v46  Han kom nu atter til Kana i Galilæa, hvor han havde gjort vand til vin. Der var en kongelig embedsmand, hvis søn lå syg i Kapernaum. v47  Da han hørte, at Jesus var kommet fra Judæa til Galilæa, tog han hen til ham og bad ham om at komme med derned og helbrede hans søn; for han lå for døden. v48  Da sagde Jesus til ham: »Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.« v49  Den kongelige embedsmand svarede: »Herre, kom med derned, før mit barn dør.« v50  Jesus sagde til ham: »Gå hjem, din søn lever.« Manden troede Jesus på hans ord og gik; v51  og allerede mens han var på vej hjem, kom hans tjenere ham i møde og fortalte, at hans dreng var i live. v52  Han spurgte dem så ud om, i hvilken time han havde fået det bedre, og de svarede: »I går ved den syvende time forlod feberen ham.« v53  Da forstod faderen, at det var sket netop i den time, da Jesus havde sagt: »Din søn lever.« Og han og hele hans husstand kom til tro. Johannes 4,46-53

 Vi har lige sunget Kingos gamle og fine salme (644 i Salmebogen) om tilværelsens dobbelthed af sødt og surt, mørkt og lyst, glæde og bekymring.  

Aldrig er jeg uden våde, aldrig dog foruden nåde.  

Vi kommer alle ud for at havne i en ubehagelig situation, og har brug for andres omsorg og kærlighed så vi ikke mister troen og håbet.  

Det var også hvad der fyldte den højtstående embedsmand som havde en syg søn derhjemme, og kommer til Jesus for at få hjælp. Meget i hans liv med hans position i samfundet, var sikkert mere på den lyse side end den mørke. Men også han kan blive ramt af bekymring, som ikke mindst fylder mennesker, når det handler om vores børn.   

altid har jeg suk og ve, altid kan jeg Jesus se….. Han hørte Jesus var kommet, og tager hen for at møde ham.  

Sådan kender vi alle godt livet, og selvom vi måske ikke føler os ramte af sygdom og andre ulykker, kender vi alle til at miste modet og føle at livet kan være en tung gang.  

Jesus mødte mange mennesker der søgte hans hjælp, og afslører i mødet med embedsmanden at troen på hans særlige helbredende og livgivende kræfter for mange handler om at få et tegn eller at mirakel sker.  

Vi mærker trætheden hos ham over at mange mennesker vil have et konkret og synligt bevis på at han kan hjælpe dem. Vi har en trang til at bygge vores tro på det synlige. Vi vil gerne have sikkerhed for at troen kan hjælpe os. Derfor er det Jesus stønner over de mange som ikke accepter troen som det der ikke kan gives beviser for. Det er lettere at tro hvis der forud har vist sig et tegn eller et mirakel er sket.  

Jesus vil ikke give tegn som kunne skabe et håb for embedsmanden og hans søn. Og slet ikke et præstere et mirakel. For det vil netop undergrave den myndighed Jesus taler med på Guds vegne. For hverken Gud eller tro er konkrete størrelser.  

Og derfor må embedsmanden gå hjem til sin syge søn med den håbefulde besked ”din søn lever”. De ord er ikke bundet til et synligt tegn og taler slet ikke om et mirakel, men de ord kan alene tros.  

Vi kan godt leve os ind i hans tur hjem til sin syge søn. Fuld af smerter og bekymring som da han kom til Jesus gik han hjem, måske alligevel med et lille håb om at hans søn kunne blive rask. Han kom som et svagt menneske med følelsen af at hans søn kunne dø. Han kom med mørket i sit sind og tanker, og havde et håb om at Jesus kunne give ham et lys og et håb at se hen til.  

