²⁶Da Elisabeth var i sjette måned, sendte Gud Gabriel afsted til byen Nazaret i Galilæa, ²⁷hvor der boede en ung pige, Maria. Hun var jomfru, men forlovet med Josef, en mand, der var efterkommer af kong David. ²⁸Englen kom ind til hende og sagde: »Gud har udvalgt dig, Maria. Du er noget særligt i hans øjne.« ²⁹Maria blev forvirret over at få den besked og undrede sig over, hvad ordene skulle betyde, ³⁰men englen fortsatte: »Du skal ikke være bange, Maria, for Gud har udvalgt dig. ³¹Du vil blive gravid og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. ³²Han får stor magt og vil blive kaldt Guds søn. Gud vil give ham Davids, hans stamfars, trone, ³³og han vil altid herske over Jakobs slægt. Hans kongedømme vil vare evigt.« ³⁴»Men hvordan skal det kunne lade sig gøre, når jeg ikke har været sammen med en mand?« spurgte Maria. ³⁵Englen svarede: »Helligånden vil komme til dig, og den Højeste vil lade sin kraft hvile over dig. Derfor bliver dit barn helligt, og folk vil forstå, at han er Guds søn. ³⁶Elisabeth, som du er i familie med, er også gravid med en søn, selvom hun ikke længere er ung. Hun blev kaldt ’Den barnløse’, men nu er hun i sjette måned. ³⁷Der er ikke noget, Gud ikke kan.« ³⁸»Jeg underkaster mig Gud,« sagde Maria. »Lad det gå sådan, som du har sagt!« Så forlod englen hende. Lukas 1,26-38

Billede: Marias bebudelse af Fra Angelico, 1500-tallet 

Ikke underligt lyder Marias svar til englen: hvordan skal det gå til? Helt fornuftigt lyder det videre fra hende, da hun selvfølgelig godt ved hvordan børn bliver til: Jeg har jo aldrig været sammen med en mand. Skal jeg have barn, kan det kun blive med Josef.

Maria var mere vant til at engle hørte med til den verden hun levede i. Vi siger, at en engel går gennem stuen, når samtalen i et selskab går i stå, fordi noget er sket som vi ikke forstår. Det uforklarlige gør os tavse.

Maria ved godt at englen kommer fra Gud, og det får hende i begyndelsen til at reagere med forfærdelse. Hun undrer sig over hvad dette skal betyde, om meningen med dette besøg, og selvfølgelig det helt vilde og uforklarlige, hvordan hun dog skal blive gravid uden Josef.

Skrækken over mødet med englen ender så alligevel med at blive til fryd over at livet rummer sådanne muligheder. Et barns fødsel skaber fryd og glæde!

Gud er ubegribelig. Gud er verdens hemmelighed. Gud er tilværelsen i al dens modsætningsfuldhed, dens skønhed og hæslighed, dens gavmildhed og goldhed. Det er det liv vi står i hver dag.

I Kingos salme ”Nu kom der bud fra englekor” som vi sang til at begynde med, har Marias blanding af rædsel og fryd, da Gabriel kommer til hende, fået en fin beskrivelse: ”skrækker, skønt det fryder”. Den følelse kender vi godt til, måske mest når vi er barn.

Jeg husker hvordan jeg kunne lege med mine børn, så de rystede af skræk, men samtidig frydede sig.

En engel fortæller om en anden verden end den vi står i. Med englen kommer der er et glimt fra det guddommelige. Vi kunne også kalde det for det hellige!

Det hellige fylder os med skræk, fordi det falder uden for den verden vi kender. Vi kender det fra film hvordan det overnaturlige som bryder ind i livet, kan få os til at ryste. Det åbner ind til noget vi ikke kender, som ligger uden for det vi har kontrol over.

For Maria bliver det til en fryd, fordi hun ved at det er Gud som taler til hende. Og det er Gud hun taler til, da hun til sidst siger: ”jeg underkaster mig Gud… lad det gå sådan, som du har sagt” Marias møde med englen er en sød lille historie kan vi tænke. Vi tænker at en sådan fortælling, er et eventyr, og dermed mener vi at den tilhører en uvirkelig verden. 

Nu har Lukas som har skrevet evangeliet til i dag, helt sikkert ikke set det som sin opgave at fortælle om hvordan Jesus blev lavet, fordi han var særligt interesseret i fødsler. Lukas er ikke jordmor/gynækolog, han er digter/forfatter/mytolog. Han fortæller om optakten til hvordan Maria blev gravid med Jesus, men han har et helt andet ærinde med at fortælle om englens besøg hos Maria.

Han gør plads for at der i den almindelige hverdag kan åbne sig sprækker ind til det guddommelige. Det kommer frem når han om Gud fortæller, at der ikke er noget, Gud ikke kan.

I den måde Maria tager imod englen kan vi kende os selv. Hun er forvirret og undrende. Men hun er åben for at engle kan komme på besøg. Hun er et troende menneske der ved at Gud er til og at englen kommer fra Gud. Og i det møde er du nødt til at give slip på dig selv. Hun siger ikke så meget, og det er fordi ordene ikke rækker til.

Noget lægger sig ind over den virkelighed Maria står i. Vi kender det bedst fra vore drømme, hvordan en anden verden kan presse sig på og blive så virkelig som den vi lever i.

Den svenske digter Tomas Tranströmer beskriver fint i et digt, hvad det hellige, det guddommelige gør ved os: Jeg ligger og er ved at falde i søvn, jeg ser ukendte billeder og tegn der nedkradser sig selv bag øjenlågene på mørkets væg. I sprækken mellem vågen og drøm prøver et stort brev forgæves at trænge sig ind.

Der findes et lag af menneskets bevidsthed, hvor ukendte men derfor ikke mindre virkelige budskaber kan fornemmes af den som har øre at høre med og ses af den som har øjne at se med. Det er det brev som forsøger at trænge sig ind til os, og som det for os gælder om at modtage og forstå.

Det kan godt være at engle besøg og talen om jomfru fødsler ved Helligånden ikke siger os noget, fordi det ikke længere er en del af vor virkelighed.

Men er det et brev der forsøger at trænge sig ind hos, hvad vil det brev så, må vi spørge?

Den erfaring Maria gør i mødet med englen som repræsenter Gud, kan vi bruge det til noget? Maria åbner sig for Gud og bliver dermed et redskab. Gør vi os åbne for den virkelighed, må vi som Maria give os hen, og vil erfare at det ikke er op til os at kortlægge, hvad der er af muligheder i tilværelsen. Det er ikke os der bestemmer, hvad der er af muligheder.

Vi kan som Maria sige: hvordan skal det gå til? hvad betyder dette? – det er som når en engel går gennem stuen og bliver tavse. Det er noget som er større end dig, og du er nødt til at give slip på dig selv. Som Maria - ”jeg underkaster mig Gud”. Amen