Jesus sagde: Men nu tager jeg tilbage til ham, der har sendt mig, og ingen af jer har spurgt mig, hvor jeg tager hen. 6I er fulde af sorg, fordi jeg har fortalt jer det, 7men faktisk er det bedst for jer, at jeg tager afsted. Hvis ikke jeg gør det, kan Helligånden ikke komme i stedet for mig, men fordi jeg tager afsted, kan jeg sende den til jer. 8Og når den kommer, afslører den verden. Den fortæller sandheden om ondskab, retfærdighed og dom. 9Ondskaben er, at folk i verden ikke tror på mig. 10Retfærdigheden kræver, at jeg tager tilbage til min far, og så ser I mig ikke mere. 11Om dommen er der kun at sige, at verdens hersker allerede er dømt.

12Jeg har stadig meget at fortælle jer, men I kan ikke rumme det nu. 13Når Helligånden, sandhedens ånd, kommer, vil den være jeres vejleder og forklare jer hele sandheden. Det, den siger, kommer ikke fra den selv; det er alt sammen noget, den har hørt, og den fortæller jer, hvad der skal ske. 14Helligånden vil vise, at jeg er guddommelig, for det, den fortæller, har den fra mig. 15Alt det, der er min fars, er også mit. Det er derfor, jeg siger, at det, Helligånden fortæller, har den fra mig. Johannes 16,5-15

Johannes skriver om hændelser som hører til i påsketiden. Helt nøjagtigt befinder vi os sammen med disciplene skærtorsdag aften. De har netop spist det jødiske påskemåltid sammen, og Jesus har delt brød og vin med dem, og fortalt dem at brødet og vinen vil for al fremtid blive hans nærvær hos dem. Jesus skal forlade disciplene og verden – nu tager jeg tilbage til ham, der har sendt mig.

Og vi er samlet med disciplene, og vi hører Jesus sige til dem: I er fulde af sorg, fordi jeg har fortalt jer det – nemlig at han skal dø! Det nærvær de lige har været fælles med ham om i påskemåltidet, er med ét blevet til et fravær. Og dermed en sorg, de ved vil komme snart. En ventesorg der ved at døden er på vej, og som inden længe gøre deres venten til virkelighed. Deres hjerte er fuldt af sorg over, at de skal miste ham.

Jesus efterlader dem ikke alene. Svært at forstå. Det nærvær de oplevede i nadveren, er betinget hans fravær. Hans nærvær er betinget af hans fravær. Det lyder i nadverliturgien med disse ord: ”Opstandne Here og frelser, du, som selv er til stede iblandt os med al din kærlighed rigdom!” Jesus er her i disse ord, i brødet og vinen, men i en bogstavelig forstand er han for længst død.

Sorgen fylder dem, som det fylder enhver der mister et elsket menneske.

Digteren Bodil Malmsten siger det enkelt, hvad sorg handler om da hun mistede sin mand:

               Det er ikke de afdøde

               Som lider

               Det er de efterladte

               Du er mit eneste bevis på

               At jeg har været til

               Du er mit alibi

               Mit vi

               Kom tilbage

               Kom tilbage

Gud trøster os som Helligånd. Jesus er død og kommer ikke tilbage, men efterlader os ikke alene, for Gud sender sin ånd, sin vejleder, som skal forklare os hele sandheden. Helligånden vil fortælle at Jesus og alt hvad han sagde og gjorde stadig er levende tilstede iblandt dem. I den ånd kan de nu leve deres liv. Åndens virkelighed som disciplene har mødt i Jesus, fjerner ikke smerten over der fysiske tab af ham, men det giver styrke til at leve med det og mulighed for stadig at opleve glæden ved hans nærvær.

Derfor er Helligånden sandhedens ånd. Ånden taler ikke af sig selv, men taler Jesus ord, som igen er Guds ord. Gud som er større end mennesker, rummer selvfølgelig også en sandhed der er større end mennesker. Er Gud magten i alt levende, så betyder Ånd, at magten er i os, men den er ikke vores.  

Hvorfor ikke bare Ånd, men Sandhedens ånd? Er Helligånden den reneste ånd, som alene er sandhed? Er der en sandhed eller flere sandheder? Hvad er sandhed? Kan vi tale om sandheden, som i sandhedens ånd? Vi søger alle i vor tale og handlinger at leve sandt. Men hvad er sandhed? Er der en sandhed for mig og for dig? Eller er der også en større sandhed som vi må bøje os for og acceptere.

