Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus 

Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve: »Mester, hvad er det største bud i loven?« Han sagde til ham: » ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ På de to bud hviler hele loven og profeterne.« Mens farisæerne var forsamlet, spurgte Jesus dem: »Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?« De svarede: »Davids.« Han sagde til dem: »Hvordan kan David så ved Ånden kalde ham herre og sige: ›Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender under dine fødder?‹ Når David altså kalder ham herre, hvordan kan han så være hans søn?« Ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag turde heller ingen længere spørge ham om noget. Matt 22,34-46

Prædiken 

Hvem vil I sammenligne Gud med?

Og Kristus, hvad mener I om ham?

Er spørgsmål som teksterne til i dag rejser. I forlængelse af det, kan vi begynde med at spørge, hvad det overhovedet vil sige at have en Gud?

Gud er det, hvoraf du venter alt godt, og som du kan tage din tilflugt til i al nød. Det, dit hjerte hænger ved. Det, du stoler på. Det er din Gud (Luther)…

Men hvad hænger vores hjerte ved og hvad stoler vi på i vores moderne og sekulære verden? Ja, det kan jo være mange ting, som ikke umiddelbart ser ud til at have noget med Gud at gøre.

Nogen vil måske mene, at alt afhænger af os selv: Uddannelse, Karriere og økonomi – alt det, vi alle sammen bekymrer os om fra tid til anden og som vi anser som en væsentlig forudsætning for det gode liv…

Grundlæggende at forvente vores livs mening fra Gud og Gud alene, som det vores hjerte hænger ved, kan være en fremmed tanke …

Spørgsmålet om, hvad hjertet hænger ved og stoler på, er også på spil i den lovkyndiges spørgsmål til Jesus i teksten, som jeg læste før…  

Hvad er det største bud i loven – hvad er det allervigtigste i livet?  

Kærligheden, svarer Jesus:

Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind

og du skal elske din næste som dig selv.

Det er det allervigtigste …

Det er den kærlighed, der kommer fra Gud. Gud er den ubetingede kærlighed, der bliver hos os, også når vi vender Gud ryggen eller vi overhører ham eller glemmer ham.

Når vores hjerter ikke hænger ved ham, så slå han døren ind til vores virkelighed på steder og i situationer i vores jordiske menneskeliv, hvor vi mindst ventede det eller regnede med ham …

Det kan han, fordi han har gjort sig til ét med os i vores jordiske menneskeliv. Gud er ikke fjern og abstrakt Gud på afstand af det liv, vi lever. Gud har vist sit ansigt ved at blive menneske – krop og kød i Jesus. Han har gjort sig til et med os i vores jordiske menneskeliv…

I det gudsbillede, vi møder i Jesus, konkretiseres det væsentligste bud. Vores gudsbillede og forbillede er Jesus, ikke bare som han var på korset, men også som han var i værkstedet, på landevejen, i folkemængden, under de høje krav og den vrede modstand, uden fred og privatliv, forstyrret i tide og utide…

Han elsker sin næste som ingen andre formår det…

Jesus viser, hvad medmenneskelighed er, når han får medynk med de mennesker, han møder. Når han helbreder, trøster og forbarmes. Det er disse møder med mennesker, der gang på gang får ham til at tilsidesætte moseloven. For det enkelte menneske er vigtigere end lovens påbud.

Det gudsbillede, der sprænger alle tidligere forestillinger om Gud, er så besynderligt forskelligt fra det, vi normalt ville forbinde med en guddommelig tilværelse, er tilsyneladende ikke bare noget, der ligner, men noget der ER det guddommelige liv under menneskelige vilkår… (C.S Lewis).

Det guddommelige og det menneskelige kan ikke skilles ad. Det himmelske og det jordiske kan ikke skilles ad, Gud og menneske kan ikke skilles ad…

Og de to bud i det dobbelte kærlighedsbud kan ikke skilles ad: At elske Herren din Gud og at elske din næste er en og samme sag…

At elske sin Gud er at elske sig ind i det liv, vi har fået givet. Det er at se det liv, som vi står med som noget helligt, uudgrundeligt og gudgivet og samtidig vide, at vi ikke kan blive færdige med at involvere os i det, tage os af det…

Den guddommelige kærlighed sætter os i stand til at elske det, som ikke i sig selv synes værd at elske. Spedalske, kriminelle, fjender, fjolser, de vrantne, de hovne og de spydige (C.S. Lewis)…

… altså mennesker! Næstekærlighed handler ikke om dem, vi elsker i forvejen, men også om alle de andre – også fjenden.  

At elske Gud er at få blik for vores egen og vores medmenneskers skrøbelighed og afhængighed. Det er at se et menneskes umistelige kostbarhed i den anden…

Der er Gud, der kalder os ud af vores eget og væk fra os selv for at trøste den, der er ulykkelig eller for at dele glæden med de glade…

Det er hele livet, der kalder på os. Det er i alt det, vi har med at gøre, at Gud virker i os og bruger os til at skabe liv. Uden kærligheden er livet ikke værd at leve. Kærligheden giver liv, glæde og mening…

Gud kalder os væk fra os selv og ud i verden, så vi kan se, hvad der kalder på at blive gjort. Derud i det konkrete, nære og somme tider slidsomme liv, vi lever med hinanden. Det er det liv som for Gud er helligt og det dyrebareste af alt.

Hvem er Kristus? Kan ikke besvares i sikkerhed bag tykke mure isoleret fra det liv, vi lever. Det kan kun besvares af den, der kom ud i livets usikkerhed og risiko og nu ved med sig selv, at han eneste redning er Guds mulighed…

Gud er, at der er mulighed. Kærlighedens uudtømmelige mulighed, som igen og igen gør livet nyt for os…

Gud ved godt, hvor skrøbelige og utilstrækkelige vi er og han elsker os alligevel - på trods. Det er det, vi må stole på og det vores hjerte må hænge ved: Guds betingelsesløse kærlighed. 

En kærlighed, der elsker os først og som bliver hos os uanset, hvad vi fik gjort, hvad vi ikke skulle have gjort eller hvad vi undlod at gøre. Han er hos os, når vi er tynget af skyld…  

Gode gerninger skal vi for ikke gøre for Guds skyld, men for vores medmenneskers skyld og for livets skyld…

AMEN