Dette evangelium skriver evangelisten Johannes 

Jesus sagde: »En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.« Da sagde nogle af hans disciple til hinanden: »Hvad er meningen med det, han siger til os: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? og: Jeg går til Faderen?« De sagde altså: »Hvad mener han med at sige: En kort tid?

Vi forstår ikke, hvad han taler om.« Jesus vidste, at de ville spørge ham, så han sagde til dem: »I spørger hinanden, hvad jeg mente, da jeg sagde: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? 

Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde. Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.« AMEN 

PRÆDIKEN 

Timerne føles så korte.

Ingenting varer ved.

Mor jer nu godt, når jeg er borte.

Jeg ønsker jer sange og kærlighed.

Sådan lyder uddrag fra Svantes Svanesang.

Benny Andersen fortæller et sted, at han og Poul Dissing engang spillede denne sang for et meget veloplagt publikum af indsatte i Vestre Fængsel. Historien er virkelig ikke noget at grine af, skriver Benny Andersen, men nogle gange foretrækker han at grine i stedet for at græde. Han fortæller, at da de kom til den alvorlige sætning i sangen: ”timerne føles så korte”, så begyndte publikum at grine – ja, de brød sammen af grin, fortæller han. Det var absurd. De indsatte syntes, at det var den mest åndsvage sætning, de nogensinde havde hørt…

Timerne føles så korte

Jeg kom til at tænke på dette, da jeg læste evangelieteksten til i dag. I johannesevangeliet udgør teksten en af Jesu afskedstaler til sine disciplene. Vi er altså lige før påske, nærmere bestem skærtorsdag, aftenen før Jesus skal korsfæstes. Jesus forlader ikke disciplene i vrede, men i barmhjertighed. Det forstår de bare ikke – endnu…

En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig, siger Jesus og disciplene forstår det ikke. Hvad mener han med: En kort tid…

Selvom vi hører denne tekst mange år senere – og kan forstå den i lyset af opstandelsen, så er det ikke sikkert, at vi sådan lige forstår det. En kort tid det ene og en kort tid det andet igen og igen og igen, lyder det i teksten. Det er som om tiden bevidst bliver sat i stå, som om tiden står stille…

Vi kender oplevelsen af, at tiden kan føles lang. Når vi savner indhold i vores liv, så bliver dagene lange. Og tiden kan føles lang, når vi venter på noget, vi glæder os til: Når kommende forældre venter deres barn med længsel og spænding eller vi glæder os til at gense et menneske, vi savner. Når tiden føles lang, så er det fordi den ikke er fyldt ud. Der mangler noget, eller der mangler nogen i den tid, der føles lang.

Det er vel det de indsatte erfarer i deres hverdag i Vestre Fængsel. Et liv præget af savn og afstand til det menneskeliv, der leves uden for murene. Det er vel derfor, at de synes, at sætningen: Timerne føles så korte, er helt absurd…

Når tiden føles kort, så er den omvendt fyldt – fyldt med glæde, kærlighed og mening. Så kan det føles som om tiden på en eller anden måde opløses, og vi bare er til stede i nuet. Øjeblikket, som vi ikke bagefter ville kunne sige, hvor længe det varede - et minut eller en time. Vi glemmer os selv. De små og store bekymringer for en stund slipper taget i os. I et kærtegn, i et blik, i en udsigt, i en sommerdag, i et besøg eller i musikken …

»Tid kan være mange ting, og uret måler sjældent den der forløber i vores indre, den virkelige livstid, så derfor kan mange dage rummes i ganske få timer, og omvendt, og antallet af år er en unøjagtig målestok for et menneskes livstid, den der dør som fyrreårig har måske i virkeligheden levet meget længere end den der dør som halvfemsårig«

»den virkelige livstid«. Den tid, som der er fylde i. Den svarer ikke nødvendigvis til antallet af timer, dage og år. Men tiden forstået som timer, dage og år har den magt over os, at den kan tage så meget kostbart med sig undervejs. Tage så meget kostbart fra os. Derfor kan vi sige, at tiden er kostbar, selvom vi i virkeligheden mener, at livet er det. 

Vi husker nemlig ikke tidens gang, vi husker hændelserne i den. Tiden forsvandt jo bare og blev til ingenting. Det er hændelserne, der er tidens fylde. Det gælder for alt det, vi har kært: hinanden, glæden, skønheden – at det ikke er tiden i sig selv, der er betydningsfuld, men det der fylder tiden ud. 

”En kort tid, så ser i mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig”, siger Jesus til sine disciplene.

 Det græske ord for ”en kort tid” er Mikron. Det er det samme ord, som optræder i mikroskop, mikrokosmos osv. På dansk kunne man kalde det for et øjeblik, en slags kvalitetstid uden udstrækning – eller måske en erindring, noget som var, men ikke er mere og alligevel forbliver. Et mikron er noget, der er forsvundet, men stadig lever, fordi intet skal forsvinde for evigt.

Den der mister et menneske og som er fyldt af sorg og følelsen af tab, er samtidig også fyldt af den kærlighed, der er i stand til at løfte ud af sorgens smerte, så tabet vil komme i baggrunden og det vi fik og det vi havde sammen, bliver det der fylder vores hjerter.

Kvinden der står med det nyfødte barn i sine arme, er fyldt af kærlighed – og den smerte, der er gået forud, er kommet i baggrunden…  

Tiden kan føles lang, når livet gør ondt. Men Jesus siger, at den tid kun er kort. Tiden med smerte og savn er kort, siger han. ” En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig”.

Og det er nok sandt i et evighedsperspektiv, da er dagen i dag forsvindende kort, og vel kan det give os trøst at vide at det ender godt. At vi tror på en Gud, som ved tidernes ende vil gøre alting nyt. Vil blive alt i alle. Vil samle os hos sig i den kærlighed, der er større end os og det vi selv kan rumme. Det giver os håb og noget at leve og dø på. Men lige der, hvor tiden føles lang, er det en underlig uhåndterlig trøst at få, at den egentlig er kort. Det er umuligt at finde daglig mening i så stort et perspektiv, hvis vi dårligt kan overskue dagen i morgen.

Gud er den, der hjælper os gennem trængslens tider, og ind i glædens tid…

Jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerter glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer, siger Jesus. Den hjertets glæde, ingen kan tage fra os, begynder med, at Gud forløser os fra smerten – smerten ved det, der er tabt eller det, vi har mistet…  

Det er Gud der fylder tomrummet ud. Det drypper på os med godhed og glæde og mening fra evighedens kilde, så tiden bliver høj og dyb. Det er Gud der fornyr vores fællesskaber og giver os nyt livsmod. Ikke bare en gang, men igen og igen. Vi kalder det frelse eller forløsning. Eller nåde. 

Selvom vi hører denne tekst mange år senere – og kan forstå den i lyset af opstandelsen, så er det ikke sikkert, at vi sådan lige forstår det. Korsets gåde og opstandelsens under…

Det under, at kærligheden er større end smerte og tab. Ikke bare som fortid eller fremtid, men nu. I dette øjeblik - i evighedens nu. AMEN