Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas 

Da Jesus kom nærmere og så Jerusalem, græd han over den og sagde: »Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred. Men nu er det skjult for dine øjne. For der skal komme dage over dig, da dine fjender skal kaste en vold op omkring dig, belejre dig og trænge ind på dig fra alle sider. De skal jævne dig med jorden og dine børn sammen med dig, og de skal ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke kendte din besøgelsestid.« Så kom han ind på tempelpladsen, og han gav sig til at jage dem ud, som drev handel dér, og han sagde til dem: »Der står skrevet: ›Mit hus skal være et bedehus.‹ Men I har gjort det til en røverkule.« Han underviste hver dag på tempelpladsen. Ypperstepræsterne og de skriftkloge, ja, alle folkets ledere søgte at få ham ryddet af vejen; men de kunne ikke finde ud af, hvad de skulle gøre, for hele folket hang ved ham for at høre ham. Luk 19,41-48

Prædiken 

Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred…

Må en vej i Klampenborg og en anden vej i Holte være opkaldt efter tidligere slavehandlere? Må der på Amalienborg slotsplads stå en statue af en konge, der havde adskillige kolonier med slaver under sig?

Historien ændrer sig jo ikke ved at vi sletter sporene og måske kunne vi lære af historien, så vi bliver klogere på, hvad der tjener til fred?

Jeg tror ikke, at vi får en mere fredelig verden ved at vælte statuer af fortidens mennesker med blakket ry eller fjerne gadenavne for slavehandlere, ligesom Jesus rydder tempelpladsen for handelsboder…

Jesus ryddede templet for handelsboder, der i hans øjne gjorde helligstedet til en røverkule. Det var en af de ting, han gjorde for at skaffe os adgang til Gud…

Jeg tror, at det er det, der tjener til vores fred…

En sjæl har brug for fred. Når tanker hober sig op, som boder på en markedsplads, så kan der godt blive brug for en mental oprydning…

Sjælen har brug for fred. Vi kender det som en længsel. Længslen efter fred i sjælen. Vi kan endda finde på at sige det: ”Jeg bliver nødt til at få fred i sjælen!” Når vi siger det sådan, så er det ofte forbundet med noget vi skal have vished om, noget vi har været bange for eller bekymret for.

Det kan også være fordi vi har noget udestående med et andet menneske, en misforståelse eller en uenighed, eller noget der har brug for at blive tilgivet. ”Jeg bliver nødt til at få fred i sjælen”. Jeg tror de fleste af os godt ved, hvad der tjener til vores fred. Vi har mennesker, der er gode at være sammen med eller vi har steder, der er rare at være…

Kirken er sådan et sted. Når kirkeklokken ringer, så minder den os om dette sted. Når vi hører klokkens kalden, bliver vi mindet om, at der er noget vi ikke selv kan nå, men som vi har brug for. Den fred, som vi ikke selv kan skabe, men som vi får skænket.

Gudstjenestens rytme er den samme hver gang. Den er som en puls vores hjerte må slå i takt med og et åndedræt, som vi må trække vejret igennem. Det er her vores liv fornyes.

Vi kunne kalde gudstjenesten ”a thin place” – et gennemsigtigt sted. En gennemsigtighed mellem jord og himmel, mellem støv og ånd. En gennemsigtighed mellem det hverdagsagtig og det hellige eller herlige

Gudstjenestens rytme og puls får os til at glemme os selv et øjeblik. Den er ligesom bønnen, der forandrer os og flytter os. Den får os til at indse, at vi ikke har magten over alt her i livet – at meget må leves i tillid og tro.

Gudstjenestens rytme og puls får os til at glemme os selv et øjeblik. Den flytter os fra et sted til et andet – løfter os ind i et fællesskab med Kristus og er med i Guds historie…

Jeg tror, at der er en anden vej, der tjener til vores fred end at rydde statuer og ændre vejnavne…

Nemlig at tage Kristus til os og rydde det væk, der spærrer for ham, ligesom Jesus ryddede handelsboderne på tempelpladsen og banede vej til Gud gennem sin korsfæstelse og opstandelse…

Det er det, der tjener til menneskelivets fred…

Det er den fred, som skænkes os i velsignelsen, og det sidste der lyder her i gudstjenesten, måske fordi freden er hele målet med at søge Gud: Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred! 

Kristus møder os med tilgivelse og opmuntring, også når vi mindst venter det, så vi kan finde fred og bringe fred til vores omverden.

Fred er det vi ønsker at vores børn må opleve. Fred giver vi hinanden. Ikke ved at lade hinanden være i fred, men ved at skænke hinanden frihed til at bidrage med hvert vores i fællesskabet og være til stede, som den vi er uden forstillelse.

Det er også viljen til at give andre rum og mulighed til at udfolde sig selv. Fred er for en stund at kunne leve som markens liljer og himlens fugle. Fred ser vi i det lille barns øjne. Den gave, der skænkes os når vi lever tillidsfuldt.

Det handler om at turde overgive sig. Opgive sin sikkerhed. Lære at vove livet og leve uperfekt i Guds og menneskers nåde.

Acceptere at vi i grunden kun har én opgave: At tjene næsten.

At vi har fået Guds kærlighed i gave kan give os fred til at leve. Vi hører det i dåben. Gud siger: Roligt mit barn, du er elsket og du falder aldrig ud af min kærlighed. For Gud er ødsel med sit skaberværk med sin kærlighed og med sin fred…

Guds ord til os kan give os fred. Måske ikke hele tiden, men hvis vi lader dem slå rod i os, så kan det være et sted, vi kan søge hen og finde hvile…

Fordi vi er kaldet til et liv midt i verden sammen med vores medmennesker, er det så vigtigt, at vi hører, at Gud er med os, og at vi derfor ingen grund har til ængstelighed og frygt…

Fred til mennesker med Guds velbehag, sang englene julenat…

Fred være med jer, lyder det i bortsendelsesordene ved nadveren…

Det er den fred, der sender os ud i verden blandt andre mennesker for at gøre det, vi skal eller i hvert fald det, vi kan. Med alt det, som vi hver især har at gøre godt med af evner og andet. 

Fred i evangelisk forstand er at overgive sig til Gud og dermed til kærlighed med alt, hvad det indebærer af ansvar for medmennesker og opfordring til at handle i Guds Ånd.

Det er det, der tjener til vores fred…

AMEN…