Prædiken 24. søndag efter trinitatis v. Hans-Henrik Ross

Prædiken 24. søndag efter trinitatis v. Hans-Henrik Ross

Prædiken 24. søndag efter trinitatis v. Hans-Henrik Ross

# Prædikener

Prædiken 24. søndag efter trinitatis v. Hans-Henrik Ross

8Mens Jesus sad og talte med Johannes’ tilhængere, kom en embedsmand og kastede sig for fødderne af ham. »Min datter er lige død,« sagde han. »Kom, og læg din hånd på hende, så hun bliver levende igen.« 19Jesus rejste sig og fulgte efter ham sammen med sine disciple.

20Bag ham gik der en kvinde, der havde haft menstruation uafbrudt i 12 år. Hun nåede hen til Jesus og rørte ved kanten af hans kappe. 21»Hvis bare jeg kan komme til at røre ved hans kappe,« tænkte hun ved sig selv, »så vil jeg blive rask.« 22Jesus vendte sig om og fik øje på hende. »Du skal ikke være ked af det. Din tro har reddet dig.« Og fra det øjeblik var hun helbredt.

23Nu var Jesus nået frem til embedsmandens hus. Indenfor blev han mødt af sørgemusik og mennesker, der græd højlydt. 24»Gå hjem igen,« sagde Jesus. »Pigen er slet ikke død, hun sover kun.« Folk grinede af ham, 25men blev sendt ud af huset. Jesus gik ind til pigen og tog hendes hånd, og hun rejste sig op. 26Rygtet om det, der var sket, spredte sig til hele Galilæa. Matthæus 9,18-26 

Du står i en af livets storme, og føler dig fortabt, ved ikke hvordan du kan komme videre. Det kan være noget du selv er blevet årsag til eller noget som uden at du har noget med at gøre har gjort dig urolig og ked af det. En begivenhed i dit liv eller en handling fra et andet menneske, har gjort dig sårbar og du ved ikke andet end hvad der er sket, men kan ikke se nogen vej fremad.

Du ved hvad der er sket, du ser på det med fornuftens øjne, og kan ikke andet end acceptere det ulykkelige som er hændt.

Du stirrer dig blind på de hårdes facts og kendsgerninger, og føler dig blot endnu mere magtesløs.

Når jeg ser hvad der sker i Gaza og hvad palæstinensere og israelere udsætter hinanden for af lidelse og ondskab, så mister jeg modet. Og jeg kunne nævne mange andre forhold som skaber et mørkt og udsigtsløst mismod i mig.

Vi bliver i dagens evangelium præsenteret for en ulykkelig kendsgerning. Et menneske kommer til Jesus og fortæller at hans datter lige er død. Et barns død er det frygteligste som kan overgå et menneske.

Da Jesus når frem til hans hus mødes han af en skare sørgende mennesker, men Jesus giver os et postfaktuelt syn på livet. Fakta er pigens død, men Jesus stirrer sig ikke som de sørgende mennesker blind på de hårde facts, men han giver livet en anden betydning. ”Gå hjem igen. Pigen er slet ikke død hun sover kun.”

Mens vi sidder her i kirken sker det; pårørende ringer til sygehuset og spørg bekymret ”Hvordan gik det, vil hun klare det?” En bil kører galt med et ungt menneske. Politiet møder op hos familien og fortæller hvad der er sket til en chokeret familie. Et eller andet sted i Danmark går et menneske langsomt fra en stue på hospitalet efter at en pårørende har stoppet vejrtrækningen og personalet fortæller at det er slut.

Det skete dengang og det har ikke ændret sig siden. Døden er kommet er for at blive som én har sagt, og fik alligevel ikke sagt meget andet end at det var der vist ikke grund til at tale mere om.

Et vilkår vi sjældent taler om. For vi orker ikke at tænke tanken til ende. Jeg tænker på det sværeste af alt og samtidigt helt normale: at vi fødes til verden og går her og forsøger at få det bedste ud af situationen. Men hele tiden mens vi lever her minder livet os om at det en gang skal ende, nogle gange sker det pludseligt og smerteligt som for faderen der har mistet sin datter, andre gange sker det mere tilfældigt, når vi læser om den død som hver dag rammer mennesker rundt omkring i verden.

En dag møder vi en ven vi ikke har sikkert i mange år og tænker, at det er mærkeligt hvor gammel han er blevet. Vi åbner en dag albummet med billeder af familien og ser børnene løbe rundt i en have og lege. Der er et billede af dig selv, og du tænker har jeg set sådan ud, hvor tiden dog er gået. Dine børn var så små og nu er de så store. Du tænker hvor det er længe siden, og hvor tiden dog er gået hurtigt. Hvor blev de af alle de år. Kan jeg ikke bare et kort øjeblik for lov til at spole tiden tilbage, for jeg ville gerne have været lidt mere nærværende dér hvor børnene løber rundt. Familiealbummets billeder fortæller tydeligt om tiden der er gået og vi mærker hvordan den udstrakte tid langsomt men tydeligt svinder ind.