Vi har et sygt barn og vi er urolige som forældre, og vi griber og leder efter et håb at holde os til. Embedsmanden har sikkert prøvet alt inden han kom til Jesus. Det er i sådanne situationer at vi føler vor verden blive meget lille, og vi mærker hvordan sproget og ordene lukker sig om sig selv. Ordene kan kun beskrive hvor skidt det står til, vi kan tage barnets temperatur og blive mere urolige, og det vi savner mest er ord der åbner for det håb og den helbredelse vi længes efter.  

Det er i sådanne situationer at det religiøse sprog åbner for en ny måde at se livet på. For religiøse ord behøver ikke at henvise til noget vi kan gå ud og se i virkeligheden. Det er ikke sådan at der er en overensstemmelse mellem en bøn til Gud og noget i den konkrete verden.   

I bønnen til Gud og i de religiøse påstande taler vi på en anden måde om verden og vores erfaringer på.  

Søren Kirkegaard fortæller et sted i sit forfatterskab hvad det er troens sprog kan og vil. Han fortæller om et menneske der går på kirkegården og standser ved en grav og siger: ”vi ses”. SK skriver kort, at det må være et udtryk for tro. Der er intet i den konkrete verden der kan sandsynliggøre dette udsagn. Personen der tales til er ikke mere, og den som taler ved graven ved godt at den kære er død. Alt taler imod et gensyn, og alligevel er der en længsel efter at være sammen med den savnede. Derfor ”vi ses”! 

Det religiøse sprog rummer en grænseoverskridende virkelighed, som aldrig lukker af for verden, men åbner den på ny.  Det er hvad Jesus gør når han siger til embedsmanden ”Gå hjem, din søn lever.” Det var ikke et tegn og ej heller et under Jesus gjorde, han talte nogle ord om et håb om liv på trods af den dødsyge søn i sengen.   

Gennem sproget kan vi erfare at verden er begrænset. Der findes masser af den slags erfaringer i vore liv. Samtidig kan vi som mennesker ane at verden er noget mere end det faktiske, noget mere end det vi kan beskrive.  

”Din søn lever”  

Embedsmanden troede de ord og gik hjem. Han fik kun disse ord, ikke tegn eller undere, men ordene om en anden virkelighed end den sygdomsfyldte hverdag han stod i. Det var med de ord han vandrede hjemad. Hvad mon de har gjort ved ham? Han troede dem, som må betyde noget i retning af, at stolede på at disse ord var sande, sagt af den mand der i sig rummede Guds dødsovervindende kræfter.  

Vi ser her hvad det er det religiøse sprog kan. Det kan en masse på en gang. For i de ord ”de søn lever” ser Jesus denne mand og hans situation, mærker hans smerte over sit syge barn, og giver han det han inderst selv har håbet kunne blive muligt, at sønnen kan blive rask igen.  

”Din søn lever” siger noget om kristendommens særlige sprog sprængende vision. I dette sprog holdes menneskers virkelighed åben for det nye, for det gode, for skønheden, og dermed også for Gud. Sproget i kristendommen tager lidelsen alvorligt, og ved hvad det er vi mennesker får at kæmpe med i livet, og tager os med ind i det muliges virkelighed. En virkelighed som føre os fra mismod til håb og fra håb til tro…  

Det muliges virkelighed for embedsmanden er: Gå hjem, din søn lever. Det er i det håb han går fra Jesus og begynder at gå hjemad. Et tilbud, en opfordring og et kald kunne vi kalde indholdet af de ord. Et tilbud om at leve sit liv i de ord, som ikke beskytter mod livets tilfældigheder, men opfordrer til at leve med dem, fordi Gud som skaberen er skaberen af alt som er til, og derfor vil han altid være den, for hvem alting er muligt.  

For i lyset af Guds virkelighed, som i ordene ”din søn lever”, bliver vores virkelighed fortalt hvad den rummer af muligheder, i lyset af Guds virkelighed.  

Eller med Kingos ord fra salmen vi sang: Nu i sorrig, nu i glæde,  nu i fald og nu i sæde,  ofte fuld af stor uro,  altid fuld af Jesu tro. Amen