Sandhedens ånd som er helligånden vil vejlede os, og resten må selv finde ud af. Sandhedens ånd er en sandhed af en anden karakter end når vi taler om at noget er sandt. For vi ved godt at det kan skifte hvad vi regner for sandt den ene dag og dagen efter. Når krigen raser som den gør nu på vores kontinent hører vi tit det udsagn, at i krig er sandheden det første offer. Afhængig af hvem der ser og hvad man gerne vil se, kan sandheden være meget forskellig når der tales om den samme oplevelse.

Er der en sandhed vi alle må bøje os for? Ja, der er sandheder som hører med til menneskelivets biologisk indretning som sætter rammerne for vores liv. Jeg tænker på fødsel og død som de to punkter, som omkranser et menneskeliv. Vi er født og vi skal dø, er sandheder om livet vi alle lever. Ingen taler smukkere om dette vilkår end forfatteren William Heinesen, når han siger: ”En stund er vort liv ved havets bred, havets liv varer evigt ved”. Vi lever et liv til døden, men der er noget som lever videre efter os. Der er noget som overlever os. 

Tidens mange samtaler og optagethed af vores klima er udtryk for, at jorden skal gives videre til kommende generationer. Sandheden kan vi sige, er ved at gå op for os, at jorden med dens mangfoldighed af liv kan ødelægges af os. Det er ikke en sandhed som der længere stilles ved spørgsmål ved.

Sandhedens ånd er Jesu kærligheds budskab. Den kærlighed som han gjorde synlig og som ikke døde med hans død. Hans fravær betyder ikke at han ikke længere er nærværende. Ånden vil nu vejlede os. Ånden er hans ord om at vi er bestemt til kærlighed. Ånd og Helligånd betyder i overført forstand sandhed, kraft og mening. Og det er det vi møder i kirken.

Sandhedens ånd er også ved denne gudstjeneste vores vejleder. Ånden i ord, salmer og kirkerummet er vidnesbyrdet på at Jesus har været her. Dåben som indvielsen til kristen troen og kirken, nadveren som det sted, hvor vi kommer tættest på talsmanden, sandhedens ånd, salmesangen hvor vi takker og lovpriser for hvad Gud har givet os del i. Det er ånden som taler her.

Ånden er en vild og utæmmelig størrelse, som strømmer frit og sætter ild i vore hjerter, når og hvor den vil. Ånden er også ganske jordnær i sit krav til os, ikke bare en luftig tilstand. Et sådant jordnært budskab lyttede vi til før i Jakobsbrevet: Læg stilfærdigt alt det fra jer, der er ondt og forkert, og tag imod det budskab, Gud har plantet i jer, og som kan frelse jer.

Sandhedens ånd ligger over beviser. Det er Jesu ånd som møder os med budskabet og kærlighed, og som er et personligt spørgsmål om eksistensvalg: hvad vil jeg leve mit liv på? Om dette valg vil jeg slutte min prædiken med at læse fra et berømt brev af den russiske forfatter Dostojevskij skrevet i fangeskab i Sibirien: ”Om mig selv kan jeg sige, at jeg er ægtefødt barn af min tid, et tvivlens og mistroens barn, og sandsynligvis vil forblive det til mine dages ende. Hvor er jeg ikke blevet pint, og pines fremdeles, af den hede længsel efter troen, en længsel, som bliver desto heftigere, jo flere beviser jeg finder mod troen!

Alligevel skænker Gud mig undertiden øjeblikke med fuldkommen ro. Og i sådanne øjeblikke har jeg formuleret min trosbekendelse. Denne bekendelse er for mig klar på ethvert punkt, og den er mig hellig. Den lyder i al sin enkelhed således: Jeg tror, at der er intet skønnere, intet dybere, intet mere dragende, intet så sandt, så klogt, så modigt og så fuldkomment som Jesus Kristus. Atter og atter fyldes jeg ved tanken på ham med brændende kærlighed, og jeg siger til mig selv, at hans lige ikke blot ikke findes, men ikke kan findes. Jeg siger endnu mere: hvis nogen bragte mig beviset for, at sandheden om vore liv ikke er i Kristus, og hvis sandheden ikke var hos Kristus, så ville jeg hellere være med Kristus end med sandheden.” Amen