Denne vemodige følelse over altings forgængelighed er os nok ikke ubekendt. Det er døden som taler til os hver dag. Ikke kun i form af konkrete og ulykkelige dødsfald, men lige så meget i kroppens stivhed, i savnet af noget som var engang men ikke er mere og i tidens ubønhørlige gang fremad. Vi bliver mindet om at livet ikke varer evigt, men at der måske er evighed som når W. Heinesen beskriver menneskets liv, som ”en stund er vort liv ved havets bred, havets liv varer evigt ved.”

Det er sårbare mennesker vi møder i dag. En far har mistet sin datter og en kvinde lider af vedvarende smerter. De mærker netop hvor sårbar og skrøbeligt livet kan være. Vi er alle sårbare selv om man godt kunne tro det modsatte, når vi ser hvordan mennesker lever livet som om de var usårlige og skulle leve evigt. Men vi ved alle af bitter erfaring at livet ikke bare er én lige lang vej fremad, for livet tager os undervejs på en masse ture ned af små sideveje, før vi igen lander på den brede vej. Sårbare mennesker har brug for andre menneskers nærvær, støtte og omsorg. Vi har brug for kilder uden for os selv, der kan give os livsmodet igen.

Den jødiske forfatter Elie Wiesel fortæller i sin grusomme roman Natten om hans ophold i KZ lejren Auschwitz. Hvordan han som unge 14 årig dreng i slutningen af krigen blev deporteret fra en lille landsby i sit fødeland Ungarn til Auschwitz. Det er forfærdelig læsning, men samtidig et studie i hvad mennesker dog kan klare at komme igennem. Han beskriver ned til mindste detalje de frygtelige og umenneskelige forhold han kom ud for i lejren. Som én af de få overlevede han mirakuløst opholdet, mens hele hans familie døde. Det er mens han beskriver de forfærdeligste umenneskeligheder i lejren, at han pludselig skriver ”solen skinner”, ”forårssol”.

Jeg tænker ved mig selv hvorfra overskuddet kommer til at sige sådan? Man kan fornemme at der er et lille smil mens han siger det, samtidig med at gå rundt i blandt den værste død og ødelæggelse. Er han blevet skør tænker jeg? Kan det ikke virke som en hån mod alt det forfærdelige som sker lige rundt om ham? Jeg tror han I solen ser noget normalt, den skinner dog stadig, mens tilintetgørelse og død finder sted. Der er måske stadig håb tænker når han ser solen skinne, verden er ikke helt gået fra forstanden, solen vidner for ham om at livet stadig er til at genkende, midt i al det som river liv i stumper og stykker.

Ligesom solen stadig skinner og er uanfægtet af hvordan livet ellers leves på jorden, sådan bevæger Jesus sig umærkeligt rundt som den samme mellem mennesker. De ved at hos ham er der trøst og hjælp at hente. Kristne har gennem tiden set hen til Jesus som den der var sårbar, som tog menneskers lidelser på sig, men samtidig blev hans sår en hjælp for os til at bære vore smerter og lidelser.

Ser vi på livet med kristne øjne, ser vi Kristus som den der har besejret døden og synden og djævelen.

Vi møder en far og en kvinde der beder ham om hjælp. Der er trøst i hans ord til kvinden og faren. Til kvinden siger han: ”Du skal ikke være ked af det. Din tro har reddet dig” og til faren: ”Pigen er slet ikke død, hun sover kun.”  I hver deres situation taler Jesus ud over det som de er kommet til ham med. Han fastholder håbet midt i alt det, som har taget håbet fra dem. Ikke mærkeligt der står nogle og griner, da Jesus siger at pigen ikke er død, hun sover kun. For selvfølgelig er det vildt det Jesus siger: din tro har reddet dig og pigen er ikke død.

Men det er at række et håb til mennesket. Det Jesus siger til kvinden og faren er, at jeg ved godt I lider og synes at livet er svært, men det er ikke håbløst. Det er ikke så vigtigt, hvordan man har det, men hvordan man tager det.

Den kristne tro fjerner ikke det, vi kæmper med i livet, men giver styrke til at bære det. Jesus deler smerten med disse mennesker. Han viser som det kærlige Guds ansigt han er, at han godt ved at livet er både det gode og det onde. Universet er alting, både det gode og det onde, og Gud er ikke mindre end alting. Vi skal huske på at Gud er almægtig, han omfatter både det gode og det onde.

Tilintetgørelsen i livet og angsten for fremtiden tager Jesus ikke fra os, men viser at Gud er sammen med os midt i døden og angsten. Amen 

 

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed