¹³Samme dag var to af Jesus’ tilhængere taget afsted til landsbyen Emmaus, der ligger lidt over ti kilometer fra Jerusalem. ¹⁴De gik og talte om alt det, der var sket, ¹⁵og mens de diskuterede det, kom Jesus selv og fulgtes med dem, ¹⁶men de kunne ikke genkende ham. ¹⁷»Hvad går I og taler om?« spurgte han. De standsede og så trist på ham. ¹⁸»Er du lige kommet til byen eller hvad? Du må være den eneste i hele Jerusalem, der ikke ved, hvad der er sket de seneste dage,« svarede den ene af dem; han hed Kleofas. ¹⁹»Hvad er der da sket?« spurgte Jesus, og de svarede: »Det med Jesus fra Nazaret. Han var en profet, der kunne gøre mirakler, og hans ord gjorde indtryk på Gud og hvermand. ²⁰Men alligevel overgav vores præster og ledere ham til romerne og fik ham dømt til henrettelse på et kors. ²¹Vi havde ellers håbet, at det var ham, der skulle befri det jødiske folk, men nu er det altså tre dage siden, han døde. ²²Og så har nogle af kvinderne ovenikøbet gjort os fuldstændig forvirrede. Tidligt i morges gik de ud til graven ²³og opdagede, at hans lig var væk. De kom tilbage og fortalte, at de havde haft et syn. De havde set nogle engle, der sagde, at han var blevet levende igen. ²⁴Det fik nogle af hans disciple til at gå ud til graven, og de bekræftede det, kvinderne havde sagt. Men ham så de ikke.«

²⁵»Tænk jer dog om! Hvorfor har I så svært ved at tro på det, profeterne har sagt?« sagde Jesus. ²⁶»Der står faktisk i Skrifterne, at Messias skal mishandles og slås ihjel, før han kan indtage sin plads i himlen.« ²⁷Så viste han dem alle de steder i loven og hos profetbøgerne, der handlede om ham, og forklarede, hvordan det skulle forstås.

²⁸De nærmede sig den landsby, de skulle besøge, og Jesus lod, som om han ville gå videre, ²⁹men de to tilhængere ville holde på ham. »Bliv hos os,« sagde de. »Det er allerede sent, og det er ved at være mørkt.« Det gik han med til, ³⁰og da de var gået til bords, velsignede han brødet, brækkede det over og gav dem det. ³¹Pludselig kunne de se, hvem han var, men i samme øjeblik de genkendte ham, forsvandt han for øjnene af dem. ³²»Så var det derfor, det var så overvældende, da han forklarede os, hvordan Skrifterne skulle forstås,« sagde de til hinanden.

³³Med det samme gik de tilbage til Jerusalem, hvor de 11 disciple og resten af tilhængerne var samlet. ³⁴»Det er rigtigt, at Jesus er stået op fra de døde. Peter har set ham,« sagde de. ³⁵De to, der var kommet tilbage fra Emmaus, fortalte, hvad der var sket på vejen, og at de havde genkendt Jesus, da han brækkede brødet over og gav dem det. Lukas 24,13-35

Samme dag, altså påskedag, er to disciple på vej fra Jerusalem til byen Emmaus. Det er dagen derpå stemning selvom det stadig er den samme dag, men refleksionen over hvad som er sket tidligt om morgenen har endnu ikke nået ud over det plan, hvor det handler om at holde fast i de nøgne fakta; de gik talte om alt det, der var sket. Altså lettere famlende, urolige, for at finde en eller anden form for ro og forklaring.

Kvinderne var de første om morgenen var kommet ud til graven, og havde set stenen for graven var væltet om på jorden og mødt en engel der fortalte dem om opstandelsen. De brød ikke ligefrem ud i jubel, men skyndte sig hjem og fortalte ingen, hvad de havde set og hørt.

Med tiden kommer der langsomt sprog og ord på oplevelsen.

De to disciple har forladt Jerusalem og på vej hjem – måske, i hvert fald på vej væk – til byen Emmaus, og går selvfølgelig, som vi alle ville gøre det når voldsomme ting er sket, og taler om det som er hændt og hvad de har hørt. Fortællingen, samtalen ordner i det uoverskuelige.  

I samtalen får vi styr på begivenhedernes gang, og det er imens vi fortæller for hinanden, at fortvivlelsen letter fra vort sind og krop. Med fortællingen hjælper vi hinanden til at komme til forståelse med det, som er sket. Ud af fortællingen kan det pludselig vise sig, at noget falder på plads. Med ordene er det vi forsøger at få orden, få heling, på det som er faldet fra hinanden.

De går med følelsen af noget ufærdigt. Jesus og samværet med ham havde været som at rejse ind i en gylden fremtid. Det de savnede, den mangel de følte i livet, var med Jesus afløst af håb og forventning. Fuldendelsen havde været tæt på, men korsfæstelsen var i deres øjne et nederlag. Et slag i ansigtet; af de store, og svært lige at komme sig over.  

Den fremmede som slutter sig til dem på vejen, bliver lukket ind i deres samtale, og de får endnu en gang muligheden for at fortælle for ham og for hinanden. Midt i fortællingen er der én sætning, der ligesom løfter sig ud fra det andet og i et glimt afslører hvor stort et tab, de har lidt: vi havde ellers håbet, at det var ham, der skulle befri det jødiske folk…..

Jesus skulle have været den ventede Messias. Messias er skikkelsen fra det gamle testamente som en gang skulle komme til verden og bringe Guds fred. Men det blev ikke sådan, for Jesus døde jo langfredag og med ham håbet. Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning og ord over for Gud og hele folket – og blev udleveret til dødsstraf og korsfæstet. Den herlighed de havde set frem til kunne de ikke forbinde med det som skete langfredag.

