dengang, og ved det ikke i dag, men skammen sad der, og gør det stadig, konkret, tyngende, evig.

Daniele er død nu, men under de overlevendes forbrødrede, kærlige møder, stod skyggen fra denne undladelsessynd imellem os, dette udelte glas vand, tydelig, aldrig nævnt, men mærkbar og dyr…

Sådan fortæller Primo Levi i sin bog…

---

Skammen får os altid til at slå øjnene ned. I skammen er vi alene og adskilt fra det andet menneske. Den evige skam tjener ikke noget formål. Primo Levi har beskrevet sig selv som en ikke-troende. Han valgte for nogle år siden at tage sit eget liv.

Måske fordi han var offer – skamløst pint og plaget…

Måske fordi han ikke havde et sted at gå hen med sin skyld og sin skam.

Evangeliets budskab er, at der er en vej ud af skammen. I evangeliets lys bliver skammen til skyld og skylden bliver til frimodighed under tilgivelsens fortegn…

Jesus ville jo netop bygge sit rige på løftet om Guds kærlighed. Et løfte om en kærlighed, der ikke har noget med frygt og trusler at gøre, men som giver frimodighed til at stræbe efter at leve efter Jesu ord og hans eksempel…

I dåben er Guds utvetydige ja til den døbte. Menneskets tro er som et lille ekko af Guds store Ja. I dåben giver Gud os et løftet om at være med os alle dage indtil verden ende.

Dåbens klare ord står til troende, uanset hvor meget uklarhed et menneske skaber i sit liv, uanset dets svigt, skyld og skam som menneske overfor et andet menneske, og som menneske overfor Gud.

Den sidste sandhed om et menneskeliv består ikke i, hvem vi er i os selv, men hvad vi lader os belyse af. Når Jesus kaldes verdens lys, betyder det, at når vi står overfor ham, så gennemlyses vi af hans lys, der afslører og overvinder mørket – det mørke, der har tag i os alle, men hvis livsfjendtlige kræfter Kristus besejrede ved opstandelsen…

Så kan vi på trods af ufred, kriser og katastrofer (og dommedagsfortællinger) afslutte dette kirkeår i håbet om, at Gud vil sende os sit nådeår – igen i det nye år. AMEN