Dette hellige evangelium til 3. søndag efter trinitatis skriver evangelisten Lukas (15,1-10 i Bibelen 2020) 

¹Blandt dem, der samlede sig om Jesus for at høre på ham, var der altid skatteopkrævere og andre, der ikke levede efter den lov, Gud havde givet Moses. ²Det fik farisæerne og de skriftkloge til at beklage sig: »Ikke nok med at han er sammen med den slags mennesker, han spiser også med dem.« ³Så fortalte Jesus dem en lignelse. ⁴»Hvis en af jer har 100 får, og et af dem bliver væk, vil han så ikke efterlade de 99 får i ørkenen og gå ud for at lede efter det, han mangler, lige til han finder det?« spurgte han. ⁵»Når han har fundet det, bliver han så glad, at han tager det op og bærer det på skulderen. ⁶Når han kommer hjem, kalder han på sine venner og naboer og siger: ›Kommer I ikke ind og fejrer det med mig? Et af mine får var blevet væk, men nu har jeg fundet det igen.‹ ⁷Sådan er det også i himlen. Der er der større glæde over én lovovertræder, der ændrer sit liv, end over 99, der lever sådan, som Gud vil have det, og derfor ikke har brug for at ændre sig.

⁸Eller hvis en kvinde har ti sølvmønter og taber den ene, hvad gør hun så? Hun tænder lyset og gør huset rent og leder over det hele, indtil hun finder mønten. ⁹Og når hun så har fundet den, inviterer hun veninderne og nabokonerne hjem til sig. ›Kommer I ikke ind og fejrer, at jeg har fundet den mønt, jeg havde tabt?‹ spørger hun. ¹⁰Sådan er det også i himlen. Guds engle fejrer det, når bare en enkelt lovovertræder ændrer sit liv.« AMEN 

PRÆDIKEN 

Alene i vildmarken hedder en TV-udsendelse, måske har I set den? Her forlader deltagerne familie og venner for at leve alene i vildmarken. Og vinderen er den, der kan klare sig selv og udholde kulde og sult, altså den, der kan blive væk alene i vildmarken i længst tid.

Motivationen for at deltage i dette projekt er under ekstreme forhold at prøve egne grænser af. Udfordrer sig selv for at finde sig selv – og det gør deltagerne tilsyneladende bedst alene?  

TV-udsendelsen er bare ét eksempel på, hvordan vi dyrker idealet om at skulle skille os ud og finde os selv. Jeg kunne nævne mange andre radioprogrammer og TV-udsendelser: X-faktor hvor deltagerne vinder ved at skille sig ud og være enestående - unik?

I den forgangne uge har aviser og radioprogrammer været præget af taler og gode råd til de nyudsprungne studenter. Mange velmenende gode råd lyder i retningen af: Find jeres egne veje, følg jeres passion – vær jer selv…

Det er lettere sagt end gjort, for det forudsætter jo, at vi ved, hvem vi selv er? Og lige netop det spørgsmål: Hvem er jeg? Tror jeg, at mennesket har bakset med altid. Det er ikke kun denne generation af studenters sag …

Luther, Kierkegaard og Freud (bare for at nævne vigtige personer i den europæiske historie) deler den tanke, at mennesket er en gåde og individet grundlæggende splittet.

Hos Freud er splittelsen mellem Overjeget og Underjeget, mellem lysten og loven. Hos Kierkegaard er splittelsen mellem sjæl og legeme, mellem frihed og nødvendighed. Her er individet i udgangspunktet splittet, og må få samling på sig selv for overhovedet at blive sig selv.

Vi kender også den splittelse i os selv fra Paulus, der i Romerbrevet (7,15) siger: For jeg forstår ikke mine handlinger. Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg...

Det peger jo i den retning, at der er en risiko for, at vi ikke bliver os selv, men mister os selv eller taber os selv…  

Vi kan altså hellere ikke insistere på at forstå det andet menneske fuldt ud. For det andet menneske forstår heller ikke sig selv fuldt ud.

At se næsten i det andet menneske er at se, at han også er splittet, og at han er lige så meget en gåde for sig selv, som jeg til enhver tid må insistere på, at jeg er for mig selv.