De er på vej, og andre muligheder gives vi mennesker ikke, end at bevæge os fremad, hvor vi måske helst havde ønsket at gå tilbage og stoppe det uafvendelige. Der er sket noget smertefuldt i fortiden, og vi kan ikke slippe tanken om hvorfor det skete, og begynder næsten at tænke magisk, kunne jeg/vi have gjort noget for at forhindre det. Jeg tænker tit når jeg hører om helt uretfærdig lidelse og død, hvordan det dog kunne ske og var der mulighed for at hindre at det skete.

Vores magt er trods alt begrænset. Vi er løst fra magten, for der sker ting, hvor vi må sige til os selv, at det har vi intet med at gøre. Og vi må holde op med at slå os selv i hovedet. Pine os selv med tanker som ingen løsning har.  

De to disciple kunne være blevet hængende i fortiden, langfredag, og endnu mere formørket i sindet, fuld af skyldfølelse over det som skete. Når det forfærdelige rammer mennesker har vi svært at slippe det som skete, dog ved vi godt at vi må komme videre. Det store spørgsmål er hvordan!

Håbet skal genskabes. For disciplene og andre som hang ved Jesus handlede det om at forstå og erkende , at lidelse og død ikke udelukker et håb. Det nu en gang sådan, at vore liv er et liv der bevæger sig fremad, vi er hele tiden på vej gennem livet.

Vi bærer altid en historie med os. Vi er aldrig uden for historien, vi er for at bruge billedet fra før, på vej. På vej fremad mod såvel ukendte som kendte mål. Vi ved intet om hvad livet vil møde os med. Livet præger sig ind i vores krop og sjæl, og livet mærker os. Vi bærer det forgangne med os som en bank af erfaringer, der kommer til at sætte sit præg på den vej vi går.  

De to disciples tanker og sind er netop fyldt af det de har oplevet i dagene før. Først det frygtelige som de var vidner til langfredag. Ja, vidner er måske så meget sagt, for disciplene var allerede torsdag aften i Getsemane Have flygtet over hals og hoved. Men de havde selvfølgelig ikke kunnet undgå at høre om langfredagens hændelser. Hvor Jesus blev dømt til den pinefulde og langsomme død på et kors. Med den død troede de alt var slut. Et kapitel var for altid blevet lukket i den historie, som de havde forventet sig mere og andet af....vi havde ellers håbet, at det var ham, der skulle befri det jødiske folk…..

To dage efter var den historie de regnet for færdig, blevet åbnet igen. Tre kvinder der ikke havde taget flugten langfredag, havde været ude ved graven og set den store sten væltet om på jorden og hørt englens ord om opstandelsen. Dét som de betragtede som afslutningen på deres liv sammen med Jesus, blev med den tomme grav påskemorgen til en ny begyndelse. Det de tolkede som Guds nederlag, kaldte den fremmede på vejen for Guds kærlighedssejr.  Disciplenes fortælling blev en anden, i og med de fik noget andet fortalt. Sådan kan fortællingerne undervejs ændrer på de fortællinger vi er blevet vænnet til at fortælle igen og igen for os selv og hinanden.

Fortællingerne om påsken kan også fortælle os, at selvom vore egne fortællinger kan synes nok så triste og uden håb, er de med påskens fortælling aldrig lukkede for håb og nyt liv.

Vi kan prøve at forestille os at vi skal fortælle de to disciples historie videre fra Emmaus. Efter mødet med Jesus bliver deres vej fra Emmaus til en vandring ind i en fremtid, der stadig er ukendt, men hvor splittelse og angst nu er afløst af tilliden til Guds kærlighed. Hvor en ny historie mellem Gud og mennesker tager sin begyndelse. En hel ny tilværelse var det vel nærmest de havde set frem til. I situationen var det håb brast.

Korsets lidelse og død er ikke én enkelt stående hændelse i Guds fortælling. Der har før Jesu død været utallige mennesker der har lidt døden. Og Guds historie med mennesker rummer utallige eksempler på, hvordan Gud ikke glemte mennesker i disse mørke øjeblikke, men drog omsorg for mennesket, som da han i skabelsens første dage syede skindtøj til Adam og Eva.

Disciplenes håb om forløsning bliver ikke gjort til intet, for i det de ser som lidelse og nederlag ligger en dyb og trofast kærlighed gemt.

Vores vej fremad i livet er aldrig en afsluttet fortælling, så længe vi er med i denne fortælling fra skabelsens dage.  Hele livet igennem kan opstandelsen, kærligheden og Gud møde os som en evighedserfaring. En erfaring der netop har evighedskarakter ved, at den kan bryde ind på vores vej frem i livet og fortælle os at livet aldrig er en afsluttet historie.

Opstandelsen hører ikke til efter vores biologiske tilværelse, men er et ord der til en hver tid kan bryde ind i vore liv. De to disciples erfaring af dødhed, lammelse, håbløshed blev forvandlet til en tilstand af oplivelse, håb, glæde og ny indsigt. Opstandelsen er dette urokkelige måske, en modkultur til vores daglige liv, som bryder med det vi kender. Håbet som ikke får os til at opgive, som bærer os gennem denne vaklende tilværelse. Den kristne vision om menneskets liv er: skabt af Gud, sårbart og dødeligt, men altid med et håb om nyt liv.

Indbygget i hverdagens liv findes en zone af udødelighed. Derinde går den kristustroende på sin vej fremad– beskyttet og småleende. Dette liv er ikke alt.

Gud syer igen et sæt tøj til mennesker og tænder håb i menneskers liv.

Den opstande Kristus bliver tegnet for os, hver gang vi formår at fastholde dette håb. Amen