Det er den grundlæggende indsigt fra Paulus til Freud.

Grundlæggende tror jeg, at det gælder for alle mennesker, at: Inderst inde er vi alle langt ude (Lilian Munk Rösing/Christian Hjortkær i Renæssance og individ).

Lige så langt ude som det forvildede får, der skiller sig ud fra de 99 andre og farer vild alene og langt ude i vildmarken, som vi hører om det i evangelieteksten i dag sammen med fortællingen om den tabte mønt…  

Lignelserne handler om at blive fundet. Den tabte mønt triller ikke selv frem fra sin krog. Den var vel blevet glemt, hvis der ikke var en, der ledte efter den og fandt den…

Og det samme gælder fåret. Det gik vel fortsat rundt i vildmarken, hvis ikke det var fordi hyrden gik ud og ledte efter det og fandt det…?

Jeg har altid syntes, at der var noget fantastisk trøstende i disse fortællinger. De fortæller ikke om en fjern, skjult og ophøjet Gud, der venter på, at vi mennesker finder vej til ham. Men de fortæller om den Gud, der finder os…

Men fortællingerne/lignelserne kan umiddelbart synes at stå i skærende kontrast til idealet om, at vi skal finde os selv… (og være os selv)

Men evangeliet kommer os i møde? For mens jeg selv går rundt og har et frygteligt besvær med at finde ud af, hvem jeg selv er, og hvad mit liv betyder, så er der et sted i verden, hvor jeg allerede har identitet og hvor jeg er set, kendt og elsket - og hvor en stemme siger: Er det dig?

Bedre end at finde sig selv – eller måske nærmere en forudsætning for det – er at blive fundet. Fundet af Gud. Han går ud og finder os, løfter os op og bærer os hjem. For ingen af os kan undværes i hans flok. Og på den måde, er vi mere end dem, vi tror, vi er...

Måske drager vi videre ud på vores opdagelsesrejse, nu bare med den grundlæggende tro, at vi ikke længere behøver at jage efter at finde os selv, for vi er allerede fundet. Vi kan bryde op uden af den grund at gå til grunde eller gå tabt.

Vi er dybt forbundne, sociale væsener. Alene i vildmarken finder vi derfor ikke os selv, men ved den andens hjælp og ved Guds hjælp. Det ser vi i en anden TV-udsendelse end den, jeg begyndte med. En meget slidstærk en af slagsen, nemlig Matador.

Vi husker alle Ingeborg. Hun forsøger igennem hele serien at hjælpe to mennesker: sin mand Mads Skjern og Mads Skjerns søn, Daniel.

Daniel er den stille dreng, splittet mellem faderens strenge opdragelse og Ingeborgs kærlige omsorg. Da det viser sig, at Daniel er homoseksuel, resulterer det i faderens nådesløse afvisning: »Du er ikke længere min søn!«

Ingeborg derimod ser Daniel som mere end homoseksuel. Hun ser kærligheden i Daniel og ser Daniel i kærlighed. Og det er det, der gør, at Daniel omsider tager til Paris og står ved sit kærlighedsforhold til Francois.

Ingeborg må smerteligt se Daniel forlade hende og blomstre i sit nye liv, Daniel finder sig selv ved Ingeborgs hjælp…

Mads Skjern, derimod bedrager sig selv for kærligheden, da han sender Daniel bort, og han ender som en falden mand, der nok har vundet hele verden, men mistet sig selv…  

Afvisningen af Daniel får Ingeborg til at forlade Mads, men hun vender siden tilbage, fordi hun indser, at han vil gå til grunde uden hende. Mads Skjern bliver fundet ved Ingeborgs hjælp.

Vi tilhører ikke os selv, men dem, der elsker os. Vi tilhører ikke os selv, men den Gud, der altid er parat til at gå ud og lede efter os, når vi er faret vild...

Det er i den kærlighed, vi bliver fundet, og der er i den kærlighed, vi må forstå, hvem vi er – ved den andens hjælp – og altid ved Guds hjælp…

AMEN